Seminar
Skabelon til undervisningsbudskaber fra Kirkens ledere: Studér og anvend Herrens tjeneres lærdomme


»Skabelon til undervisningsbudskaber fra Kirkens ledere: Studér og anvend Herrens tjeneres lærdomme«, Det Gamle Testamente – Seminar – Lærerens hæfte, 2026

»Skabelon til undervisningsbudskaber fra Kirkens ledere: Studér og anvend Herrens tjeneres lærdomme«, Det Gamle Testamente – Seminar – Lærerens hæfte

Kirkens lederes lærdomme: Lektion 207

Skabelon til undervisningsbudskaber fra Kirkens ledere

Studér og anvend Herrens tjeneres lærdomme

Studying General Conference on Mobile Device

Det er inspirerende at vide, at Frelseren stadig taler til sine udvalgte tjenere i dag. I løbet af seminaråret får eleverne adskillige muligheder for at studere de budskaber, der gives gennem disse tjenere. I kan bruge denne skabelon som et redskab til at undervise i budskaber fra ledere i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Elevforberedelse: Del titlen med eleverne på den tale, de skal studere i timen. Tilskynd dem til at læse, se eller lytte til hele talen eller dele af den, inden timen begynder. Bed eleverne om bønsomt at forberede deres hjerter på, at Helligånden underviser dem, når de studerer budskaberne fra Jesu Kristi tjenere.

Mulige aktiviteter til studium af taler fra Kirkens ledere

Bemærk: Se eksempler på, hvordan man bruger denne skabelon, i Lektion 208: »Zions ungdom«.

Denne skabelon kan hjælpe jer til at undervise jeres elever i budskaber fra Kirkens ledere. Det er ikke meningen, at den skal være en selvstændig lektion. Den indeholder en række undervisningsforslag, som I kan bruge, når I underviser i en tale af en kirkeleder.

For at forberede en lektion om en tale, skal I først studere den tale, I planlægger at undervise ud fra, og se efter, hvilke sandheder der er de vigtigste for jeres elever at forstå og anvende. Som en hjælp til at træffe denne beslutning kan I (1) være meget opmærksomme på Åndens tilskyndelser, (2) have den inspirerede skribents hensigt for øje, (3) se efter sandheder, der kan gøre omvendelse til Jesus Kristus og hans evangelium dybere, og (4) overveje jeres elevers behov og evner.

Overvej derefter at vælge forslag fra denne skabelon – eller brug jeres egne forslag – som, I føler, vil hjælpe jeres elever til at finde, forstå og anvende de sandheder, I har valgt fra talen. I kan vælge at bruge et forslag fra hvert afsnit i denne skabelon i jeres lektion.

Overvej at give eleverne en trykt eller digital udgave af talen, som de skal studere. I kan også lave et uddelingsark med de dele af talen, I vælger at fokusere på.

Metoder til at indlede lektionen

Tænk over, hvordan I kan indlede lektionen på en måde, som kan vække elevernes sind eller hjerte og hjælpe dem til at forberede sig på læringsoplevelsen. Her følger nogle eksempler:

Tankevækkende spørgsmål eller udsagn. Del et tankevækkende spørgsmål eller udsagn, der er relateret til talerens budskab, og bed eleverne om kort at drøfte det eller skrive deres første svar ned i deres noter. I kan for eksempel skrive talens titel på tavlen og spørge eleverne, hvorfor de tror, at dette emne er vigtigt i vore dage.

Illustrationer, billeder eller videoer. Del, og drøft kort en illustration, et billede eller en kirkegodkendt video, der har forbindelse til talerens budskab.

Fortæl en historie. Fortæl en historie fra talerens budskab eller én, som relaterer til det. Nogle gange kan det være bedst kun lige at fortælle nok af historien i begyndelsen af lektionen til at vække elevernes interesse. Senere i lektionen kan historien afsluttes for at illustrere formålet med talerens budskab.

Spørgsmål om emnet. Fortæl om emnet for talen, og bed eleverne om at skrive ethvert spørgsmål, som de eller andre måtte have om det emne, på tavlen eller i deres noter. I kan tilskynde eleverne til at søge svar i løbet af lektionen.

Relevant scenarie. I kan præsentere et relevant scenarie – eller bede eleverne om at lave et scenarie – med en teenager, der kan have gavn af at høre og anvende talerens budskab, som klassen skal studere.

Selvevaluering. Bed eleverne om personligt at vurdere eller reflektere over deres nuværende forståelse af, holdning til eller anvendelse af det emne, der drøftes i talen. Det kan de gøre ved at tænke over eller nedskrive deres svar på spørgsmål til selvrefleksion. I kan bruge spørgsmål, der måske er i talen, eller skrive jeres egne.

Metoder til at studere budskabet

For at hjælpe eleverne til at studere talen kan I overveje at bruge jeres egne forslag, et eller flere af følgende forslag eller en kombination af flere forslag.

Vælg de dele af talen, der er mest nyttige, relevante og passende for elevernes evner. Det kan for eksempel være klogt at gøre de dele, som eleverne skal læse, korte og overskuelige frem for at bede dem om at læse hele talen.

Bed eleverne om at søge personlig åbenbaring i løbet af deres studium og nedskrive tilskyndelser i deres studiebog eller digitale enheder. Yderligere forslag kan findes på »Studying General Conference« på ChurchofJesusChrist.org.

Se efter. Eleverne vil sandsynligvis få større succes, hvis de har noget at søge efter, mens de studerer. Der er flere ting, som eleverne kan se efter, såsom:

  • Jesus Kristus. Eleverne kan se efter inspirerende sandheder om Frelseren, vidnesbyrd eller eksempler på ham eller lærdomme om hans kraft, sonoffer, kærlighed, karakter og så videre.

  • Svar på spørgsmål eller bekymringer. Hvis I brugte forslaget »Spørgsmål om emnet« i afsnittet »Metoder til at begynde lektionen« i denne skabelon, kan eleverne se efter svar på disse spørgsmål, mens de studerer. Ellers kan I bede dem om nu at søge efter svar på personlige spørgsmål eller bekymringer, som de eller andre måtte have. Efter eleverne er færdige med at studere, så bed dem om at fortælle, hvad de har fundet. Hvis I skrev spørgsmålene på tavlen, som eleverne fandt frem til tidligere, kan eleverne skrive deres svar under spørgsmålene. De kan derefter forklare deres svar.

  • Måder til at hjælpe med et relevant scenarie. Hvis I brugte forslaget »Relevant scenarie« i afsnittet »Metoder til at begynde lektionen«, kan eleverne se efter, hvordan talerens budskab kan hjælpe personen i scenariet.

  • Inspirerende ord og udtryk. Eleverne kan markere eller nedskrive tanker om ord eller vendinger, der er inspirerende eller betydningsfulde for dem.

  • Evige sandheder, opfordringer og lovede velsignelser. Eleverne kan se efter evige sandheder, opfordringer og lovede velsignelser, der findes i talen. De kan markere dem på hver deres måde, eller de kan skrive dem i deres noter under tre forskellige kolonner.

Studér individuelt. Eleverne opnår ofte succes ved at studere på egen hånd. Bed eleverne om at studere dele af talen og derefter fortælle klassen eller en lille gruppe, hvad de har fundet frem til.

Studium i små grupper. I kan give eleverne til opgave at studere i små grupper. Det kan betyde, at de skiftes til at læse afsnit, eller at de alle lytter, mens et medlem af gruppen læser.

Brug lyd eller video af talen. I kan afspille lyden eller videoen af de dele af talen, som I føler er vigtigst for jeres elever at studere. Overvej at bede eleverne om at følge med ved at bruge en trykt eller digital version af talen. De kan markere udtalelser, der besvarer et bestemt spørgsmål, eller som de personligt finder betydningsfulde. De kan også nedskrive eventuelle tanker eller indtryk, mens de studerer.

Nummerer afsnittene og lad talen gå rundt. Skriv eller indsæt afsnitsnumre i en kopi af talen. Giv et eksemplar til hver elev, og bed eleverne om at vælge noget at kigge efter. Eleverne kan læse et eller flere afsnit, markere og skrive noter i margenen. Papiret kan gives videre til den næste elev, der følger en lignende fremgangsmåde. Når de har studeret alle afsnittene, returneres papirerne til de oprindelige elever, og de kan læse den indsigt, som andre klassemedlemmer delte.

Citerede eller relaterede skriftsteder. Eleverne kan slå skriftsteder op, der er citeret i talen eller slutnoterne. De kan læse versene og enten lægge mærke til, hvordan talen hjælper dem til bedre at forstå de citerede skriftsteder, eller hvordan de citerede skriftsteder hjælper dem til bedre at forstå talens budskab. Eleverne kan markere versene i deres skrifter i papirform eller linke til dem i Evangelisk Bibliotek.

Metoder til at uddybe forståelsen

Formålet med dette afsnit er at hjælpe eleverne til at reflektere over og drøfte den tale, de har studeret. I kan bruge jeres egne forslag eller en eller flere af følgende aktiviteter for at hjælpe eleverne til at engagere sig i diskussionen. Overvej at stille opfølgende spørgsmål, mens eleverne fortæller. Disse muligheder kan opnås individuelt, to og to eller i en lille gruppe.

Fokusér på Jesus Kristus. Hvis jeres elever studerede talen, mens de ledte efter inspirerende sandheder om Jesus Kristus, kan I overveje at anbringe et billede af ham på tavlen. Bed eleverne om at skrive rundt om billedet, hvad de fandt om ham i talen. De kan derefter fortælle om det, de skrev, og hvordan det hjælper dem til at kende, elske eller ønske at følge Jesus Kristus.

Rollespil. Eleverne kan forestille sig, at en ven stiller dem et spørgsmål, der relaterer til talen. De kan øve sig i at svare vennen ud fra det, de har lært af talen. Eller hvis I brugte forslaget »Måder til at hjælpe med et relevant scenarie«, kan eleverne lave et rollespil med en makker eller en lille gruppe om, hvordan de ville hjælpe personen i scenariet ved at bruge det, de har lært.

Undervis hinanden. Eleverne kan lære hinanden, hvordan budskabet i talen er relevant eller meningsfuldt for dem. Ellers kan de fortælle hinanden, hvad de har lært om emnet, og hvordan det, de lærte, hjælper dem til at følge Jesus Kristus.

Forberede en tale. I kan bede eleverne om at lave en tale eller forberede en lektion på tre til fem minutter om det budskab, de har studeret. Eleverne kan medtage personlige oplevelser eller yderligere skriftstedshenvisninger, der understøtter budskabet. De kan øve sig på at dele deres tale med en makker, en mindre gruppe eller klassen.

Nedskriv jeres tanker og følelser. Overvej at bede eleverne om at nedskrive deres tanker eller følelser, mens de studerer talen. Eleverne kan nedskrive enhver handling, som Ånden tilskyndede dem til at udføre. Hvis det er passende, kan I bede frivillige elever om at fortælle om det.

Skab noget. Ved at bruge det, de har lært i talen, kan eleverne få tid til at lave et billede, en tegning, en plakat, et meme, et opslag på de sociale medier osv. Det kan være en påmindelse eller noget, der kan inspirere andre. Eleverne kan fortælle klassen eller en lille gruppe, hvad de har lavet.

Fortæl det til andre. I kan opfordre eleverne til at dele et budskab fra talen med deres familie eller venner. Når eleverne fortæller, kan de medtage et enkelt vidnesbyrd eller en opfordring til at handle på det, der blev undervist i.

Metoder til at anvende budskabet

Formålet med dette afsnit er at give eleverne mulighed for at anvende det, de har lært og følt ved at studere talen. I kan bruge jeres egne forslag eller et eller flere af følgende til at imødekomme jeres elevers behov.

Two people sitting at a table. Text boxes representing communication.Se yderligere forslag i »Tilskynd eleverne til at fortælle om de sandheder, de lærer« i Lærerudviklingsfærdigheder på ChurchofJesusChrist.org.

Find og anvend opfordringer. Nogle gange indeholder taler en eller flere opfordringer. I kan bede eleverne om at finde disse opfordringer og bønsomt overveje, hvad de føler, at Herren vil have dem til at gøre for at anvende en opfordring. De kan også overveje, hvordan det at handle på den opfordring kan hjælpe dem til at komme vor himmelske Fader og Jesus Kristus nærmere.

Reager på tilskyndelser. Tilskynd eleverne til at handle på de indtryk, de måtte have fået, mens de studerede talen. De har måske følt sig tilskyndet til at foretage bestemte ændringer i deres liv, sætte eller arbejde på et personligt mål eller dele budskabet med en anden.

Læg en plan. Eleverne kan besvare spørgsmål som følgende i deres noter eller på deres digitale enhed for at hjælpe dem til at anvende det, de har lært:

  • Hvad planlægger jeg at gøre?

  • Hvorfor føler jeg, at jeg bør gøre dette?

  • Hvornår planlægger jeg at gøre dette?

  • Hvem kan jeg bede om at hjælpe mig?

  • Hvordan kan Frelseren hjælpe mig?