Jeg kommer til at se Celeste igen

Jeg læner mig tilbage og lægger vægten på mine hæle og ser på haven. Der er en stribe mørk jord mod den side af familien Johnsons hus, hvor mor og jeg lige har plantet blomsterløg. Jeg klapper jorden og sukker.

»Tak, fordi du hjalp med at plante dem,« siger mor.

Jeg ser på mine hænder, dækket af snavs, og siger ikke noget. Jeg tænker på Celeste Johnson. Celeste, der plejede at bo i dette hus. Celeste, som var på nøjagtig samme alder som mig. Celeste, som kom med mig til Primary. Vi legede sammen og tog til hinandens fødselsdagsfester. Nogle gange slog vi et telt op i hendes baghave og lod, som om vi camperede. Hun var min bedste ven.

Celeste er væk nu. Hun døde i en bilulykke for et par måneder siden. Min familie og jeg græd meget. Celeste var vores ven, og vi vidste, at vi ville savne hende. Vi græd, fordi Celestes far var kommet til skade i bilulykken. Vi græd, fordi Celestes familie var ked af det.

Jeg ville virkelig gerne hjælpe Celestes familie. Jeg gav Celestes lillesøster, Ella, en bamse. Jeg hjalp også nogle mennesker fra menigheden med at lave gaver til Celestes familie. Jeg syntes, at de skulle vide, at de er elsket.

Da jeg tog til Celestes begravelse, sad jeg tæt på venner fra kirken. Vi sang Celestes yndlingsprimarysang, »Tro«, som handler om, hvordan vi kan bo hos Gud igen. Det mindede mig om, at jeg kommer til at se Celeste igen. På kirkegården lagde jeg en blomst på toppen af kisten. Alle, der kendte Celeste, var stadig kede af det. Vi savnede hende. Men når jeg bad og fastede, følte jeg mig mindre ked af det. Det hjalp også at læse i skrifterne og tale med venner fra kirken.

I dag besøgte vi familien Johnson for at hjælpe dem med at plante blomsterløg i deres have. Løgene er små og brune lige nu. Jeg ved ikke præcis, hvordan de vil se ud til foråret, men de siges at blive smukke.

Mor har holdt øje med mig og siger: »Ved du, hvad jeg kan lide ved blomsterløg?«

Jeg ryster på hovedet. Solen skinner, og jeg må knibe øjnene sammen for at se på hende. »Hvad?«

»Blomsterne fra disse løg dør om vinteren, men de kommer altid tilbage om foråret,« siger hun. »De minder mig om opstandelsen. Du kan ikke se blomsterne, når de er døde, men det betyder ikke, at de er væk. Ligesom Celeste og os alle sammen, når vi dør. Takket være Jesus vil vi alle opstå og leve igen.«

Jeg ser på al jorden. Løgene kommer til at vokse og vokse og skubbe jorden væk. Jeg ved, at de til foråret vil være smukke blomster, og jeg ved, at jeg vil se Celeste igen.

Jeg læner mig ind over jorden, hvor løgene er plantet, og sender et kys. »Vi ses til foråret!« hvisker jeg.

Illustrationer: Shawna J.C. Tenney