»1 Samuel 16: ›Herren ser på hjertet‹«, Det Gamle Testamente – Seminar – Lærerens hæfte, 2026
»1 Samuel 16: ›Herren ser på hjertet‹«, Det Gamle Testamente – Seminar – Lærerens hæfte
1 Samuel 8-10; 13; 15-16: Lektion 73
1 Samuel 16
»Herren ser på hjertet«
Herren åbenbarede for Samuel, at han havde valgt David til at efterfølge Saul som Israels konge. Gennem denne oplevelse lærte Samuel, at Herren ser os anderledes end folk normalt ser hinanden. Denne lektion kan hjælpe eleverne til at føle vigtigheden af at se sig selv og andre, som vor himmelske Fader og Jesus Kristus gør.
Elevforberedelse: Bed eleverne om at læse 1 Samuel 16:7. Bed dem om ved siden af verset at skrive forskellen på det, som andre sommetider værdsætter hos folk, og det, som vor himmelske Fader værdsætter hos os.
Mulige læringsaktiviteter
Skjult værdi
Overvej at indlede lektionen med at hjælpe eleverne til at indse, at vi ikke altid kan se værdien af noget ud fra den indpakning, det er i. For at gøre dette kan du vise to identiske varer i to forskellige indpakninger, eller du kan vise varer af forskellig værdi i to identiske indpakninger. Før du afslører indholdet, skal du bede en elev om at vælge, hvilken indpakning de helst vil have. Spørg dem, hvorfor de valgte den pågældende indpakning. Afslør derefter indholdet af begge indpakninger.
-
Hvilke problemer kan opstå ved at dømme andre mennesker, eller endda dømme os selv, kun baseret på, hvad vi kan se?
-
Hvordan adskiller Guds syn på os sig fra, hvordan vi ser på hinanden?
Overvej at vise følgende selvreflektionsmeddelelser.
Tænk over, og udfyld følgende udsagn i jeres studiebog:
-
Når nogen først møder mig, tror jeg, at de er mest tilbøjelige til at bemærke .
-
Jeg tror, at vor himmelske Fader ser følgende egenskaber i mig, som mange andre ikke ser: .
-
Når jeg møder nye mennesker, har jeg en tendens til at bemærke .
-
Hvis jeg kunne se andre, som vor himmelske Fader gør, kunne det hjælpe mig til at .
Når I studerer 1 Samuel 16 i dag, så bed Helligånden om at hjælpe jer til at føle vigtigheden af at se jer selv og andre mere, som Gud gør.
Herren sender Samuel for at salve den næste konge
For at give alle elever mulighed for at deltage aktivt kan du overveje at inddele eleverne i makkerpar. Bed dem om at læse de to skriftsteder herunder og drøfte følgende spørgsmål. Før eleverne læser, skal du sikre dig, at de ved, at på grund af Sauls ulydighed afviste Herren ham som konge over Israel (se 1 Sam 13:13-14; 15:26-28).
Læs 1 Samuel 16:1-5 for at se, hvorfor Herren sendte Samuel til Betlehem.
-
Hvis Herren havde givet jer Samuels ansvar for at salve en ny konge, hvilke egenskaber ville I så have set efter hos Isajs sønner?
Læs vers 6-13, og se efter sandheder, som Herren belærte om, da Samuel forsøgte at finde den kommende konge.
-
Hvad lærte I af denne beretning, som det er vigtigt for folk i dag at forstå?
Når makkerparrene er færdige med at fortælle, hvad de har lært, så bed hvert makkerpar om at skrive en sandhed på tavlen sammen med versnummeret, hvor de fandt det.
Eleverne kan skrive en række sandheder med deres egne ord, såsom at Gud ser vores sande potentiale ved at se på vores hjerte snarere end vores udseende.
-
Hvad har I lært af skrifterne og Kirkens ledere om egenskaber, som Herren værdsætter?
-
Hvordan tror I, at vores forhold til andre ville være anderledes, hvis vi så os selv og hinanden mere, som Herren ser os?
Hjælp eleverne til at få en dybere forståelse
Følgende muligheder er forskellige metoder for eleverne til at få en dybere forståelse af, hvad Herren underviste om i 1 Samuel 16:7. Vælg de metoder, du føler er bedst for dine elever.
Før du præsenterer dine valgmuligheder, kan du overveje at hjælpe eleverne til at sætte det, de skal studere, i relation til det virkelige liv. Det kan du gøre ved at præsentere en lille situation, som eleverne kan hjælpe med. Du kan for eksempel bede dem om at se efter ting, de kan dele med nogen, der føler sig overset eller fejlbedømt af mennesker omkring dem. Eller du kan bede eleverne om at se efter ting, de kan dele med nogen, der føler, at Herren ikke rigtig forstår dem.
Mulighed 1
Overvej at inddele eleverne i grupper to og to. Lad hver elev læse hver sin udtalelse. Eleverne kan derefter fortælle deres makker, hvad de har lært. Du kan eventuelt vise eller uddele kopier af disse udsagn.
Præsident Dieter F. Uchtdorf, tidligere medlem af Det Første Præsidentskab, har sagt:
Vor himmelske Faders interesse for jer afhænger ikke af, hvor rige, smukke, sunde eller smarte I er. Han ser jer ikke, som verden ser jer; han ser jer, som I virkelig er. Han ser på jeres hjerte. Gud elsker jer, for I er hans børn (»Jeres vidunderlige rejse hjem«, Liahona, maj 2013, s. 128).
Søster Michelle D. Craig, tidligere medlem af Unge Kvinders hovedpræsidentskab, har forklaret:
Jesus Kristus ser virkelig folk. Han ser individer, deres behov, og hvem de kan blive. Hvor andre så fiskere, syndere eller toldere, så Jesus disciple, hvor andre så en mand besat af djævle, så Jesus ud over de ydre lidelser, anerkendte manden og helbredte ham.
Selv i vores travle liv, kan vi følge Jesu eksempel og se individer – deres behov, deres tro, deres kampe, og hvem de kan blive til (»Øjne til at se«, Liahona, nov. 2020, s. 16).
Mulighed 2
Eleverne kan søge i listen over mesterlæreskriftsteder i Evangelisk mesterlære, hoveddokument, 2023, efter skriftsteder, der kan hjælpe dem til at forstå, hvad Gud føler for os, og hvor fuldkomment han kender os. Eleverne kan arbejde i grupper på fire, hvor hver elev leder efter relevante skriftsteder fra et af de fire standardværker (eksempler, de kan dele, omfatter Abraham 3:22-23; Jeremias 1:4-5; Hebræerne 12:9; Alma 7:11-13; Lære og Pagter 18:10-11).
Mulighed 3
Vis eleverne en video, der kan hjælpe dem til at forstå, hvordan Gud ser os, eller som viser andre, der ser andre, som han gør. Bed eleverne om at tænke over og være forberedt på at fortælle om situationer fra det virkelige liv, hvor de kan bruge det, de lærer af videoen. Videoen »Vor sande identitet« (3:39), der findes på ChurchofJesusChrist.org, er et eksempel, du kan bruge.
Personlige oplevelser
Denne del af lektionen kan hjælpe eleverne til at føle vigtigheden af at se sig selv og andre, som vor himmelske Fader og Jesus Kristus gør det. At erindre og fortælle om oplevelser kan indbyde Helligånden til at vidne om sandheder, som eleverne lærer.
Det kan være en hjælp at vise følgende muligheder.
Vælg en af følgende muligheder, og skriv jeres tanker ned i jeres studiebog. Sørg for at medtage det, I har lært om Gud i dag fra skrifterne eller Kirkens ledere.
-
Skriv om nogen, der synes at se det gode i jer, selvom de er opmærksomme på nogle af jeres svagheder og fejl. Hvordan påvirker deres indflydelse, hvordan I har det med jer selv? Hvordan minder deres indflydelse jer om, hvordan vor himmelske Fader og Jesus Kristus ser jer?
-
Skriv om en person, I er kommet til at holde af og beundrer, fordi I har lært dem bedre at kende. Hvad ser I nu hos dem, som andre måske ikke ser, eller som I ikke så første gang, da I mødte dem? Føler I nogen tilskyndelser fra Helligånden om, hvordan I kan hjælpe dem til at se sig selv, som I ser dem, eller som deres himmelske Fader og Jesus Kristus ser dem?
Bed frivillige om at fortælle om dele af det, de har skrevet i deres studiebog.