Et besøg hos kong morfar

Gift lænede sig mod kanten af båden og så med undrende på, hvordan vandet slog mod siderne. Hun rakte ned mod bølgerne, og vandet kildede blidt hendes arme. Dette var hendes yndlingsrejse. Hun og hendes familie var på vej til morfars landsby, og for hvert øjeblik kom hun tættere på en verden, der var vildere og mere fri end den by, hun forlod.

I byen faldt hun i ét med mængden. Hun var en ud af millioner. Nogle gange føltes det rart – bare at være sig selv, uden at nogen bekymrede sig for meget om, hvad hun valgte at have på eller gøre. Men i hendes morfars landsby var det anderledes. Der var Gift unik. Hun var prinsesse – barnebarn af en klog konge.

Efter to timer lagde båden til. Den længste del af rejsen lå stadig forude: seks timer med bus. Hun vidste, at hun ville blive træt, men snart ville hun være sammen med sin morfar igen. Det var hele rejsen værd.

Det var en bumpende køretur. Gift forsøgte at fordrive tiden med at se ud af vinduet på de forskellige former, skyerne havde og det smukke landskab, de susede forbi. Solen var begyndt at gå ned, da bussen stoppede. Endelig! Morfar! Gift sprang ud af bussen og løb hen til landsbyhuset.

Hun ledte efter morfar derinde. Hun ledte i gårdhaven, hvor hendes mor havde holdt geder som barn. Hun gennemsøgte soveværelserne, hvor hun om natten var nødt til at lukke vinduerne for at holde myggene ude. Hun kiggede i haven bag huset, hvor hun havde iført sig de kongelige klæder – farverige tørklæder og en papirkrone – for at deltage i landsbyrådet.

Der fandt Gift morfar siddende fredeligt på en bænk med udsigt over familiens have. Gift smilede.

»Morfar!« råbte hun.

Morfar rejste sig og slog armene ud. »Min kære pige,« hviskede han, mens han omfavnede hende i et varmt kram. »Sæt dig ned og slap af sammen med mig.«

»Jeg har savnet dig,« sagde Gift.

»Jeg har savnet dig mere. Jeg er glad for, at du er her.« Morfar var stille et øjeblik og spurgte så: »Ved du, hvor speciel denne have er?«

Gift rystede på hovedet.

Morfar pegede på træet foran dem. »Dette er familiens slægtstræ,« sagde han. Gift bemærkede, at det så gammelt og stærkt ud.

»Navnene på vores forfædre er optegnet på fliserne på jorden omkring træet. Vi skal altid huske vores familie.«

Gift genkendte ikke mange af navnene på fliserne. Hvordan kunne hun huske nogen, hun ikke kendte? »Fortæl mig om dem, morfar,« sagde Gift.

Morfar læste navnene et efter et og fortalte Gift historierne om sine forfædre. Mens han talte, indså Gift, at det på nogle måder også var historier om hende. Hun havde meget til fælles med de familiemedlemmer, hun aldrig havde mødt.

I det øjeblik forstod Gift noget vigtigt. Det var ikke kun bølgerne og landet, der fik hende til at føle sig fri her. Det var en forbindelse til hendes familie, som hun følte i denne landsby med morfar.

Morfar fortalte historier, indtil stjernerne dansede på himlen.

Til sidst sukkede morfar. »Vi må hellere gå indenfor.«

»Lige om et øjeblik,« sagde Gift.

Gift gik hen til træet og rørte forsigtigt ved dets bark. Så kiggede hun på fliserne på jorden og huskede historien om hver forfader. En dag ville hun besøge templet og udføre hellige ordinancer for dem. På grund af dem var hun her nu. Hun ville gøre sit for at give dem en gave som tak for den gave, de havde givet hende.

Morfar rakte sin hånd ud efter hendes, og Gift tog den. Med et sidste kig tilbage på slægtstræet gik Gift indenfor, hvor mere af hendes familie ventede på at hilse på hende.

Åbn PDF

Illustration: Audrey Day