Jesu Kristi disciple hele livet igennem

Jeg er meget taknemlig for at være sammen med jer. Jeg vil gerne takke Gaye (Strathearn) for den inderlige åbningsbøn; søster Ellen Amatangelo, som altid spiller så smukt på klaveret; og bror Kevin Oviatt for at hjælpe os med musikken og dette vidunderlige kor. Tak til alle for jeres deltagelse.

Jeg har hørt, at der er tolke, og dette bliver oversat til forskellige sprog, så jeg kan ikke modstå en lille humoristisk historie, som I kan udelade på genudsendelserne, fordi den er svært at oversætte. Jeg var i Tempe i Arizona for mange år siden, og møderne ved denne stavskonference blev oversat til spansk af en tolk, der var i et andet lokale og brugte hovedtelefoner, tror jeg. Men han havde lagt en seddel til mig på podiet. Så da jeg rejste mig, så jeg, at der stod: »Tal langsomt. Du bliver oversat [forklaret og forandret].« Men det varede desværre ikke ved. Så I er nødt til at lytte til mig i aften.

Lad mig begynde med at udtrykke taknemmelighed fra Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum – faktisk fra hele Kirken – for det arbejde, I udfører med vores elever over hele verden. I står forrest for at etablere og bevare fundamentet for denne kirke, Guds rige på jorden, for fremtiden. Tak for jeres opofrelse. Jeg er overbevist om, at jeres indsats gør en markant positiv forskel.

Kirkens ledelse har understreget vigtigheden af at fremelske disciple af Jesus Kristus, der følger ham livet igennem. Og vi lægger vægt på dette, for eksempel i den måde, vi oplærer missionsledere og lokale ledere på for vores unge mænd og kvinder i kirken. Vi lægger vægt på det i de emner, vi beder generalautoriteterne og de øverste ledere om at tage op, når de rejser fra sted til sted.

Det er klart, at det også er centralt for os i Kirkens Uddannelsesystem at udvikle disciple, der følger Frelseren livet igennem. I CES-materialet »Styrk den religiøse uddannelse« læser vi:

»Formålet med religionsundervisning er at undervise i Jesu Kristi gengivne evangelium ud fra skrifterne og nutidige profeter på en måde, der hjælper hver elev til at:

1. Udvikle tro på og vidnesbyrd om vores himmelske Fader og hans ›store plan‹ …

2. Blive Jesu Kristi disciple hele livet igennem, som indgår og holder pagter …[og]

3. Styrke deres evne til at finde svar, løse tvivl, reagere med tro og give grund til det håb, der er i dem, uanset hvilke udfordringer de måtte stå over for.«¹

På samme måde står der i målsætningen for Seminar og Institut: »Vores formål er at hjælpe unge og unge voksne med at styrke deres omvendelse til Jesus Kristus og hans genoprettede evangelium, blive værdige til templets velsignelser og forberede sig selv, deres familier og andre på det evige liv hos deres Fader i himlen.«

At være discipel hele livet igennem er en grundlæggende del af Kristi lære. Kristi lære forklarer, hvordan vi kan komme til Kristus og modtage hans forsonende nåde. Vi bruger vores handlefrihed til at have tro på ham, omvende os, blive døbt og modtage Helligånden. Men for at Kristi forsoning kan have sin fulde, forvandlende virkning i os, må vi fortsætte ad denne pagtssti – disciplens sti – hele livet igennem. Med Nefis ord: »Og jeg hørte en røst fra Faderen, som sagde: Ja, min Elskedes ord er sande og troværdige. Den, der holder ud til enden, han skal blive frelst. Og se, mine elskede brødre, heraf ved jeg, at medmindre et menneske holder ud til enden ved at følge den levende Guds Søns eksempel, kan han ikke blive frelst.«²

Præsident Nelson har sagt: »Sande Jesu Kristi disciple er villige til at skille sig ud, sige noget og være anderledes end andre mennesker i verden.« De er ufortrødne, dedikerede og modige.«³ Hvordan opnår man denne form for discipelskab? Hvad betyder det for os som religionsundervisere? Og hvordan kan vi mere effektivt undervise på en måde, så vores unge og unge voksne bliver livslange disciple af Jesus Kristus?

I aften vil jeg starte med at overveje, hvordan udøvelse af personlig handlefrihed styrker omvendelsen og fører til livslangt discipelskab. Dernæst vil jeg opfordre os til at overveje, hvordan disse ideer bør påvirke den måde, vi underviser på som religionslærere, med fokus på, hvordan Frelseren selv underviste sine disciple. Og jeg vil så slutte af med at sige noget om, hvordan det at give eleverne øgede muligheder for at tage ansvar for deres læring også vil hjælpe dem med at tage imod præsident Nelsons opfordring til at tage ansvar for deres vidnesbyrd.

For det første, handlefrihedens rolle i discipelskab. En af de vigtigste gaver, Gud gav sine børn, var handlefrihed. Denne kraft og dette privilegium – og ansvar – for at handle for os selv er afgørende for at realisere vores fulde potentiale som Guds børn. Det er afgørende for vores udvikling på pagtsstien. Guds plan var, som I ved, ikke at gøre alt for os, men at skabe en struktur, der gav os mulighed for at træffe vores egne valg og vokse individuelt. Handlefrihed var afgørende for vores udvikling som ånder i fortiden, og den er afgørende for, hvad vi kan blive under Guds plan for lykke nu og i evigheden.

Modstanderen ved dette og forsøger at forpurre vores handlefrihed. I Moses læser vi:

»Derfor, fordi Satan satte sig op mod mig og stræbte efter at tilintetgøre menneskets handlefrihed, som jeg, … Herren, havde givet det, og også fordi jeg skulle give ham min egen magt, foranledigede jeg ved min Enbårnes magt, at han skulle styrtes ned.

Og han blev Satan, ja, Djævelen, faderen til alle løgne, så han kunne bedrage og forblinde mennesker og føre dem fangne efter sin vilje, ja, så mange, som ikke vil lytte til min røst.«⁴

Krigen i himlen kan i høj grad ses som en kamp for at bevare menneskets handlefrihed. Denne kamp fortsætter herpå jorden. Satan angriber handlefriheden på mindst to fronter. På den ene side inspirerer han til politiske doktriner og bevægelser, der mindsker det personlige ansvar, eller som bruger tvang. Herren har f.eks. sagt, at den primære årsag til, at han lod grunden lægge til USA’s forfatning og opretholdelsen af den, er »af hensyn til rettighederne og beskyttelsen af alt kød … så enhver, hvad angår lære og princip … i overensstemmelse med den handlefrihed, som jeg har givet ham, så enhver må stå til regnskab for sine egne synder på dommens dag«.⁵ Derefter nævner han et særligt grelt eksempel på krænkelse af handlefriheden og erklærer: »Derfor er det ikke rigtigt, at noget menneske skal være i trældom i forhold til et andet.«⁶ Lucifers plan har altid indeholdt en eller anden form for slaveri.

Det andet fokus i modstanderens angreb på handlefrihed har særlig betydning for os som lærere. Som det fremgår af det netop citerede skriftsted, handler Satan, »faderen til alle løgne«, »for at bedrage og forblinde mennesker«.⁷ Handlefriheden bliver meningsløs, hvis vi ikke ved, hvad der er sandt, og hvad der ikke er, og vi derfor ikke kan træffe oplyste, intelligente valg. Modgiften mod bedrag er sandhed. Som Frelseren sagde: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.«⁸ Jeg tror, han mener fri fra syndens og fejltagelsernes slaveri, men også frie til at udøve vores handlefrihed med forståelse – frie og i stand til at træffe kloge valg. Og det er her, vi kommer ind i billedet som undervisere i Guds ord. Satan kan kun have magt i det omfang, man ikke »lytter til [Herrens] røst«. Gud sendte sin søn som »vejen, sandheden og livet«⁹ Han giver os profeter til at undervise og lede os til sandhed. Han har givet os Helligåndsgaven for at bekræfte den sandhed, og vores rolle er at hjælpe eleverne til at høre og tage imod sandhed.

Men handlefrihed i forbindelse med religionsundervisning kræver et skridt udover at formidle evangeliets sandheder. Det er vigtigt, at vi underviser på en måde, der ansporer eleverne til at udøve deres handlefrihed i læringsprocessen. Vi vil gerne hjælpe dem med at blive aktive deltagere i processen og tage ansvar for deres egen læring. At aktivere elevernes handlefrihed, så de tager ansvar for deres egen læring, påvirker deres evne til at udvikle en vedvarende tro, et vedvarende vidnesbyrd. Det er ved at gøre dette, at de kan blive aktive og livslange disciple af Jesus Kristus. Jeg vil sige mere om dette senere, men lad mig tilføje en kommentar her i forbindelse med pagter.

At vi selv kan vælge er en af grundene til, at præsident Nelson har været så fokuseret på pagter. Når vi vælger at indgå og holde pagter, træffer vi unikke personlige valg om at følge vores Frelser. Præsident Nelson har forklaret:

»I løbet af dette liv kan vi vælge, hvilke love vi er villige til at adlyde – det celestiale riges eller det terrestriales eller det telestiales – og dermed, i hvilket herlighedsrige vi vil leve for evigt. Alle retskafne valg, I træffer her, vil give enormt udbytte nu. Men retskafne valg i jordelivet vil også give ufatteligt udbytte i evigheden. Hvis I vælger at indgå pagter med Gud og er trofaste mod disse pagter, har I løftet om »herlighed på [jeres] hoved for evigt og altid.«¹⁰

At tage ansvar for sine valg gør altså den personlige overbevisning dybere. Når vi ikke selv tager handling, kan vi uforvarende opleve, at vores tro mangler den dybde, der er nødvendig for at kunne overvinde livets spørgsmål og udfordringer og være Jesu Kristi disciple hele livet igennem. Som Herren selv har sagt det:

»For de, der er kloge og har modtaget sandheden og gjort den hellige Ånd til deres vejleder og ikke har ladet sig bedrage – sandelig siger jeg jer: De skal ikke blive hugget om og kastet i ilden, men skal udholde den dag.«¹¹

Den grundlæggende rolle, som handlefrihed spiller for vores egen personlige udvikling, har konsekvenser for den måde, vi underviser på som religionslærere. Vi beder missionsledere om at huske dette, når de giver deres missionærer mulighed for at lede og styre missioneringen. Vi beder ungdomsledere om at give de unge mulighed for at »bære lederskabets åg« sammen med deres voksne mentorer. Og vi beder jer, vores religionsundervisere, om at undervise på måder, der ansporer til personligt engagement og ansvar for læringen. I hver af disse sammenhænge finder reel vækst mest sted, når unge mennesker får mulighed for at handle og ikke blot blive handlet på.

Jeg mindes med glæde min tid som morgenseminarlærer. Jeg lærte af erfaring, at det er et kald, som man virkelig bør stræbe efter. To af disse år som seminarlærer faldt sammen med min tid som jurastuderende. Jeg ville gerne give mine elever en oplevelse af, hvordan det ser ud at have modet til at leve i tro, og derfor inviterede jeg en af mine klassekammerater, som ikke var medlem af kirken, men som var en troende mand, til at komme og tale til min klasse en morgen. Min ven Richard havde alvorlige problemer med sit syn, som krævede regelmæssige, smertefulde behandlinger, hvor man bl.a., hvis I kan forestille jer det, trak hans øjenæbler ud af øjenhulerne for at udføre medicinske indgreb. Jurauddannelsen krævede en masse læsning, men hans syn var ikke godt nok til, at han kunne læse. Så han hyrede flere studerende til at læse for ham uden for undervisningstiden hver dag. På trods af disse alvorlige udfordringer var han godmodig og vellidt af sine medstuderende. Vi blev alle inspireret af hans eksempel.

Så Richard fortalte sin historie i min seminarklasse, herunder om sin tro på Gud, og hvordan han følte, at Gud besvarede hans bønner. Eleverne fik mulighed for at se og høre ham tæt på og stille ham spørgsmål. Det åbnede deres øjne for troens kraft i det virkelige liv, og hvad det kunne betyde i deres liv. Samtidig åbnede oplevelsen i overført forstand Richards øjne for godheden hos mine vidunderlige seminarelever. (En ting, der imponerede ham, var at se teenagere til en klasse kl. 6.00 om morgenen).

Overvej nu, hvordan Frelseren underviste. Jesus fortalte ikke bare sine disciple, hvad de skulle gøre, og han gjorde heller ikke alt for dem. Han underviste på måder, der krævede, at de tænkte, deltog, diskuterede og anvendte hans lære. Da Frelseren ikke længere var sammen med sine disciple personligt, var de derfor mere parate til at modtage og lade sig lede af Helligånden til selv at handle.¹² I Undervisning på Frelserens måde kan vi læse: »Det var helt sikkert imponerende at se Frelseren gå på vandet. Men det var ikke nok for Peter. Han ønskede at gøre det, Frelseren gjorde, være der, hvor han var, og selv få den samme oplevelse.«¹³ Det betød selvfølgelig også, at Peter ville begå fejl, men Frelseren gav gentagne gange Peter – og giver os alle – mulighed for at handle og blive styrket gennem sin indsats, inklusive sine fejltagelser.¹⁴

For at skabe denne type læringsoplevelser for sine disciple fandt Frelseren måder, hvorpå de kunne tage ansvar for deres læring. Overvej blot disse tre måder, som Frelseren engagerede sine disciple på: (1) Han brugte lignelser, (2) han stillede inspirerede spørgsmål og (3) han kom med personlige opfordringer.

Brugen af lignelser. En kommentar til hver. Først lignelser. Tænk på Kristi brug af lignelser. Frem for direkte at komme med en forklaring eller en direkte erklæring opfordrede Frelseren ofte sine tilhængere til selv at søge den dybere mening med det, han underviste om. Det krævede en indsats fra deres side. Jeg kan komme i tanke om, hvordan min forståelse af lydighed er blevet styrket ved at studere lignelsen om sædemanden.¹⁵ Jeg har fået en bedre forståelse for tilgivelse ved at studere om den fortabte søn.¹⁶ Mit ønske om at føle og vise næstekærlighed over for alle er blevet styrket gennem lignelsen om den barmhjertige samaritaner¹⁷

På samme måde er jeg blevet en bedre discipel og leder i takt med, at jeg har reflekteret over forvaltning, som omtalt i lignelsen om talenterne.¹⁸ En af de ting, der er faldet mig ind, mens jeg har tænkt over denne lignelse, er, at de to første tjenere – den ene, der havde fået fem talenter, og den anden, der havde fået to, som hver især fordoblede deres talenter – fik den samme ros og belønning, selv om deres antal af talenter var forskellige. Den første med fem talenter fordoblede, som I husker, sit samlede antal til ti, og den anden, som begyndte med to, vendte tilbage med fire. Manden sagde til de to tjenere, der havde fordoblet talenterne: »Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget: Gå ind til din herres glæde!«¹⁹ Jeg forstår det sådan, at vi ikke alle behøver at præstere på samme niveau og gøre fremskridt efter samme tidsplan for at høste Herrens velsignelse og i sidste ende det evige livs gave. Vi skal blot være flittige med de gaver og de evner og de muligheder, vi har. Jeg tror, at selv tjeneren med den ene talent ville have fået den samme belønning, som hans to brødre fik, hvis han havde arbejdet og tjent for at få en til i stedet for at gemme sin talent. Jeg lærer ledere og andre, at hvis de bare gør, hvad de kan, vil Herren højne og belønne deres indsats, og med tiden vil de modtage hans velsignelser i fuldt omfang.

Brug af inspirerede spørgsmål. Når det gælder om at stille inspirerede spørgsmål underviste Frelseren også på den måde. Han spurgte f.eks. sine disciple: »Hvem siger I, at jeg er?« Han kendte tydeligvis selv svaret med større klarhed og dybde end sine disciple, men han gav Peter mulighed for at reflektere og derefter selv besvare spørgsmålet. Jeg tror, at Peters formulering gjorde hans eget vidnesbyrd dybere, da han erklærede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.«²⁰ Efter sin opstandelse stillede Frelseren et andet spørgsmål til Peter tre gange: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?« Peter svarede hver gang: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær«. Og denne gang gav spørgsmålet Frelseren mulighed for at undervise Peter ved hver gang at svare: »Vogt mine får.«²¹

Giv opfordringer. Og endelig er der at give opfordringer. Der var andre gange, hvor Frelseren selv svarede på det spørgsmål, han havde stillet, men på måder, der fungerede som en opfordring. Da Frelseren talte til sine disciple på den vestlige halvkugle, spurgte han: »Hvad slags mænd burde I derfor være?« Og derpå svarede han selv: »Sandelig siger jeg til jer: Ligesom jeg er.«²² Vi kan tænke på andre vigtige opfordringer fra Frelseren. Tænk for eksempel på opfordringen: »Kom og følg mig.« Og nogle gange kom hans opfordringer med ledsagende løfter – og de kommer stadig med løfter. F.eks. opfordrer Herren os i Lære og Pagter: »Kom nær til mig, så vil jeg komme nær til jer; søg mig flittigt, så skal I finde mig; bed, så skal I få; bank på, så skal der blive lukket op for jer.«²³ I alle Frelserens opfordringer giver han sine disciple mulighed for at handle, tænke og tage ansvar for deres læring og vækst.

Tidligere i år opfordrede ældste Clark Gilbert vores seminar- og institutlærere til at finde måder, hvorpå de bevidst kan give eleverne mulighed for at handle og tage ansvar for deres læring. Han trak direkte på afsnittet i Undervisning på Frelserens måde, der hedder »Tilskynd til at lære flittigt«.²⁴ Jeg synes, det er vigtigt, at titlen på dette afsnit fokuserer på læring frem for undervisning. Vi vil gerne hjælpe dem med at blive aktive deltagere i processen og tage ansvar for deres egen læring. Og når vi underviser på en måde, der kun indbyder til at lytte og ignorerer elevernes aktive engagement, risikerer vi at signalere til eleverne, at vi sætter vores undervisning højere end deres læring.

I Undervisning på Frelserens måde mindes vi om, at opfordringen til flittig læring kræver, at vi hjælper eleverne med at blive aktive deltagere i deres egen læringsproces. Der er flere måder, det kan ske på, men lad mig fremhæve mindst tre fra dette undervisningsmateriale.

• For det første kan vi skabe læringsoplevelser, hvor vi »opfordrer eleverne til at forberede sig på at lære«. Det kan ske gennem opgaver før læsning, studiespørgsmål og personlige opfordringer.

• For det andet bør vi »opfordre eleverne til at dele de sandheder, de lærer«. Der er så mange måder at gøre dette på, og hver af jer vil finde personlige tilgange, der fungerer for jer og jeres elever. Da jeg læste jura, lærte jeg ofte gennem det, der blev kaldt den sokratiske metode, hvor lærerne hjalp eleverne med at udforske en juridisk sag ved at bede klassen om at engagere sig i materialet gennem en række gennemtænkte spørgsmål. Vi skulle komme til timerne og være forberedte på at formulere vores egen indsigt og lytte til andres. Jeg har set institutlærere, der giver eleverne mulighed for at dele det, de lærer gennem velstrukturerede drøftelser i klassen, og det kræver velforberedte undervisere, der engagerer velforberedte elever i en ånd af nysgerrighed og dialog. Jeg ved, at det altid er tilfældet i jeres klasser. Alle eleverne er velforberedte. Alle lærere er velforberedte. Men det er opfordringen.

• Og for det tredje bør vi »opfordre eleverne til at efterleve det, de lærer«.²⁵ Vi bør altid holde øje med muligheder for at opfordre eleverne til at anvende det, de lærer, i deres eget liv. Det kan opnås gennem personlige opfordringer, refleksionsøvelser og en lang række andre bestræbelser på at hjælpe eleverne med at forandre sig og blive mere som Kristus.

Disse bestræbelser på at forberede, dele og anvende kræver omtanke og kan nogle gange kræve mere arbejde fra underviserens side. Det gælder måske især i jeres indsats for at hjælpe eleverne med at dele og undervise hinanden. Det betyder ikke, at der ikke er specifikke tidspunkter, hvor vi kommunikerer klart og uden dialog, især når vi fremhæver en central pointe eller etablerer et fundamentalt princip. Mødet i aften er et sådant eksempel på at etablere et grundlæggende budskab. Men det budskab må så følges op med mere regelmæssige muligheder for, at vi alle kan engagere os i læringsprocessen ved at dele, hvad vi lærer, og ved at anvende denne læring i vores egen undervisning.

Jeg håber, at I har lagt mærke til den forberedelse, vi har bedt jer om at gøre forud for denne aften med studiespørgsmål og læsemateriale, som er blevet delt ud på forhånd. I morgen og i de kommende uger vil vi opfordre jer til at drøfte det, I lærer om at undervise på Frelserens måde, med jeres kolleger og ligesindede. Vi vil også bede jer om at identificere områder, hvor I kan styrke jeres egen undervisning på baggrund af aftenens budskab og andre undervisningsressourcer, som vil blive delt i morgen.

Lad mig holde en pause her og slå et slag for en anden undervisningsressource, som er værd at studere, selvom den er skrevet til et andet publikum. Jeg henviser til kapitel 10 i missionærmanualen Forkynd mit evangelium. Kapitlet har titlen: »Undervis for at opbygge tro på Jesus Kristus«. Missionering er naturligvis det ultimative middel til at hjælpe mennesker med at engagere sig og forandre deres liv ved at udøve deres handlefrihed. Målet er omvendelse gennem Helligåndens indflydelse og Kristi nåde, som fører til livslangt discipelskab. Det er selvfølgelig også det, vi beskæftiger os med i Kirkens Uddannelsessystem. Og derfor mener jeg, at I godt kan få yderligere indsigt fra denne kilde såvel som fra Undervisning på Frelserens måde. Der er naturligvis et betydeligt overlap mellem de to håndbøger, men at læse noget, der måske udtrykker et princip eller en idé lidt anderledes, kan nogle gange give et nyt perspektiv eller en dybere forståelse. Nogle af de spørgsmål, der behandles i kapitel 10 i Forkynd mit evangelium, er »Hvordan kan jeg undervise ved Ånden?« »Hvordan kan jeg undervise ud fra skrifterne?« »Hvordan bør jeg dele mit vidnesbyrd, når jeg underviser?« »Hvordan kan jeg planlægge og tilpasse min undervisning, så den imødekommer folks behov?« og »Hvordan kan jeg stille bedre spørgsmål og være en bedre lytter?« I skal vide, at jeg ikke bliver betalt for denne anbefaling.

Og til sidst, hjælp elever med at tage ansvar for deres vidnesbyrd. At indbyde til flittig læring er grundlæggende for at udvikle disciple, der følger Jesus Kristus livet igennem, fordi det hjælper eleverne med at tage ansvar for deres læring, som vi har talt om. En af de måder, hvorpå præsident Nelson har opmuntret til dette ejerskab af vores personlige vækst, er i hans opfordring til de unge voksne om at tage ansvar for deres vidnesbyrd. I sit verdensomspændende foredrag til unge voksne i 2022 sagde præsident Nelson:

»Jeg bønfalder jer om at tage vare på jeres vidnesbyrd. Arbejd for det. Tag ejerskab af det. Pas på det. Plej det, så det vil vokse. Nær det med sandhed. Foruren det ikke med falske filosofier fra ikke-troende mænd og kvinder, mens I undrer jer over, hvorfor jeres vidnesbyrd svinder hen. Deltag i daglig, oprigtig og ydmyg bøn. Nær jer selv med fordums og nutidige profeters ord. Bed Herren om at lære jer, hvordan I hører ham bedre. Brug mere tid i templet og med slægtsforskning. Når I gør jeres vidnesbyrd til jeres højeste prioritet, så hold øje med miraklerne i jeres liv.«²⁶

Præsident Nelson gentog denne opfordring til hele kirken i sin tale på generalkonferencen i oktober 2022 »Overvind verden og find hvile«.²⁷

Mens præsident Nelson talte til unge voksne, stillede han en række spørgsmål: »Ønsker I fred for de bekymringer, der plager jer på nuværende tidspunkt? Ønsker I at lære Jesus Kristus bedre at kende? Ønsker I at lære, hvordan hans guddommelige kraft kan læge jeres sår og svagheder? Ønsker I at opleve den søde, beroligende kraft i Jesu Kristi forsoning, virke i jeres liv? Svarene på disse spørgsmål kræver en indsats – en stor indsats.«²⁸ Han bekræfter de studerendes bekymringer ved at sige: »Hvis I har spørgsmål – og det håber jeg, I har – så søg svar med et brændende ønske om at tro. Lær alt, hvad I kan om evangeliet, og sørg for at slå op i sandhedsfyldte kilder for at få vejledning.

Det er mig, hvad det betyder at opfordre til flittig læring, og det er det, det vil kræve af os at opfordre vores elever til at tage ansvar for deres vidnesbyrd. Dette ansvar for læringen må understøttes af den måde, vi strukturerer vores undervisning på, så eleverne får mulighed for at engagere sig med den dybde og stringens, der kræves for at udvikle ægte discipelskab. Tænk igen over profetens opfordring til at »arbejd[e] for det. Tag[e] ejerskab på det. Pas[se] på det. Plej[e] det, så det vil vokse. Opfordrer vores klasseværelser til denne type individuelt engagement for at fremme vidnesbyrd og discipelskab? Er der måder, hvorpå vi kan forbedre vores indsats for at række ud og indbyde til flittig læring?

I aften begyndte jeg med at gennemgå formålene med religionsundervisning i kirken, herunder behovet for at hjælpe vores elever med at:

1. Udvikle tro på og vidnesbyrd om vores himmelske Fader og hans ›store plan‹ …

2. Blive Jesu Kristi disciple hele livet igennem, som indgår og holder pagter … [og]

3. Styrke deres evne til at finde svar, løse tvivl, reagere med tro og give grund til det håb, der er i dem, uanset hvilke udfordringer de måtte stå over for.«²⁹

Når vi hjælper eleverne med at udøve deres personlige handlefrihed, vil deres omvendelse blive dybere på måder, der fører til livslangt discipelskab. I oktober sidste år sagde præsident Nelson: »Nu er tiden inde til, at vi gør vores følgeskab som disciple til vores højeste prioritet.«³⁰ Og han tilføjede: »Det er hverken for tidligt eller for sent for jer at blive en hengiven Jesu Kristi discipel.«³¹ Lad os handle flittigt nu, før det er for sent. Nu er tiden inde, sagde han. Jeg føler mig mere og mere bevæget af min bror Paulus’ advarsel, hans advarende bøn til ældsterne i Efesos:

»Tag vare på jer selv og på hele hjorden; i den har Helligånden sat jer som tilsynsmænd, for at I kan være hyrder for Guds kirke, som han har vundet sig med sit eget blod.

Jeg ved, at når jeg er borte, vil der komme glubske ulve til jer, og de vil ikke skåne hjorden.

Ja, blandt jer selv vil der stå mænd frem og tale falsk for at få disciplene med sig.«³²

De elever, som vi med Paulus’ ord er »tilsynsmænd« for, er uendeligt dyrebare og købt med Frelserens eget blod. Vi har fået til opgave at være et trofast forbillede og give dem næring og styrke dem mod de »glubske ulve«, som de kan møde uden for kirken og tilmed inden for kirken – som Paulus sagde, blandt vores »egne« – som taler usandt og forsøger at gøre dem til deres disciple i stedet for Mesterens disciple. Vi må hjælpe dem med at lære sandhed, bruge handlefriheden klogt og frem for alt at elske Faderen og Sønnen vedvarende.

Jeg vidner om vores kærlige og elskede himmelske Fader og hans forløsningsplan. Jeg vidner om, at hans enbårne Søn, Jesus, den opstandne Forløser, virkelig lever og sidder ved Faderens højre hånd, hvor han har gjort krav på sin ret til at være barmhjertig mod menneskenes børn.³³ Ligesom Mormon bekender jeg mig som en discipel af Jesus Kristus³⁴ og jeg søger at være Kristi discipel, så længe jeg lever. Må vi alle blive styrket i vores eget discipelskab og i vores bestræbelser på at hjælpe så mange som muligt til at blive hengivne Jesu Kristi disciple hele livet igennem.

Må Gud velsigne jer. I Jesu Kristi navn. Amen.