»Esajas 53: ‘Det var vore sygdomme, [Jesus Kristus] tog, det var vore lidelser, han bar’«, Det Gamle Testamente – Seminar – Lærerens hæfte, 2026
»Esajas 53: ‘Det var vore sygdomme, [Jesus Kristus] tog, det var vore lidelser, han bar’«, Det Gamle Testamente – Seminar – Lærerens hæfte
Esajas 50-57: Lektion 124
Esajas 53
«Det var vore sygdomme, [Jesus Kristus] tog, det var vore lidelser, han bar«
Vores jordiske vanskeligheder kan få os til at spekulere på, om nogen forstår, hvad vi oplever, og om nogen kan hjælpe os. Gennem sit sonoffer følte Jesus Kristus alt, hvad vi kan opleve i jordelivet. På grund af sin forsoning kan Jesus Kristus hjælpe os i vores lidelse. Denne lektion kan hjælpe eleverne til at føle taknemlighed for det, Frelseren har gjort for dem gennem sin forsoning.
Elevforberedelse: Bed eleverne om at arbejde på at lære henvisningen til mesterlæreskriftstedet Esajas 53:3-5 og nøglesætningen udenad: »Men det var vore sygdomme, [Jesus Kristus] tog, det var vore lidelser, han bar«.
Mulige læringsaktiviteter
Livserfaringer
Hjælp eleverne til at tænke over, hvad Jesus Kristus oplevede for dem som en del af sin forsoning, ved at skrive »Ingen ved, hvordan det er. Ingen forstår« på tavlen.
-
Hvilke oplevelser kan folk have, der kan få dem til at tænke på denne måde?
Overvej at skrive elevernes svar på tavlen. Giv flere elever tid til at dele.
Vis derefter følgende udsagn og spørgsmål.
Overvej jeres svar på følgende spørgsmål:
-
Hvilke oplevelser har jeg haft eller kan jeg have, der kan få mig til at tænke på denne måde?
-
Hvad gør jeg, når jeg har det sådan? Hvorfor?
Tilskynd eleverne til at inddrage Helligånden i deres studium, når de lærer om, hvad Frelseren har oplevet, og hvordan han kan hjælpe dem.
Frelserens forsoning
Gennem sin forsoning kender og forstår Jesus Kristus til fuldkommenhed vores livserfaringer. I Esajas 53 underviste profeten Esajas om Jesu Kristi sonoffer.
Esajas 53:3-5 er et mesterlæreskriftsted. Overvej at bede eleverne om at markere mesterlæreskriftsteder på en særlig måde, så de let kan finde dem.
Eleverne kan modtage trøst og gøre deres forhold til vor himmelske Fader og Jesus Kristus dybere gennem personligt studium af Esajas 53. Følgende aktivitet er en måde, hvorpå du kan få eleverne til at studere Esajas 53.
Læs Esajas 53:1-12 og Alma 7:11-13, og se efter:
-
Det, som Frelseren oplevede som en del af sin forsoning, og
-
det, som Frelseren kan gøre for mig på grund af sin forsoning.
I kan eventuelt lave to kolonner på en tom side i jeres studiebog og nedskrive det, I finder.
|
Det, som Frelseren oplevede |
Det, som Frelseren kan gøre for mig |
Nogle af ordene og vendingerne i Esajas 53 kan være svære for eleverne at forstå. Hvis det er tilfældet, kan du vise det medfølgende uddelingsark med titlen »Forstå Esajas 53« eller give det til eleverne, mens de studerer. Alternativt kan du bede eleverne om at bruge fodnoter eller en ordbog til at afklare ord eller vendinger, som de ikke kender.
Når eleverne studerer Alma 7:12, kan det være nyttigt for dem at vide, at bistå kan beskrive, hvordan Frelseren holder af os. »At bistå betyder at ‘løbe til [hjælp]’« (Jeffrey R. Holland, »He Hath Filled the Hungry with Good Things«, Ensign, nov. 1997, s. 66).
Når eleverne har haft tid nok til at studere, så del dem op i små grupper. Bed dem om at drøfte og sammenfatte, hvad de har lært af deres studium. Nogle få grupper kan dele deres sammenfatninger med klassen. Eleverne kan finde frem til sandheder såsom:
-
Som en del af sin forsoning påtog Jesus Kristus sig vores sorger, smerter, sygdomme, trængsler og lidelser og led for vore synder.
-
Gennem Jesus Kristus og hans forsoning kan vi blive tilgivet og helbredt.
Frelserens forsoning er for mig
Læs igen Esajas 53:3-6 for jer selv, men denne gang skal I erstatte ordene vore og vi med jeres navn, jeg eller min/mine.
-
Hvad noterede I jer, eller hvad bemærkede I, som I ikke gjorde før, ved at personliggøre disse vers?
Hvis eleverne kan have gavn af yderligere studium af, hvordan Frelseren personligt oplevede vores lidelser som en del af sin forsoning, kan du også lade eleverne studere følgende udtalelse af ældste Bednar. Overvej at vise udtalelsen fra ældste Bednar og bede eleverne om at se efter ord eller vendinger i udtalelsen, der kan hjælpe dem til at forstå Frelseren og hans forsoning.
Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum fortalte om, hvor dybt personligt Frelserens offer var:
Der findes ingen fysisk smerte, intet åndeligt sår, ingen sjælekval eller hjertesorg, ingen skavank eller svaghed, som I eller jeg kan møde i jordelivet, som Frelseren ikke allerede har oplevet. I et øjebliks svaghed kan vi måske sige: »Ingen ved, hvordan det er. Der er ingen, der forstår det.« Men Guds Søn kender og forstår os fuldt ud, for han følte og bar vores personlige byrder. Og på grund af hans altomfattende og evige offer (se Alma 34:14) har han fuldkommen empati og kan udstrække sin barmhjertigheds arme. Han kan række ud, røre og komme til hjælp, helbrede og styrke os til at blive mere, end vi ellers kunne blive, og hjælpe os til at udrette det, som vi aldrig ville kunne udrette, hvis vi kun skulle forlade os på vores egen styrke (»Bære deres byrder med lethed«, Liahona, May 2014, s. 90).
-
Hvad ville du sige til nogen, der føler, at ingen forstår, hvad de går igennem? Prøv at bruge ord eller vendinger fra Esajas 53, Alma 7:11-13 og ældste Bednars udtalelse.
Tænk over Frelserens forsoning
Følgende spørgsmål kan hjælpe eleverne til at tænke over deres taknemlighed for Frelserens forsoning. Hjælp eleverne til at besvare spørgsmålene ved at give dem et par minutter til at tænke over eller skrive deres svar.
Når du giver eleverne tid til at tænke over det, kan det hjælpe dem til at reflektere over deres forhold til Jesus Kristus. Overvej at spille stille, hellig musik, mens eleverne tænker over eller nedskriver deres tanker.
Hvordan ville I svare på følgende spørgsmål ud fra det, I har lært i dag om Frelseren og hans forsoning:
-
Hvorfor er Jesus Kristus den bedste person at henvende sig til, når I oplever sorg, fortvivlelse eller smerte?
-
Hvordan har I eller en, I kender, følt Frelserens trøst, når I har oplevet sorg, fortvivlelse eller smerte?
Bed eleverne fortælle, hvad de har tænkt over. Vær opmærksom og opmuntrende, når de fortæller om deres oplevelser.
At høre en andens oplevelse kan forberede eleverne til at fortælle om deres egne. Overvej at fortælle om en personlig oplevelse eller se »Han vil hjælpe dig« (4:43), der findes på ChurchofJesusChrist.org. Denne video viser, hvordan en ung mand fandt hjælp til at overvinde sorg gennem Jesus Kristus og hans forsoning.
Tak eleverne for at dele deres tanker og følelser. Du kan også fortælle om dine tanker og følelser om Jesu Kristi forsoning.
Lær udenad
Du kan eventuelt hjælpe eleverne til at lære henvisningen til og nøglesætningen i mesterlæreskriftstedet udenad i denne lektion og gennemgå dem i fremtidige lektioner. Nøglesætningen i Esajas 53:3-5 er: »Det var vore sygdomme, [Jesus Kristus] tog, det var vore lidelser, han bar.« Forslag til aktiviteter til udenadslære findes i tillæggets materialer under »Aktiviteter til gennemgang af evangelisk mesterlære«.