Kimbers stille bøn

Kimber pegede på kopperne på køkkenbordet. Hun trampede, stønnede og pegede igen.

Mor vendte sig om. »Har du brug for noget?«

Kimber pegede på kopperne igen. Hun knyttede næven, stak sin lillefinger ud og lavede en buet linje ved munden, tegnet for juice på amerikansk tegnsprog.

»Nå. Du vil gerne have juice,« sagde mor.

Kimber nikkede og ventede, mens mor skænkede hende en kop.

Kimbers taleforsinkelse gjorde det svært for hende at sige noget højt. Hun kunne ikke lide, hvordan hendes stemme lød, når hun lavede fejl. Det gjorde ondt i hendes ører! Når andre mennesker rettede hende, sårede det hendes følelser. Hun brugte tegnsprog over for mor derhjemme, men tingene blev sværere i skolen og i kirken, fordi de fleste ikke kunne tegnsprog.

Hun mødtes med en talepædagog med få dages mellemrum for at hjælpe hende med at øve sig i at tale. Men det var stadig svært. Hun følte sig så frustreret.

Nogle dage senere i Primary sad Kimber og lyttede til lektionen. De lærte om bøn. »I kan tale med vor himmelske Fader om alt,« sagde søster Dees. »Han vil altid svare.«

Kimber kunne godt lide at tænke på, at vor himmelske Fader besvarede bønner. Men hvordan skulle hun tale med ham? Det var svært at bruge så mange ord.

Den aften lyttede Kimber og hendes små brødre, mens mor og far skiftedes til at læse i skrifterne. Kimber kunne godt lide at lytte til fars bløde stemme, mens mor pegede på ordene på siden, så Kimber kunne følge med.

»Påkald hans hellige navn, om at han vil have barmhjertighed med jer,« læste far. »Ja, anråb ham om barmhjertighed, for han er mægtig til at frelse.«

»Anråbe ham?« spurgte hendes bror Hunter. »Hvad betyder det?«

»Det betyder at bede,« sagde far. »Hvis du var i problemer, ville du råbe om hjælp. Når man spørger i bøn er som at råbe til vor himmelske Fader om hjælp.«

Kimber nikkede. Hun følte ofte, at hun havde brug for hjælp. Men hvordan kunne hun anråbe vor himmelske Fader uden at sige ordene højt?

»De næste vers handler alle sammen om bøn,« sagde mor. »Vi kan bede om alt – vores familie, vores mad og alt, hvad vi måtte have brug for.« Så læste hun videre. »›Når I ikke anråber Herren, lad da hjertet være fyldt, bestandig henvendt i bøn til ham.‹«

Mor standsede op og så på Kimber. »Det betyder, at hvis du beder i dit hjerte og sind, hører vor himmelske Fader dig.«

Kimber følte håb og glæde. Måske kunne vor himmelske Fader virkelig høre hendes bønner, selvom hun ikke sagde ordene højt. Hun kunne bede i sit hjerte.

Den aften knælede Kimber ned ved sin seng sammen med mor for at bede aftenbøn. Normalt bad mor bønnen, mens Kimber lyttede. Men denne gang ville Kimber gerne prøve at bede i sit hjerte.

Hun lavede tegnet, der betød min tur, pegede på sig selv og foldede armene. Hun lukkede sine øjne og tænkte på alle de ting, hun ønskede, at vor himmelske Fader skulle vide. I sit sind fortalte hun ham, hvad hun var taknemmelig for. Hun fortalte ham, hvor svært det var at tale. Og hun bad om hans hjælp.

Snart følte hun en fred fra top til tå.

Da hun var færdig, åbnede Kimber øjnene.

Mor gav hende et knus. »God bøn, Kimber.«

Kimber smilede. Hun vidste, at vor himmelske Fader havde hørt hende. Og hun vidste, at den fredfyldte følelse i hendes hjerte var hans svar.

Åbn PDF

Illustrationer: Brooke Smart