Kun digitalt: Unge Voksne
Hvilke himmelske gaver er særlige for jer?
Jeg spurgte 10 af mine venner, hvilke »himmelske gaver,« der er særligt meningsfulde for dem.
Hvor vigtigt og sjovt det end er at tænke på de gaver, vi giver andre i juletiden, har I så nogensinde tænkt nærmere over de gaver, I har fået? Og ikke bare dem I har fået af familie og venner - men dem, I er blevet givet af vor himmelske Fader og Jesus Kristus.
I stedet for at fokusere på hvilke verdslige gaver I vil give og modtage i denne juletid, så prøv at fokusere på de gaver, I er blevet givet af vor himmelske Fader, og hvordan I kan dele dem med dem omkring jer.
Jeg bad 10 af mine venner om at fortælle, hvilke »himmelske gaver« der er særligt betydningsfulde for dem – her er blot nogle få eksempler:
Gaven i form af Frelserens forsoning
»Den mest meningsfulde gave, jeg har modtaget fra vor himmelske Fader og hans søn Jesus Kristus er Jesu Kristi forsoning. Intet vil i al evighed være mere meningsfuldt end vor Frelsers offer. Jeg ved med sikkerhed, at de smerter og sorger, jeg gennemgår i dette liv, følte han, før jeg gjorde. Hans kærlige offer betyder alt i verden for mig.«
Grace N.
Gaven i form af evige familier
»For mig er gaven med evige familier særlig meningsfuld. At vide, at jeg kan være sammen med min familie for evigt, giver mig mulighed for at føle en lille smule af vor himmelske Faders og Jesu Kristi kærlighed hver dag. Jeg elsker min jordiske familie – de er den største velsignelse i mit liv og min stærkeste motivation til at forblive på evangeliets sti. Jeg er så taknemmelig for, at jeg kan være sammen med dem i al evighed.«
Olivia W.
Gaven i form af evigt liv
»For mig er den mest betydningsfulde gave det evige liv. Fordi vor himmelske Fader elsker os så højt, har han givet os en vej til at overvinde død og synd (hvilket er noget, vi ikke kan gøre alene). Han ønsker, at vi skal leve sammen med ham for evigt, og han har givet os en måde, hvorpå vi kan leve for evigt sammen med vores familier. For mig er denne gave noget særligt, fordi den giver mig håb i svære tider, og den giver mig mulighed for altid at huske hans perfekte plan og uendelige kærlighed.«
Sara S.
»En af de mest meningsfulde gaver vor himmelske Fader og Jesus Kristus har givet mig, er muligheden for at være sammen med dem, jeg elsker, for evigt. Det har jeg altid tænkt, men det var ikke før, jeg for nogle år siden mistede en nær ven, at jeg har følt det så dybt og personligt. Nu klamrer jeg mig til denne viden, og jeg ved, at uanset hvad der sker i dette liv, så vil alt være okay, fordi vi har en kærlig himmelsk Fader, som ønsker, at vi skal vende tilbage til ham.«
Kaitlyn S.
Præstedømmets gave
»Jeg er taknemmelig for gaven i form af gengivelsen af præstedømmet. Jeg har følt en bekræftelse af sandfærdigheden i gengivelsen af præstedømmets styrke, når værdige brødre har givet mig velsignelser. Gengivelsen af præstedømmet er fantastisk, fordi den giver mulighed for tempelordinancer, den sande organisation af Kirkens profeter og mange andre ting, der har påvirket mit liv.«
Jared P.
Kærlighedens gave
»Jeg mener, at den mest betydningsfulde gave, vi har fået, er kærlighed. Vi har fuldkommen kærlighed fra himlen, og vi får også mulighed for at elske (og blive elsket) af folk her på jorden. Jeg synes, det er så sejt, at jo mere man lærer en person at kende, jo mere kan man ikke lade være med at elske dem. Der har været tider i mit liv, hvor jeg føler, at jeg har været i stand til at se folk gennem Guds øjne og føle, hvor meget han elsker dem. Kærlighedens himmelske gave er så stærk!«
Nicole S.
Handlefrihedens gave
»Det, jeg oftest knæler og siger tak for, er min handlefrihed. Jeg er taknemmelig for en himmelsk Fader, der giver mig mulighed for at kæmpe og for bevidst at træffe beslutningen om at blive en smule bedre hver dag. For mig er handlefrihed forbundet med Jesu Kristi forsoning. Handlefrihedens gave har givet mig mulighed for at lægge mig på knæ i mine svageste øjeblikke og vende mig til vor himmelske Fader og Jesus Kristus.«
Jake L.
»For mig er den mest meningsfulde gave handlefrihed. Vor himmelske Fader elsker mig så højt, at han er villig til at lade mig vælge at følge ham. Han forsyner os med alt, hvad vi har brug for til at vælge ham, men han lader os beslutte det selv. Det betyder så meget for mig og får mig til at føle mig så elsket og motiveret til at følge ham.«
Dallin H.
Gaven i form af åndelige gaver
»Jeg elsker at tænke på alle de åndelige gaver, der findes, og hvordan vi alle har fået forskellige af dem fra Gud Vi har hver især styrker og talenter, og vi kan bruge dem til at elske, tjene og opløfte folk omkring os. Vi kan anerkende de åndelige gaver, vi har fået, og bruge dem til at hjælpe dem omkring os, samt anerkende de gaver Gud har givet andre og se, hvordan de tjener andre på deres egne unikke måder.«
Brooke S.
Omvendelsens gave
»På grund vor himmelske Fader og Jesus Kristus ved jeg, at jeg kan ændre mig og blive bedre. Uden dem ved jeg, at mine livsproblemer og mangler ville være overvældende. Men fordi jeg ved, at jeg har en kærlig himmelsk Fader og en Frelser, som gav sit liv for mig, kan jeg overvinde og komme videre fra de fejl, jeg begår, og ultimativt blive den bedste udgave af mig selv. Uanset hvor mange gange jeg laver kludder i det, så kan jeg altid komme tilbage.«
Hyrum W.
Reflekter, anerkend og vær taknemmelig.
Skrifterne fortæller os, at alle gode gaver kommer fra Kristus (se Moro 10:18). Jeg kan godt lide at tænke på alt det gode i mit liv som en gave fra vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Det er vigtigt at reflektere over vores himmelske gaver, så vi kan anerkende alt, hvad vi er blevet givet!
Ældste Dale G. Renlund fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Vor himmelske Fader ønsker, at vi mindes hans og hans elskede Søns godhed, ikke for deres skyld, men på grund af den indflydelse en sådan erindring har på os. Vores perspektiv og forståelse øges ved at overveje deres godhed. Ved at reflektere over deres barmhjertighed bliver vi mere ydmyge, bønsomme og standhaftige.«
Jeg ved ikke, hvordan I har det, men jeg vil meget gerne blive mere ydmyg, hengiven og trofast. Og hvis det at anerkende vor himmelske Faders godhed i mit liv kan hjælpe mig med at blive disse ting, så gør jeg det med glæde.
Når vi reflekterer over og anerkender de ting, vi er blevet givet, har vi mulighed for at takke vor himmelske Fader for alt, hvad han har gjort. Vores taknemmelighed kan være et udtryk for vores kærlighed til ham.
I denne juletid inviterer jeg jer til at reflektere over, anerkende og være taknemmelig for de mange himmelske gaver i jeres liv. Når I »tæller hans gaver« og »nævner dem hver især,« vil det måske overraske jer at se alt, hvad Herren har gjort.