»Kan jeg virkelig stole på profetens vejledning?«, Liahona, mar. 2025.
Unge voksne
Kan jeg virkelig stole på profetens vejledning?
Jeg havde altid valgt at følge profeten, men kunne jeg stole på ham i dette tilfælde?
Illustration: Kylee Bodily
Da jeg fik opkaldet om, at jeg ville blive evakueret fra min mission, blev jeg oprevet og forvirret.
Flere måneder før jeg skulle afløses, besluttede Det Første Præsidentskab at sende mig og flere andre missionærer hjem på baggrund af det, jeg troede blot var rygter om en mulig international konflikt. Der var ingen tegn på, at der ville ske noget.
Jeg troede ikke, at der var noget at bekymre sig om.
Sætter spørgsmålstegn ved inspiration
Jeg havde altid ønsket at tjene på en mission og havde arbejdet så hårdt for at nå det mål. Pengene var små, men jeg fandt et job, der hjalp mig til at tjene nok til at betale for min mission. Da jeg åbnede mit kald, føltes det så rigtigt, og jeg vidste, at det kom fra Gud.
Så blev jeg på grund af COVID-19-pandemien overført til en mission i Utah i ni måneder, før jeg kom til udlandet til min oprindelige opgave. Jeg var lettet og overlykkelig over endelig at være der, hvor Gud oprindeligt havde kaldet mig til at være.
Så, efter blot et par måneders ophold, blev jeg pludselig ført væk fra det folk og det land, jeg elskede. Jeg følte, at alt blev taget fra mig.
Jeg følte mig forrådt. Jeg tvivlede oprigtigt på, om det var et inspireret valg.
Modstræbende fløj jeg hjem til Texas. Min evakuering var så uventet, at min far og mine søskende ikke engang var i lufthavnen for at byde mig velkommen hjem.
En velsignelse af sikkerhed
Blot nogle få dage efter jeg havde forladt min mission, blev jeg chokeret, da en farlig konflikt brød ud tæt på, hvor jeg havde tjent. I det øjeblik indså jeg, at det at følge profeten havde holdt mig sikker på en meget virkelig måde. Jeg blev overvældet af taknemmelighed for profeten og hans inspiration.
Jeg lovede mig selv, at jeg altid ville give agt på det, profeten sagde, selvom det ikke gav mening lige nu.
Ældste Ulisses Soares fra De Tolv Apostles Kvorum har for nylig sagt: »Det, at vi har profeter, er et tegn på Guds kærlighed til sine børn. De fortæller om Guds løfter og om Guds og Jesu Kristi sande væsen til deres folk.«
Jeg tror virkelig, at præsident Russell M. Nelson er Herrens talerør. Han arbejder direkte sammen med vor himmelske Fader og Frelseren for at lede os i sikkerhed og give os håb og vejledning i udfordrende tider.
Velsignelserne ved at følge profeten
Hvis I stadig spekulerer på, om profeten er kaldet af Gud, er mit råd at handle på hans opfordringer. Prøv at genlæse præsident Nelsons seneste konferencetaler og studer de skriftsteder, han anbefaler. Handl på hans opfordringer og studér de velsignelser, han lover sammen med disse opfordringer.
Ældste Soares har også sagt: »Ved at følge [profeterne] bliver vores liv lykkeligere og mindre komplicerede, vores vanskeligheder og problemer bliver lettere at bære, og vi skaber en åndelig rustning omkring os.«
Jeg har set disse velsignelser i mit liv, når jeg har fulgt profetens råd. Jeg ved, at disse velsignelser er tilgængelige for alle, der sætter deres lid til Gud og hans profet.