Vores Ven
Venskabsproblemer
Januar 2026 Vores Ven


»Venskabsproblemer«, Vores Ven, januar 2026, s. 22-23.

Venskabsproblemer

Hvorfor skulle Matt bede for Joseph? Det var Joseph, der var tarvelig!

En sand historie fra USA.

Illustration af to drenge, der står ryg mod ryg, den ene kigger væk med foldede arme, og den anden ser tilbage på den ene, med sin hånd i nakken

Matt sparkede til en sten, da han gik hjemad. Han kunne ikke finde ud af det. Hvorfor havde han det så forfærdeligt?

Han havde været sammen med sin ven Joseph. Men Joseph virkede, som om han kedede sig rigtigt meget, og Matt var endt med at tage hjem tidligere, end han havde planlagt.

Måske er det bare noget, jeg forestiller mig, tænkte Matt. Måske har Joseph bare en dårlig dag.

Næste dag, da Matt kom i skole, så han Joseph tale med en gruppe venner. Matt kaldte på ham og vinkede. Joseph så i Matts retning, men han vinkede ikke tilbage. Han vendte sig mod sine venner.

Joseph så mig bare ikke, sagde Matt til sig selv.

I klassen, når det var tid til gruppearbejde, gik Matt hen til Joseph. »Vil du være makkere?« spurgte Matt.

Det var som om, at Joseph ikke engang hørte ham. »Kom, Mike,« sagde Joseph til drengen ved siden af sig. »Lad os sætte os derover og arbejde.«

De to drenge gik væk. Matt fik en tung fornemmelse i maven. Der var tydeligvis noget, der gik Joseph på. Men hvad?

Matt kunne ikke komme i tanke om noget, han havde gjort, der ville gøre Joseph vred på ham. De var selvfølgelig nogle gange på modsatte hold, når de spillede rundbold i frikvarteret. Men de gav altid hinanden en highfive efter kampen. Hvorfor føltes det, som om Joseph valgte at være på det modsatte hold i alting?

I det mindste kan jeg tale med Joseph i frikvarteret, tænkte Matt.

I frikvarteret løb Matt hen for at slutte sig til de andre børn på banen.

»Hey Joseph!« råbte Matt. »Kan vi tale sammen et øjeblik?«

»Kampen er ved at begynde,« sagde Joseph.

»Okay, jeg kommer og spiller i marken sammen med dig, så vi kan tale sammen,« sagde Matt.

»Du er for sent på den. Der er ikke plads på mit hold,« sagde Joseph, mens han løb hen for at slutte sig til sit hold.

Matt så på, mens alle begyndte at spille. Det havde aldrig generet Joseph før at have for mange folk på holdet. Alle havde altid været velkomne.

Men Matt følte sig bestemt ikke velkommen af Joseph. Hvorfor opførte Joseph sig på denne måde? Hvorfor holdt han ham udenfor? Matt havde ikke gjort noget forkert!

»Det er Joseph, der gør noget forkert,« sagde Matt til sine forældre ved middagsbordet. »Han vil ikke engang tale med mig og fortælle mig, hvad han er sur over!«

»Det virker godt nok svært,« sagde mor.

Matt kunne mærke varme tårer i sine øjne. »Det føles, som om han bare holdt op med at være min ven, og jeg ved ikke hvorfor.«

»Jeg er stolt af dig, fordi du prøvede at tale med ham om det,« sagde far. »Måske kunne du prøve at fortælle ham, hvordan du har det, og at du gerne vil hjælpe.«

Matt trak på skuldrene. Ud fra den måde, Joseph havde opført sig på, var Matt ikke sikker på, at Joseph overhovedet ville lytte til ham.

Mor klemte Matts hånd. »Vi vil også bede for dig og for Joseph.«

Da Matt gjorde sig klar til at gå i seng den aften, tænkte han på, hvad mor og far havde sagt. Han havde bedt for sine venner før, når de var kede af det, eller havde det svært. Men det her var anderledes, ikke? Det var Joseph, der var ond mod ham.

Så hvorfor bad Matts forældre for Joseph? Skulle han også bede for Joseph?

Matt knælede ved sin seng. »Himmelske Fader, det er svært ikke at være vred på Joseph,« bad Matt. »Jeg kan se, at han er sur, men han har ikke fortalt mig, hvad der går ham på.«

Matt holdt en pause. »Jeg vil gerne tale med ham, men jeg er ikke sikker på, at han vil fortælle mig, hvad der er galt. Hjælp ham med hvad end, det er, der går ham på. Og uanset hvad der sker, så hjælp mig med fortsat at være venlig mod ham.«

Da Matt bad, begyndte han at føle fred indeni. Han vidste, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus var hans bedste venner. De kunne hjælpe ham med at elske Joseph, uanset hvad Joseph valgte at gøre. Og de ville være der for ham, selv hvis Joseph ikke forblev hans ven.

Matt smilede. Det var alligevel en god ide at bede for Joseph.

Illustration af en dreng, der knæler ved sengen for at bede
PDF-side

Illustrationer: Mark Robison