»Esajas 61: Jesu Messias’ mission«, Det Gamle Testamente – Seminar – Lærerens hæfte, 2026
»Esajas 61: Jesu Messias’ mission«, Det Gamle Testamente – Seminar – Lærerens hæfte
Esajas 58-66: Lektion 128
Esajas 61
Jesu Messias’ mission
I Esajas 61 underviste Esajas om Jesu Kristi mission i vor himmelske Faders plan for at helbrede, befri, trøste og frelse os. Nogle mennesker kan være usikre på, om Jesus Kristus til tider giver denne hjælp og trøst i vores liv. Denne lektion kan hjælpe eleverne til at øge deres tillid til Frelserens evne til at helbrede, befri og trøste os.
Elevforberedelse: Bed eleverne om at overveje de beviser, de har set i deres eller andres liv på, at Jesus Kristus helbreder, trøster og opløfter mennesker i dag. Bed dem om at forberede sig på at dele deres tanker.
Mulige læringsaktiviteter
Vores behov for Messias
Hjælp eleverne til at indse vores behov for Jesus Kristus ved eventuelt at indlede lektionen med at vise det billede, der viser kvinden fra Det Nye Testamente, der led af blødninger (se Mark 5:24-34).
Bed eleverne fortælle, hvad de ved om hendes situation. Forklar om nødvendigt, at hun havde et helbredsproblem og »i tolv år havde lidt af blødninger« (Mark 5:25). Hun havde »brugt alt, hvad hun ejede« på at søge en kur fra læger, men hendes sygdom blev kun værre (Mark 5:26). Ifølge moseloven blev en person med blødninger betragtet som uren (se 3 Mos 15:19-33), så denne kvinde blev på nogle måder sandsynligvis udelukket fra samfundet i løbet af de 12 år.
Stil følgende spørgsmål, mens du viser billedet.
-
Hvad tror I, hun kunne have tænkt eller følt?
-
Hvordan kan en teenager opleve lignende tanker eller følelser i dag?
Eleverne kan invitere personlig åbenbaring ind i deres studium ved at tænke over deres liv og omstændigheder. Du kan vise instruktioner som følgende for at hjælpe dem med at gøre dette:
Tænk på de udfordringer, I eller en, I kender, står over for lige nu, og hvordan Frelserens hjælp er nødvendig. Esajas profeterede, hvordan Frelseren kunne hjælpe os og denne kvinde. Når I studerer Esajas 61 i dag, så søg Åndens vejledning for at hjælpe jer til at se, hvordan vor himmelske Fader og Jesus Kristus virker i jeres liv.
Messias’ mission
Forbered eleverne til at studere Esajas 61 ved at skrive følgende sætning øverst på tavlen: Vor himmelske Fader sendte Jesus Kristus for at …
I Esajas 61 profeterede Esajas om Frelseren og hans mission. I disse vers taler Esajas messiansk eller som om Frelseren siger ordene.
Læs Esajas 61:1-3, og færdiggør sætningen på tavlen: Vor himmelske Fader sendte Jesus Kristus for at …
Du kan eventuelt forklare, at salvet i vers 1 betyder, at Jesus Kristus blev udvalgt eller sendt med et bestemt formål. »Kristus (fra græsk) og Messias (fra hebraisk) betyder ‘den salvede’« (»Jesus Kristus«, Guide til skrifterne).
-
Hvad fandt I frem til, der hjælper jer til at forstå, hvordan Frelseren kan hjælpe nogen i dag?
Du kan enten skrive på tavlen, hvad eleverne deler, eller bede dem om at gøre det. Når eleverne deler, kan de afslutte følgende udtalelse: Vor himmelske Fader sendte Jesus Kristus for at …
-
forkynde evangeliet for de fattige, plagede og ydmyge (se v. 1)
-
helbrede dem, hvis hjerte er knust (se v. 1)
-
frigive fanger (se v. 1)
-
trøste alle, der sørger (se v. 2)
-
give de tyngede skønhed og glæde (se v. 3).
At stille opfølgende spørgsmål er en effektiv kundskab, der kan hjælpe eleverne til at analysere det, de lige har studeret i skrifterne, eller hvad de har hørt nogen fortælle. Du kan overveje at stille opfølgende spørgsmål som følgende for at hjælpe eleverne til at overveje betydningen af teksten: »Hvordan kan nogen være fanget?« eller »Hvad tror I, det betyder, at han vil give os ‘hovedpynt i stedet for aske’?«
Anerkendelse af, hvordan Frelseren opfylder sin mission
Du kan eventuelt dele følgende sammenfatning af Lukas 4:16-21 med eleverne.
I løbet af sit liv på jorden læste Jesus Kristus fra Esajas 61 i synagogen i sin hjemby Nazaret. Gennem Esajas’ ord vidnede Jesus Kristus om, at han var den lovede Messias, der var sendt af vor himmelske Fader med en mission om at helbrede, befri, trøste og frelse (se Luk 4:16-21).
Du kan bede eleverne om at studere eksempler fra skrifterne i grupper, så de kan begynde at se, hvordan Frelseren kan opfylde sin mission i deres liv.
Vælg et af udsagnene på tavlen. Studer et eksempel i skrifterne, hvor Frelseren opfylder sin mission ved at hjælpe nogen med deres unikke udfordring. Du kan bruge eksemplet fra skriften eller finde jeres eget. I kan også tænke på et nutidigt eksempel.
-
Plaget: Lam mand (Mark 2:1-12)
-
Sønderknust: Kvinden med blødninger (Mark 5:24-34)
-
Fanget: Alma den Yngre (Alma 36:16-21)
-
Sørgende: Maria og Martha (Joh 11:20-36)
-
Tynget: Alma og hans folk (Mosi 24:8-21)
Når I studerer, se da efter svar på følgende spørgsmål:
-
Hvad lærer denne beretning jer om, hvordan Jesus Kristus kan opfylde sin mission for jer i jeres liv?
-
Hvad lærer denne beretning jer om, hvordan I kan invitere hans kraft ind i jeres liv?
Mens eleverne studerer, så vær til rådighed for at hjælpe med at besvare eventuelle spørgsmål, de måtte have.
Når de er færdige med at studere, kan du bede eleverne om at fortælle, hvad de har lært, der kan hjælpe en, der står over for en svær udfordring.
At stille spørgsmål, der opfordrer eleverne til at reflektere over personlige oplevelser som følgende, kan hjælpe dem til at genkende Jesu Kristi kærlighed, kraft og barmhjertighed i deres liv (for flere øvelser i at give invitationer, der kan hjælpe eleverne til at genkende Herrens kærlighed, kraft og barmhjertighed i deres oplevelser, se »Hjælp eleverne til at genkende Herrens kærlighed, kraft og barmhjertighed i deres liv« i Lærerudviklingsfærdigheder).
Hvis eleverne vil have gavn af at se et nutidigt eksempel, før de fortæller om deres oplevelser, kan I se Darlyns oplevelse i »Feeling the Lord’s Love and Goodness in Trials« (4:18).
4:17 -
Hvordan har I set Jesus Kristus opfylde sin mission i jeres liv eller hos en, I kender?
Del det, I tror om ham
Giv eleverne tid til at bearbejde, hvordan det, de har lært, kan påvirke deres liv uden for klassen. Følgende aktivitet er forbundet med den udfordring, de tænkte på i begyndelsen af lektionen.
Skriv en besked til den person, I tænkte på i dag, som lige nu oplever vanskeligheder i sit liv (denne person kan være jer selv). Søg Åndens hjælp til at vejlede jer, når I skriver. Del i brevet sandheder eller oplevelser, I har hørt og lært om Frelseren i dag, som I tror kan opmuntre eller bringe håb til denne person.
Overvej at afslutte med dit vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans kraft.