Indledende bemærkninger
Det var bemærkelsesværdigt, smukt, rammende. Og jeg tænker på det lige her med denne smukke statue af Frelseren, Kristusfiguren, og jeg ved, at hans hænder er strakt ud mod jer. Og tak for det smukke udtryk for kærlighed til Frelseren. Mange, mange tak.
Mine kære brødre og søstre over hele verden, jeg udtrykker min kærlighed til jer såvel som den kærlighed, Kirkens nyligt reorganiserede Første Præsidentskab – præsident Dallin H. Oaks, præsident Henry B. Eyring og præsident D. Todd Christofferson – har til jer.
Og selvfølgelig overbringer jeg også mit kvorums, De Tolv Apostles Kvorums, kærlighed til jer. Kathy og jeg – vi er så taknemmelige for at være her i besøgscenteret for templet i Washington D.C, i skyggen af dette smukke Herrens hus.
Jeg er så glad for at være sammen med jer, vores vidunderlige unge voksne, både her og rundt om i verden. Vi elsker jer. Vi er så taknemmelige for jeres hengivenhed til Jesus Kristus og fordi, I er hans disciple.
Jeg beder oprigtigt om, at Herrens Ånd vil være med os de næste to timer, og at vores tro på Frelseren og hans gengivne evangelium vil blive styrket og bekræftet. I aften skal vi tale om profeten og templet, og hvordan de leder os hen mod vor Frelser, Jesus Kristus.
Men først et udtryk for kærlighed til præsident Oaks fra unge voksne langt herfra.
Unge voksne fra det nordlige Canada: Hej, præsident Oaks. Vi ville bare sige, at vi tænker på dig og søster Oaks. Vores bønner og kærlighed går til jer fra det nordlige Canada. Hej hej.
Gruppe af unge voksne fra Ensign College: Præsident Oaks, vi er virkelig taknemmelige for dit eksempel og for din undervisning. Vi ser frem til at lære af dig.
Unge voksne fra Sydafrika: Hej fra Johannesburg i Sydafrika. Vi elsker dig, præsident Oaks.
Unge voksne fra Filippinerne: Hilsener, præsident Oaks, fra Filippinerne. Vi glæder os meget til at lære fra dine budskaber.
Ældste Neil L. Andersen: Over hele verden. Jeg vil gerne begynde med at fortælle jer om en meget hellig oplevelse, der fandt sted for kun et par dage siden, tirsdag d. 14. oktober.
Det var på denne dag, vi mødtes som 14 ordinerede apostle, hvor vi inderligt fastede og bad om Herrens velsignelse i forhold til reorganiseringen af det nye Første Præsidentskab. Det er en tid, hvor himmel og jord mødes.
Hvor er jeg taknemmelig for Åndens stærke og uforglemmelige vidne og bekræftelse, som kom til mig og hver enkelt af os, individuelt og i fællesskab. Med alle 13 apostles hænder på præsident Dallin H. Oaks’ hoved indsatte præsident Jeffrey R. Holland Herrens seniorapostel som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Jeg overbringer jer mit højtidelige og ydmyge vidne om, at han er Herrens profet på jorden. Han kender Herrens stemme. Han vil vejlede os i sandhed og lede os hen mod Herren Jesus Kristus. Hvis vi er villige til og modtagelige for at blive undervist, vil vores sind og ånd blive udvidet, og himlens kræfter vil velsigne vores liv.
Guds præstedømmes nøgler bæres nu i deres helhed med bemyndigelsen til at anvende disse nøgler af præsident Dallin H. Oaks. I husker måske Jesu ord til Peter, hans apostel.
Han sagde: »Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.«
Herren sagde om profeten Joseph: »For hans ord skal I tage imod i al tålmodighed og tro, som kom det fra min egen mund.« Disse ord er også sande for vores profet, præsident Dallin H. Oaks. Tænk over det.
Igennem 41 år har præsident Oaks som en del af sin hellige kaldelse aflagt vidnesbyrd som et særligt vidne om Herren Jesus Kristus. Lad os se det.
Præsident Dallin H. Oaks (1984): Denne halvårlige konference er min første mulighed for at tale til Kirkens medlemmer og fortælle jer, at jeg har accepteret min kaldelse i De Tolvs Råd … Jeg vil give hele mit hjerte, min sjæl, mit sind og min styrke til den store tillid, der er blevet betroet mig, især til opgaven som et særligt vidne om Jesu Kristi navn over hele jorden.
Præsident Dallin H. Oaks (1987): Vi elsker Herren Jesus Kristus. Han er Messias, vor Frelser og Forløser. Han er det eneste navn, hvorved vi kan blive frelst.
Præsident Dallin H. Oaks (1994): Tro på Herren Jesus Kristus forbereder os på, hvad end livet bringer. Denne slags tro forbereder jer til at takle livets muligheder – at drage fordel af dem, I får, og holde ud i skuffelsen over dem, I går glip af.
Præsident Dallin H. Oaks (2000, »Den levende Kristus«): Vi bærer som hans behørigt ordinerede apostle vidnesbyrd om, at Jesus Kristus er den levende Kristus, Guds udødelige Søn. Han er den store kong Immanuel, som i dag står ved sin Faders højre hånd. Han er verdens lys og liv og håb.
Præsident Dallin H. Oaks (2006): Jeg bærer vidnesbyrd om Jesus Kristus, vor Frelser, som indbyder os alle til at komme til ham og blive fuldkommengjort i ham. Han vil forbinde vore sår og han vil helbrede dem, der bærer tunge byrder.
Præsident Dallin H. Oaks (2013): At følge Kristus er ikke en tilfældig eller lejlighedsvis udøvelse, men en vedvarende forpligtelse og måde at leve på, der gælder til alle tider og på alle steder.
Præsident Dallin H. Oaks (2025): Jeg vidner om Herren Jesus Kristus, som er Guds, vor evige Faders, enbårne Søn. Han opfordrer os til at følge den pagtssti, der fører til en himmelsk familiesammenkomst. Præstedømmets beseglingsmagt, der styres af de nøgler, der blev gengivet i templet i Kirtland, forener familier for evigt. De udøves i øjeblikket i et stigende antal af Herrens templer over hele verden. Dette er virkeligt. Lad os være en del af det.
Præsident Dallin H. Oaks (2025): Jeg ved uden skyggen af tvivl, at dette er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg vidner om Herren Jesus Kristus, som leder denne kirke, og påkalder hans velsignelser på enhver af os, når vi søger at tjene ham. I Jesu Kristi navn. Amen.
Ældste Neil L. Andersen: I dag ønsker vi at tale om nogle af de kraftfulde belæringer, vi har modtaget fra præsident Oaks, og overveje, hvordan disse lærdomme kan velsigne vores liv. Og i disse hellige omgivelser, som templet udgør, ønsker vi også at tale om, hvordan Herrens hus bringer kraft, fred og åbenbaring i denne meget vigtige tid i jeres liv.
Dengang templet i Washington D.C. blev bekendtgjort, havde Kathy en oplevelse, som jeg gerne vil have, at I hører fra hende. Kathy.
Søster Kathy Andersen: Templet her i Washington D.C. betyder noget helt særligt for mig. Da jeg var barn, voksede jeg op i Florida, som ligger i det sydlige USA, og vores nærmeste tempel lå 3.700 km væk i Salt Lake City.
Da jeg var 4 år gammel, rejste min familie til Salt Lake City, så vi kunne blive beseglet til hinanden som familie. Da jeg var 12, blev det bekendtgjort, at der ville blive opført et tempel i Washington D.C. Vi blev så glade ved tanken om, at der ville blive bygget et tempel kun omtrent 1.400 km fra os.
Jeg husker tydeligt en søndag, hvor biskoppen bad alle forældrene blive efter kirke til et særligt møde med ham. Og som barn undrede det mig – jeg var egentlig lidt bange, tror jeg, for, hvorfor biskoppen gerne ville mødes med alle forældrene.
Da de var kommet ud fra mødet, og vi havde sat os ind i bilen, sagde min mor og far til mig: »Biskoppen har bedt om, og Kirkens ledere har bedt om, at vi donerer en stor sum penge til opførelsen af templet i Washington D.C.«
Min familie havde ikke særligt mange penge, og det virkede som et ret stort beløb, de var blevet bedt om at give. Men mor og far sagde: »Som familie kommer vi til at skulle ofre nogle ting for det her. Men kan I forestille jer, at vi bliver så velsignede at have et tempel kun 1.400 km væk?« Dette tempel har en helt særlig plads i mit hjerte og i min familie.
Ældste Neil L. Andersen: Tak. Det var smukt. Mange tak, Kathy.
Profeten og templet leder os hen mod Frelseren. I en verden fuld af larm, forvirring og så mange distraktioner, holder profeten og templet os forankret til vores åndelige fundament.
Efterhånden som verden mister sin åndelige fortøjning, sender Herren jer kompenserende kraft som hans disciple. To af de største kompenserende velsignelser, der skænkes de retfærdige, er profeternes lærdomme og gaverne ved Herrens hus.
Præsident Dallin H. Oaks er blevet bevaret, forberedt og forædlet gennem mere end ni årtier. Til generalkonferencen for en måned siden talte han om sin dybe sorg, da han som syvårig mistede sin far. Han blev opfostret af en enlig mor, der var lærer på den lokale skole.
I løbet af hans ungdom blomstrede hans sind og ånd op, og han blev optaget på et af de mest prestigefyldte universiteter at studere jura på i USA, University of Chicago. Han udmærkede sig i en sådan grad, at USAs højesteretspræsident, overdommer Earl Warren, som bestred det højeste juridiske embede i hele landet, udvalgte Dallin Oaks direkte fra jurastudiet til at være sin assistent.
Dette banede vejen for enorme verdslige muligheder, som blev præsenteret for denne intelligente og talentfulde unge mand. De mange tilbud om økonomisk fremgang og verdens ros trak ikke præsident Oaks væk fra den plan, Herren havde for ham.
I stedet fulgte han de stille tilskyndelser fra Herren, der ledte ham frem. Han har sagt: »Gennem hele mit liv har min vigtigste lærer været den stille, sagte røst og de følelser, der kommunikeres af Herrens Ånd.« Da han var 38 år gammel, blev han udnævnt til rektor for Brigham Young University.
Jeg er personligt blevet undervist, oplært og påvirket af præsident Oaks og hans lærdomme gennem mere end 50 år. Jeg mødte præsident Oaks første gang, da jeg var vendt hjem fra min mission, og han var en dynamisk og visionær rektor for BYU. Han var varm, imødekommende og elsket af de studerende.
Her er et kort klip fra en tale, han holdt samme år, som jeg dimitterede.
Præsident Dallin H. Oaks (1975): I løbet af året besøger jeg ofte universitetets kantiner, tager en bakke og spiser frokost med en overrasket gruppe studerende. For mig synes det at være den bedste mulighed for at finde ud af, hvad vores studerende har på hjerte. Et efterår for nogle år siden satte jeg mig hen til et bord fyldt med førsteårsstuderende i Cannon Centeret. Uden at introducere mig selv begyndte jeg at stille gruppen spørgsmål om deres oplevelse med og syn på BYU. Snart sagde en af de unge mænd, der tilsyneladende nu var lettere irriteret over at blive udspurgt af en fremmed person: »Sig mig, arbejder du her eller sådan noget?« Da jeg svarede, at det gjorde jeg, stillede han selv et par spørgsmål: »Hvad arbejder du med?« »Jeg er rektor,« svarede jeg. Mens hans ignorerede de andres puffende albuer, fortsatte han: »Hvad er du rektor for?« Jeg forklarede ham det, og så vi grinte allesammen lettere anspændt. Så kom han med denne kommentar, som jeg aldrig vil glemme. »Åh,« sagde han, »jeg tager med til alle samlingerne, og jeg ser dig der, men du er så langt væk, at jeg ikke kan se dit ansigt.«
Da han havde fremsagt denne kommentar, besluttede jeg mig for, at jeg på et tidspunkt ville prøve at hjælpe de studerende med at se mit ansigt. Denne beslutning blev forstærket på et senere tidspunkt, da jeg fortalte en studerende, at min hustru, mine børn og jeg havde været meget på camping og faktisk havde overnattet på jorden i vores telt i hele 25 stater i USA. Han var skeptisk. »Gør du virkelig det?« spurgte han. »Jeg kan ikke forestille mig, at en rektor ville gøre sådan noget.«
Igen blev jeg mindet om, at den aura og distance, der fulgte med embedet, var så stor, at for de fleste var min familie og jeg ikke virkelige mennesker. Selv mine børn følte denne afstand, efter de så mig sidde på forhøjningen, da jeg skulle holde en af mine taler. En af mine to ældste døtre sagde: »Far, du så så brysk og pirrelig ud. Hvis vi ikke havde kendt dig, ville vi have troet, at du var vred.« Dette mindede mig om, at kun mine tætteste samarbejdspartnere havde hørt mig grine eller vidste, at jeg kunne have det sjovt selv under meget stressede forhold. Eftersom jeg er lærer, ønskede jeg at udbedre dette, fordi det ikke er klogt for en lærer at have så stor afstand til andre, at man i deres øjne ikke er en virkelig person. Det er vigtigt, at I ser mit ansigt, præcist som jeg prøver at se jeres.
Ældste Neil L. Andersen: Mens jeg gik på BYU, havde jeg som følge af en række begivenheder, der fandt sted, indimellem mulighed for at interagere personligt med ham. Jeg oplevede hans tro, retfærdighedssans, eftertænksomhed og interesse i den enkelte. Når det var muligt, deltog han i mange af sine studerendes bryllupsreceptioner.
Her er han med søster June Oaks til vores bryllupsreception. Interessant nok var dette blot få uger før, hun fødte deres sjette barn, den berømte violinist Jenny Oaks Baker.
Efter BYU lærte jeg fra hans taler og undervisning. Men 16 år senere i 1991 førte hans opgave som medlem af De Tolv Apostles Kvorum ham til Bordeaux i Frankrig, hvor jeg tjente som missionspræsident.
I mine 32 år som generalautoritet er jeg, ligesom de andre brødre, blevet velsignet af hans villighed til at undervise mig, lytte til mig og dele sin bemærkelsesværdige visdom med mig. Her er et billede af præsident og søster Kristen Oaks sammen med Kathy og mig i Latinamerika for et par år siden.
I løbet af sit 93 år lange liv har præsident Oaks både kendt til enorme bedrifter såvel som øjeblikke af sorg og skuffelse. Jeg kendte ham fra dengang, jeg var halvfjerdser, hvor han sad i De Tolv Apostles Kvorum, da hans hustru, søster June Oaks, gik bort for 27 år siden. Jeg så hans smerte og lidelse i de måneder, der fulgte. For at ære sin elskede June skrev han en bog om hendes liv og hans kærlighed til og tanker om hende, som han kunne dele med sin familie.
Det var først to år senere, at han åbnede sit knuste hjerte og mødte søster Kristen McMain. Hun har bragt enorm kærlighed og lykke ind i hans liv de sidste 25 år. Kathy, vil du sige noget om den bemærkelsesværdige søster Kristen Oaks?
Søster Kathy Andersen: Jeg ville elske at sige noget om søster Oaks. Jeg elsker søster Kristen Oaks. Og hvis I ikke allerede kender hende, vil I også komme til at elske hende. For et par dage siden kom min mand hjem, og jeg sagde: »Så du videoen med præsident og søster Oaks?«
Og jeg ved ikke, om du sagde, at du havde set den eller ej – men jeg sagde: »Den er fantastisk, og de unge voksne kommer til at elske den.« Og så sagde han: »Tjo, de unge voksne har nok alle allerede set den.«
Jeg sagde: »Det betyder ikke noget. De kommer til at elske at se den igen, fordi jeg elsker at se den hver dag. Den er så smuk.« Det var han enig i.
Præsident Dallin H. Oaks: Har du fået dem til det her?
Søster Kristen Oaks: Nej, det har jeg da ikke.
Præsident Dallin H. Oaks: På din fødselsdag vil jeg gerne takke dig for at gøre mig lykkelig, gøre mig til en bedre mand og en bedre informeret kirkeleder, en mere effektiv bedstefar og oldefar og tipoldefar. Vi har 29 børnebørn og 75 oldebørn og 2 – snart 3 – tipoldebørn. Dette er en kvinde, der som 28-årig præsiderer over en stor flok.
Søster Kristen Oaks: Og det har været mit privilegium. Jeg tror, at det mest vidunderlige for mig er at kunne have en familie og at have en tæt familie og at være din hustru.
Præsident Dallin H. Oaks: Tak.
Søster Kristen Oaks: Jeg fortæller ham altid, at han er min yndlingsperson i hele verden.
Præsident Dallin H. Oaks: Og hun er min.
Søster Kathy Andersen: Elskede I ikke det? Er det ikke bare så smukt? Søster Oaks er en trofast Jesu Kristi discipel. Hendes liv er så fyldt med tro og kærlighed. Hun er så kærlig, og jeg anser hende for at være en meget sød engel på jord.
Ældste Neil L. Andersen: Hvor er jeg taknemmelig for, at Herren har bevaret Dallin Harris Oaks gennem disse mange årtier, undervist ham, oplært ham og forberedt ham på disse sidste år af hans liv.
Tidligt i sit liv besluttede han sig for at skabe et personligt motto, der lød: »Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.«
Dette har han gjort uden at skele til verdslig rigdom eller berømmelse. Herren har formet hans hjerte og vil bruge ham til at hjælpe med at forme hver enkelt af os, når han tjener som Guds profet på jorden.
For at give jer en fornemmelse for vores profet har dette fascinerende maleri af Maynard Dixon hængt på hans kontor i mere end 40 år. Titlen på maleriet er: »Forgotten Man [Den glemte mand].«
Maleriet forestiller en modløs mand siddende på en kantsten. Bag ham går verden videre uden at ænse ham.
Præsident Oaks elsker hver eneste af Guds sønner og døtre, og dette maleri minder ham om, at han skal række ud til dem, der føler sig ensomme, modløse eller har brug for at mærke deres egen værdi og vor himmelske Faders kærlighed.
Præsident Oaks har pointeret, at selvom manden på maleriet føler sig glemt, skinner solen på hans hoved, hvilket betyder, at vor himmelske Fader kender til hans kampe. Præsident Oaks har sagt om maleriet, at det taler til ham og minder ham om ting, han har brug for at huske. Jeg elsker præsident Dallin H. Oaks’ hjerte.
Vi har talt med vores unge voksne her i Washington D.C. om tre vigtige emner, som præsident Oaks ofte har berørt. Men lad os først høre endnu et udtryk for kærlighed til præsident Oaks fra unge voksne rundt omkring i verden.
Gruppe af unge voksne fra Hawaii: Aloha, præsident og søster Oaks! Vi er så taknemmelige for det eksempel, som I begge to er for os og for Kirken. Vi elsker og opretholder jer.
Gruppe af unge voksne fra Ogden i Utah: He, fra Ogden i Utah. Præsident Oaks, vi er så taknemmelige for din vejledning, især om ophøjelse som et familieanliggende. Vi elsker og opretholder dig.
Unge voksne fra Rom i Italien: Hej, præsident Oaks. Vi sender vores kærlighed fra Rom i Italien. Vi elsker din undervisning om evige familier, og vi glæder os til at se dig her i Den Evige Stad. Hej hej! Vi elsker dig.
Ældste Neil L. Andersen: Vores emner i dag er 1) stå op for sandheden 2) familie, ægteskab og børn og 3) åbenbaring.