Tag imod gaven

Ved juletid kredser vores sind og tanker helt naturligt om vores hjem – vores jordiske hjem og vores himmelske hjem. Men en af mine mest mindeværdige juleaftener var den første gang, jeg nogensinde var væk hjemmefra i julen.

Jeg var forholdsvis ny fuldtidsmissionær i Brasilien og var stadig ved at vænne mig til en fremmed kultur og et fremmedartet sprog. En dag, da min kammerat og jeg gik gennem en meget beskeden favela, hørte vi nogen råbe til os: »Underviser I om Jesus?«

Vi vendte os om og så en kvinde, der inviterede os ind i sit lille hjem med jordgulv. Vi mødte hendes aldrende mor og hendes syv børn, som alle på en eller anden måde boede sammen på det lille sted. Vi begyndte at undervise dem i Jesu Kristi gengivne evangelium, og de var ivrige efter at lære.

Da julen nærmede sig, inviterede familien os til at spise julemiddag i deres hjem. Jeg indrømmer, at jeg ikke var begejstret for deres invitation. Jeg havde svært ved at forestille mig, hvilken slags julemiddag denne fattige familie på nogen måde kunne tilbyde. De havde ikke engang et bord at sidde ved! I mit umodne sind tænkte jeg på de mere velhavende familier i menigheden og overvejede, om vi skulle vente og måske få et bedre tilbud fra en af dem.

Heldigvis var min seniorkammerat klogere, end jeg var, og han tog hurtigt imod invitationen. På juledag blev vi budt velkommen i denne families ydmyge hjem.

Jeg var ikke forberedt på det, jeg så.

Midt i rummet stod der et bord med tallerkener, der var dynget op med ris, bønner, kød og kartofler og en stor flaske sodavand. Og der var kun to stole – en til mig og en til min kammerat.

Jeg var målløs og overvældet af følelser. De havde forberedt denne julemiddag bare til os. Det må have været et stort offer for dem. Og alligevel, da jeg sad ved bordet og så på børnene, der sad op ad væggen og betragtede os mens vi spiste, så jeg smil på deres ansigter. At ofre noget for os – fremmede fra et andet land – havde bragt dem sand glæde. De havde givet os en smuk gave, og til at begynde med havde jeg tøvet med at tage imod den.

Den jul ændrede mit liv for altid. Selvom der er gået mange år, tænker jeg ofte på den. Mindet om den families glædelige offer får mig til at tænke på Jesu Kristi offer, hans hellige gave af forløsning og helbredelse. Når alt kommer til alt, er hans gave grunden til, at vi fejrer jul.

Jeg tænker på vor himmelske Faders spørgsmål: »Hvem skal jeg sende?« og Sønnens modige svar: »Her er jeg, send mig.«

Jeg tænker på Jesu ydmyge fødsel og ydmyge liv – hans villighed til at »komme ned fra himlen blandt menneskenes børn og … bo i en bolig af ler.«

Jeg tænker på hans lidelser i Getsemane, hvor han bar »vore sygdomme«, »bar vore lidelser« og påtog sig vore synder.

»Ja, ofte jeg tænker på sårene i hans kød«

Jeg tænker på hans opstandelse, hans glorværdige sejr over døden.

Og så spørger jeg mig selv: »Tager jeg imod den gave, han så gladeligt tilbyder?« Jeg har grundet over det spørgsmål mange gange siden den julemiddag i Brasilien.

Mange år senere var jeg igen i Brasilien, og denne gang tjente jeg og min hustru sammen som missionsledere. Jeg lærte så meget af hver eneste missionær, der tjente sammen med os. Jeg beundrer deres ivrige ønske om at bringe Herren et acceptabelt offer.

Jeg husker især en samtale, jeg havde med en kær søster, da hun var ved at afslutte sin mission. Hun betroede mig, at hun var bange for at tage hjem. Hun var bekymret for, at hun ville se tilbage på sin mission med fortrydelse og tænke på, hvordan hun kunne have tjent bedre, og hun var bekymret for, om hun kunne have gjort mere. Da jeg forsøgte at berolige denne vidunderlige missionær, talte vi om en anden måde at anskue hendes mission på – og hendes liv. Vores hengivenhed over for Jesus Kristus er ikke som et skoleprojekt, som vi afleverer og håber på at få den højeste karakter for. Jesus Kristus er det eneste fuldkomne menneske, og hans liv er det eneste fuldkomne liv. Når vi stræber efter at forbedre os, vender vi os til ham, og det er ikke i en ånd af »jeg gjorde det!« eller »jeg har fortjent det!« eller »jeg nåede frem!«, men snarere »jeg accepterer.«

Selvfølgelig ønsker vi at leve på en måde, der er acceptabel for Herren. Vi håber naturligvis, at han accepterer vores offer. Men lige så vigtigt – eller måske endnu vigtigere – er spørgsmålet: »Accepterer jeg hans?«

Jeg tror ikke, at det at acceptere Frelserens gave kan gøres passivt eller lemfældigt. For mig indebærer ordet acceptere et bevidst valg og bevidst handling. Ligesom hans offer for os var frivilligt, ønsker han, at vi frivilligt accepterer det. Som enhver anden god giver af gaver er Herren ikke blot opmærksom på vores behov, men også på vores ønsker. Som Alma sagde: »Han giver mennesker efter deres ønske.«

Da Jesus gik hen til Betesda dam og så en mand, der ikke havde kunnet gå i 38 år, spurgte han manden, om han ønskede at blive helbredt. Det virker som et indlysende spørgsmål, men Helbrederen helbreder os ikke mod vores vilje. Miraklet kom først, efter at manden udtrykte sit ønske.

Hvad er jeres ønsker? Hvad ønsker I virkelig at opleve og opnå i dette liv – i dag, i morgen og for evigt Har I brug for trøst? Lindring? Håber I på at finde fred igen? Styrke fra Herren? Vil I gerne helbredes? Tilgives? Sættes fri? Ønsker I virkelig at blive mere og mere som Jesus Kristus – at leve sammen med ham og sammen med vore himmelske forældre for evigt?

Forholder det sig sådan, så tag imod den gave, Jesus Kristus tilbyder jer.

»For hvad gavner det et menneske, at han, hvis der bliver skænket ham en gave, ikke modtager [eller ikke accepterer] den? … Han glæder sig ikke over det, der bliver givet til ham, ej heller glæder han sig over den, der er gavens giver.«

Gud vil ikke tvinge sig ind i vores liv eller påtvinge os sin gave. I stedet lader han os vælge at acceptere den. »Vend jer til mig,« siger han, og så vil I opdage, at han ikke blot har vendt sig til jer allerede, men at hans barmhjertigheds arme altid er rakt ud.

For at forklare, hvad det vil sige at vende sig til Herren, vil jeg gerne fortælle om noget, jeg lærte af mit barnebarn Blakely, da hun kun var to år gammel.

Hvert år ved juletid kommer Blakely og resten af børnebørnene hjem til os for at tage del i en af vores yndlingsjuletraditioner: at nyde smukke krybbespil. Min kone og jeg har en samling krybbespil fra hele verden, og hver jul stiller vi dem frem forskellige steder i huset, så børnebørnene kan finde dem.

Her er et billede af et af vores krybbespil. Som I kan se, er Jesusbarnet i midten, og de andre figurer – Maria, Josef, hyrderne, de vise mænd osv. – er arrangeret på en linje, så de alle kan ses. Det er vist en ret almindelig måde at stille et krybbespil op på.

Et år lagde jeg mærke til noget mærkeligt ved vores krybbespil. Nogen havde gået rundt i huset og omarrangeret dem. Hver eneste figur i hvert eneste krybbespil var blevet sat i en cirkel, så deres ansigt vendte mod Jesusbarnet. Jeg fandt senere ud af, at det var Blakely, der havde lavet denne strålende ændring af vores julepynt.

Med denne enkle handling lærte Blakely mig en dybsindig lektie: Det er ikke nok bare at være i det samme område som Frelseren. Det er ikke nok at være lænet en lille smule i hans retning eller at være ved siden af nogen, der er tæt på ham. For fuldt ud at tage imod Kristi gave må vi hver især vende os helt til ham.

Og hvordan gør vi så det? Hvordan ser det ud, når man vender sig helt til Frelseren? Hvordan viser vi, at vi accepterer hans gave af forløsning og helbredelse?

Jeg tror, at svaret findes i dette råd fra præsident Russell M. Nelson: Vi må »opdage glæden ved daglig omvendelse.«

Så enkelt er det virkelig. Vi tager imod Frelserens gave ved at omvende os, ved at vende os til ham. Han ofrede sit liv, så vi kunne ændre os, forbedre os, blive helbredt og blive forløst. Så vi accepterer det offer ved at ændre os, forbedre os og acceptere hans helbredende kraft i vores liv.

Og vi gør det ikke kun én gang. Vi gør det hver eneste dag, fordi vi har brug for det hver eneste dag. At tage imod Frelserens gave er en livslang forpligtelse. Han er virkelig den gave, der bliver ved med at give, så længe vi bliver ved med at acceptere ved at vende os til ham.

Nogle gange taler vi om at have julens ånd med os hele året rundt. Jeg kender børn, der ofte ønsker, at hver dag kunne være juleaften. Faktisk kan og bør vi fejre jul hver dag ved at vende os til Frelseren og taknemmeligt tage imod hans gave. Når vi favner glæden ved daglig omvendelse, vil vi opdage, at julens velsignelser og miraklet ved hans gave altid kan være vores.

Kære brødre og søstre, jeg vidner om, at Jesus Kristus, Guds Søn, villigt, kærligt og med glæde gav sit liv som en dyrebar gave, så I og jeg kan blive helbredt, forløst og ophøjet. Jeg beder til, at vi hver især vil vende os helt til Jesus Kristus og tage imod hans gave – denne jul og hver eneste dag i vores liv. I Jesu Kristi navn. Amen.