Livslangt discipelskab er vores mål
Virkningen af god evangelieundervisning
Foredrag ved konference for religionsundervisere, 12. juni, 2025
Jeg er fra Tennessee, kernen i det amerikanske bibelbælte, og da jeg gik på high school, var jeg en del af en organisation kaldet Fellowship of Christian Athletes. Du ville ikke gætte det ved at se på mig nu, men dengang var jeg en ret god atlet og i ret god form. For et par år siden sendte min mor et billede af mig fra high school til min hustru, dengang jeg stadig havde hår på hovedet og lidt muskler. Sammen med billedet var der en trøstende besked fra min mor til min kone, som lød: »Dette er, hvad du har at se frem til i opstandelsen.«
Fellowship of Christian Athletes var og er en organisation med en stor mission. Det var et fællesskab af atleter fra forskellige trosretninger, som havde en fælles tro på Kristus. Ved slutningen af mit næstsidste år blev jeg valgt til at være formand for min skoles afdeling det følgende år, mit sidste år på high school.
Mit navn blev sammen med min kirketilknytning indsendt til hovedkontoret som den nye afdelingsformand. Kort tid efter kom der en besked tilbage til vores fakultetssponsor om, at der skulle indsendes et nyt navn. Vores sponsor fortalte mig, at han havde fået at vide, at jeg ikke kunne være formand, fordi de ikke anerkendte medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige som kristne. Min tro var aldrig før blevet prøvet på denne måde.
En ny formand blev valgt, men efter nogle måneder fik jeg besked om, at nogle repræsentanter fra kirken havde talt med Fellowship of Christian Athletes, og at problemet var blevet løst. Jeg fortsatte med at være aktiv i gruppen på grund af de virkelig gode mennesker, der var en del af den.
Ved slutningen af hvert skoleår stemmer hver afdeling om, hvem der skal være årets atlet og ved afslutningen af mit sidste år, blev jeg af mine jævnaldrende valgt som »Årets Atlet« for Fellowship of Christian Athletes. Hvis jeg skal være ærlig, føltes det som en form for oprejsning. Året før blev jeg ikke engang anerkendt som kristen, og nu modtog jeg deres pris.
Mit navn blev sammen med min kirketilknytning indsendt til hovedkontoret som årets atlet fra min skole. Men endnu engang kom der en besked tilbage til vores fakultetssponsor om, at der skulle indsendes et nyt navn. Tilsyneladende var problemet ikke blevet løst.
Vores sponsor, som også var min træner i fodbold og brydning, fortalte mig, at han havde forlangt, at nogen fra hovedkontoret skulle komme ud på skolen og forklare mig deres beslutning, som han selv var uenig i.
En meget venlig og velmenende mand kom for at mødes med mig. Vi mødtes i min træners klasseværelse i en af hans fritimer. Manden forklarede, at han gerne ville have, at jeg forstod, hvorfor medlemmer af vores kirke ikke blev betragtet som kristne.
Han trak et stykke papir op af sin taske. På papiret stod ti punkter fra vores lære, som han mente var uforenelige med deres definition af kristendom. I vil være bekendt med disse punkter: vores tro på, at Guddommen består af adskilte væsener, at der findes anden hellig skrift end Bibelen, og så videre.
Han gennemgik punkterne, og han var meget venlig – jeg vil endda sige kristen. Han var en god mand, bare vildledt. Han åbnede tasken, lagde papiret tilbage og spurgte oprigtigt, om jeg havde nogen spørgsmål.
Og jeg sagde: »Ja, det har jeg.« Jeg sagde: »Var det en bibel, jeg så i din taske?«
Og han svarede: »Ja.«
Jeg sagde: »Kan vi se på nogle skriftsteder i den?«
Nu bør jeg fortælle, at jeg havde virkelig gode seminarlærere. Og vi var rigtig gode til skriftstedsjagt. Dengang havde vi 40 mesterskriftsteder hvert år, og hver fredag fik vores seminarklasse donuts, og så havde vi skriftstedsjagt, og jeg var nok lidt for ivrig efter at vinde. Ikke alene markerede jeg mesterskriftstedsversene med rødt, jeg lærte også – og det er jeg lidt flov over at indrømme det – at hvis jeg krøllede siderne lidt, kunne man lettere bladre hen til mesterskriftstederne. Og lige inden vores skriftstedsjagtturnering i staven dryssede jeg babypudder på siderne. Hvis jeg kom tæt nok på mine skrifter og bare knipsede med fingrene, åbnede de sig på et mesterskriftstedsvers.
Manden var venlig nok til at dele sin bibel med mig, som forresten ikke var markeret til en skriftstedsjagt. Vi slog op i Matthæusevangeliet kapitel 3, Apostlenes Gerninger kapitel 7, 1 Krønikebog kapitel 29, og så videre. Til hans ros lyttede han venligt og respektfuldt. Beslutningen blev ikke ændret, men det blev jeg.
På en eller anden måde, imens vi gennemgik disse skriftsteder, mærkede jeg sandheden af dem dybere, end jeg havde gjort før. Nogen gange kommer vidnesbyrdet først efter prøvelsen.1 Mit vidnesbyrd, min omvendelse, kom ikke på grund af den oplevelse; enkeltstående begivenheder frembringer sjældent varig tro. Men det var én oplevelse blandt mange, der har givet mig et vidnesbyrd, som er vokset med tiden.
Jeg er så taknemmelig for mine lærere fra morgenseminar, som hjalp mig med at lægge et fundament at bygge videre på. Lige så meget som de ønskede, at vores menighed skulle vinde stavens skriftstedsjagtturnering, var de langt mere optagede af at hjælpe os med at blive livslange disciple af Jesus Kristus. De gjorde en forskel i mit liv. Jeg håber, at I i jeres stille øjeblikke med refleksion omkring jeres undervisning vil kunne genkende den meningsfulde indflydelse, I har på dem, I underviser.
Denne opvoksende generation er fantastisk. Ved den seneste generalkonference sagde præsident Russell M. Nelson: »Den opvoksende generation rejser sig som stålsatte Jesu Kristi disciple.«2 Ved en anden lejlighed fortalte han dem: »I har evnen til at være klogere og mere vise og påvirke verden mere end nogen tidligere generation!« 3 For at kunne udleve det potentiale har de blandt andet brug for gode lærere i evangeliet.
De er fulde af tro, men »troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.«4 »Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker?« 5 De forstår evangeliet som ingen anden generation før dem, men hvordan kan de »forstå … hvad [de] læser … medmindre en [lærer] vejleder [dem]?«6
Til Korintherne skrev Paulus: »Gud [har] sat nogle til at være for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere, endvidere nogle med kraft til at gøre mægtige gerninger.«7 Så du finder dig selv placeret lige midt imellem apostle og profeter og mirakler – med en afgørende rolle i denne storhedens tid og i fremskyndelsen af Herrens værk.8
Livslangt discipelskab er vores mål
I ældste D. Todd Christoffersons tale i går aftes både indledte og afsluttede han sine bemærkninger med at gennemgå formålet med religiøs undervisning i kirken. Det slog mig, hvor tydeligt han gentog og understregede, at målet er at hjælpe elever med at blive livslange disciple af Jesus Kristus. Han virkede opsat på at minde os om, hvad vi håber på at opnå med vores undervisning.
Blot seks måneder efter at han blev kaldet til De Tolv Apostles Kvorum, talte daværende ældste Russell M. Nelson her på campus til et søndagsforedrag. Hans budskab var inspirerende og fuld af indsigt, men det er titlen på hans tale, jeg ønsker at fremhæve. Han introducerede det på denne måde: »Jeg har kaldt mit budskab ›Begynd med enden for øje‹«. Han forklarede derefter: »Jeg formoder, at noget af dette stammer fra min kirurgiske baggrund. Et kirurgisk snit foretages aldrig uden en plan for, hvordan det lukkes igen. Det samme princip gælder dog generelt inden for alle livets områder. Atletikstjerner starter ikke et løb uden at kende målstregens placering.«9
At have enden for øje, at vide, hvor målstregen ligger og forstå det ultimative mål, er altid vigtigt, men især når det gælder evangelisk undervisning. Når vi holder fokus på dette guddommelige mål, er der langt større sandsynlighed for, at vi når det.
Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Målet med evangelisk undervisning … er ikke at ›fylde oplysninger‹ i hovedet på eleverne … Målet er at inspirere den enkelte til at tænke over, få en fornemmelse for og derpå efterleve evangeliske principper.«10
I Kirkens Håndbog står der: »Vi underviser i evangeliet for at hjælpe mennesker med at styrke deres tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Vi stræber efter at hjælpe mennesker til at blive mere som Frelseren, modtage hans kraft i deres liv og i sidste ende opnå evigt liv.«11
I gør allerede dette på en bemærkelsesværdig måde. Vi ser jeres indflydelse på den opvoksende generations liv. Flere deltager i seminar og institut, flere tager på mission, flere tjener i templet, flere bliver livslange disciple af Jesus Kristus.
Min opfordring i dag er enkel: vær bevidst om at undervise med livslangt discipelskab som mål. Se på alt, hvad I gør, i lyset af det mål. Gennemgå regelmæssigt, hvad I underviser i, hvordan I underviser, og endda hvad I prøver eleverne i. Overvej ikke kun, hvad I hjælper dem med at lære, men også hvad I inspirerer dem til at gøre og blive. Undervis med den hensigt at hjælpe dem med at blive »nye skabninger«12 i Kristus.
Nogle spørgsmål, man kan overveje: Hvordan påvirker det, jeg underviser i, og måden, jeg underviser på, mine elevers følelser i forhold til de spørgsmål, der stilles i et tempelanbefalingsinterview? Styrker min undervisning troen på Gud Faderen, Jesus Kristus og Helligånden? Styrker den vidnesbyrd om Jesu Kristi evangeliums genoprettelse og om levende profeter og apostle? Styrker den elevernes beslutning om at holde befalingerne og omvende sig dagligt?
Tilskynd til at lære flittigt
Hvis vores mål er livslangt discipelskab, må vi, som ældste Christofferson opfordrede os til at gøre, »overveje, hvordan Frelseren underviste«. Hvordan vi underviser, har betydning.
I husker måske præsident Boyd K. Packers undervisning om »hvordan man underviser« ved zonekonferencer, da han var missionspræsident. Søster Packer bagte en kage med tre lag, smukt dekoreret med farverig glasur. På toppen skrev hun ordet: »Evangeliet.«
Da missionærerne var samlet, blev kagen bragt ind med lidt højtidelighed. Præsident Packer påpegede, at kagen repræsenterede evangeliet. Derefter spurgte han: »Er der nogen, der kunne tænke sig et stykke?«
Det er ikke svært at finde en missionær, der gerne vil have kage. En intetanende frivillig blev kaldt frem. Præsident Packer tog derefter hans hånd, stak den ned i toppen af kagen og rev et stort stykke ud. Han knyttede næven, så glasuren pressede sig ud mellem fingrene. Derefter kastede han kagestykket på den forbløffede ældste, så glasuren sprøjtede ned ad hans jakkesæt.
Efter en lille pause for dramatisk effekt vendte han sig mod resten af missionærerne og spurgte, om nogen andre kunne tænke sig et stykke kage. Han sagde: »Af en eller anden grund var der ingen, som meldte sig.«
Derefter tog han en krystaltallerken frem, en sølvgaffel, en stofserviet og en smuk kagespade i sølv. Han drejede kagen. Med stor værdighed skar han et stykke af den anden side af kagen, satte det forsigtigt på krystaltallerkenen og spurgte: »Er der nogen, der kunne tænke sig et stykke kage?«
Præsident Packer har forklaret: »Lærdommen var tydelig. I begge tilfælde var det den samme kage, den samme smag, den samme næring. Måden, den blev serveret på, gjorde den enten indbydende, nærmest uimodståelig, eller fuldstændig frastødende.« Han mindede missionærerne om, at kagen repræsenterede evangeliet og spurgte dem, hvordan de serverede det.13
Måden, vi serverer evangeliet på, kan gøre forskellen mellem blot at hælde information i vores elevers hoveder og at inspirere dem til at blive flittige lærende – som forandrer deres hjerter, synspunkter, handlinger og hele væsen, så de bliver livslange disciple af Jesus Kristus.14
For at undervise som Frelseren underviste, må vi elske dem, vi underviser, undervise ved Ånden og undervise i læren.15 Dette er det, vi gør som lærere.
Men hvad med eleverne? Hvad er deres rolle? Deres rolle er at lære flittigt, at tage ansvar for deres læring, at handle og at anvende evangeliets principper i deres daglige liv.
Ældste Christofferson bad os i går aftes om at opfordre til flittig læring. Han lærte os, hvordan Frelseren opfordrede til flittig læring. Han sagde: »Han underviste på måder, der krævede, at [hans disciple] tænkte, deltog, diskuterede og anvendte hans lære.« Må vi gøre det samme.
Konklusion
Afslutningsvis takker jeg for det, I gør for dem, I underviser, og for det, I gør for Guds rige. Målet med vores undervisning er at udvikle livslange disciple af Jesus Kristus. Må I blive vejledt i jeres bestræbelser på at »servere evangeliet« – og gøre det på en måde, der indbyder til flittig læring.
Jeg bærer mit vidnesbyrd om den mesterlige lærer, ja, Jesus Kristus, vores talsmand, »troens banebryder og fuldender«16 og »ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til.«17
I Jesu Kristi navn. Amen.