»Esajas 25: At vente på Herren«, Det Gamle Testamente – Seminar – Lærerens hæfte, 2026
»Esajas 25: At vente på Herren«, Det Gamle Testamente – Seminar – Lærerens hæfte
Esajas 13-14; 22; 24-30; 35: Lektion 117
Esajas 25
At vente på Herren
Hvordan reagerer I, når det virker som om, at ens oprigtige bønner ikke besvares? I skrifterne har Herren og hans profeter lagt vægt på vores behov for at vente på [sætte vort håb til] Herren (se Es 25:9) og tålmodigt søge velsignelser og svar. Denne lektion kan hjælpe eleverne til at forstå vigtigheden af at vente på Herren.
Elevforberedelse: Bed eleverne om at tænke på et tidspunkt, hvor de eller en, de kender, tålmodigt måtte vente på et svar eller en velsignelse fra vor himmelske Fader. De kan forberede sig på at fortælle, hvad der gør oplevelsen med at vente let eller svær for dem.
Mulige læringsaktiviteter
Udvikling af tålmodighed ved at øve sig
Hjælp eleverne til at forstå, hvor svært det kan være at vente tålmodigt på noget, ved eventuelt at vise en skumfidus eller et billede af et barn, der kigger på en skumfidus, mens følgende afsnit læses eller sammenfattes. Alternativt kan du bruge videoen »Fortsæt i tålmodighed« på ChurchofJesusChrist.org, fra tidskode 00:00 til 01:08, for at få eleverne til at tænke over vores behov for at vente tålmodigt. I videoen introducerer præsident Dieter F. Uchtdorf, tidligere medlem af Det Første Præsidentskab, det samme skumfiduseksperiment.
For at teste børns evne til tålmodigt at vente placerede forskere en stor skumfidus foran flere fireårige. Børnene fik at vide, at de kunne spise skumfidusen med det samme. Men hvis de kunne vente i 15 minutter, ville de få to skumfiduser. Kun 30 % af børnene var i stand til at vente.
-
Hvad tror I, der kan have gjort forskellen for de børn, der kunne vente, og dem, der ikke kunne?
-
Hvornår har I haft svært ved at vente på noget? Hvad gjorde det udfordrende for jer?
Til tider kan vor himmelske Fader bede os om at vente på et ønsket svar eller velsignelse. Nogle gange giver han måske ikke det ønskede svar eller den ønskede velsignelse på den måde eller på det tidspunkt, vi ønsker.
-
Hvilke eksempler er der på velsignelser eller svar fra Herren, som vi tålmodigt skal vente på?
Eleverne nævner måske, at de venter på bekræftelse på, at Mormons Bog er sand, søger helbredende velsignelser for en syg pårørende eller beder vor himmelske Fader om svar på deres spørgsmål om evangeliet.
Hjælp eleverne til at finde ud af, hvordan denne lektion kan anvendes på deres individuelle behov, ved at give dem mulighed for at overveje følgende spørgsmål.
-
Hvilke velsignelser eller svar fra vor himmelske Fader venter I på at modtage? Hvad kunne han i fremtiden bede jer om at vente på?
-
Hvad gør det nemt eller svært for jer at vente på noget fra vor himmelske Fader?
Når I studerer i dag, så søg Helligåndens hjælp til bedre at forstå vigtigheden af at vente på vor himmelske Faders og Jesu Kristi vilje og timing. I kan bønsomt bede vor himmelske Fader om at styrke jeres evne til at vente tålmodigt.
At vente tålmodigt på Herren
Det kan være nyttigt at fortælle eleverne, at Herren sendte profeten Esajas til nationen Juda i en kaotisk tid med politisk og social usikkerhed. Esajas 25 minder Israels hus om de store velsignelser, de allerede har, og som de vil modtage fra Herren.
Læs Esajas 25:1-4, 6-9, og se efter, hvad Herren allerede havde gjort for Israel, og hvad han ville gøre for dem i fremtiden.
-
Hvilke velsignelser bemærker I?
-
Hvad beder Herren os ifølge vers 9 om at gøre for at modtage hans velsignelser?
Hjælp eleverne til at finde frem til en sandhed, såsom hvis vi venter på Herren, vil vi juble og glæde os over hans frelse. Du kan skrive vendingen »vente på Herren« på tavlen.
Bed eleverne om at forestille sig, at en ven bad dem om at forklare, hvad denne vending betyder. Hjælp eleverne til at lave en forklaring på denne vending. Hvis eleverne har brug for yderligere hjælp til at forstå, hvad det betyder at vente på Herren, kan du dele følgende udtalelse.
Ældste Robert D. Hales (1932-2017) fra De Tolv Apostles Kvorum sagde:
I skriften betyder ordet vente at håbe, imødese og stole på. At håbe og stole på Herren kræver tro, tålmodighed, ydmyghed, sagtmodighed, langmodighed, at holde buddene og holde ud til enden. (»Vent på Herren: Din vilje ske«, Liahona, nov. 2011, s. 71)
-
Er der noget, I vil tilføje for at hjælpe nogen til at forstå, hvad det vil sige at vente på Herren?
-
Hvorfor tror I, at det er så vigtigt for Herren, at vi lærer at vente på ham? Hvordan hjælper det os med at blive mere som ham?
Eleverne kan have gavn af at se Jesu Kristi eksempel på at vente på vor himmelske Fader. Du kan dele andre eksempler fra ældste Hales’ budskab, »Vent på Herren: Din vilje ske« (tidskode 00:59-02:57).
Store velsignelser er lovet dem, der venter på Herren
For at hjælpe eleverne til at se andre velsignelser, som Herren har lovet dem, der venter på ham, kan du bruge følgende aktivitet med skriftstudiemetoder. Denne aktivitet øver eleverne i at linke eller krydshenvise vers for at øge deres forståelse af princippet.
Vælg at studere et eller flere af følgende vers: Salmerne 27:14; Esajas 40:31; Lære og Pagter 133:45. Se efter yderligere velsignelser, som Herren lover dem, der venter på ham.
-
Hvordan kan velsignelserne ved at vente på Herren se ud i dag?
Eleverne kan fortælle om velsignelser som fred, glæde eller styrke, som man får, når man venter på Herren.
Som et eksempel på velsignelser, der kom efter at have ventet på Herren, kan du vise præsident Uchtdorfs beretning i videoen »Fortsæt i tålmodighed« fra ChurchofJesusChrist.org, fra tidskode 01:07 til 02:41. Bed eleverne om at se efter, hvad præsident Uchtdorf, daværende medlem af Det Første Præsidentskab, gjorde for at handle i tro, mens han ventede på de lovede velsignelser ved at følge visdomsordet.
2:42Når du har vist følgende spørgsmål, kan du kort fortælle om en oplevelse, du har haft, mens eleverne tænker over, hvordan de ville svare.
-
Hvornår har I haft en oplevelse med at vente på et svar eller en velsignelse?
-
Hvad har I gjort, der har hjulpet jer til at vente på Herren?
Vi må vente aktivt på Herren
Når eleverne får mulighed for at fortælle om det, de har studeret, kan det gøre det lettere for dem at erkende deres læring og udvikling. Det kan gøres gennem aktiviteten nedenfor. Hvis det er nyttigt, kan du bede eleverne om at tænke på yderligere detaljer, de kan føje til scenariet for at gøre det relevant for dem.
Forestil jer, at I blev bedt om at give et råd til nogen, der kæmpede, mens de ventede på en velsignelse eller et svar på deres bønner. I jeres studiebog:
-
Skriv noget, I har lært i dag, der har hjulpet jer til at forstå vigtigheden af at vente på Herren. I kan fortælle noget, I ved om Herren, der har hjulpet jer.
-
Skriv et skriftsted fra Esajas 25 eller et andet skriftsted, der kan være nyttigt for en, der aktivt venter på Herren.
-
Skriv noget ned, som I føler, vil være nyttigt for nogen at gøre, mens de venter på Herrens svar og velsignelser. I kan medtage en oplevelse, hvor I eller en, I kender, har oplevet Herrens velsignelser.
Overvej at afslutte lektionen ved at fortælle, hvordan du har lært, at du kan stole på Herren, mens du venter på ham.