»6.-12. maj. Lukas 12-17; Johannes 11: ›Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet‹«, Kom og følg mig – Søndagsskolen: Det Nye Testamente 2019, 2019
»6.-12. maj. Lukas 12-17; Johannes 11«, Kom og følg mig – Søndagsskolen: 2019
Den fortabte søn, af Liz Lemon Swindle
6.-12. maj
Lukas 12-17; Johannes 11
»Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet«
Indled din forberedelse ved bønsomt at studere Lukas 12-17 og Johannes 11. Hvilke »mistede får« i din klasse kommer du i tanke om? Brug Kom og følg mig – For enkeltpersoner og familier og dette oplæg, når du søger Herrens vejledning om, hvordan du kan imødekomme dine klassemedlemmers behov, selv hvis de ikke kommer til klassen.
Nedskriv dine indtryk
Del med hinanden
Anvendelse er en stor del af at tage del i indlæring, så bed klassemedlemmerne om at fortælle, hvordan de har valgt at efterleve noget, de har lært af skrifterne i denne uge.
Undervis i læren
Lukas 14:15-24
Ingen undskyldning er gyldig for at afvise evangeliet.
-
For at hjælpe klassemedlemmerne med at studere lignelsen om det store festmåltid kan du invitere dem til en opdigtet fest, som du vil afholde. Lad dem give nogle grunde til, hvorfor de enten kan komme eller ikke. Læs Lukas 14:15-24 sammen og drøft de undskyldninger, som personerne i lignelsen brugte, da de blev inviteret til en fest, der repræsenterede evangeliets velsignelser. Hvilke undskyldninger bruger folk i dag for at afvise Frelserens invitation til at modtage vor himmelske Faders velsignelser? De kan måske fortælle om de velsignelser, de har modtaget, når de har ydet de nødvendige ofre for at efterleve visse evangeliske principper.
Lukas 15
Vi kan række ud til dem, der er faret vild, og glæde os med Faderen, når de vender tilbage.
-
Hvordan kan du inspirere dem, du underviser, til at række ud til personer, der er fortabt, fordi de ikke har evangeliets velsignelser, og invitere dem til at komme tilbage? Du kan bede klassemedlemmerne om at tænke et øjeblik på »mistede får«, som de kender, og så læse Lukas 15:1-7 med den person i tankerne. Hvad føler de sig inspireret til at gøre for at række ud til den person med hensyn og kærlighed? Præsident Thomas S. Monsons historie i »Yderligere ressourcer« eller ældste Mervyn B. Arnolds tale »Til undsætning: Vi kan klare det« (Liahona, maj 2016, s. 53-55) kan hjælpe med denne drøftelse.
-
Vil det være behjælpeligt for klassemedlemmerne at forstå, hvordan en person kan blive fortabt? Overvej at tildele grupper en af de tre lignelser i Lukas 15 til at studere. Hvad siger lignelserne om, hvordan vi skal forsøge at finde dem, der er fortabt? Hvilke ord i Lukas 15 fortæller, hvad vor himmelske Fader føler for dem, der er fortabt? Det kan være en meningsfuld tilføjelse til læren i disse lignelser at synge »Hyrden hos fårene våger«, Salmer og sange, nr. 144.
-
De kan muligvis få udbytte ved at fokusere på den ældre brors ord og handlinger i lignelsen om den fortabte søn. De kan skrive en alternativ slutning til lignelsen, hvor den ældre brors holdning til hans bror er anderledes. Hvad kan vi lære af farens råd i lignelsen om, hvad vi skal føle for dem, der er fortabt, og dem, der vender tilbage til evangeliet? (Se også Jeffrey R. Hollands udtalelse i »Yderligere ressourcer«). Eller du kan bede dem om at forestille sig, at de er faren i denne lignelse. Hvilke andre råd ville de give den ældre søn for at hjælpe ham til at glæde sig over andres fremgang og succes?
Johannes 11:1-46
Jesus Kristus er opstandelsen og livet.
-
Da de læste om oprejsningen af Lazarus fra døden i denne uge, var der så nogen, der fandt noget, der styrkede deres tro på, at Jesus Kristus er Guds Søn og den lovede Messias? Bed dem fortælle, hvad de fandt frem til. Hvilke andre oplevelser har opbygget deres tro på Jesus Kristus? Du kan eventuelt påpege, at da miraklet skete, var Lazarus ikke opstået, men blev bragt tilbage til jordelivet.
Jesus græd, af James Tissot
-
En måde at undersøge Johannes 11:1-46 på er at bede klassemedlemmerne om på skift at læse disse vers og bede dem om at stoppe, når de finder bevis på tro på Jesus Kristus. Bed dem om at drøfte, hvad de har fundet ud af. Hvordan kan prøvelser og svagheder styrke vores tro på ham?
-
En anden måde at læse denne beretning på er at tildele nogle få til at overveje perspektiverne fra dem, der var involveret, såsom Frelseren, apostlene, Martha, Maria og Lazarus. Hvad kan vi lære af dem hver især? Hvad kan vi lære om Frelseren af Johannes 11:33-35? Hvorfor er det vigtigt at vide disse ting om ham?
Tilskynd til at lære derhjemme
For at tilskynde dem til at læse Matthæus 19-20, Markus 10 og Lukas 18 kan du stille et spørgsmål som dette: »Hvordan vil I føle, hvis I arbejdede hele dagen og fik samme løn som en, der kun arbejdede en time?« Fortæl dem, at næste uges læsning er en lignelse, der foreslår, hvordan det kan betragtes som rimeligt.
Yderligere ressourcer
Lukas 12-17; Johannes 11
»Du fandt mig.«
Præsident Thomas S. Monson har fortalt følgende oplevelse, han havde, mens han tjente som biskop: »En søndag morgen bemærkede jeg, at Richard, en af vores præster, som sjældent mødte op, atter var udeblevet fra præstedømmemødet. Jeg overlod kvorummet i vejlederens varetægt og tog hjem til Richard. Hans mor sagde, at han arbejdede på et lokalt værksted, hvor han reparerede biler. Jeg kørte hen til værkstedet for at finde Richard og ledte overalt, men uden at finde ham. Pludselig følte jeg mig inspireret til at kigge ned i en gammel smøregrav, som lå ved siden af værkstedet. Nede i mørket kunne jeg se to skinnende øjne. Jeg hørte Richard sige: ›Du fandt mig, biskop! Jeg kommer op nu.‹ Mens Richard og jeg talte sammen, fortalte jeg ham, at vi savnede ham og havde brug for ham. Jeg fik ham til at forpligte sig til at komme til sine møder … Richard sagde [senere], at vendepunktet i hans liv havde været den dag, da hans biskop fandt ham skjult i smøregraven og hjalp ham tilbage til fuld aktivitet« (»Sukkerroer og sjæles værdi«, Liahona, juli 2009, s. 4-5).
Lær af den anden fortabte søn.
Ældste Jeffrey R. Holland har bemærket dette om den fortabte søns ældre bror:
»Denne søn er ikke så vred over, at den anden er kommet hjem, men i højere grad over, at hans forældre er så glade for det. Denne pligtopfyldende søn – og han er vidunderlig pligtopfyldende – føler sig ikke værdsat og føler måske mere end blot en smule selvmedlidenhed og glemmer et øjeblik, at han aldrig har kendt til snavs og fortvivlelse, frygt eller selvlede. Han glemmer et øjeblik, at alle kalvene på gården allerede er hans og ligeledes er alt tøjet i skabene og alle ringene i skufferne. Han glemmer et øjeblik, at hans trofasthed altid er blevet og altid vil blive belønnet
Nej, han som har så godt som alt, og som med hårdt arbejde og på vidunderlig vis har fortjent det, mangler det ene, som kunne gøre ham til den fuldendte Herrens mand, som han næsten er. Han har endnu ikke opnået den barmhjertighed og nåde, den kærlige indlevelse, det tilgivende overblik, hvor han indser, at dette ikke er en rival, der vender tilbage. Det er hans bror. Som hans far bad ham om at forstå, at det er en, som var død og nu er levende. Det er en, som var fortabt og nu er fundet« (»Den anden fortabte søn«, Liahona, juli 2002, s. 70).
Gør undervisningen bedre
Ræk ud til den enkelte. Ligesom hyrden i Frelserens lignelse (se Luk 15:4) »kan du række ud til dem, der mangler i din klasse. Din mulighed for at undervise og opløfte klassen og hjælpe dem til at komme til Kristus går langt ud over klasseværelset og ud over dem, som deltager i dine formelle lektioner« (Undervisning på Frelserens måde, s. 8).