2025
Bruger I for meget tid alene?
November 2025


Bruger I for meget tid alene?

Jeg troede, at det ville give mig fred at isolere mig.

En mand ser ensom ud blandt en gruppe mennesker, der omgås andre

Jeg kan lide at være alene. Selvom jeg er en udadvendt person, hjælper alenetid mig med at forstå min dag og mine følelser.

Men når jeg har en dårlig dag, har jeg en tendens til at isolere mig ved at kravle op i min seng, trække dynen over hovedet og scrolle på min telefon. Det fjerner tankerne fra de ting, der bekymrer mig.

Men jeg har lagt mærke til, at jo mere jeg gør det, jo sværere er det at stoppe. Og når jeg konstant isolerer mig, har jeg en tendens til at få det endnu værre end før.

For ikke så længe siden sivede denne adfærd ind i mit åndelige liv og fik mig til at føle mig fuldstændig afskåret fra vor himmelske Fader. Det forværrede også mit mentale helbred. Jeg ønskede at bryde denne vane med isolation, så jeg besluttede mig for at undersøge, hvad der modvirker ensomhed. Jeg ønskede at vide, hvordan jeg kunne forbedre både mit mentale og åndelige helbred.

Her er et par ting, jeg fandt ud af.

Vigtigheden af gode forbindelser

Mens jeg lærte mere om ensomhed, fandt jeg et studium, der fokuserede på, hvad der fører til livslang lykke. Forskere har opdaget, at tætte og lykkelige relationer kan forbedre vores livskvalitet. Faktisk gør det os lykkelige at omfavne fællesskabet, og det giver os et længere liv.

Da jeg læste om dette studium, mindede det mig om, hvordan Jesus Kristus tjente andre i sin jordiske tjenestegerning. Hver af de forbindelser, han skabte gennem tjeneste, var ægte og meningsfulde. Han er det fuldkomne eksempel på forbindelse af høj kvalitet.

Ældste Ian S. Ardern fra De Halvfjerds beskrev Frelserens milde og venlige væsen: »Medfølelse er en af Kristi egenskaber. Den kommer af kærlighed til andre og kender ingen grænser. Jesus, verdens Frelser, er indbegrebet af medfølelse.«

Dette citat inspirerede mig til at følge Jesu Kristi eksempel og oprigtigt række ud til andre. Uanset om det var på arbejdet, i skolen eller sammen med min familie, besluttede jeg mig for at vende blikket udad i løbet af dagen. Jeg spurgte mig selv, om der var nogen, jeg kunne hjælpe, nogle, jeg kunne være ven med, eller nogen, der havde brug for lidt ekstra kærlighed.

Jo mere jeg tjente andre, jo bedre fik jeg det åndeligt.

Hvornår er tid alene en god idé?

Det kan være godt at tilbringe tid alene for at slappe af og få ro til at mærke sine tanker, især når vi har brug for at overveje og lytte til Ånden. Men hvis vi hele tiden er alene, kan det føre til selvoptagethed, og vi risikerer at gå glip af muligheder for at få forbindelse.

Mens jeg forsøgte at finde balancen mellem alenetid og tid med andre, studerede jeg skrifterne, betragtede Frelserens liv og bad om svar.

Frelseren »trak sig tilbage til øde steder og bad« (Luk 5:16). Han ønskede sandsynligvis alenetid til at tale med sin Fader. Ligesom Kristus kan vi også bruge alenetid til at genoprette forbindelsen til vor himmelske Fader, hvilket kan hjælpe os til at invitere Helligånden ind i vores liv.

Find balancen

Hvis I spekulerer på, om I bruger for meget tid alene, så rådfør jer med vor himmelske Fader. Vær opmærksom på jeres sociale og følelsesmæssige behov. Når I føler jer ensomme, så ræk ud! Brug ikke endnu mere tid alene. Øv jer i at have en passende balance i, hvordan I bruger jeres tid, og vær opmærksomme på tendenser til at isolere jer.

Præsident Jeffrey R. Holland, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har sagt:

»Ingen er så stærk, at de aldrig føler sig trætte eller frustrerede eller erkender behovet for også at passe på sig selv …

I må have olie på lampen, inden I kan give noget til andre.«

Vor himmelske Fader er opmærksom på vores omstændigheder. Han kender vores bekymringer, vores ønsker og vores behov. Han kender også vores personligheder – og ved, at nogle af os måske har brug for mere tid alene for at genfinde balancen i forhold til omverden end andre. Og det er i orden!

Hvis vi stoler på, at han vejleder os, vil vi være i stand til at forstå, hvornår vi har brug for alenetid, og hvornår vi har brug for fællesskab med andre.

Noter

  1. Se Liz Mineo, »Good Genes Are Nice, but Joy Is Better«, The Harvard Gazette, 11. apr. 2017, news.harvard.edu.

  2. Ian S. Ardern, »Elsk din næste«, Liahona, nov. 2023, s. 24

  3. Jeffrey R. Holland, »Bær hinandens byrder«, Liahona, juni 2018, s. 30.