Jesu Kristi evangelium: En opmuntrende lyd
Det gengivne evangelium bringer formål og glæde til jer på jeres rejse mod evigt liv.
Håbets lys [Light of Hope], af Simon Dewey
Da jeg tjente som missionsleder i Japan for nogle år siden, havde jeg et interview med en mand, der havde tilsluttet sig Kirken et år tidligere og ønskede at få en tempelanbefaling.
Under vores samtale beskrev det nye medlem, hvor dybt taknemmelig han var for de velsignelser, han havde modtaget i det år, der var gået siden hans dåb. For mig viste han en pagtstillid, der var et resultat af hans forståelse af evangeliet, som var dybt forankret i hans indre. Han var en af Jesu Kristi omvendte disciple, som havde oplevet en mægtig forandring i hjertet (se Mosi 5:2).
Efter interviewet fortalte jeg distriktspræsidenten, hvor imponeret jeg var over, at missionærerne og medlemmerne havde fundet, og åndeligt plejet, en så fremragende mand med et sådant potentiale.
Jeg var forbløffet over at høre, at da denne mand begyndte at mødes med missionærerne og gå i kirke, var han hjemløs og levede under næsten håbløse forhold. Denne brors studium af evangeliet og hans omvendelse over en periode på nogle måneder førte til hans mirakuløse forandring, der førte ham ind på en sti med åndelig og timelig selvhjulpenhed og glæde.
Evangeliet gav denne bror et klart billede af formålet med sit liv. Enkle og dyrebare evangeliske sandheder gav ham svar på vigtige spørgsmål om livet på jorden. Sådanne velsignelser er lige så tilgængelige for jer og alle Guds børn gennem Jesu Kristi evangelium.
Formålet med livet
Jesu Kristi evangelium er blevet gengivet ved profeten Joseph Smith. I sit sidste vidnesbyrd til Kirken sagde præsident M. Russell Ballard (1928-2023), daværende fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum:
»Vi ved, hvem Gud er; vi ved, hvem Frelseren er, fordi vi har Joseph …
Hvor [er vi] velsignede … ved at vide, hvad vi ved om vores formål med livet, hvorfor vi er her, hvad vi bør prøve at gøre og opnå i vores daglige liv.«
For medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige omfatter denne viden en forståelse af Guds »fuldkomne frelsesplan«, også kendt som »den store plan for lykke«, »forløsningsplanen« og »barmhjertighedsplanen« (Alma 42:8, 11, 15). Guds plan »tager mysteriet ud af livet og usikkerheden ud af vores fremtid«. »Kristi lære« er afgørende og central for den plan og formålet med livet.
På grund af evangeliet ved vi, at vi er Guds børn, sendt til jorden for at blive prøvet og forberedt til at opstå (se L&P 76:39). Vi kender buddene og har lært at »kende godt fra ondt« (2 Ne 2:5). Vi ved, at vi er her for at elske og tjene, og at Frelseren har kaldet os til at overvinde verden og hjælpe andre til at gøre det samme (se Joh 16:33).
Det, Joseph Smith kaldte »vor Herre Jesu Kristi opmuntrende evangelium«, vil styrke os i svære tider og give os og andre mening og formål.
Lydighed og velsignelser
Gud har givet os handlefrihed, så vi kan være ansvarlige for vores valg (se L&P 101:78; se også 2 Ne 2:16). Som en del af »en modsætning i alt« (2 Ne 2:11) får Satan lov til at friste os til at misbruge vores handlefrihed.
I vor tid kaldte Herren profeten Joseph Smith og »[talte] til ham fra himlen og [gav] ham befalinger« (L&P 1:17). Herren fortsætter med at åbenbare sine befalinger og sin vilje for sine profeter i dag, fordi han ønsker at føre os til lykke i dette liv og til celestial herlighed i det næste liv.
Kong Benjamin prædiker for nefitterne, af Gary L. Kapp
Underviser den sande lære [Teaching True Doctrine], af Michael T. Malm
Joseph Smith forkynder [Jospeh Smith Preaching], af Sam Lawlor.
Lydighed mod Guds bud bør komme af vores hengivenhed for og kærlighed til ham. Frelseren Jesus Kristus har sagt: »Elsker I mig, så hold mine bud« (Joh 14:15). Det ultimative resultat af at vise vores kærlighed til Herren ved at holde hans befalinger er velsignelser, der bringer lykke og glæde (se L&P 130:20-21).
Med et klart perspektiv på vores guddommelige oprindelse og skæbne ved vi, at »de selvsamme ting, der vil gøre [vores] liv på jorden til det bedste, det kan være, er præcis de samme ting, der vil gøre [vores] liv i al evighed til det bedste, det kan være!«
Glæde på jeres rejse
Den glade nyomvendte, jeg mødte i Japan for mange år siden, fandt Jesu Kristi gengivne evangelium gennem sin og missionærernes og medlemmernes flid. Han fandt sit formål og udvidede sin vision om den store plan for lykke, som bragte ham velsignelser og glæde, der opløftede ham både timeligt og åndeligt.
Ældste Patrick Kearon fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:
»På grund af vor himmelske Faders kærlige plan for alle sine børn, og på grund af vor Frelser, Jesu Kristi forløsende liv og mission, kan – og bør – vi være de gladeste mennesker på jorden! Selv når livets storme i en ofte urolig verden rammer os, kan vi fremelske en voksende og varig form for glæde og indre fred på grund af vores håb i Kristus og vores forståelse af vores egen plads i den smukke plan for lykke.«
Jeg udtrykker min taknemmelighed og mit vidnesbyrd om Jesu Kristi gengivne evangelium og den store plan for lykke. Jeg opfordrer jer til at spise af evangeliets frugter og føle mere glæde på jeres rejse mod evigt liv.