Ældste Jeffrey R. Holland: Lærer, discipel og vidne

En lydig dreng

Jeffrey Roy Holland blev født 3. december 1940 i St. George i Utah i USA – dengang en stort set ukendt by ude på landet i det sydvestlige hjørne af staten.

»Jeg havde en idyllisk barndom,« sagde han. »Jeg voksede op med mere tryghed og ubegrænset kærlighed, end jeg kan forestille mig et barn have.«

Hans mor, Alice, nedstammede fra hårdføre pionerer, som var med til at bosætte St. George området. Hans far, Frank, var den slags pioner, som nogle vil kalde en selvgjort mand. Han blev aktiv og indflydelsesrig i byens anliggender.

Deborah Holland Millett sagde, at hendes to brødre, Jeff og Dennis, arvede deres irske charme og forstand fra deres far. Fra deres mor, tilføjede hun, lærte Jeff at »man hele tiden yder uselvisk tjeneste uden tanke på at få noget til gengæld.«

Hans mor beskrev Jeff som en lydig dreng. »Han var altid i kirke, og han passede altid sine pligter som præstedømmebærer,« sagde hun.

Da han var ung, gav hun ham engang tilladelse til at tage til en fest på betingelse af, at han kom hjem inden kl. 22.00. Den aften under festen så han på et ur for at tjekke tiden. Da det gik op for ham, at der kun var et kvarter tilbage, inden han skulle være hjemme, løb han hele vejen, så han kunne være hjemme til tiden. Den pligtopfyldenhed i at holde sit ord blev en integreret del af hans karakter.

Sport blev for Jeff »den største glæde i mit liv, da jeg voksede op.« Han var på Dixie High Schools hold, der blev statsmestre i amerikansk fodbold og basketball i 1958. Han spillede også baseball og deltog i løb. Senere blev han medanfører for basketballholdet på Dixie College (nu Utah Tech University), der vandt et mesterskab.

Efter high school blev han kaldet til at tjene i Den Britiske Mission. Han så tilbage på sin mission som »det største åndelige vendepunkt i mit liv – selve begyndelsen« på moden vækst i evangeliet. Hans anden missionspræsident ældste Marion D. Hanks fra De Halvfjerds, »lærte mig at elske skrifterne, især Mormons Bog,« mindedes præsident Holland. »Han havde en utrolig indflydelse på mit liv.«

Inden præsident Hollands mission havde han planer om at blive læge. Men, sagde han, »jeg vendte hjem fra min mission med en tro på, at Gud ønskede, at jeg skulle blive underviser.«

Mange år senere, efter han var blevet kaldet til De Tolv Apostles Kvorum, sagde hans bror Dennis, at kaldelsen ikke kom som nogen overraskelse. »Det eneste Jeff nogensinde har villet er at undervise elever i evangeliet,« sagde han. »Jeg har altid været sikker på, at Herren havde det samme mål for ham, men at han havde mange flere elever i tankerne, end Jeff kunne forestille sig.«

»En perfekt partner«

Gennem sport lærte Jeff Patricia Terry at kende, hun var cheerleader på deres high school. De datede de to sidste år af deres high school tid, og efter hans mission, fornyede de deres venskab.

Jeffrey og Patricia Holland blev gift i templet i St. George den 7. juni 1963. Han regnede altid hendes tro, åndelighed og store barmhjertighed for en styrkende indflydelse i sit liv. »Hun har altid haft en renere og stærkere tro end nogen anden, jeg har truffet.«

Andre bemærkede deres samvirkende åndelige styrke som et par.

Præsident James E. Faust (1920-2007), andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, var en nær personlig ven. Han sagde engang, at præsident Holland havde en »dyb åndelighed, der tillige med en utrolig medfølelse«, gjorde ham i stand til at se eller føle det, andre ofte ikke opfatter. Præsident Holland »opbygger altid mennesker og opløfter dem og drager dem til sig. Han har en fantastisk evne til at få folk til at føle, at de er hans bedste venner.«

Præsident Faust tilføjede: »Ældste Holland har jo også søster Holland. Hun er den perfekte partner til ham. De er et eksemplarisk par.«

Da Jeff nærmede sig færdiggørelse af sin uddannelse fra Brigham Young University i 1965, fik han mulighed for at undervise på halv tid på universitetet det følgende år, mens han arbejdede på sin kandidat. Efter det år med at undervise tog han imod en stilling i Kirkens Uddannelsessystem, hvor han underviste i institut i området omkring Hayward i Californien i USA. Det følgende år blev han udpeget som institutleder i Seattle i Washington i USA, hvor han havde succes med at trække de unge til.

Mens han underviste, gik det hurtigt op for ham, at en vedvarende karriere inden for undervisning ville kræve en doktorgrad. Det førte til, at han flyttede sin familie til New Haven i Connecticut, så han kunne gå på Yale University. I hans senere år citerede han ofte lektier, han havde lært, mens han gik på Yale – og de fleste af dem var ikke akademiske. Som en mesterunderviser og inspireret lærer brugte han de livslektier til at undervise i evangeliets principper.

I en generalkonferencetale i oktober 1999 erindrede præsident Holland den smertefulde begyndelse på den tur til Connecticut 30 år forinden. Familien Holland var kørt fra St. George i en gammel bil, med næsten ingen penge, to små børn (en på tre måneder) og alt de ejede pakket sammen i en lille trailer. To gange brød bilen sammen det samme sted blot 55 kilometer fra St. George. To gange måtte han gå til en nærliggende by efter hjælp, inden de fandt ud af, at bilen ikke ville kunne klare turen.

Når præsident Holland så tilbage på den dag, forestillede han sig, hvad han ville sige til sit mismodige, nedslåede yngre jeg, der traskede langs motorvejen: »Du giver ikke op … Du bliver ved med at forsøge Hjælpen og lykken ligger forude … Det vil ordne sig til sidst. Stol på Gud og tro på det gode, som vil komme.«

Han forsikrede derpå dem, der har det svært, og som søger Herrens hjælp eller velsignelser og spekulerer over, om de nogensinde vil få dem: »Nogle velsignelser kommer hurtigt, andre kommer senere, og nogle kommer først i himlen, men for dem, som modtager Jesu Kristi evangelium, vil de komme. Det bærer jeg personligt vidnesbyrd om.«

Præsident Holland anså den tid, han og søster Holland tilbragte ved Yale, som en periode med intensiv læring – både akademisk og kirkelig. Kort tid efter deres ankomst til New England blev han kaldet til stavspræsidentskabet. Pat, der havde tjent som hjælpeforeningspræsident i deres menighed for studerende, blev også kaldet som hjælpeforeningspræsident i deres nye menighed. Det Jeffrey lærte i denne periode, skulle blive til stor gavn senere, da han tjente i to stavspræsidentskaber mere og derefter som regionalrepræsentant.

»Det, som jeg virkelig fik ud af det, var en uddannelse i kirkeledelse,« sagde han.

Efter familien Holland var vendt tilbage til Utah i 1972, blev han kaldet til at tjene som øverste leder for Kirkens nye Melkisedekske Præstedømmes Gensidige Uddannelsesforening, hvor han arbejdede tæt sammen med ældste James E. Faust og ældste L. Tom Perry fra De Tolv Apostles Kvorum, og desuden med ældste Hanks. I 1974 blev bror Holland udpeget som dekan for religionsundervisning på Brigham Young University. To år efter blev han udpeget som Kirkens kommissær for uddannelse. I denne rolle blev han i 1980 bedt om at lede en undersøgelseskomite, der skulle vælge efterfølgeren til Dallin H. Oaks, der var rektor på BYU dengang.

Da bror Holland blev indkaldt til et møde med Det Første Præsidentskab nogle få dage senere, gik han ud fra, at mødet var relateret til hans opgave med undersøgelseskomiteen. Han blev målløs, da han blev bedt om at efterfølge rektor Oaks som den næste rektor på BYU.

Universitetet var »et sted, jeg holder meget af,« sagde ældste Holland senere, på grund af den ånd han altid følte der og den måde, hvorpå BYU havde berørt hans liv.

Fakultetet, de ansatte og de studerende tog hurtigt imod familien Holland. Søster Hollands erfaring med evangeliet tillige med hendes barmhjertige ånd viste sig at være en stor hjælp i de år, parret Holland arbejdede som et hold på BYU. I det, der kærligt på campus blev kendt som »Jeff og Pat Show,« gav de ved begyndelsen af hvert skoleår oprigtige og fornuftige åndelige råd, der berørte mange. Nogle af de taler på BYU blev vartegn i hans evangeliske undervisning.

I et interview efter sit første år som rektor for BYU talte han om at opdage mange gode sider ved skolen, der kunne pudses som en værdifuld juvel. Men han bemærkede, at pudsningen skulle udføres med øje for fortræffelighed på en bred front. Moralsk fortræffelighed, sagde han, må være en integreret del af undervisningen. Måske kunne ingen anden rektor for et universitet sige, at en del af sin skoles mission var at bidrage til »ophøjelse og evigt liv for de mænd og kvinder, der går her.« Flere år senere sagde han, at BYU’s storhed ikke lå i dens fine fysiske forhold eller dens anseelse i den akademiske verden eller collegesport, men snarere i de personer, der var der.

Rektor Holland stod overfor prøver og udfordringer, da han ledte BYU. Han blev kaldet til at stå i spidsen for en 100-millioner dollar indtjeningskampagne for universitetet, og han blev ofte mål for bagtalelse og kritik af modstandere af BYU Jerusalem Centeret, da det blev bygget i den sidste halvdel af 1980’erne. Men projektet gav ham et »dejligt samarbejde« med præsident Howard W. Hunter (1907-1995), daværende præsident for De Tolv Apostles Kvorum og endnu en gang med ældste Faust. Den åndelige undervisning han modtog var uvurderlig.

Kaldet til De Tolv

Da det blev Jeffrey Hollands tur til at blive afløst som rektor for BYU, blev han den 1. april 1989 kaldet til De Halvfjerds’ Første Kvorum. Fem år senere, den 23. juni 1994, blev han kaldet til De Tolv Apostles Kvorum. Kaldet indgød stor ærefrygt og taknemmelighed hos ham.

»Naturligvis er det mest spændende for mig og den mest glædelige af alle erkendelser, at jeg nu får mulighed for at sige – med Nephis ord – jeg ›taler om Kristus, … fryder [mig] i Kristus, … prædiker om Kristus [og] profeterer om Kristus‹ (2 Ne 25:26), overalt hvor jeg er, og med alle, jeg måtte være sammen med indtil mit sidste åndedrag,« sagde han ved generalkonferencen i oktober i 1994. Der kan helt sikkert ikke være noget højere formål eller større privilegium end at være et særligt vidne ›om Kristi navn i hele verden‹ (L&P 107:23).«

En af de erfaringer, præsident Holland fik i sin kaldelse, var gennem en unik opgave, som han delte med præsident Dallin H. Oaks.

I august 2002, tog ældste Holland som apostolsk vidne til Chile, på en særlig opgave fra Det Første Præsidentskab, hvor han i to år var leder og underviste. Den daværende ældste Oaks havde på samme tid fået til opgave at være i Filippinerne.

»Ældste Holland lagde primært vægt på at være et eksempel på at lede på Herrens måde,« står der i historiske noter. »Han hjalp med at oplære nye ledere og stod for reorganiseringen, ophævelsen og sammenfletningen af hundredvis af menigheder og et dusin stave. Denne reorganisering og oplæring var nødvendig på grund af Kirkens hurtige vækst i landet. Hans lederskab hjalp til at styrke enhederne og til at forberede Kirken i Chile på fremtiden.«

Han skabte også nogle vigtige forbindelser for Kirken ved at blive venner med chilenske regeringsledere, herunder landets præsident og hans hustru, som Kirken udførte humanitære projekter med. Da hans chilenske opgave var forbi, havde han svært ved at sige farvel.

Ved en regionalkonference den 11. juli 2004 indledte han sin farveltale med at sige: »Dette øjeblik – denne konference – er meget vanskelig for mig«. På spansk, som han havde kæmpet for at lære i over to år, sagde han til de hellige i Chile: »Jeg vidste ikke, at jeg ville komme til at elske jer så højt … I vil altid være i mit hjerte.«

Han fortalte så på engelsk, ved hjælp af en tolk, om sin vision for Kirkens fremtid i deres land, »ikke som en besøgende«, sagde han, for »jeg er chilener.« Han talte om et »mirakel«, der ville finde sted i »hjemmene« i Chiles fremtid – en fremtid fyldt med åndelig styrke, når retfærdige chilenske præstedømmebærere, søstre og unge vævede lydighed mod evangeliske principper ind i deres liv.

»Vi er ikke i Kirken for vores egen skyld,« tilføjede han. »Vi er der for dem, der kommer efter os.«

Familielivet

Præsident Hollands optimistiske, positive, åbne personlighed viste sig i alt, han gjorde, men det lykkedes ham stort set at holde sit familieliv privat. Historier og kommentarer fra hans børn viser dog, at han i familiesammenhænge også var en dygtig lærer.

Familien Holland består af tre børn: Matthew, Mary Alice (McCann) og David. De var alle voksne, da deres far blev kaldet som apostel. Mary Alice og David husker begge deres fars villighed, i deres opvækst, til at ofre sig for sine børn. Mary Alice siger, at han altid omhyggeligt planlagde far-datter dates, som han vidste, at hun ville nyde, selvom aktiviteterne ikke var det, han holdt mest af. David husker engang, hvor hans far tog flere dage ud af sin travle kalender til en tur alene med sin yngste søn.

Hans kundskab og vidnesbyrd om vor himmelske Fader og hans plan var altid en del af undervisningen i familien.

Matthew fortæller en historie om en oplevelse med sin far, der lærte ham om åbenbaring. På vej hjem fra en udflugt fór de vild på nogle af de små øde landeveje. Det var ved at blive mørkt, da de kom til et sted, hvor vejen delte sig, og de kunne ikke huske, hvilken vej de skulle køre. Præsident Holland foreslog, at hans søn bad. Bagefter spurgte han Matt, hvilken vej han syntes, at de skulle køre. Matt svarede, at de skulle køre til venstre, og præsident Holland sagde, at han følte det samme.

De fulgte den aftalte retning og mindre end 10 minutter efter endte vejen blindt og de blev nødt til at vende tilbage til krydset, hvor de i stedet for kørte til højre. Matt tænkte over det, og spurgte sin far, hvorfor Herren ville give dem et svar, der førte dem ned ad den forkerte vej. Hans far svarede, at det måske var den hurtigste måde, hvorpå Herren kunne fortælle dem, hvilken vej der var den forkerte. Den anden vej var ikke velkendt for dem, men de kunne fortsætte med vished om, at det var den rigtige.

Blandt Matts bedste minder er den tid, familien brugte ved middagsbordet.

»Hver aften var en slags familieaften med latter, komplimenter, opmuntring, interessante samtaler, vidnesbyrd, undervisning og udtryk for kærlighed,« siger han. »Man vidste bare, at far var lykkeligst, når han var hjemme sammen med sin familie.«

Senere fik præsident Holland og hans familie grund til at sørge, da søster Holland døde den 20. juli 2023. Under hendes begravelse kaldte præsident Holland hende »den skønneste kvinde, jeg nogensinde har kendt«. Han tilføjede: »Hun var alt, hvad en ledsager kan være i denne verden, og jeg takker Gud for, at vi vil være sammen i den næste.«

Et apostolsk vidnesbyrd

Præsident Hollands hjertevarme taler som generalautoritet er kendt og elsket af kirkemedlemmer. Hans stærke vidnesbyrd om Jesu Kristi forsoning og Frelserens kærlighed blev fremhævet i dem alle.

»Tillid til Guds barmhjertige væsen er selve kernen i Kristi evangelium,« sagde han. »Jeg vidner om, at Frelserens forsoning ikke blot fjerner byrden af vore synder fra os, men også byrden af vore skuffelser og sorger, vores hjertekval og vores fortvivlelse«

Ved en anden lejlighed sagde han: »Må vi erklære os selv, for i højere grad, at være Herren Jesu Kristi disciple, ikke blot i ord og når det går godt, men i gerning og i mod og i tro, også når stien er ensom og når vores kors er for tungt at bære.«

Han bar også sit vidnesbyrd: »Vores eneste håb om sand fuldkommenhed ligger i at modtage den som en gave fra himlen – vi kan ikke selv gøre os ›fortjent‹ til den. Derfor tilbyder Kristi nåde os ikke blot frelse fra sorg og synd og død, men også frelse fra vores egen vedvarende selvkritik.«

Ældste Holland fokuserede altid på at hjælpe tilhørere til at forstå Frelserens centrale rolle i vor Faders plan: »Hvis Jesus – hans navn, hans lære, hans eksempel og hans guddommelighed – kan være kernen i vores gudsdyrkelse, vil vi konsolidere den sandhed, som Alma engang underviste om: ›Meget skal finde sted, [men] se, der er [noget], der er af større vigtighed end alt andet … Forløseren[, der] lever og kommer blandt sit folk‹ (Alma 7:7).«

Hans vidnesbyrd om Jesus Kristus var uløseligt forbundet med hans vidnesbyrd om profeten Joseph Smith og Mormons Bog. Kraften fra den bog var med til at forme hans lærdomme og hans liv:

»I [min] rolle som vidne, vil jeg gerne erklære, at de åndelige oplevelser og hellige bekræftelser, som jeg har modtaget angående Frelseren og hans genoprettede kirke, kom først til mig som ung mand, da jeg læste Mormons Bog …

Sandfærdigheden af Mormons Bog – dens oprindelse, dens lære og omstændighederne omkring dens fremkomst – er afgørende for sandfærdigheden af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige …

Mormons Bog bekræfter vores højere og mere storslåede tro på, at Jesus er Kristus, den levende Guds Søn, verdens Frelser og Forløser.«

Selvom hans stemme nu er forstummet, vil ingen, der nogensinde har hørt eller læst præsident Jeffrey R. Hollands vidne om Herren og Frelseren, Jesus Kristus, nogensinde glemme det – nøjagtig som de heller ikke vil glemme hans kraftfulde taler.