»2 Mosebog 5-6: At gøre Herrens vilje, uanset udfaldet«, Det Gamle Testamente – Seminar – Lærerens hæfte, 2026
»2 Mosebog 5-6: At gøre Herrens vilje, uanset udfaldet«, Det Gamle Testamente – Seminar – Lærerens hæfte
1 Mosebog 1-6: Lektion 40
2 Mosebog 5-6
At gøre Herrens vilje, uanset udfaldet
Da Herren havde kaldet Moses til at udfri Israel fra egyptisk fangenskab, bad Moses Farao om at lade Herrens folk gå. Faraoen nægtede og pålagde i stedet israelitternes flere byrder. På trods af Faraos svar fortsatte Moses med at gøre det, som Herren bad ham om. Denne lektion kan hjælpe eleverne til at se, at Herrens løfter kan motivere dem til at gøre hans vilje, uanset hvad det umiddelbare udfald måtte være.
Elevforberedelse: Bed eleverne om at møde forberedte på at dele deres svar på følgende spørgsmål: Gør det jeres liv lettere eller sværere at følge Jesus Kristus?
Mulige læringsaktiviteter
Følg Jesus Kristus
Bed eleverne om at overveje, hvordan de ville svare, hvis nogen stillede dem følgende spørgsmål.
-
Gør det jeres liv lettere eller sværere at følge Jesus Kristus?
For at drøfte dette spørgsmål kan I skrive Lettere og Sværere som overskrifter på tavlen og skrive elevernes begrundelse for deres svar under den relevante overskrift. Overvej at lade et par elever forklare deres svar.
Moses beder Farao om at lade israelitterne gå
I kan eventuelt påpege, at Moses og israelitterne i 2 Mosebog 5-7 måske overvejede, om det at følge Herren gjorde livet lettere eller vanskeligere. I kan hjælpe eleverne til at forstå baggrunden for 2 Mosebog 5-7 ved at bede klassekammeraterne om at fortælle, hvad de husker om Moses og Israels børn fra Lektion 39: »2 Mosebog 2-4.« Bed om nødvendigt en elev om at læse følgende sammendrag.
Israels børn havde været i trældom hos egypterne i mange generationer. Herren hørte sit folks nødråb og kaldte Moses til at bistå med at udfri dem af trældom (se 2 Mos 3:9-10).
Læs 2 Mosebog 5:1-2, og se, hvad Moses og Aron fortalte Farao fra Herren.
-
Hvad var Faraos reaktion?
Overvej at skrive Faraos svar på tavlen: »Hvem er Herren?« I kan spørge eleverne, hvorfor dette spørgsmål er vigtigt at besvarefor os selv. I næste afsnit af lektionen behandles dette spørgsmål.
I sin vrede gjorde Farao livet sværere for israelitterne ved at øge deres daglige arbejdsbyrde (se 2 Mos 5:6-9). Israelitterne klagede til Moses og Aron over deres større byrder (se 2 Mos 5:20-21).
-
Hvordan ville I have haft det, hvis I var Moses?
Læs 2 Mosebog 5:22-23, og tænk over, hvordan I kan sammenfatte det, Moses sagde til Herren.
-
Hvordan kan vi relatere til Moses i 2 Mosebog 5:22-23?
Eleverne kan fortælle, hvad de føler, når de ikke umiddelbart ser velsignelser, efter de har adlydt Herren. Anerkend deres svar og følelser.
Vis følgende selvevaluering, og bed eleverne om at tænke over deres svar.
Fuldfør følgende sætning på den måde, der afspejler jeres følelser bedst. I kan vælge mere end én.
Når jeg ikke oplever umiddelbare velsignelser selvom jeg er lydig mod vor himmelske Fader og Jesus Kristus, føler jeg mig …
Hvis eleverne vil have gavn af udsagn til denne selvevaluering, kan I skrive nogle af følgende ord på tavlen, som de kan vælge imellem: Frustreret, forvirret, vred, skuffet, fast besluttet, håbefuld, selvsikker, fredfyldt. De kan også tilføje, hvad de ville gøre i denne situation.
Se efter sandheder om Jesus Kristus, der kan hjælpe jer til at følge ham, selv når det er svært, og velsignelserne ikke kommer lige med det samme, når I fortsætter med at lære i dag. Vær opmærksom på indtryk fra Helligånden, der kan hjælpe jer i jeres personlige forhold.
Herrens løfter
Når eleverne læser følgende skriftsteder, kan I overveje at bede dem om at markere alle de udtalelser, hvori Herren henviser til sig selv (udtalelser, der begynder med jeg, jeg er, jeg vil og jeg har). Det kan hjælpe eleverne til at lægge mærke til og huske vigtig indsigt og sandheder, de lærer, hvis de markerer skriftstederne.
Læs 2 Mos 6:1-8; 7:1-2, 5, og se efter, hvad Herren lærte Moses om sig selv.
Når eleverne har haft tid til at læse og markere, kan de drøfte følgende spørgsmål med en makker.
Spørgsmål, der hjælper eleverne til at vurdere, hvad de lærer, kan hjælpe en lærer til at finde frem til, hvornår eleverne er klar til at gå videre i lektionen. En måde at gøre det på er ved at stille spørgsmål til det, som eleverne har læst i skrifterne, såsom det nedenfor. Se efter yderligere oplæring i at stille spørgsmål, der vurderer læring, i »Vær altid rede til at reagere på åndelige tilskyndelser om elevernes behov« i Lærerudviklingsfærdigheder.
-
Hvad lærer I om Herren af hans løfter til Moses?
Eleverne kan skrive deres svar under »Hvem er Herren?« på tavlen. Elevernes svar kan omfatte følgende liste:
Han er Gud den Almægtige (6:2-3).
Han husker og holder sine løfter (6:3-5).
Han lovede at udfri israelitterne fra trældom (6:6; 7:5), at give dem Kana’ans land (6:4, 8) og være deres Gud (6:7)
Fortsæt med at gøre Herrens vilje
Husk på, hvordan Moses havde det tidligere. Læs 2 Mosebog 7:6, og markér, hvad Moses og Aron gjorde, efter de havde lært af Herren og hørt hans løfter.
-
Hvis I var Moses, hvilke af Herrens løfter ville så have hjulpet jer til at vende tilbage til Farao? Hvorfor?
-
Hvilken sandhed kan vi lære af Moses’ oplevelse?
Eleverne kan med deres egne ord finde frem til en sandhed som følgende: Når vi tror på Herren og hans løfter, kan vi stole på ham og følge ham, selv når vi ikke kender det umiddelbare udfald.
Hjælp eleverne til at forstå, hvordan denne sandhed kan anvendes i situationer, de måske vil stå i, ved at overveje at dele følgende udtalelse. Frivillige elever kan læse hvert afsnit højt for klassen.
Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum har givet os vigtige råd, mens vi venter på Herrens lovede velsignelser:
Nogle tror fejlagtigt, at Guds løfter betyder, at lydighed mod ham giver specifikke resultater efter en fast tidsplan. De tænker måske: »Hvis jeg tjener flittigt som fuldtidsmissionær, vil Gud velsigne mig med et lykkeligt ægteskab og børn«, eller »hvis jeg afholder mig fra at lave lektier på sabbatten, vil Gud velsigne mig med gode karakterer« eller »hvis jeg betaler tiende, vil Gud velsigne mig med det job, jeg ønsker« … Vi bør ikke se Guds plan som en kosmisk salgsautomat, hvor vi (1) vælger en ønsket velsignelse, (2) indsætter den påkrævede sum af gode gerninger og (3) bestillingen leveres omgående.
Gud vil i sandhed ære sine pagter og løfter til os alle. Det behøver vi ikke at bekymre os om. Forsoningskraften hos Jesus Kristus … sikrer, at Gud kan og vil opfylde sine løfter. Det er afgørende, at vi ærer og adlyder hans bud, men ikke alle velsignelser, der er baseret på lydighed mod loven, formes, udformes eller afstemmes i henhold til vores forventninger. Vi gør vores bedste, men vi må overlade forvaltningen af velsignelser, både timelige og åndelige, til ham. (»Vores forhold til Gud«, Liahona, maj 2022, s. 78)
-
Hvad lægger I særligt mærke til i denne udtalelse?
Mind eleverne om, at en ting, vi lærte om Herren, er, at han husker og holder sine løfter (se 2 Mos 6:3-5).
Forklar, at Herren opfyldte sine løfter til Moses (se 2 Mos 20:2; 5 Mos 7:6; 14:2; Jos 24:5-7, 13). Hvis I har tid nok, kan I skrive disse henvisninger på tavlen og lade eleverne matche opfyldelsen med løftet.
Ligesom Moses lærte mere om Herren ved, at Herren gentog sine løfter, kan vi også lære Herren bedre at kende ved at identificere løfter, han har givet os. At gennemgå disse løfter kan hjælpe os til at adlyde ham, selvom vi ikke modtager resultater med det samme.
Find tre løfter, som Herren har givet jer i skrifterne eller fra nylige lærdomme gennem sine udvalgte tjenere. I kan finde løfter i:
-
Mesterlæreskriftsteder eller andre skriftsteder.
-
Til styrke for de unge: Vejledning til at træffe valg.
-
Nylige generalkonferencetaler.
Efter passende tid kan I bede frivillige elever om at fortælle, hvad de lærte eller følte, mens de studerede nogle af løfterne. Tilskynd eleverne til at fortsætte med at stole på Herren uanset hvad det umiddelbare udfald er.