Hvad vil det sige at elske andre, som Frelseren elsker mig?

Præsident Jeffrey R. Holland

Fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum

Her er to tanker om Frelserens »nye bud«.

Fra en tale, der blev holdt ved et seminar for missionsledere den 26. juni 2020.

Jesus Kristus med sine apostle ved den sidste nadver

Jeg har ofte tænkt på den bekymring, Jesus må have følt, da han vidste, at hans jordiske tjenestegerning nærmede sig sin afslutning, og at den daglige ledelse i hans meget unge kirke ville hvile på skuldrene af et dusin helt almindelige mænd, der i bedste fald havde været i Kirken i knap 36 måneder. Vidste de nok? Havde de forstået noget af det, han så hårdt havde prøvet at lære dem? Kunne de løfte dette enorme ansvar?

Hvilken sidste lektie kunne han undervise i, som ville bære dem igennem hans fysiske fravær? Med en bøn, ja, en befaling, der bør gennembore os i dag lige så meget, som den gjorde dengang, sammenfattede Guds levende Søn hele sin tjenestegerning og deres ultimative, vedvarende ansvar i ét begreb – ét storslået, evigt princip:

»Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.

Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.«

To tanker om dette nye bud

Må jeg komme med to korte tanker om dette nye bud, vi har fået.

For det første lyder dette ultimative kristne bud om at elske så enkelt. Jesus valgte bevidst ét princip, én målestok for succes, som er meget let at forstå, men ikke nødvendigvis så let at efterleve.

En anden tanke fokuserer på, at Frelseren kalder det et »nyt bud«, men jeg får lyst til at sige: »Det er da ikke nyt.«

Måske hjælper det at vide, at det græske ord, der bruges her for »ny (kainen) antyder friskhed, eller det modsatte af udslidt, snarere end blot nylig eller anderledes«. Den friske eller uprøvede betydning af dette nye bud var, at disse disciple – og alle os andre – skulle elske på samme måde, som Jesus elskede: »Som jeg har elsket jer.« Det var den nye del, den særlige del, af en meget gammel lov.

Og noget andet var også nyt. Det Frelseren, den mesterlige lærer, gjorde, var at dele det ene store bud om kærlighed op i to dele. Ja, de skulle elske hinanden, men Kristus belærte om, at det kun ville være fuldt ud muligt ved at elske Gud først. Således kunne han tale om det store bud som de to store bud, hvoraf ingen af dem ville være fuldstændige uden det andet.

Præsident Howard W. Hunter lærte engang: »Kærligheden til vores næste udspringer af Guds kærlighed som kilde.«

Den indsigt er helt afgørende – ny, kunne vi sige – for forståelsen af de to store bud. Gennem sin tjenestegerning gjorde Kristus konstant sin ubøjelige loyalitet, sin totale lydighed og sit unikke kærlige forhold til sin Fader klart. At elske, som Kristus elskede – »som jeg har elsket jer« – er at elske Faderen mest af alt, at adlyde ham til enden og deri finde den guddommelige motivation til at elske vores næste som os selv. Dette var virkelig en »ny idé«.

Hvordan denne kærlighed ser ud

Mormon kom med, hvad der måske er den mest omfattende udtalelse nogensinde fremsat om denne form for kærlighed – om næstekærlighed, som han kalder det, »Kristi rene kærlighed«:

»Næstekærligheden er langmodig og er venlig og misunder ikke … bliver ikke let ophidset, tænker ikke ondt … tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt.

Derfor, mine elskede brødre, hvis I ikke nærer næstekærlighed, er I intet; for næstekærligheden hører aldrig op. Hold derfor fast ved næstekærligheden, som er det største af alt …

men næstekærligheden er Kristi rene kærlighed, og den varer ved for evigt; og den, som på den yderste dag findes i besiddelse af den, med ham skal det være vel.«

Eliza R. Snow fortalte engang om en tale af profeten Joseph Smith, hvor han brugte disse vers og deres modstykke i Det Nye Testamente fra 1 Korinther 13 som sin tekst. I den prædiken sagde Joseph:

»I skal åbne jer for hinanden, hvis I vil gøre som Jesus … [I] skal bære over med hinandens svagheder, ligesom overbærende forældre bærer over med deres børns svagheder …

Lad da jeres medfølelse og kærlighed til hinanden øges – I skal være langmodige og bære over med menneskehedens fejl og mangler. Menneskenes sjæle er af stor værdi!«

Joseph og Hyrum: Eksempler på kristuslignende kærlighed

Aftenen før profeten Joseph Smith og hans bror Hyrum Smith blev dræbt – aftenen den 26. juni 1844 – åbnede Hyrum igen Mormons Bog, sandsynligvis igen til det 12. kapitel af Eter, hvor han tidligere havde læst. I dette mørke øjeblik, på dette mørke sted, læste han om næstekærlighedens frelsende nåde, selv mod dem, der måtte udøve uretfærdighed, vold og død.

Dette vidnesbyrd, fremført i den sammenhæng, læst på selve dødsaftenen, er en af de 10.000 grunde til, at jeg ved, at Mormons Bog er sand. Ingen, ikke ét menneske, tæt på at stå over for deres Skaber, ville åbne en bog, de selv havde skabt, søge evig trøst i den og citere fra den som deres sidste vidnesbyrd i jordelivet. Disse mænd siger ikke, at det hele var en joke. De griner ikke af, hvor mange mennesker de har narret. Nej, med Mormons Bog i deres hænder og et udtryk for næstekærlighed på deres læber forbereder disse to sig på at stå foran Kristi domstol.

Hvert eneste element i denne tragiske oplevelse råber »sandhed, sandhed, sandhed«. »Vidnerne er nu døde, og deres vidnesbyrd er i kraft.« Deres klæder er stadig uplettede.

»Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.« Joseph og Hyrum elskede virkelig Herren.

I bliver måske ikke bedt om at sætte jeres liv til, som de gjorde, men I kan elske Frelseren, som de gjorde. Åbn jeres hjerte og mærk Herrens kærlighed til jer. Lad ham hviske til jer, hvordan I kan dele den kærlighed med hans børn.