2024
Ældste I. Raymond Egbo
Maj 2024


»Ældste I. Raymond Egbo«, Liahona, maj 2024.

Ældste I. Raymond Egbo

Generalautoritet og halvfjerdser

Mens han gik på en religiøs kostskole i Nigeria, blev ældste I. Raymond Egbos storesøster ved med at invitere ham til at »komme og se«, hvad Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige havde at tilbyde. Som 14-årig begyndte han at gå til seminar om aftenen.

Da ældste Egbo læste materialerne i seminarkurset, kom han til Lære og Pagter 135 og Joseph Smiths martyrium.

»Noget rørte mig stærkt, og jeg vidste, at profeten Joseph Smith var Guds profet. Jeg vidste, at han blev dræbt for sandheden,« siger ældste Egbo, der snart tilsluttede sig Kirken. »Jeg føler stadig lige nu, hvordan jeg havde det den dag, da jeg læste det.«

Da han senere studerede på universitetet, opfordrede hans søster ham til at tage på mission. Deres far blev vred på ham, fordi han droppede sine studier, men ældste Egbo skrev jævnligt breve til ham, hvor han beskrev alt, hvad han lavede, og hvad han underviste i.

Til ældste Egbos overraskelse læste hans missionspræsident et brev højt for ham, da hans mission nærmede sig slutningen; det var fra hans far, hvori der stod, at han var blevet døbt. »Fortæl ham, at jeg venter på ham,« skrev hans far.

Ældste Idyo Raymond Egbo blev født i Port Harcourt i Rivers State i Nigeria den 25. juni 1974 som søn af Udo Idio Egbo og Veronica Ukamaka Egbo. Han mødte Comfort Ikip Ese, da hendes familie flyttede til hans gren i 1994. De blev gift den 15. maj 2003 i Calabar i Nigeria. De har tre børn.

Ældste Egbo har uddannelser i pædagogik, regional planlægning og virksomhedsledelse fra tre universiteter. Han har arbejdet i seminar og institut siden 2002 i en række forskellige stillinger, deriblandt som national leder og områdeleder.

Da ældste Egbo blev kaldet, tjente han som områdehalvfjerdser i Det Vestafrikanske Område. Han har tjent som præsident for Calabar-missionen i Nigeria og har været rådgiver i stavspræsidentskabet og højrådsmedlem. Han var på fuldtidsmission i Lagos-missionen i Nigeria.