Jesu Kristi offer var og er for jer

Kære søstre, jeg er altid taknemlig for at være sammen med jer. Om I er her fysisk eller i ånden, så rører og inspirerer jeres trofasthed og godhed mig. Jeg beder Gud om at velsigne jer for at bringe Frelserens kærlighed og lindring ud til dem, der er omkring jer. Vi elsker jer, og vi beder for jer.

For adskillige år siden besøgte jeg en børnehaveklasse i Primary. Børnehavelederen var der ikke den dag, og jeg blev klar over, at der ikke var forberedt en lektion. Jeg kiggede i skabet og fandt et lektiehæfte og valgte en lektie om Guds kærlighed. Der var et billede af børn fra hele verden, der repræsenterede Guds kærlighed til alle. Jeg spurgte den lille børnehaveklasse om, hvordan Guds kærlighed kunne nå ud til dem allesammen. En af de livlige små drenge, der hed Charlie, løftede armene og udbrød: »Guds kærlighed er STOR!« Det er så sandt, Charlie. Guds kærlighed er virkelig »stor.« Hans kærlighed »rækker [os] hånden« og er konstant for alle hans børn. Ingen er undtaget fra hans kærlighed. Som apostlen Paulus sagde:

»For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter

eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.«

Guds store kærlighed kommer til udtryk i hans nådegave, hans søn Jesus Kristus. Vores pagter forbinder os med ham og hans forsonende kraft. På grund af ham kan vi omvende og ændre os. På grund af ham kan vi modtage styrke og evner, der overgår vores egne. På grund af ham kan vi finde guddommelig fred og forvisning om, at »alt vil falde på plads.«

Jesus Kristus kom for at hjælpe os med at løfte vores byrder og bære det, som vi ikke selv kan og ikke selv bør bære. Lad mig komme med et personligt eksempel.

For nogen tid siden befandt jeg mig i en vanskelig situation, der gjorde mig urolig, og jeg følte mig ikke værdsat. Situationen begyndte at opsluge mine tanker og min energi. Jeg undrede mig over, hvorfor det generede mig så meget. Jeg prøvede at være hjælpsom, venlig og tydelig, men intet lod til at ændre sig. Jeg følte mig fastlåst og længtes desperat efter lindring og fred.

Midt i al min uro knælede jeg en aften ned ved siden af min seng og begyndte at bede til min Fader i himlen. Jeg kunne bare ikke klare det længere. Jeg brød sammen i gråd og sagde: »Jeg kan ikke bære det her længere, det er for meget, det her er nødt til at blive dit. Vil du ikke nok tage det? Jeg overlader det til dig. Jeg beder dig, hjælp mig.« Jeg bad om hjælp gennem hans Søns barmhjertighed. Jeg huskede i det øjeblik, at Jesus Kristus led for mig og bar min sorg, og at denne byrde kunne lettes gennem ham. Jeg følte et pludseligt håb, der mindede om det, som Alma den Yngre fik, da han erindrede kraften i Frelserens forsoning og sagde: »Da mit sind greb fat om denne tanke, råbte jeg i mit hjerte: O Jesus, du Guds Søn, hav barmhjertighed med mig, som er i bitterheds galde.«

Den næste dag begyndte en fred at erstatte byrden. En fred, der virkelig overgik min forstand. En fred, der bekræftede, at denne situation var i Faderens og Sønnens hænder, og at det ikke længere var mig, der skulle bære den. Da jeg valgte at betro min byrde til dem, følte jeg deres kærlighed og lindring og jeg blev vejledt til at vide, hvordan jeg kunne få den støtte, jeg havde brug for.

Der kom også et større perspektiv til mit hjerte og sind i de efterfølgende dage og uger. Jeg var ikke klar over, at et perspektiv, der var tættere på, hvordan Gud ser tingene, kunne være sådan en stærk gave og hjælp til at overvinde de prøvelser, vi møder. Det bidrog til, at situationen ikke fyldte mere end den skulle. Den blev, som Herren beskrev det, til »blot en dråbe« sammenlignet med »det der vejer tungere.«

Den vanskelige omstændighed forsvandt ikke, men den ramte mig ikke på samme måde som før, og situationen lagde ikke længere beslag på mine tanker. Det var virkelig et mirakel. Kun han kunne få denne plagsomme byrde for sjælen til at blive »let.«

Samtidigt med at jeg modtog den lindring, læste jeg dette skriftsted fra profeten Zenos, som beskriver min oplevelse: »Og du hørte mig på grund af mine trængsler og min oprigtighed, og det er på grund af din Søn, at du har været så barmhjertig mod mig, derfor vil jeg anråbe dig i alle mine trængsler, for i dig er min glæde; for du har bortvendt dine straffedomme fra mig på grund af din Søn.«

Søstre, lad os vælge at tro på Jesus Kristus og bede om den hjælp, vi har brug for, gennem kraften i hans forsoning. Til tider befinder vi os i en »automatisk« tilstand, hvor vi generelt tror på, at Gud vil hjælpe os, men vi beder ham ikke bevidst i tro eller vælger at tro på, at han virkelig kan og vil hjælpe os. Jeg tror, at vor Fader i himlen håber, at I og jeg vil bede om den hjælp, vi har brug for, af hjertets oprigtighed og i tro på, at Jesu Kristi offer var og er til JER. Hans forsoning, hans smertefulde lidelse, var og er til jer. Han elsker og ønsker at helbrede og velsigne jer med den hjælp, I har brug for, nu og for evigt. Og han har magten til at gøre det, når vi udøver vores tro, efterlever vores pagter og vælger at tro på ham.

Præsident Dallin H. Oaks har sagt: »Vor Frelser er på grund af sin forsoning i jordelivet i stand til at trøste, helbrede og styrke alle mænd og kvinder overalt, men jeg tror, at han kun gør det for dem, som søger ham og beder om hans hjælp … Vi bliver værdige til den velsignelse, når vi tror på ham og beder om hans hjælp.«

Det har aldrig været meningen, at vi skulle gå igennem vores udfordringer og hjertesorger alene. Det var meningen, at vi skulle have en Frelser, en, hvis guddommelige kraft, kærlighed og lindring er personlig. Han ønsker at tilfredsstille og lindre den forpinte sjæl.

Kan I høre ham tale til jer, som han talte til Almas folk i deres trængsler?

»Løft hovedet og vær ved godt mod, for jeg kender den pagt, som I har sluttet med mig; og jeg vil slutte pagt med mit folk og udfri dem af trældom.

Og jeg vil også lette de byrder, der bliver lagt på jeres skuldre, så I slet ikke kan føle dem på jeres ryg, selv mens I er i trældom; og dette vil jeg gøre, for at I kan stå som vidner for mig herefter, og for at I kan vide med vished, at jeg, Gud Herren, kommer til mit folk i deres trængsler.

Titlen på det maleri, jeg viste jer i min sidste generalkonferencetale, er: »Så drak jeg.« [And I Partook]. Den kommer fra Frelserens egne ord i Lære og Pagter, hvor han beskriver sin lidelse i Getsemane:

»Hvilken lidelse fik mig, selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore …

dog, æret være Faderen, så drak jeg og fuldendte mine forberedelser for menneskenes børn.«

Frelseren drak, så vi kunne omvende os og blive renset. Han drak, så han kunne styrke os, komme os til undsætning og helbrede os. Han drak for at løfte vores byrder og give os fred. Han drak, så vi ville kunne vende tilbage til Faderens nærhed og bo sammen med dem, vi elsker, for evigt. Han drak af kærlighed til jer og mig.

Betydningen af dette maleri har ændret sig over tid, fordi jeg har ændret mig. Mit forhold til og min forståelse af min Frelser og det, han har gjort for mig, bliver dybere.

Den måde, vi ser ham på i vores liv, vil ændre sig, når vi vælger at tro på ham, lære af ham, omvende os og lade realiteten af hans forsoning nå ind i alle dele af vores liv.

Jeg ved, at vor himmelske Fader og vor Frelser elsker jer. Jeg ved, at Jesus Kristus lever; han er verdens Forløser. Hans forsoning er for jer. Må vi bede i tro om det, vi har brug for, og så »stil jer op og se, hvordan Herren frelser jer« er min bøn. I Jesu Kristi navn. Amen.