Den mystiske dåse

»Hvad er det her, mor?« Sadie trak en stor dåse frem fra bagerst i skabet. »Der er ingen etiket på den.«

»Den havde jeg glemt,« sagde mor. »Etiketterne var faldet af nogle dåsevarer, så butikken solgte dem billigt. Jeg købte en. Jeg regnede med, at det nok var dåseærter.«

Sadie skar ansigt. Dåseærter var ikke hendes favorit.

Mor tog dåsen og vendte den. »De bliver snart dårlige. Vi må hellere spise dem i dag.« Hun stillede dåsen på bordet.

»Hvad er det?« spurgte Sadies storebror, Jason.

»Hvem ved?« sagde Sadie. »Mor tror, det er ærter.«

Jason rystede dåsen. »Det lyder ikke som ærter. Mit gæt er bønner.«

Det gav Sadie en idé. Hun tog noget tape og en tusch og skrev »ærter« på et stykke papir og »bønner« på et andet. Hun tapede dem fast til dåsen.

Så tænkte hun sig om et øjeblik og skrev »tomatsovs« på et andet stykke.

Så kom far ind i køkkenet. »Hvad sker der her?«

»Vi leger en leg,« sagde mor. »Gæt, hvad der er i dåsen.«

Far tog dåsen, rystede den hårdt, og snusede til den. »Champignoner!« bekendtgjorde han.

Alle jamrede. »Ikke champignoner!« sagde Sadie. Det var værre end ærter, bønner og tomatsauce. »Måske skulle vi bare smide dåsen ud.«

»Er du ikke nysgerrig efter at vide, hvad der faktisk er indeni?« spurgte mor.

Far greb dåseåbneren. »Det er jeg!«

Da far åbnede dåsen, holdt Sadie sig for øjnene. Men da han trak låget tilbage, blev hun overrasket. Dåsen var fuld af lækker frugt.

»Lækkert!« sagde hun, mens hun så på de afskårne pærer, druer, kirsebær og ferskner.

Jason fandt skåle og skeer. »Lad os spise!«

Sadie tog noget frugt fra dåsen ned i sin skål. »Tænk engang, at vi alle tog fejl,« sagde hun. »Jeg var sikker på, at der var noget ulækkert indeni.«

»Sætter vi nogensinde etiketter på folk, på den måde?« spurgte mor.

»Hvad mener du?« spurgte Sadie.

Far satte sin skål på bordet. »Vi beslutter os for, hvordan de er indeni, når vi kun kan se, hvordan de er udenpå.«

Sadie tænkte over det. »Da Samara var ny i skolen, troede jeg, at hun ikke var venlig. Men så fandt jeg ud af, at hun ikke kunne tale vores sprog særlig godt. Nu leger vi hele tiden!«

»Det er et godt eksempel,« sagde mor.

»Nogle gange føler jeg, at jeg får en etiket på mig,« sagde Jason stille. »Børn i skolen siger, at jeg kun får gode karakterer, fordi læreren kan lide mig. Men sandheden er, at jeg arbejder hårdt og laver alle mine lektier.«

»Etiketter kan være sårende, ikke?« sagde far.

Jason nikkede.

Sadie spiste sit sidste stykke frugt. »Men er alle etiketter en dårlig ting? I butikken skal man vide, hvad man rent faktisk køber.«

»Du har ret,« sagde far. »Så hvornår er etiketterne en god ting?«

Jason holdt sin ske op. »Når de er sande!«

»Og hvem ved, hvordan en person i virkeligheden er indeni?« spurgte mor.

»Himmelske Fader,« sagde Sadie og Jason samtidigt.

»Jeg forstår det!« sagde Sadie. »Jeg er Guds barn. Det er den rette etiket til mig.«

»Og mig,« sagde Jason.

»Og mig!« sagde far.

»Til alle.« Mor smilede. »Så vi bør ikke sætte etiketter på folk baseret på, hvad vi ser på ydersiden, eller tro på de falske etiketter, nogen sætter på os. Fordi det er kun Gud, der ved, hvordan vi i virkeligheden er indeni.«

Sadie skrev på et nyt stykke tape og satte det på sin sweater. »Guds barn,« sagde hun. Sadie smilede. Hun kunne bedst lide den etiket.

Illustrationer: Róisín Hahessy