Kristusbarnet blev født for jer

Hvor er vi heldige, at vi får lov til at opleve så smuk musik. Tusind tak til koret, orkesteret og dirigenterne. Jeg kan ikke se jer bag disse træer, men jeg ved, I er der.

»Infant Holy, Infant Lowly« er en af mine yndlingsjulesange.

Flokke sov, hyrder holdt vagt,

opmærksomme indtil en morgen ny.

De så herligheden, hørte historien,

tidender om et evangelium sandt.

Således jublende, fri af sorg,

lovprisende, hilser morgendagen,

Kristusbarnet blev født for jer.

Kristusbarnet blev født for jer!

Som lille pige var mine forældres kælenavn for mig »Tammy lam«, så når skrifterne talte om en hyrde og hans lam, følte jeg altid, at de talte til mig.

Det gjaldt især i juleevangeliet og om englene, der viste sig for hyrderne, som vågede over deres flokke, deres lam, om natten. Jeg forestillede mig, at jeg var der, og forestillede mig, hvordan det må have været at nærme sig barnet i krybben. Jeg elsker stadig disse forestillinger hvert år, når jeg tænker på hans fødsel.

En anden yndlingsforestilling stammer fra en historie, som ældste John R. Lasater fortalte.

For mange år siden besøgte ældste Lasater et land i Afrika som en del af en officiel regeringsdelegation.

En dag, da de rejste igennem ørkenen i en karavane af sorte limousiner, skete der en ulykke. Bilen, han var i, kørte op over bakketoppen, og han lagde mærke til, at den forreste bil var kørt væk fra vejen. Han sagde: »Det, jeg så ske, er forblevet hos mig i disse mange år.«

En gammel hyrde, klædt i lange bølgende klæder, ligesom på Frelserens tid, stod nær limousinen og talte med chaufføren. I nærheden var der en lille flok får – ca. 15 stykker.

Den forreste bil havde ramt og såret et af fårene, forklarede ældste Lasaters chauffør. Og fordi det var kongens køretøj, havde hyrden nu ret til 100 gange den værdi, det lille lam ville have haft, når det var fuldt udvokset. Men ifølge den samme lov skulle lammet aflives, og kødet skulle fordeles blandt folket.

Så sagde chaufføren: »Men se her, den gamle hyrde tager ikke imod pengene; Det gør de aldrig.« Da han blev spurgt hvorfor, tilføjede han: »Det er på grund af den kærlighed, han har til hvert af sine får.«

De så på, mens den gamle hyrde rakte ud og løftede det sårede lam op i sine arme og lagde det i folderne i sine klæder. Han blev ved med at stryge lammet og gentog det samme ord igen og igen, og da ældste Lasater spurgte, hvad ordet betød, fik han at vide: »Åh, han siger dets navn. Alle hans får har et navn, for han er deres hyrde, og de gode hyrder kender hvert eneste af deres får ved navn.«

I Esajas bliver vi lovet: »Han samler [lammene] med sin arm; han løfter [dem] op i sin favn.«

Hvis vi denne jul husker noget eller føler noget, så bør det være, at vi er hans. Husker I, da Kristus sagde til Peter: »Vogt mine lam … mine får«?

»I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.«

»For et barn er født os, en søn er givet os.«

Han blev født til at opløfte hver eneste af os personligt. Og hvis han tilhører nogen, er det helt sikkert jer. Kristusbarnet blev født for jer.

Men Esajas advarede også: »Vi flakkede alle om som får.« Måske har vi alle befundet os et sted, hvor vi har følt os som et lam, der er kommet på afveje, eller endda som et vildfarent får. I aften vil jeg hævde, at vi alle er sårede lam, der har brug for den gode hyrde, som vil vugge os i sin kærligheds arme. For dét at være dødelig betyder, at der er noget ved os, der føles ødelagt, og som har brug for at blive repareret.

Og jeg ved ikke, om der er et tidspunkt på ugen, hvor jeg føler et større behov for en Forløser end om søndagen under nadveren. Jeg kommer med mit sønderknuste hjerte og reflekterer over ordene og symbolerne i denne »stund med åndelig fornyelse«. Men nogle gange rammer jeg et lavpunkt, hvor jeg, når jeg tænker på den forgangne uge, indser, at det er de samme synder, den samme svaghed, jeg tænkte på sidste søndag. Og jeg føler mig virkelig angerfuld eller knust.

Kender I det?

I dag opfordrer jeg jer til at prøve noget nyt. I disse de helligste minutter på hele ugen, hvis I føler jer knust, så forestil jer, at han kalder jer ved navn, og gå hen til ham. Se jeres Frelser for jeres indre øje, med hans åbne arme strakt ud mod jer og hans strålende ansigt, der siger til jer: »Jeg vidste, at I vil få det således! Det er derfor, jeg kom til jorden og led, som jeg led.« Hans hjælp, hans nåde er tilgængelig for jer lige nu; ikke for enden af vejen, når I føler, at I har fået fuldstændigt styr på det hele. For hvem føler, at de har det? Ingen, jeg kender.

Husk, at vi går i kirke, til Herrens nadver, for at blive helbredt, men også for at føle os rene.

For flere år siden, hvor jeg tjente i Primary, fortalte jeg en historie om en, der for nylig var blevet døbt. Jeg påpegede, at denne ven muligvis var et af de reneste medlemmer af Kirken. Så skød en hånd op i vejret på forreste række, og en større dreng erklærede: »Jeg er kan være lige så ren som ham, for jeg er blevet døbt og tager nadveren.« Jeg svarede akavet: »Ja, det var det, jeg mente – det han sagde.«

Mine venner, husker og modtager vi fuldt ud denne betagende lære? Hvis vi har gjort vores del for at holde vores pagter med Gud – og konstant vender tilbage, aflægger rapport og omvender os – kan vi blive renset hver dag. Og gennem nadverordinancen kan vi føle os lige så rene som den dag, vi blev døbt.

Det er sådan, at sabbatten er blevet til en hviledag for mig. Ikke bare en fysisk hvile, men hvile fra skyld og frygt, fra mine utilstrækkeligheder og min svaghed. I det mindste blot for én dag!

En af de mest rørende beretninger i alle skrifterne giver os et glimt af denne hvile. I Mormons Bog, hvor den opstandne Frelser besøger sine »andre får« i Amerika og efter at have fornemmet deres behov, uden at de overhovedet har spurgt, indbyder han alle, der er nedbrudt fysisk – de lamme, de blinde, de døve eller dem, der »på en eller anden måde var plaget« – til at komme frem.

Jeg forestiller mig dem, der stod i kø, hvis fysiske behov for helbredelse var åbenlyst. Men for mit indre øje ser jeg i køen også mennesker som mig selv og andre, som jeg elsker, der er plaget på måder, der måske ikke er synlige for det menneskelige øje. Han bad om, at de, der på nogen måde var plaget, skulle komme frem, »og han helbredte dem hver og en«.

Læg mærke til, hvordan der i dette tilfælde ikke stod, at han kurerede dem. Jeg elsker tanken om, at der er forskel på at blive helbredt og at blive kureret. At blive kureret får os almindeligvis tilbage til en tidligere tilstand af have det godt, hvilket er det, vi længes efter, ikke? Men helbredelse er noget andet. Helbredelse inkorporerer det gamle sår, hvilket forandrer os til at kunne og blive mere end før.

Selv verdens Frelser bibeholdt som et opstandent væsen sårene i sine hænder, fødder og side – beviser på, at han aldrig vil glemme os, og at vi ved hans sår bliver helbredt. Og måske holdt Frelseren også om dem den dag, da han helbredte dem, og gav dem hver især en kærlig omfavnelse.

I aften føler I jer måske knust og er usikre på, om I vil opleve hans helbredelse. Men er det sandt? Hver søndag under nadveren løfter han jer fra den støvede vej og lægger jer i sine kappefolder og vugger jer i sine stærke arme.

Den hellige julenat kom en engel med de gode nyheder, de glædelige tidender om stor glæde. »Han, der var den største, gjorde sig selv til den mindste – den himmelske Hyrde, der blev til Lammet.« »Kongernes konge lå i ydmyg krybbe, I alle vore trængsler født til at være vor ven.« Jeg tror, at det, englen sagde, var: »Jeres ven, jeres bedste ven er lige kommet. Og hvis I vidste, hvor nøje han har holdt øje med jer, hvor meget I så hen til ham, da I tidligere boede sammen med ham, hvis I forstod, hvad han vil ofre for jer, og hvor meget han altid herefter vil være villig til at gøre for at hjælpe jer med at vende hjem, ville I skynde jer for at komme hen og hilse på ham ved krybben.«

Jeg bærer mit vidnesbyrd om, at barnet i krybben, ham vi tilbeder og måske endda tør forestille os, hvordan det må have været at holde om, kom for at gøre netop det for os.

Ja, Kristusbarnet blev født for jer!

I Jesu Kristi navn. Amen.