2025
Jesus Kristus er det bedste, vi stadig venter på
Til styrke for de unge september 2025


Jesus Kristus er det bedste, vi stadig venter på

Den glæde, Jesus Kristus tilbyder, er altid tilgængelig for jer.

Tænk på et tidspunkt, hvor I troede, at verden snart ville gå under. Nej, seriøst! Har I været igennem noget, der var så svært, at I troede, at I ikke ville klare det?

Okay, måske troede I ikke ligefrem, at verden ville gå under. Men føltes det, som om jeres verden var tæt på at gøre det? Det kan have været alt fra at dumpe en vigtig prøve, til at jeres bedste ven flytter eller en af jeres kære døde uventet.

Uanset hvordan I håndterede disse tidligere prøvelser, så se på jer selv nu: I overlevede! Endnu bedre minder profeter og apostle os om, at vi kan gøre mere end blot at overleve nuværende og fremtidige udfordringer. Vi kan finde glæde midt i dem.

»Det bedste venter forude«

Frelseren led mere, end vi kan forestille os, i Getsemane og på korset. Det ville mildest talt være vanskeligt at bære hele verdens smerter, sygdomme og synder (se Alma 7:11-13). Men han overvandt det hele.

Ældste Patrick Kearon fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Ja, vi grunder over de lidelser og uretfærdigheder, vor Forløser blev udsat for på grund af vores synd, og det giver anledning til nøgtern overvejelse. Men til tider sidder vi fast der – i haven, på korset, inde i graven. Vi undlader at bevæge os opad til glæden over at graven står vidt åben, dødens nederlag og Kristi sejr!«

tom grav

På grund af Jesus Kristus behøver vi ikke sidde fast i vores egen lidelse. Vi kan gå fremad og tilmed se mod fremtiden med glæde og tro.

Så selvom livet kan virke sværere, end hvad vi tror, vi kan klare, så husk på det, præsident Russell M. Nelson sagde for nylig: »Det bedste venter forude!« Sikke et smukt løfte fyldt med trøst! Præsident Nelson ved meget om den smerte og hjertesorg, som verden oplever hver dag. Men han kan stadig sige, at »det bedste venter forude!«

Hvordan ville jeres perspektiv ændre sig, hvis I virkelig vidste, at det bedste stadig ventede forude? Hvordan ville det ændre den måde, I møder livets udfordringer på?

Bevar Kristus i billedet

En fremtidig begivenhed, som præsident Nelson har opfordret os til med glæde at se frem til, er Jesu Kristi andet komme.

Før I påpeger, at »mennesker skal gå til af skræk« (Luk 21:26) og ødelæggelse, der regner ned over de ugudelige, ikke rigtigt lyder som »det bedste venter forude«, så lad os gøre én ting klart: Det er Jesu Kristi andet komme. Vi misser pointen, hvis vi tager ham ud af billedet. Han er »det bedste«, der venter forude – han er grunden til vores glæde! Som præsident Nelson sagde: »Det bedste venter endnu forude… for Frelseren kommer igen!«

Jesus Kristus viser sig for nefitterne

Se for eksempel på nefitterne. Selvom de befandt sig på et helt andet kontinent, udholdt de nogle katastrofer, da Frelseren døde, der minder om dem, der vil finde sted ved det andet komme: Død, ødelæggelse og naturkatastrofer. Hele byer styrtede i havet (se 3 Ne 8).

Men efter al den tumult vidste de, der troede på Frelseren, at ulykkerne var et tegn på Frelserens død. I samme øjeblik, de talte om Jesus Kristus og de tegn, de havde set, viste Frelseren sig for dem (se 3 Ne 11:1-11).

Forestil jer, hvor stor glæde nefitterne følte! Efter sådan en omfattende ødelæggelse betjente og helbredte Frelseren dem. Efter al den frygt og panik frydede nefitterne sig og priste Gud, fordi de havde mødt deres Frelser (se 3 Ne 11:14-17).

Frelseren besøger jer måske ikke fysisk i dette liv, som han besøgte nefitterne. Men I kan lære ham at kende ved at læse i skrifterne, deltage i nadveren, holde jeres pagter og meget mere. Han kan hjælpe jer til at føle glæde nu og i fremtiden, uanset hvordan jeres situation ser ud.

alt text

Mens vi venter …

Frelserens andet komme finder måske sted i jeres levetid og måske ikke. Uanset hvad, så er der glæde at finde i Jesus Kristus lige nu.

Præsident Nelson underviste følgende inspirerende sandhed, der kan hjælpe, mens vi venter på Frelserens tilbagekomst: »Mine kære brødre og søstre, der er så mange vidunderlige ting forude. I de kommende dage vil vi se de største tilkendegivelser af Frelserens kraft, som verden nogensinde har set. Fra nu af og indtil han vender tilbage ›med magt og megen herlighed‹ vil han vil skænke de trofaste utallige privilegier, velsignelser og mirakler.«

Med andre ord kan vi finde fred og glæde i Kristus lige nu, indtil han vender tilbage og for evigt. Jesus Kristus er lyset for enden af enhver tunnel. Han er glæden i personlig modgang. Han er lindringen fra frygt. Han er jeres Frelser. Når I fokuserer på ham, er fred og glæde tilgængelig for jer her, nu og for altid.