Afsluttende bemærkninger

Jeg er sikker på, at I fangede løftet: »Frelserens fred, glæde og guddommelige kærlighed«. Og må det være jeres. Og må I handle på en måde, der vil bringe det til jer – bringe jer disse velsignelser på gavmild vis.

Jeg spiste frokost med præsident Oaks i fredags, og vi talte om dette møde. Og jeg sagde – jeg vidste jo, hvilket budskab og hvilket løfte, han ville give jer – så jeg spurgte ham, om der var noget mere, han ville sige til jer. Og han sagde, at han gerne ville have jer til at tænke over, hvilken slags verden, I vil give videre til jeres børn. Sikke et spørgsmål! Jeg ved ikke, hvor mange af jer der går rundt med sådan nogle tanker lige nu, men det er et spørgsmål af den slags, en profet ville stille. Og jeg beder til, at det, vi taler om i aften, må forberede jer til at forberede verden endnu bedre til jeres børns komme — de børn, som han sagde vil få stor indflydelse på den.

Da jeg tænkte på præsident Oaks’ løfte til jer, tænkte jeg på andre profeter. Og jeg tænkte på Alma den Yngre, der fik en dramatisk begyndelse på sin tro. Han levede selvfølgelig et liv præget af dyb fornedrelse og modarbejdede Kirken med stor kraft, indtil den dag hvor alt ændrede sig i en af de mest dybtgående forvandlinger, vi finder i skrifterne. Og han sagde blandt andet i det øjeblik: »Hvilken glæde og hvilket forunderligt lys så jeg ikke; ja, min sjæl blev fyldt med glæde, lige så overordentlig stor som min smerte [havde været].« Det er ekstraordinært at tænke på. Og at tænke på hans forvandling og derefter på, hvad han gjorde, og hvordan han handlede, og hvem han velsignede.

Han talte om dem, hvis sjæle – det her er senere – han talte om dem, hvis sjæle udvidede sig og »sang sangen om den forløsende kærlighed«. Jeg elsker den vending. »Syng sangen om den forløsende kærlighed«. Og han ønskede, at hans folk skulle forstå det og forstå, hvad de gik glip af, hvis de ikke sang sangen om den forløsende kærlighed. Så han prøvede og prøvede og prøvede og arbejdede og arbejdede og arbejdede for at hjælpe dem til at forstå det. Han stillede dem spørgsmål, der ville lede dem i den retning, der ville hjælpe dem til at forstå. Han spurgte: »Er I blevet født åndeligt af Gud?« Forestil jer at være i den menighed. »Ser I fremad med troens øje?« spurgte han. Vidunderligt at tænke på at være der. Og så spurgte han, på den mest vidunderlige måde: »Hvis I har oplevet en forandring i hjertet, og hvis I har følt lyst til at synge sangen om den forløsende kærlighed, vil jeg spørge, om I også føler således nu?« Wauw. »Føler I således nu?«

Jeg ved ikke, hvad I tænker, men jeg har ofte forestillet mig, hvordan det måtte være at sidde i en af de forsamlinger, en af de grupper, hvor han stillede de her spørgsmål og underviste og længtes efter at hjælpe dem med at forstå det, han selv var kommet til at forstå gennem sin enestående forvandling og sin enestående omvendelse. Jeg forestiller mig ham stå i sådan en situation og kigge ud over en stor forsamling, går jeg ud fra. Nogle af menneskerne kendte han – måske endda mange af dem – og sige: »Føler I således nu?« Alle mulige billeder kommer til mig. Jeg har et af en ung fyr, der rækker hånden op og siger noget i retning af: »Tja, Alma, jeg har svært ved det, for, altså … i aftes i stormen, blæste mit telt omkuld.« Det skulle være morsomt. Det er rystende. Ja, hans telt blæste omkuld.

Så lad os vende tilbage igen til sådan, som det meget vel kan have været. Til en anden forsamling på en anden dag stiller Alma spørgsmålet: »Føler I således nu?« Og her tænker jeg på en anden. Jeg tænker på en ung mand, måske i begyndelsen af 20’erne — jeg kalder ham Samuel — som faktisk rakte hånden op i min forestillede situation. Og han siger til Alma: »Jeg har der rigtig svært. Jeg frygter, at min høst vil slå fejl«. Igen siger han: »Du kender Rebecca. Du ved, hvad jeg føler for Rebecca. Men jeg er bare ikke sikker på, hvad hun føler for mig«. Og nu har han Almas opmærksomhed. Og så siger han: »Og lamanitterne kommer nærmere«.

Så Alma tænker sig om, ser på ham, sikkert med stor kærlighed, og siger til Samuel: »Det er virkelige bekymringer, Samuel. Og de tynger dig. Men Samuel, du ved, hvem du er. Du ved, hvem du er. Du ved, hvem din Frelser er. Du ved, at jeres kærlige Fader i himlen vil sende sin Frelser for at forløse dig. Og du vil blive omsluttet af din Frelsers arme. Samuel, du ved, hvordan dette udspiller sig«. Og så med mere kraft. »Samuel, dette er tro. Samuel, dette er tro«. Og selvfølgelig er der andre i den menighed, der absolut »føler således nu«. Men der var andre som Samuel – sikkert mange, jeg ved det ikke. »Samuel, dette er tro. Samuel, syng sangen om den forløsende kærlighed.« Og med det ser jeg for mig, hvordan Alma stråler mod ham, som om han bare længes efter at overføre det hele til Samuel — hvilket jeg er sikker på var lige det, han ville. »Samuel, syng sangen om den forløsende kærlighed.«

Ja, kære venner, det her er igen noget, som vi alle kan øve os på. I kender alle – langt de fleste af jer – disse grundlæggende sandheder, som Alma underviste Samuel og de andre i. I kender disse sandheder. Og I ved mere, for det her er ikke hundreder af år før Frelserens komme, det her er hundreder af år, tusinder af år, efter Frelserens komme. Og vi har stadig en levende profet, og I har en levende profet i dag, der lover jer Frelserens fred, glæde og guddommelige kærlighed, og I ved, hvor I kan finde den. Men det vil kræve, at I selv får den her — forståelsen af sandheden — helt frem i bevidstheden. Forrest i jeres hjerter og forrest i jeres sind. Træk den helt frem, så den kommer foran bekymringer om afgrøder, kæresten der endnu ikke er helt på plads, og lamanitterne der nærmer sig. Men vi har vores tro tæt på, helt forrest. Ikke som Samuel tydeligvis havde gjort på det tidspunkt, sat den i baggrunden. Lige foran os, er det sted, hvor vi har brug for den. Og det skal vi øve os på. Vi er nødt til at øve os på det dag ud og dag ind – på samme måde som mange af jer lærte det, da I var på mission, eller som mange af jer har kæmpet for at lære på andre måder. Men vi har brug for, at vores tro står i forgrunden, så hvad gør vi? Jo, vi synger sammen en sang om forløsende kærlighed.

Det afsluttende musikalske indslag i dag vil være »Lad os stævne frem« til arrangementet af den ekstraordinære Richard Elliott, som vi er så velsignet med at have ved orglet i dag, dirigeret af Marshall McDonald, vidunderligt med dette kor. Men det, vi vil gøre, er at sammenligne den måde vi synger på, før de synger til sidst, for at komme til en forståelse af disse sandheder, med rejsen, om I vil, med at synge sangen om den forløsende kærlighed og fuldt ud acceptere, at vi ikke alle er der, men at vi kan strække os i den retning, og det eneste vi behøver, er vores tro helt tæt på og i forgrunden med alt andet i baggrunden. Så det, vi skal gøre, er først at synge de første to linjer af salmen sammen. Jer sammen med koret. Og når I gør det, er det helt acceptabelt, at I måske bliver overraskede, at I bliver distraheret, hvis I har det sådan. Faktisk kunne vi opfordre jer til at være lidt langsomme, sådan som det nogle gange er, bare ind imellem, når I kommer ind i en menighed, og de ikke helt oppe på dupperne.

Jeg har aldrig selv været i en. Men kan I gøre det? Her første gang gør vi det som måske en af de værste oplevelser, I har haft. Og det gør vi – bare de første to linjer. Og ordene vil komme op her nu, tror jeg. Hvert øjeblik.

[Forsamlingen og koret synger tøvende »Lad os stævne frem.«]

Håbløst. Det er en af mine yndlingssalmer, og på mange måder er det en salme, en hymne, om den forløsende kærlighed. Og alligevel synger vi den rent faktisk nogle gange sådan. Jeg måtte overtale, ja bønfalde Richard Elliot om at spille den på den måde. Han sagde: »Jamen, hvad vil organister rundt om i verden tænke? Vil de være bekymrede for, at jeg er … « − Jeg sagde »Nej, vi beder dig indtrængende dig om at gøre det på den måde. Det handler ikke om organisten. Det handler ikke om, at det bliver gjort dårligt. Det handler om, at vi bliver forandret, mens vi lærer at synge med forløsende kærlighed. Mens vi lader vores tro komme helt frem, så den er lige ved hånden og kan overskygge alt andet i klarhed og lys.

Okay, så bare for at give os en fornemmelse af, hvordan det kan lyde, og vi prøver igen om lidt, får vi koret til at synge… hvad er det nu, to linjer af omkvædet? Tak, Marshall.

[Koret synger sprudlende »Lad os stævne frem.«]

Hvad synes I? Okay, så det er bare sådan, vi skal gøre. Så igen, husk. At salmer har ord, de har vendinger, og vi lægger trykket, kraften, lyset og energien i de ord og vendinger, der betyder noget. Og så giver I dem et løft. Det betyder ikke noget, om I har en grim sangstemme, bare syng for himlens skyld. Og dette er igen parallellen til, at I lægger vægten dér, hvor den skal være i jeres vidnesbyrd. Læg vægten dér, hvor den skal være, på den måde, som Alma mente det, og på den måde, som præsident Oaks mener det, når han lover jer fred, glæde og guddommelig kærlighed fra Frelseren, når I deltager i institut, og når I deltager i – lad os udvide det – nadvermødet og alt andet helligt og smukt. Men vi er nødt til at arbejde og lægge energien dér.

Jeg tror, at det, vi skal gøre nu, er at synge tredje vers og omkvædet sammen. Er I klar til det? Okay, denne gang skal I ligesom give den lidt mere.

[Forsamlingen og koret synger: »Lad os stævne frem«.]

Det var meget, meget, meget bedre. Så meget bedre. Men husk, hvad vi giver udtryk for her. Vi kommer i sandhed til at sætte vores tro forrest. Og I skal virkelig fremhæve de ord, der betyder noget. Jeg tror, vi har fremhævet et par stykker, men I kan lægge tryk på hvad som helst, der taler til jer. Okay? Det er sådan, vi skal synge, og sådan vi virkelig håber, at I vil synge dér, hvor sangen ikke er så kraftig – også selv om I er de eneste, der gør det. Men husk, at det her afspejler, hvordan jeres tro vokser. Og ved at sætte jeres tro med eftertryk i forgrunden trods jeres bekymringer, jeres uro og frygt, i håbet om, at I vil overskygge dem.

Okay, lad os prøve det en sidste gang sammen.

[Forsamlingen og koret synger begejstret »Lad os stævne frem«.]

Hvordan føltes det? Okay. Det kræver handling, det kræver vision, det kræver et bevidst valg at sætte det, vi har brug for at fremhæve, i forgrunden åndeligt, så vi kan overskygge den frygt og den uro, som i mange tilfælde er fuldstændig virkelig. Men jeg beder jer inderligt om at øve det. Nadvermødet er en af de muligheder, hvor I kan øve jer i at gøre det smukt. At synge når som helst er en anden mulighed. Men det er her, og på denne måde, vi lægger betoningen, og det er sådan, vi bringer vores tro i forgrunden på den måde, som Alma og præsident Dallin H. Oaks opfordrer os til.

Kære venner, tak for jeres godhed. Må I blive velsignet, idet I stræber efter at lægge jeres fokus i livet der, hvor det hører hjemme. Tak for jeres godhed. Jeg er så taknemmelig for denne tid sammen med jer. Og jeg er så taknemmelig for, at jeg fandt min tro, da jeg var sidst i tyverne, at jeg kan være sammen med jer i dag i denne smukke forsamling, hvor vi taler om tro, om lys, om glæde og særligt løftet om Frelserens fred, glæde og guddommelige kærlighed.« Jeg bærer vidnesbyrd om disse ting med kærlighed og taknemmelighed og i Jesu Kristi navn. Amen.