Fejring af jul

Mine kære brødre og søstre, vi er i dag blevet velsignet ved at høre de vidunderlige budskaber fra søster Runia, ældste Palmer og ældste Cook. Jeg føler, det er et privilegium, at jeg kan tale om noget det, de allerede har forklaret.

Julen er en vidunderlig tid på året. Når vi mindes vor Frelsers fødsel, afstemmes vores hjerte med det, der er vigtigst i vores liv. Julen gør os mere opmærksomme på og mere taknemmelige for de ofre, der er blevet ydet for os.

I.

Julen minder os om at tænke på hinanden. Vi værdsætter vores familie mere. Vi fornyr kontakten til gamle venner. Vi bryder de barrierer, der adskiller os på andre tider af året. Fremmede hilser på hinanden uden forlegenhed. Venlighed og betænksomhed kommer tilbage. Julens ånd bringer det bedste frem i os.

Julens varme og lys er Kristi lys. Som vi læser i nutidige skrifter, er Frelseren »det sande lys, som oplyser enhver, der kommer til verden«. Alle, der fejrer Kristi fødsel – alle, der har det, vi kalder »julens ånd« – har en del af det lys.

Over en milliard mennesker fejrer Jesu Kristi fødsel i denne juletid. Hele verden bør gøre det. Selv i verdslig forstand er Jesus af Nazaret den vigtigste person, der nogensinde har levet. Han er hovedemnet for profeter og digtere i over 6.000 år. Han er temaet i verdens mest storslåede musik og kunst. Han er den største lærer, der nogensinde har levet. Men vigtigst af alt er han Gud den evige Faders Enbårne Søn. Han er den Gud, for hvem hvert knæ skal bøje sig og hver tunge bekende, at han er vor Skaber og Forløser, denne verdens Frelser og Gud.

»Fred til mennesker med Guds velbehag« er julens budskab. Det er det fremherskende tema hos de digtere og musikere, der har givet os julens herlige musik. Vi elsker julesangene, der afspejler dette tema.

Langt, langt herfra nær ved Betlehems stad

engle til hyrderne sang så glad.

Ære til Gud! Ære til Gud!

Ære til Gud i det høje,

fred på jord, Guds velbehag

kom til mennesker i dag!

Sådanne ord, der synges utallige gange i løbet af vores juleaktiviteter, minder os om, at der ikke er noget nyt i julens fejring og sange. Budskabet er gammelt og velkendt. Det blev forkyndt for Adam. Det blev forkyndt for Israels børn. Det blev forkyndt for fader Lehis efterkommere. Igen og igen erklærede profeterne de centrale sandheder i Jesu Kristi forsoning. Igen og igen fremsatte de hans bud om, at vi bør elske og tjene ham og elske og tjene hinanden. Og han tilføjede: »Elsker I mig, så hold mine bud.« Disse erklæringer, der er blevet gentaget gennem tiderne, er det vigtigste budskab i al evighed. De er til os, til vores gavn.

Det vigtigste i livet gentager sig. Vi bliver aldrig trætte af at høre vor Frelsers hellige navn. Vi bliver aldrig trætte af at være sammen med vores kære. Vi bliver aldrig trætte af at høre ordene: »Jeg elsker dig.«

Så julens gentagne budskab ikke er et budskab, der skal revideres, men et budskab, der skal fornyes i vores liv.

II.

Siden vi var børn, har vi alle vidst, at julen er en tid til at give gaver blandt familie og venner. Det er en tid med særlig venlighed mod dem, vi elsker. Men julens gavmilde ånd bør række ud over vores familie og vennekreds. Mange af vores unge i dag får mindeværdige oplevelser, når kvorummer og klasser og andre kirkegrupper besøger og bringer gaver til dem, der har brug for at blive husket i julen, dem på hospitaler og plejehjem, dem, der ikke kan forlade deres hjem og mange andre. På utallige juleaftener er gode mænd og kvinder, der har hørt om fattige sørgende forældres situation, ankommet med legetøj og mad og slik, så uskyldige, tillidsfulde børn kunne føle glæden ved at blive husket i julen. Tusinder af fantastiske mænd og kvinder forener deres kræfter om velgørenhed i julen for at hjælpe de sultne, beklæde de pjaltede, huse de hjemløse, besøge de syge, de glemte og bringe glæde til børn. Må Gud velsigne disse hjælpende hænder! Vi bør alle støtte dem. De, der tjener kærligt og uselvisk, er Fredsfyrstens sande tjenere.

III.

Hvad betyder »fred til mennesker med Guds velbehag«? »Elsk … din næste som dig selv,« underviste Frelseren først. Han belærte os endda om, at vi bør »elsk[e vores] fjender, velsign[e] dem, som forbander [os], gør[e] godt mod dem, som hader [os], og bed[e] for dem, som foragteligt udnytter og forfølger [os]«.

Idet vi arbejder hen mod det mål, disse lærdomme giver udtryk for, bør julen også være en tid, hvor vi tilgiver, en tid hvor vi heler gamle sår og genopbygger forhold, der er gået skævt.

»Derfor siger jeg jer, at I bør tilgive hinanden; for den, som ikke tilgiver sin broder hans overtrædelser, står fordømt over for Herren; for i ham forbliver en større synd.

Jeg, Herren, tilgiver, hvem jeg vil tilgive, men af jer kræves det, at I tilgiver alle mennesker.«

Så julen er en tid til at række længere ud end vores normale kærligheds- og venskabsbånd. »Fred til mennesker med Guds velbehag« er ikke blot et budskab til dem, som vi allerede føler kærlighed til og hengivenhed for, såsom medborgerne i vores kirke eller land, beboerne i vores hjemby eller nabolag eller mennesker med samme kultur som os. De himmelske hærskarer forkyndte velvilje over for alle mennesker – over for bekendte, fremmede, ja selv fjender. Julen er en tid til at huske, at vi alle er børn af en Fader i himlen, der gav sin enbårne Søn, så alle ville blive forløst fra døden. Vor Fader i himlen har også tilbudt frelsens og ophøjelsens velsignelser til hele menneskeheden på de samme betingelser: Tro på Herren Jesus Kristus, omvendelse, dåb og efterlevelse af evangeliets love og ordinancer.

IV.

Julens ånd opfordrer os til at bruge denne tid til at bryde barrierer og fremme forståelse og kærlighed blandt mennesker af alle racer, trosretninger og national oprindelse. Uanset om sidste dages hellige er i flertal, som vi er i Utah, eller er i mindretal, som vi er alle andre steder, bør vi række ud til alle Guds sønner og døtre. Vi bør række fællesskabets oprigtige hånd ud til alle, både dem der er af vores tro, og dem der ikke er. Vi bør følge den befaling, Gud fik profeten Moses til at give israelitterne:

»Når en fremmed bor som gæst i jeres land, må I ikke udnytte ham. Den fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv.«

Vi bør lære vores børn at være venlige og hensynsfulde over for alle. Det gør mig trist, hver gang jeg hører om forældre i dette samfund, der ikke er sidste dages hellige, der sørger, fordi de tror, at deres sønner og døtre er blevet ekskluderet eller forstødt af børn eller unge, der er medlemmer. Jeg håber, at sådanne tilfælde er sjældne og aftagende. Af alle mennesker bør vi være de venligste og mest hensynsfulde overalt.

Vi bør selvfølgelig holde os fra forbindelser, der har en skadelig indvirkning på vores adfærd eller udvander vores tro og tilbedelse. Men den slags afholdelse fritager os ikke fra at tage hensyn til andre. Den bør heller ikke afskære os fra de mange forbindelser, der involverer samarbejde om fælles interesser, som omfatter alle mennesker.

Den ånd, hvormed vi bør modtage budskabet om »fred til mennesker«, er den ånd, der består i at give af sig selv i tjeneste for andre. Ligesom julen er en fejring af fødslen af ham, der gav sit liv for os alle, bør vi hver især bruge julen som en tid til at forbedre de måder, hvorpå vi giver til vores medmennesker.

Når vi gør det – i takt med at julens givende ånd gennemtrænger vores tanker og handlinger – yder vi hver især vores eget bidrag til det evige mål om »fred til mennesker«. Vi bør alle gøre det, for hver eneste dag er vi én dag tættere på Herrens komme. Som præsident Russell M. Nelson fortalte os ved oktoberkonferencen i år: »Det bedste venter forude, fordi Herren fremskynder sit værk. Det bedste venter forude, når vi fuldt ud vender vores hjerte og liv til Jesus Kristus. Citat slut.

Jeg citerer nu fra »Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd.« Der står:

»Nu, hvor vi mindes Jesu Kristi fødsel for to tusind år siden, bærer vi vores vidnesbyrd om, at han virkelig levede et enestående liv, og at hans store sonoffer rummer uendelig kraft. Ingen anden har haft så vidtrækkende indflydelse på alle, der har levet, og som kommer til at leve på jorden.«

Og videre: »Vi bærer højtideligt vidnesbyrd om, at hans liv, der spiller en central rolle i menneskets historie, hverken begyndte i Betlehem eller endte på Golgata. Han var Faderens Førstefødte, den Enbårne Søn i kødet, verdens Forløser …

Vi erklærer i al højtidelighed, at hans præstedømme og hans Kirke er blevet gengivet til jorden – ›bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten‹.«

Jeg citerer videre: »Vi bærer vidnesbyrd om, at han [på et tidspunkt] vil vende tilbage til jorden. ›Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den.‹« Citat slut. »Han skal herske som Kongernes Konge og regere som Herrernes Herre, og hvert knæ skal bøje sig og hver tunge skal tilbede ham …

Vi bærer, som hans behørigt indsatte apostle, vidnesbyrd om, at Jesus er den levende Kristus, Guds udødelige Søn. Han er den store kong Immanuel, som i dag står ved sin Faders højre hånd. Jeg citerer videre: »Han er verdens lys og liv og håb. Hans vej er den sti, der fører til glæde i dette liv og evigt liv i den kommende verden. Vi takker Gud for den enestående gave, som han gav os i form af sin guddommelige Søn.«

I Jesu Kristi navn. Amen.