Hellige kvinder retter deres fokus på Jesus Kristus

En af de dejligste velsignelser ved min kaldelse er at føle en dyb og inderlig kærlighed til jer, kvinderne i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. For mit indre øje er jeg med jer på jeres hellige steder – måske samlet i en kirkebygning eller under et telt i et casitaeller fale eller jeres lejlighed – og vi sidder tæt samlet, så jeg kan fortælle jer, at jeg elsker jer, at jeg er sikker på, at I hver især er en kærlig himmelsk Faders datter, og at jeg er sikker på, at I kan stole på Jesus Kristus.

Det er en gave at sidde sammen med søstre over hele verden, som udviser stor styrke, evne, overbevisning og tro på Jesus Kristus. Guds kærlighed til kvinder kommer til udtryk ved, at vi gives mulighed for at lære af og med hinanden.

Hvad har jeg lært i den tid, jeg har tilbragt med kvinderne i Jesu Kristi Kirke – under omsorgsbesøgene, når vi træffes på parkeringspladsen eller fra samtaler i supermarkedet?

Jeg har lært, at livet er svært.

I kan gøre svære ting sammen med Jesus, eller I kan gøre svære ting alene. Det er jeres valg. Men når I gør svære ting med Jesus Kristus, bliver det svære helligt. I bliver hellige kvinder.

Jeg mødte for nylig en søster på en parkeringsplads. Hun kom hen til mig for at fortælle, at hendes datter havde været involveret i en alvorlig bilulykke og var blevet indlagt på hospitalet. Hun fortalte mig, at hun tidligere havde mistet en datter på grund af kræft. Jeg gik ud fra, at min nye ven ønskede trøst fra mig. Men det var slet ikke det, hun ønskede. Hun kom ikke til mig for at få trøst, hun opsøgte mig for at udtrykke sit vidnesbyrd om, at hendes datter var blevet våget over af betjenende engle, og hun vidste, at hendes afdøde datter var en af disse engle, og at hun var sikker på, at hendes familie var evig på grund af beseglingen i Herrens hus. Som Guds pagtsdatter tacklede hun livets udfordringer med tro på og tillid til sin kærlige himmelske Faders plan for lykke, Jesu Kristi forløsende kraft og løftet om, at engle ville passe på hende og hendes kære. Hun havde stadig en datter på hospitalet. Hendes gang på jorden var stadig svær. Men min ven valgte at gøre svære ting med Jesus Kristus i stedet for at gøre svære ting alene. Hendes svære tid var blevet en hellig tid.

Jeg kender en søster med fire små børn, som opdrog dem på egen hånd, mens hun arbejdede for at forsørge sin familie, da hendes mor blev diagnosticeret med aggressiv kræft. Hun fortalte mig, at hun i denne frygtelige tid begyndte at bede mere inderligt og oftere – endda om hjælp til, hvordan hun skulle brødføde sine børn. Hun påkaldte vor himmelske Faders og Frelserens hjælp. Med tillid til dem forberedte hun sig på at indgå pagter i Herrens hus. Hendes mors helbred blev dårligere, men ikke desto mindre rejste de som familie og med nogle venner til det nærmeste tempel , hvor min nye ven modtog sin begavelse, kort tid før hendes mor døde. Hendes gang på jorden er stadig svær, men valget om at være knyttet til Frelseren ved pagt betyder, at vejen frem føles lettere. Ikke let, men lettere, fordi hun har større adgang til hans helende og styrkende kraft. Jeg spurgte hende om hendes forhold til Frelseren, der var smedet i modgangens ovn. Denne hellige kvinde betroede mig, at hun ikke kunne have lært Jesus Kristus at kende og stolet så dybt på ham, som hun gør nu, uden disse udfordrende erfaringer.

Ser I, den lutrende ild er meget varm. Det er prisen for hellighed. En lutrer, der forædler og renser sølv, bruger ild til at brænde urenheder væk. Men mesteren ved smeltekarret kaster ikke blot malmen i essen og forlader den. Lutreren holder omhyggeligt øje med temperaturen og det rette tidspunkt for, at ilt skal tilføres, og han ser sølvslaggen dannes på overfladen af det smeltede metal. Smelteren blæser slaggen væk. hvilket efterlader rent sølv, hvis overflade er glødende og lys – som et spejl, der reflekterer smelterens eget billede.

»Han [med henvisning til Jesus Kristus] sidder og smelter sølvet og renser det.« Vi er det ædle sølv, som er lutret og udvalgt i trængslens [ild]. Og ligesom sølv, der er blevet forædlet, hvor urenhederne er brændt væk, får vi en mere guddommelig karakter. Vi bliver hellige kvinder.

Vil I genkende, møde og omfavne ham, som kan forædle os, og hans årvågne øje, når I er i modgangens ild?

Præsident D. Todd Christofferson har sagt: »Kom tæt på Gud midt i denne lutren i stedet for at blive vred på Gud. Påkald Faderen i Sønnens navn. Gå med dem i Ånden, dag for dag. Tillad dem med tiden at manifestere deres troskab mod jer. Lær dem virkelig at kende, og lær virkelig jer selv at kende.«

Det kommer til at blive svært. I kan gøre svære ting med Jesus, eller I kan gøre svære ting alene. Men når I gør svære ting med Jesus Kristus, bliver det svære helligt.

Den hellige kvinde Hanna fra skrifterne er et eksempel på dette princip.

Hanna gik hen til Herrens hus og græd. I ydmyg bøn udtrykte hun over for Gud sin sjæls fortvivlelse og sorg, fordi hun var barnløs. Hun murrede ikke. Hun var hudløst ærlig over for ham om sin dybe skuffelse og sorg. Hun »udøste [sit] hjerte for Herrens ansigt« og hun holdt ikke igen, selvom han helt sikkert kendte dybden af hendes smerte.

Og så aflagde Hanna et løfte – et udtryk for sin villighed til at hellige det, som Herren velsignede hende med, til hans formål. Hun erklærede frimodigt: »Hærskarers Herre, hvis du … giver mig en søn, vil jeg overlade ham til Herren hele hans liv.«

Præsten Eli bød Hanna at »gå med fred« og forsikrede hende om, at hendes bøn til

Herren for en søn ville blive hørt. Hannas sagtmodighed kommer til udtryk i hendes svar: »Gid jeg må bevare din velvilje.« Og hun gik, og hun »så ikke længere bedrøvet ud.«

Med tiden blev Hanna velsignet med en søn, Samuel. Da han var vænnet fra, var hun tro mod sit løfte og bragte drengen til Herrens hus. Hun sang lovprisninger af taksigelse til Herren i bøn. Hun udbrød: »Mit hjerte fryder sig over Herren.« »Ingen er hellig som Herren, der er ingen uden dig, ingen klippe som vor Gud.«

Så efterlod hun Samuel hos præsten Eli og viede ham fuldstændigt til Guds tjeneste. Et barn, der kun lige var blevet vænnet fra at amme. Kan I forestille jer det? Selvom hun senere blev velsignet med fem børn mere, var Samuel hendes eneste barn, da hun gav ham til Herren. Hun kunne ikke vide, at der ville komme andre børn. Hun havde ikke nydt alle de ømme øjeblikke, som en mor længes efter – som at se ham løbe og lege, at lære ham at være kærlig og dele og at putte ham, når han skulle sove.

Når hun og hendes mand hvert år kom til Herrens hus for at yde deres årlige offer, medbragte hun en ny lille kappe, som hun havde lavet til Samuel. Hvad sagde hun, når hun så ham? Hvordan mon hendes moderhjerte havde det, når hun måtte sige farvel endnu engang?

Skrifterne beskriver ikke hendes hjertesorg. Men jeg forestiller mig den.

Ser I, Hanna var trofast, og livet var stadig svært.

Blandt mine søstre i Hjælpeforeningen er der nutidige Hanna’er, hellige kvinder, som selv i deres modgang tilbeder i Herrens hus, faster, udøser hele deres sjæl til Herren i bøn, helliger det, som Herren har velsignet dem med, holder de forpligtelser, de har indgået med ham, og stoler på Herren – hans vilje for dem og hans tidsplan.

Vi gør os jordiske erfaringer i legemer, der påvirkes af alderdom og sygdom. Vi og andre har en storslået mulighed for at udøve vores handlefrihed på godt og ondt. Så det kommer til at blive svært. I kan gøre svære ting med Jesus Kristus, eller I kan gøre svære ting alene. Jeg er sikker på, at når man gør svære ting med Jesus Kristus, bliver det svære helligt – hellige tider, hellige steder, hellige kvinder.

For nylig hørte jeg nogle børn synge disse ord:

Søstre, vi har brug for mere Jesus Kristus. Hans lys, hans kærlighed, hans håb og hans helende, styrkende kraft.

Hellige kvinder retter deres fokus på Jesus Kristus. Vi »taler om Kristus, glæder os i Kristus, tager for os af Kristi ord og trænger os frem med standhaftighed i Kristus.« Kærligheden, som er Kristi rene kærlighed, svigter os aldrig.

Hvis I måske ikke føler jer udfordret af jordelivet lige nu, så overvej dette råd fra ældste Neal A. Maxwell: »Når vi et øjeblik ikke er fastspændt på et bestemt kors, bør vi være ved foden af en andens – fuld af [empati] og med tilbud om åndelig næring.«

Det er hellige kvinders værk.

Jeg vidner om, at Jesus Kristus er vor Forløser og den, der kærligt forædler os. Når vi sætter vores lid til ham i trængslens ild, bliver svære øjeblikke til hellige tider, og vi bliver hellige kvinder. Jeg elsker jer; jeg ved med sikkerhed, at I er døtre af kærlige himmelske forældre, og jeg har en vished om, at I kan stole på Jesus Kristus.

I Jesu Kristi navn. Amen.