»1 Mosebog 37-41: ›Herren var med Josef‹«, Det Gamle Testamente – Seminar – Lærerens hæfte, 2026
»1 Mosebog 37-41: ›Herren var med Josef‹«, Det Gamle Testamente – Seminar – Lærerens hæfte
1 Mosebog 37-41: Lektion 33
1 Mosebog 37-41
»Herren var med Josef«
Til trods for, at Josef blev solgt som slave, falsk anklaget og fængslet, levede han retskaffent og udøvede tro på Gud. Som følge deraf blev han velsignet og fik hjælp af Herren i sine prøvelser. Denne lektion kan give eleverne håb om, at Gud kan bruge deres prøvelser til at velsigne dem.
Elevforberedelse: Bed eleverne om at tænke på prøvelser eller udfordringer, de har haft eller måske kan komme ud for. Bed dem om at møde til lektionen forberedt på at fortælle, hvordan Herren kan bruge eller har brugt udfordringer til at velsigne dem.
Mulige læringsaktiviteter
En fabel om et æsel
Overvej at vise et billede af et æsel, mens en elev læser følgende afsnit.
Der fortælles en fabel om et æsel, der faldt i et hul. Æslet blev bange, fordi det ikke kunne komme op, og det begyndte at klynke og skryde. Efter at have søgt efter en måde at redde æslet på, begyndte ejeren at skovle jord ned i hullet. Hver skovlfuld jord landede på æslets ryg, hvilket fik det til at klynke mere.
Før eleven fortsætter historien, kan det være nyttigt for eleverne at holde en pause og tænke over fablen ved at svare på spørgsmål som følgende:
-
Vil I anse det at skovle jord for at være en god ting eller en dårlig ting? Hvorfor?
-
Hvad kan disse skovlfulde jord repræsentere i vores liv?
Bed en elev om at læse slutningen af fablen i det følgende afsnit.
Æslet rystede jorden af sig, hvilket gjorde, at jord hobe sig op under det. Igen og igen gentog æslet bevægelserne med at ryste jorden af sig og stille sig på den voksende jordbunke, indtil æslet kom så højt op, at det kunne hoppe ud af hullet.
-
Hvordan kan denne fabel relatere til de prøvelser og udfordringer, som vor himmelske Fader tillader, at vi oplever?
Overvej at vise følgende og bede eleverne om at færdiggøre det på egen hånd.
Tænk på tidspunkter i jeres liv, hvor I har oplevet prøvelser eller perioder med modløshed. Notér jeres svar på nogle af de følgende spørgsmål i jeres studiebog:
-
Hvordan har I reageret på disse oplevelser?
-
Hvorfor kan det være svært at huske Herren, når I står over for udfordringer?
-
Hvordan er det ud fra et evigt perspektiv muligt for vor himmelske Fader at bruge jeres udfordringer til at velsigne jeres liv?
Når I studerer Josefs liv i dag, så søg åbenbaring fra Helligånden for at give jer håb om, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus kan vende selv svære prøvelser til velsignelser i jeres liv.
Oversigt over 1 Mosebog 37-41
For at hjælpe eleverne til at forstå beretningen i 1 Mosebog 37-41 kan I vise de fem billeder herunder i tilfældig rækkefølge. Eleverne kan arbejde sammen som klasse eller i små grupper for at placere dem i kronologisk rækkefølge. Lad dereftere et par elever bruge billederne til kort at sammenfatte beretningen i 1 Mosebog 37-41.
Eleverne kan bruge sammenfatningerne under hvert billede eller kapiteloverskrifter til at hjælpe dem med at sammenfatte eller bekræfte billedernes rækkefølge.
Da Josef var 17 år gammel, var hans ældre brødre misundelige over den begunstigede status han havde hos deres far, Jakob. De hadede Josef, fordi han fortalte om de drømme, han havde om dem, hvor de bøjede sig for ham i fremtiden. På et tidspunkt solgte de Josef som slave (se 1 Mos 37).
Josef blev solgt til Potifar, en officer hos den egyptiske Farao. Josef blev med tiden forvalter over Potifars hus (se 1 Mos 39:1-4).
Potifars hustru begærede Josef, men Josef nægtede at bryde kyskhedsloven og flygtede fra hende. Potifars hustru beskyldte løgnagtigt Josef for at behandle hende dårligt, og han blev kastet i fængsel (se 1 Mos 39:7-20).
Mens Josef var i fængsel, tydede han Faraos tjeneres drømme (se 1 Mos 40).
To år senere havde Farao drømme, som han ikke kunne forstå. En af Faraos tjenere, der var blevet løsladt fra fængslet, fortalte Farao, at Josef kunne tyde drømme. Josef fortalte Farao, at hans drømme repræsenterede syv år med stor høst og syv år med hungersnød, der snart ville komme over Egypten (se 1 Mos 41).
Velsignelser ved vores prøvelser
Overvej at hjælpe eleverne til at finde frem til lektier, man kan lære af Josefs oplevelse, ved at placere dem i små grupper og give eller vise følgende instruktioner og spørgsmål.
Bemærk: Lektion 34, »1 Mosebog 39«, vil fokusere på kyskhedsloven.
-
Læs følgende vers, og se efter, hvordan Herren hjalp Josef under hans prøvelser.
-
1 Mos 39:1-6 (efter Josef var blevet solgt som slave af sine brødre)
-
1 Mos 39:20-23 (efter Josef var blevet kastet i fængsel af Potifar)
-
1 Mosebog 41:14-16, 25-32 (da Josef endelig blev løsladt fra fængslet)
-
-
Besvar følgende spørgsmål:
-
Hvad kan vi lære af den måde, hvorpå Josef reagerede på sine udfordringer?
-
Hvorfor tror I, at Josef måtte vente så mange år på at modtage de velsignelser, han søgte?
-
Hvilke beviser ser I på, at Gud hjalp Josef i hans prøvelser?
-
Hvordan kan vor himmelske Fader og Jesus Kristus hjælpe os på lignende måder, når vi går igennem svære tider?
-
Gå rundt og lyt, mens eleverne drøfter deres svar i deres grupper. Tak dem for at fortælle om, hvad de fandt frem til. Mind eleverne om, at Helligånden kan lære folk forskellige sandheder fra de samme skriftsteder. Resten af denne lektion vil fokusere på den sandhed, at hvis vi er trofaste, kan Gud bruge vores prøvelser til at velsigne os og andre.
Læs 1 Mosebog 41:37-45, og se efter beviser på, hvordan Gud brugte Josefs prøvelser til at velsigne ham og andre.
-
Hvordan vendte Herren Josefs prøvelser til velsignelse for ham og andre?
Stil spørgsmål, der kan hjælpe eleverne til at lære om Guds kraft og barmhjertighed ud fra de sandheder, der undervises i. Følgende er eksempler på spørgsmål, der kan bruges (se yderligere oplæring i at hjælpe elever med at lære om Herrens kærlighed, kraft og barmhjertighed i »Hjælp eleverne til at genkende Herrens kærlighed, kraft og barmhjertighed i deres liv« i Lærerudviklingsfærdigheder.
-
Hvad tror I, at Josef kunne ønske, at I lærte om Herren af de oplevelser, han havde?
-
Hvordan kan prøvelser hjælpe os til at styrke vores forhold til vor himmelske Fader og Jesus Kristus?
Læs Lære og Pagter 90:24 og følgende udtalelse af ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolvs Apostles Kvorum. Se efter, hvordan de gælder for Josef og alle, der oplever prøvelser og udfordringer.
Det er mit vidnesbyrd, at selvom vi til tider kan føle os overdynget af livets prøvelser eller omringet af følelsesmæssig mørke, vil Guds kærlighed og Jesu Kristi evangeliums velsignelser få noget ufatteligt til at spire frem. (Se »Gud vil gøre noget ufatteligt«, Liahona, nov. 2020, s. 52)
-
Hvordan gælder Lære og Pagter 90:24 og ældste Uchtdorfs udtalelse for Josef? For jer?
Nutidige eksempler
Forbered eleverne til at tænke over, hvordan vor himmelske Fader kan velsigne os i vores prøvelser, ved eventuelt at vise »Faith Murray’s Story: Overcoming Adversity through Service« (4:52), som findes på ChurchofJesusChrist.org. Bed eleverne om at se efter, hvordan Herren brugte Faiths udfordringer til at velsigne hende og andre.
Tænk på oplevelser, I eller andre har haft, hvor I har set vor himmelske Fader bruge jeres prøvelser til at velsigne jer. Besvar mindst to af følgende spørgsmål i jeres studiebog:
-
Hvordan har I set vor himmelske Fader bruge prøvelser til at velsigne mennesker, I kender? Hvad har I lært af disse mennesker?
-
Hvis nogen stod midt i en svær prøvelse lige nu, hvad ville I så gerne have, at de vidste om vor himmelske Fader og Jesus Kristus?
-
Hvad har hjulpet jer til at forblive trofaste mod Gud under de prøvelser, I har oplevet i jeres liv?
Eleverne kan blive bedt om at fortælle om deres oplevelser og om deres følelser for Frelseren.