Kom og følg mig
2.-8. marts. »Lad Gud råde«: 1 Mosebog 24-33


»2.-8. marts. ›Lad Gud råde‹«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: Det Gamle Testamente 2026, 2026

»2.-8. marts. ›Lad Gud råde‹«, Kom og følg mig: 2026

Esau sælger sin førstefødselsret til Jakob for en skål linser

Esau sælger sin førstefødselsret [Esau Sells His Birthright ], af Glen S. Hopkinson, detalje

2.-8. marts: »Lad Gud råde«

1 Mosebog 24-33

Hvordan sikrer I jer selv en velsignelse fra Gud? Man kan sige, at beretningen om Jakob, barnebarn af Abraham og Sara, er historien om en mand, der lærte svaret på det spørgsmål. I en kultur, hvor den førstefødte søn modtog førstefødselsrettens velsignelse, blev Jakob født som nummer to og med et greb hælen på sin tvillingebror, Esau. Navnet »Jakob« betyder »afløser« – en, der erstatter en anden. Jakob levede op til dette navn ved mere end én gang at prøve at erstatte Esau som arving til førstefødselsrettens velsignelse, fordi Esau ikke var værdig til den (se 1 Mos 25:30-34; 26:34-35; 27:36). Resultatet blev splid i familien, og Jakob måtte flygte for sit liv ud i ørkenen.

Flere år senere befalede Gud Jakob at vende hjem. På vejen hjem søgte Jakob igen, i ydmyghed, en velsignelse fra Gud. Skrifterne beskriver dette tidspunkt som en »kamp« for Jakob. Han erklærede, at han ikke ville slippe før Gud velsignede ham. (1 Mos 32:27). Så kom lektien – og velsignelsen. Gud ændrede Jakobs navn til Israel – hvilket blandt andet betyder »lad Gud råde«. Israel lærte, at for at modtage Guds mest værdifulde velsignelser, hans pagtsvelsignelser, er det ikke nødvendigt at erstatte en anden. Hans velsignelser bliver hverken købt, beslaglagt eller vundet. Han giver dem frit til alle, der lever op til navnet Israel – de, der lader Gud råde i deres liv.

studieikon

Forslag til læring i hjem og kirke

1 Mosebog 24

Ægteskab i pagten er afgørende for Guds evige plan.

Når I læser 1 Mosebog 24, så spørg jer selv, hvorfor Abraham anså sin søn Isaks ægteskab for at være så vigtigt. Hvorfor er ægteskab vigtigt for Gud?

Hvilke egenskaber finder I hos Rebekka, der kan bidrage til et stærkt ægteskab og en stærk familie? (Se især v. 15-28, 57-61).

Se også Emner og spørgsmål, »Marriage«, Evangelisk Bibliotek.

1 Mosebog 25:29-34

Jeg kan værdsætte det evige frem for det timelige.

I Isaks og Rebekkas kultur fik den ældste søn førstefødselsretten, hvilket betød en større arv tillige med et større ansvar for at tage sig af familien. Når I læser 1 Mosebog 25:29-34, så overvej, hvorfor Esau var villig til at give afkald på sin førstefødselsret mod at få et måltid mad. Hvad lærer I personligt af denne skildring? Det kan være en hjælp at lave to lister: (1) evige velsignelser, som Gud ønsker at give jer, og (2) verdslige ting, der kan distrahere jer. I kan derpå læse skriftstedet og erstatte »førstefødselsret« med noget fra den første liste og »linser« med noget fra den anden liste. Hvordan vil I fokusere på Frelseren og hans evangeliums evige velsignelser?

Se også Matthæus 6:19-33; M. Russell Ballard, »Husk, hvad der betyder mest«, Liahona, maj 2023, s. 105-107.

Jakob ved Betel

Jakob ved Betel [Jacob at Bethel ], af James Smetham

1 Mosebog 28

ikon, seminar
Pagterne i Herrens hus bringer Guds kraft ind i mit liv.

Mens Jakob sov på en pude af sten, havde han en drøm, der ændrede hans liv. Det var en så hellig oplevelse, at Jakob kaldte stedet Betel eller »Guds hus« og erklærede: »Herren er i sandhed på dette sted« (1 Mos 28:16).

Når I læser 1 Mosebog 28, kan I spørge jer selv, hvad der gjorde denne oplevelse så hellig for Jakob. Hvad gik han igennem på det tidspunkt? Hvad følte han mon? I kan også se efter ord og vendinger i vers 10-22, der minder jer om Herrens hus. Hvilke indtryk får I om Gud, hans hus og hans pagter?

I slutningen af dette oplæg er et maleri, der skildrer Jakobs drøm. I kan tilgå det, mens I læser. Hvis I skulle skabe jeres egen kunstneriske skildring af hans drøm, hvad ville I så vælge at gøre? Hvilke sandheder fra beretningen ville I forsøge at skildre?

Salmen »Nærmere, Gud, til dig« (Salmer og sange, nr. 53) er baseret på Jakobs oplevelse. Hvilke forbindelser ser I mellem denne sang og 1 Mosebog 28:10-22? Hvordan får templet jer til at føle jer tættere på Gud? Overvej at se efter svar på dette spørgsmål i præsident Russell M. Nelsons tale »Templet og jeres åndelige fundament« (Liahona, nov. 2021, s. 93-96). Det kan også være en god idé at gennemgå pagterne og velsignelserne i Herrens hus i Kirkens Håndbog, 27.2 (Evangelisk Bibliotek). Hvordan bringer det Guds kraft ind i jeres liv at holde disse pagter?

Vær kreativ. Der er mange måder at lære af skrifterne på udover blot at læse dem. Nogle mennesker opdager, at de forstår skrifterne bedre, hvis de laver tegninger af beretningerne. Andre finder åndelig indsigt i hellig musik, der relaterer til skrifterne. Begræns jer ikke til én måde at lære på. Vær åben over for at prøve forskellige tilgange.

1 Mosebog 29:31-35; 30:1-24

Herren husker mig under mine prøvelser.

Mens I læser 1 Mosebog 29:31-35 og 30:1-24, så se efter ord og udtryk, der beskriver Guds barmhjertighed over for Rakel og Lea. Tænk over, hvordan Gud har »set til [jeres] lidelse« og »ikke glemt« jer (1 Mosebog 29:32; 30:22).

1 Mosebog 32-33

Frelseren kan hele min familie.

Da Jakob vendte tilbage til Kana’an, var han »meget bange« for, hvordan hans bror Esau ville modtage ham (1 Mos 32:8). Når I læser 1 Mosebog 32-33, så tænk over jeres egne familieforhold – måske især et, der har brug for at heles. Måske kan denne beretning inspirere jer til at række hånden ud til nogen. Spørgsmål som disse kan vejlede jeres læsning:

  • Hvordan gjorde Jakob sig klar til at møde Esau?

  • Hvad lægger I især mærke til ved Jakobs bøn i 1 Mosebog 32:10-13?

  • Hvad kan vi lære om tilgivelse af Esaus eksempel?

  • Hvordan kan Frelseren hjælpe os med at hele vores familierelationer?

Se mere i denne måneds udgave af Liahona og Til styrke for de unge.

ikon, afsnit for børn 01

Forslag til undervisning af børn

1 Mosebog 24:10-21

Jeg kan være venlig mod andre.

  • For at fremhæve Rebekkas imponerende eksempel på venlighed kan I vise jeres børn billedet nedenfor eller denne uges aktivitetsside, mens I sammenfatter beretningen i 1 Mosebog 24:10-21. Børnene vil måske synes om at rollespille beretningen. Det kan føre til en samtale om venlige handlinger, som I og børnene har set.

  • Overvej at synge en sang sammen om at være venlig, fx »Venlighed begynder med mig« (Børnenes sangbog, s. 83). Jeres børn kunne lytte efter ordet »venlighed« (eller et lignende ord) og rejse sig, når de hører det. Hvordan kan vi være venlige ligesom Rebekka?

portræt af Rebekka

Helte i Det Gamle Testamente [Old Testament Heroes ], af Dilleen Marsh, detalje

1 Mosebog 25:21-34

Evige ting er vigtigere end verdslige ting.

  • Overvej at bruge »Jakob og Esau« (i Historier fra Det Gamle Testamente, s. 38-41) til at hjælpe børnene til at forstå beretningen i 1 Mosebog 25:21-34. Måske kan børnene forestille sig, at Esau bad dem om råd om, hvorvidt han skulle bytte sin førstefødselsret for maden. Hvad ville de sige til ham?

    2:5

    Jacob and Esau

  • Hvilke ting har evig betydning for jer og jeres børn? Måske kan børnene finde billeder eller genstande, der repræsenterer disse ting. Hvordan kan vi vise Herren, at disse ting er vigtige for os?

1 Mosebog 28:10-22

Pagter hjælper mig med at vende tilbage til vor himmelske Fader.

  • Når I læser 1 Mosebog 28:10-22 sammen, kan I bruge en stige eller en trappe (eller et billede som det sidst i dette oplæg) til at tale om, hvordan vores pagter er som en stige. Måske kan børnene lade som om, at de går op ad en stige, og for hvert skridt kan I tale om tidspunkter, hvor vi lover at adlyde Gud, såsom når vi bliver døbt, tager nadveren eller går i templet. Hvordan bringer vores pagter os tættere på Gud?

1 Mosebog 32:6-11, 33:1-4

Vor himmelske Fader og Jesus Kristus kan hjælpe mig med at elske min familie.

  • For at introducere disse vers kan I forklare, at Jakob efter mange år med svære følelser skulle møde Esau igen. Læs sammen 1 Mosebog 32:6-11. Hvad følte Jakob? Hvad gjorde han for at få hjælp? Læs sammen 1 Mosebog 33:1-4 for at finde svar på, hvordan Herren besvarede Jakobs bøn. Hvis Jakob og Esau kunne tale til os i dag, hvad kunne de så sige for at hjælpe os, når der er strid i vores familie?

Se mere i denne måneds udgave af Vores Ven.

Jakob drømmer om en stige og engle, der stiger ned fra himlen

Jakobs drøm [Jacob’s Dream ], af J. Ken Spencer

Primary aktivitetsside: Jeg kan være venlig mod andre