Vi er alle velsignet af kvinders indflydelse og tro

Kære søstre, jeg er glad for at kunne deltage i dette fantastiske hjælpeforeningsarrangement. Jeg sætter pris på alt det, der har fundet sted. Jeg elsker de budskaber, der er blevet givet af præsident Camille N. Johnson, søster J. Anette Dennis og søster Kristin M. Yee.

Jeg er blevet velsignet af enestående kvinders indflydelse i mit liv, og det er jeg evigt taknemmelig for. Min påskønnelse er større end min evne til at udtrykke den. De har søgt det ypperste i alle livets aspekter, men har især lagt vægt på at føle og påskønne Guds kærlighed i deres liv.

Min hustru, Mary, har været et eksempel på dette og forsøger at se livet fra den lyse side.

Jeg føler et stort ansvar ved at tale til jer, vidunderlige kvinder. I har min kærlighed og beundring for, hvem I er, og for jeres forpligtelse over for Herren og hans kirke i denne svære verden.

Kære søstre, undervurder ikke kraften og virkningen af jeres kompetente, kærlige og fintfølende indflydelse på dem, I omgås. I velsigner mange, når I stræber efter at leve et kristuslignende liv.

I jeres oprigtige ønske om at følge Jesus Kristus og gøre godt kan I til tider føle, at uanset hvor hårdt I arbejder, eller hvad I gør, så er det ikke nok. Selvom alle andre føler, at man har gjort det »helt rigtigt«, kan man nogle gange godt føle sig utilstrækkelig og ineffektiv. Men det fremragende arbejde, I udfører, den venlighed, I udviser, og den kærlighed, I udtrykker, er umådelige velsignelser for dem, der har privilegiet af at omgås jer, og det er nok!

Vi lever i en turbulent tid. Verden er bogstaveligt talt i røre. Mange af udfordringerne ligger i den åndelige verden. Der er sociale spørgsmål, vi som enkeltpersoner ikke nødvendigvis kan løse, men som ikke desto mindre vedrører os. At overbevise mennesker om at vælge retfærdighed er en ældgammel udfordring. Der har altid været »modsætning i alt«. Forskellen i dag er, at skeptikerne i den »store og rummelige bygning« synes at være mere højtråbende, mere stridbare og mindre tolerante end på noget andet tidspunkt i mit liv.

Men denne slags udfordringer har faktisk altid eksisteret. Et år før Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige blev organiseret, var profeten Joseph Smith i gang med at oversætte Mormons Bog. Herren åbenbarede det for Joseph og Oliver Cowdery, der nu er afsnit 6 i Lære og Pagter. Det indeholder råd til svære tider.

Herren trøstede dem: »Frygt derfor ikke, lille flok; gør det gode; lad jord og helvede forene sig imod jer, for hvis I er bygget på min klippe, kan de ikke få magt over jer.« Han rådede dem også: »Se hen til mig i alle jeres tanker; tvivl ikke, frygt ikke … Vær trofaste, hold mine befalinger, så skal I arve Himmeriget. Amen.«

Når vi ser tilbage på de tidlige hellige, bliver vi dybt berørt af de trængsler, de udholdt, og det forbillede, de var på at anerkende Guds kærlighed og tjene hinanden.

Startstedet eller udgangspunktet for at gennemgå vores liv og hengivenhed for Jesu Kristi evangelium er dåb.

For mange af os, bortset fra nyomvendte og de helt små, fandt vores dåb sted for mange år siden. Den store profet Alma var så veltalende, da han sagde til os: »Og se nu, jeg siger jer … hvis I har oplevet en forandring i hjertet, og hvis I har følt lyst til at synge sangen om den forløsende kærlighed, vil jeg spørge, om I også føler således nu?«

Alma fortsatte med et dybsindigt budskab, der er yderst relevant for vore dage. Han spurgte dybest set de hellige: »Hvis de blev kaldet til at dø, ville de så være rede til at møde Gud?« Alma fremhæver derpå fire egenskaber for at kunne stå ulasteligt for Gud.

For det første: Er vi tilstrækkeligt ydmyge? Det er på en måde en tilbagevenden til kravet inden dåb, nemlig at man ydmyger sig og har et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd.

For det andet: Har vi aflagt vores stolthed? Da Alma talte om stolthed, frarådede han os at træde den Hellige under fode og være opblæste i stolthed, at lade vores hjerte være optaget af verdens tomme ting og af rigdomme eller antage, at vi er bedre end hinanden, og forfølge dem, der er ydmyge.

For det tredje: Har vi aflagt vores misundelse? For dem, der har modtaget store velsignelser, men ikke føler taknemmelighed, fordi de kun kan fokusere på det, andre har, kan misundelse være yderst skadeligt. Misundelse af andres livsstil er taget til i takt med, at berømmelse og rigdom har erstattet tro og familie som et centralt ønske for en stor del af samfundet.

For det fjerde: Spotter eller forfølger vi en bror eller søster? I dagens verden ser vi meget af dette på de sociale medier.

Er der noget, der er mere relevant for det, der rører sig i vores verden, end dette budskab om stolthed, misundelse og forfølgelse?

Den store debat over det meste af verden handler om timelige, daglige økonomiske spørgsmål. Der er dog meget lidt diskussion om at vende tilbage til kristuslignende principper, der fokuserer på forberedelse til at møde Gud og på vores åndelige tilstand. Vi må fokusere vores liv på og lægge større vægt på det åndelige.

Jeg er altid blevet inspireret, når jeg har gennemgået de begivenheder, der førte op til indvielsen af templet i Nauvoo. Jeg er især blevet imponeret over søstrenes tro. Den mest fremherskende og gennemsyrende egenskab er søstrenes tro. Deres tro på Jesu Kristi gengivne evangelium og genoprettelsens profet, Joseph Smith, var yderst bemærkelsesværdig.

Disse hengivne kvinder udviste deres tro på den evige betydning af begavelsen og tempelbeseglingen ved de ofre, de var villige til at yde. De ofrede deres tid og de få værdigenstande, de havde. De udførte også, alt efter hvad de fik til opgave, de første ordinancer, der blev udført i templet i Nauvoo. Søstrene hjalp de hellige med at forberede sig på at forlade Nauvoo, og mange af søstrene efterlod optegnelser om at have hjulpet med tempelordinancer hele dagen og derefter lavet mad og vasket det meste af natten. Men de gjorde det klart, at den tro og kundskab, der blev skænket dem i templet, gav dem mulighed for at fryde sig, da de bevægede sig ud i det ukendte og drog over sletterne.

Kvinder har historisk set haft det største ansvar for hjem og børn og dermed et ønske om sikkerhed og stabilitet. Søstrenes tro og villighed til at forlade Nauvoo og gå ud i det ukendte var inspirerende.

Søster Bathsheba Smith nedskrev meget rørende sine følelser, da hun forberedte sig på rejsen. Hun havde oplevet pøbelhobene samle sig mod de hellige i Missouri, og hun var til stede ved apostlen David W. Pattens død. Da hun stod over for at skulle forlade Nauvoo, skrev hun:

»Min sidste gerning på dette vidunderlige sted var at rydde op, feje gulvet og sætte kosten hen på sin sædvanlige plads bag døren. Med bevæget hjerte … lukkede jeg så forsigtigt døren og så ud mod en ukendt fremtid, … så på den med tro på Gud og med lige så stor overbevisning om, at evangeliet til sidst ville blive grundlagt i Vesten, og at dets principper er sande og varige, som jeg havde følt i de vanskelige tider i Missouri.«

Søster Smith skrev om den fattigdom, den sygdom og de afsavn, som de hellige led på rejsen vestpå. I marts 1847 gik hendes mor bort, og måneden efter fødte hun sin anden søn, John. Hendes optegnelse om det er kortfattet: »Han var mit sidste barn, og han levede kun fire timer.«

Senere hen i livet blev hun tempelpræsidentinde i templet i Salt Lake City og den fjerde hovedpræsident for Hjælpeforeningen.

Hvis man skulle fremhæve de mest betydningsfulde egenskaber hos vores pionersøstre, må det være deres urokkelige tro på Herren Jesus Kristus.

Jeg tror, at Kirkens kvinder i dag er lige så stærke og trofaste. Set i et klart perspektiv er tro et udtryk for kærlighed til og påskønnelse af Frelseren. På grund af hans sonoffer er ingen skuffelse endelig og praktisk talt ingen overtrædelse uoprettelig. Når vi fokuserer vores tro på Jesus Kristus og bliver på pagtsstien, kan vi nå vores evige mål.

Verdens tilstand kræver i højere og højere grad en dybere individuel omvendelse til og øget tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus og hans forsoning. Kirkens lære og skrifterne giver os en inspireret rettesnor til at træffe retfærdige valg. Herrens profet, præsident Dallin H. Oaks, giver specifik vejledning i vore dage. Herren har beredt os, linje på linje, på de hårde tider, vi nu står over for.

Med den overflod af åndelig vejledning, vi har i dag, ville vi være utaknemmelige, hvis vi trods vores prøvelser ikke påskønnede vores velsignelser.

Tak for at være, hvem I er, og for hvad I gør. Jeg vidner for jer om, at Jesus Kristus er verdens Frelser og Forløser. Han lever og giver den kærlighed og vejledning, vi behøver for at vende tilbage til ham. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.