»Forberedelse til generalkonferencen: Hør Frelserens ord på generalkonferencen«, Det Gamle Testamente – Seminar – Lærerens hæfte, 2026
»Forberedelse til generalkonferencen: Hør Frelserens ord på generalkonferencen«, Det Gamle Testamente – Seminar – Lærerens hæfte
Kirkens lederes lærdomme: Lektion 205
Forberedelse til generalkonferencen
Hør Frelserens ord på generalkonferencen
Herren taler til os alle gennem sine tjenere ved generalkonferencen. Bevidst forberedelse til konferencen kan hjælpe os til at modtage personlig åbenbaring. Denne lektion kan hjælpe eleverne til at forberede sig på at modtage budskaber fra Frelseren ved generalkonferencen.
Elevforberedelse: Bed eleverne om at tænke over de velsignelser, der kan komme af at se den næste generalkonference, og hvordan de kan forberede sig på den.
Mulige læringsaktiviteter
Forberedelse til begivenheder
Bemærk: Da generalkonferencen finder sted to gange om året, kan det være, at I skal give denne lektion to gange. Se afsnittet Supplerende læringsaktiviteter i denne lektion i Evangelisk Bibliotek på ChurchofJesusChrist.org for andre måder at formidle denne lektion på.
Som en hjælp til at forberede eleverne til at lære kan I overveje at indlede undervisningen ved på tavlen at tegne noget lignende følgende:
Bed eleverne om at huske et budskab, de har modtaget, der var betydningsfuldt for dem. Nogle eksempler er en besked fra en forælder, en sms fra en ven, et kompliment fra en nabo eller kirkeleder eller et råd fra en bedsteforælder.
Overvej at dele et eksempel på en besked, I selv har modtaget, der var betydningsfuld for jer. Stil eleverne følgende spørgsmål:
-
Hvorfor var det budskab, I modtog, betydningsfuldt?
Forestil jer, at Herren ville sende jer en besked. Brug et øjeblik på i jeres studiebog at beskrive, hvad I håber, han vil medtage i sit budskab, for eksempel vejledning til jer, et budskab om håb og trøst, en bekræftelse af sandheden eller et svar på et spørgsmål.
Sådan sender Gud os budskaber
Læs flere af følgende vers og se efter, hvordan Herren sender sine budskaber og vendinger, der viser, hvorfor det er vigtigt:
-
2 Krønikebog 36:15
-
Jeremias 7:25
-
Amos 3:7
Bed eleverne om at fortælle, hvad de har fundet, og tilskynd dem til at markere vendinger, de hører fra deres kammerater, som de gerne vil huske.
Under generalkonferencen deler profeter, seere og åbenbarere tillige med andre inspirerede kirkeledere budskaber fra Herren.
Ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:
Jeg bærer mit vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus, at han leder dette hellige værk, og at generalkonferencen er et af de vigtigste tidspunkter, hvor han vejleder sin kirke og os personligt …
Budskaberne ved generalkonferencen er de overvejelser, som Herren ønsker, vi har nu og i de kommende måneder. (»Herrens røst«, Liahona, nov. 2017, s. 122, 124)
-
Hvordan vil I sammenfatte det, ældste Andersen sagde?
En sandhed, som eleverne måske nævner, er, at Herren ved generalkonferencen vejleder sin kirke og os personligt gennem sine tjenere, profeterne.
-
Hvad ved I om Jesus Kristus, der vil gøre et budskab fra ham betydningsfuldt?
For at hjælpe eleverne til at tænke over deres forberedelse til generalkonferencen kan I overveje at vise følgende spørgsmål til selvevaluering.
Grund over og besvar følgende spørgsmål i jeres studiebog:
-
Hvor sikre er I på, at I kan genkende Herrens personlige budskaber til jer ved generalkonferencen? Hvorfor?
-
Hvad kan I gøre for at forberede jer til den kommende generalkonference, så I bedre kan modtage Herrens budskaber til jer?
Forberedelse til generalkonferencen
Skriv ordene Før og Under på tavlen. Bed eleverne om at nævne, hvad de kan gøre før og under generalkonferencen for bedre at modtage Herrens budskaber.
Overvej bagefter at bede eleverne om at se efter yderligere forslag ved at bruge uddelingsarket »Få mest muligt ud af generalkonferencen«. Her er nogle måder, hvor uddelingsarket kan være effektivt:
-
Studér i små grupper og besvar spørgsmålene sammen.
-
Del eleverne op i grupper på fire, og giv hver elev et af citaterne og de tilhørende spørgsmål. Når de har læst og tænkt over deres afsnit, deler hver elev med sin gruppe.
-
Giv en anden udtalelse til fire elever før lektionen, og bed dem om at forberede sig på at dele den med klassen samt besvare tilhørende spørgsmål. Alternativt kan de bruge spørgsmålene til at lede klassens drøftelse.
I stedet for eller udover uddelingsarket kan I vise videoen »Velsignelserne ved en generalkonference« (2:24), som findes på ChurchofJesusChrist.org.
Når eleverne har haft tid til at studere uddelingsarket og overveje følgende spørgsmål, så bed dem om at svare.
-
Hvornår har I, eller nogen I kender, modtaget et budskab ved generalkonferencen, som I følte var fra Herren? Hvordan påvirkede det jer?
Forberedelse til generalkonferencen
Nedskriv et mål om, hvad I gerne vil gøre for at modtage Herrens budskaber under generalkonferencen.
Del en gul seddel eller et stykke papir ud til hver elev, og bed dem om at skrive sætningen »Kun til dig« øverst. Eleverne kan også bruge deres studiebog eller en notesbog, hvis de foretrækker det.
Bed dem om at nedskrive de budskaber, de føler, at Herren sendte dem under generalkonferencen. Tilskynd dem til at komme tilbage til klassen efter generalkonferencen klar til at fortælle, hvad de gjorde for at forberede sig. Hvis det ikke er for personligt, kan de også fortælle, hvilke budskaber de hørte fra Herren.
Overvej i en kommende lektion efter generalkonferencen at bruge nogle minutter på at lade eleverne fortælle om deres oplevelse.
Gennemgangsaktivitet for generalkonferencen
Overvej i den næste seminarklasse efter generalkonferencen at give eleverne mulighed for at gennemgå og fortælle om det, de har lært. I kan skrive flere spørgsmål på tavlen, såsom:
-
Hvad fik jer til at grine?
-
Hvilken tale glæder I jer til at studere?
-
Hvilke budskaber følte I, der var rettet lige til jer?
-
Hvad har I lært eller følt i forhold til Frelseren?
I kan bede eleverne om at skrive deres svar på spørgsmålene på tavlen. Alternativt kan de skrive deres navn på en gul seddel eller et lille stykke papir og placere det ved et spørgsmål, de er villige til at besvare. Begynd en klassedrøftelse ved at bede frivillige elever ved navn om at give deres svar på spørgsmålene. I kan også fortælle om nogle af jeres egne svar.