Husk på far

Edith lyttede til regnen, der slog mod vinduet. Dryp, dryp, dryp.

Hun rynkede panden. Det havde regnet hele dagen, og himlen var grå. Det var koldt og trist udenfor. Lidt ligesom hende.

Hun sad på en bænk i et stille hjørne og trak i sin kløende sorte kjole. Hendes skinnende nye sko var også sorte. Hun ville ønske, at hun var derhjemme i stedet for at være til begravelse.

Hendes ældre kusine, Savannah, satte sig ved siden af hende. »Hvordan har du det?« spurgte Savannah. Hele hendes familie var kommet for at være med til begravelsen denne morgen. Alle havde sort tøj på og så triste ud.

Edith trak på skuldrene. »Okay, tror jeg.« Hun havde ikke rigtig lyst til at tale. Hendes far var død for nogle dage siden i en ulykke. Hun følte sig helt rundt på gulvet, når hun tænkte på det. Hun savnede ham så meget.

Savannah lagde armen om hende, og Edith lænede sig ind til hende. Hun var taknemmelig for sin kusine. Men hvorfor var Gud nødt til at tage hendes far fra dem?

»Er Gud vred på mig?« spurgte Edith.

Savannah rynkede panden. »Hvorfor tror du det?«

Edith så ned på sine sko. »Han tog min far væk.«

Edith kunne mærke tårerne i sine øjne. Hun kiggede op og så Savannah tørre et par af sine egne tårer væk.

»Edith,« sagde Savannah, »vor himmelske Fader er slet ikke vred på dig. Han elsker dig og din familie så højt. Nogle gange sker der ting, som vi ikke forstår, men han elsker os altid.«

»Virkelig?« spurgte Edith.

Savannah nikkede. »Virkelig. Det kan hjælpe at huske på, at du vil se din far igen! Fordi Jesus Kristus opstod, vil vi alle sammen også opstå.« Hun smilede. »Og vi kan prøve at huske alt det, vi elsker ved din far, for at huske ham.«

Edith tænkte på sin far. Han elskede at tale om Jesus. Han havde det bedste smil og den sjoveste latter. Han gav de bedste kram. Og han opmuntrede hende altid, når hun var ked af det. Pludselig følte hun sig varm, som om hun fik et kram af sin far.

Hun kiggede op. »Det hjælper lidt. Men jeg er stadig trist.«

»Det er okay at være trist. Jeg er også virkelig ked af det,« sagde Savannah. »Vi savner alle din far meget.«

Edith tænkte på noget, hun havde lært i Primary. »Vor himmelske Fader kan hjælpe os, når vi er kede af det,« sagde hun. »Kan vi bede en bøn nu?«

Savannah nikkede, og de foldede hænderne.

»Himmelske Fader, tak for Jesus og hans opstandelse,« sagde Edith. »Tak, fordi du altid elsker os. Vær sød at passe på min far. Hjælp os med at huske ham og altid have i vores hjerte. I Jesu Kristi navn. Amen.«

Edith åbnede sine øjne og tog en dyb vejrtrækning.

Da de gik ud af bygningen, var det stadig koldt og regnfuldt. Men nu tittede en lille solstråle frem gennem de grå skyer. Det virkede stadig trist udenfor, men nu føltes det også bare en lille smule håbefuldt. Lidt ligesom hende.

Åbn PDF

Illustrationer: Zhen Liu