Åbenbaring

Ældste Neil L. Andersen: Vores tredje emne er åbenbaring. Det er et emne, som præsident Oaks ikke kun har talt om men også levet. Som jeg nævnte tidligere, har han sagt: »Gennem hele mit liv har min vigtigste lærer været den stille, sagte røst og de følelser, der kommunikeres af Herrens Ånd.«

I en kraftfuld tale, han holdt i 1992, fortalte han om en livstruende oplevelse, hvor Helligåndens vejledning reddede ham og en ung mand, han ikke kendte, fra den sikre tragedie. Han boede i Chicago. Efter et kirkemøde sent om aftenen kørte han og søster Oaks en søster i menigheden hjem, som boede i en socialt belastet del af Chicago. Han hjalp denne søster helt op til hendes hoveddør.

Da han var på vej tilbage til bilen, kom der ud af det blå en ung mand med en pistol i hånden, som han pegede mod ældste Oaks’ mave. Med pistolen boret ind i ældste Oaks’ mave bad han om hans penge, og efter en række ophedede udvekslinger fortæller ældste Oaks’ om en bus, der nærmede sig, og den følgende inspiration, der kom til ham. Lad os se det.

Præsident Dallin H. Oaks (1992): Mens dette skete bagved den unge røver og uden for hans synsvidde, blev han nervøs og uopmærksom. Hans pistol virrede bort fra min mave, indtil løbet pegede helt ud mod min venstre side. Min arm var allerede delvis løftet, og jeg kunne med en hurtigt bevægelse gribe pistolen og kæmpe med ham uden stor fare for at blive skudt. Jeg var højere og tungere end denne unge mand, og på det tidspunkt i mit liv også en hel del mere atletisk. Jeg kunne uden tvivl have vundet denne kamp, hvis jeg kunne neutralisere hans pistol.

Men ligesom jeg skulle til at handle, oplevede jeg noget helt enestående. Jeg så ikke noget, og jeg hørte ikke noget, men jeg vidste noget. Jeg vidste, hvad der ville ske, hvis jeg greb pistolen. Vi ville kæmpe, og jeg ville komme til at dreje pistolen ind i den unge mands bryst. Den ville gå af, og han ville dø. Jeg forstod også, at jeg ikke kunne havde denne unge mands blod på min samvittighed resten af mit liv.

Jeg slappede af, og da bussen kørte forbi, fulgte jeg en tilskyndelse og lagde min højre hånd på hans skulder og gav ham en belæring. Vores børn var på det tidspunkt i teenagealderen, og det faldt mig derfor ganske naturligt at give belæringer.

»Hør nu«, sagde jeg. »Det her er ikke rigtigt. Det, du gør, er ikke rigtigt. Den næste bil, der kommer, er måske en politibil, og du kan blive dræbt eller sat i fængsel for dette.«

Den unge røver svarede på min belæring ved at gentage sine krav for tredje gang, mens han atter stak pistolen ind i maven på mig. Men denne gang lød hans stemme mere stilfærdig. Og da han for tredje gang sagde, at han ville slå mig ihjel, lød han ikke overbevisende. Da jeg atter afslog, tøvede han et øjeblik, stak derpå pistolen i lommen og løb bort. June åbnede bildøren og vi kørte bort, idet vi opsendte en takkebøn.

Ældste Neil L. Andersen med Unge Voksne: Og vi er her sammen med Joy, Lindsey, Nicole og Max. Og vi taler om åbenbaring. I hørte præsident Oaks om den oplevelse. Han sagde: »Jeg så ikke noget. Jeg hørte ikke noget, men jeg vidste noget.« Har nogen af jer nogensinde oplevet dette eller noget lignende før?

Nicole: En ting, jeg kommer til at tænke på, er beslutningen om at vælge at have en familie. Jeg tror, det krævede, at jeg fastede og bad meget. Jeg ville gerne sætte børn i verden. Jeg var ikke helt sikker på, hvordan alting ville udspille sig, men jeg kan bare huske, at jeg forelagde mine ønsker for Herren og fortalte ham, at jeg ønskede at få børn.

Det var det ønske, jeg havde i mit hjerte. Jeg følte bare så meget fred fra Gud igen og igen, at han så mit hjerte, at han så det, jeg følte, at han anerkendte mine ønsker, og at disse ønsker var værdige.

Ældste Neil L. Andersen: Olivia, hvad vil du fortælle os?

Olivia: Jeg tror, at de øjeblikke med åbenbaring, jeg har oplevet, som står mit hjerte allermest nær, er i templet, og jeg er meget langt fra at forstå alt vedrørende begavelsen. Jeg tror, at snarere end at forstå hvert eneste aspekt af begavelsen, er det mere en forståelse eller følelse af, at Jesus Kristus er der i ordinancen, at hans præstedømmes fylde er der, og at det er ham, der helliggør mig og lader mig føle den forståelse.

Min yndlingssalme er »My Shepherd Will Supply My Need [Min hyrde vil sørge for mine behov].« Det sidste vers lyder: »Ikke mer’ en fremmed, ej heller en gæst, men som et barn, der vender hjem.« Jeg ved, at vi er gæster i templet. Men jeg har virkelig fået en forståelse af, hvordan det føles at være ligesom et barn, der vender hjem, når jeg sidder i templet og prøver at kommunikere med Gud.

Elder Neil L. Andersen: Smukt.