Bemærkninger og drøftelser: Ældste og søster Kearon og unge voksne
Verdensomspændende foredrag for Unge Voksne
Søndag den 1. februar 2026
Ældste Patrick Kearon: Det er vidunderligt at være her med jer allesammen i aften, hvor vi er samlet for at fejre 100 års institut og tænke på alle de liv, der er blevet forandret af seminar og institut gennem disse årtier. Det har været dejligt at se jer komme her i aften. Og jeg skulle lige til at sige, at det på en måde er hyggeligt – på den mest kolossale og enorme måde. Jeg håber, I har lagt mærke til, at vi har sat bistrolys op for at gøre stemningen ekstra hyggelig hernede.
Det er vidunderligt at være sammen med jer, og vi ser frem til denne stund sammen med jer, og vi takker jer for at komme. Vi forstår, at nogle af jer sad fast i en trafikprop, og alligevel er det lykkedes jer at være her.
Søster Jennifer C. Kearon: Ja, vi er så taknemmelige for de gode vibrationer, vi føler her i aften, og vi elsker at se ud over ansigterne på jer, der er her fysisk i aften. Men vi prøver også at forestille os de af jer, der er samlet i kirkebygninger eller i hjem eller et andet privat sted for at se med her til aften – mens I søger et tættere bånd til jeres Frelser. Vi elsker jer alle, og vi er så taknemmelige for at være sammen med jer.
For et par uger siden havde vi den fantastiske mulighed at mødes med to forskellige grupper af jeres jævnaldrende – og nogle af dem er her faktisk i aften – og vi sad bare og talte med dem. Vi sludrede i omkring en times tid med disse to forskellige grupper. De kom med nogle spørgsmål, og vi gav dem nogle svar. De repræsenterede fem forskellige nationer: Unge voksne fra USA, Mexico, Norge, fra den caribiske ø Curacao og fra Republikken Congo.
Ældste Kearon: Så det, vi vil gøre nu, er at gennemgå fem af de spørgsmål, der blev stillet på video. Og så vil vi sandsynligvis komme med en kommentar eller to mellem hvert af dem. Så lad os tage den første video.
Genkend og overvind forhindringer
Ung voksen: Hvad er nogle af de væsentligste forhindringer, I har set, som vi UV’ere måske selv kommer til at lægge i vejen for os selv, der blokerer os fra Guds kærlighed eller fra at blive det, som Gud ønsker, at vi skal være?
Ældste Kearon: Når jeg tænker på den slags forhindringer, som unge voksne møder, tænker jeg på forestillingen om, at livet er sat op som en prøve på samme måde, som I oplever i jeres studier – en prøve, der befinder sig på en slags umulig kurve. Jeg ved det ikke. Men jeg tror, at netop den slags tankegang kan blive en hindring for, hvordan vi forholder os til vores tid her på jorden og til det evige liv.
Lad mig give jer et af mine yndlingscitater fra præsident Henry B. Eyring: »Herren sætter os ikke igennem denne prøve … for at give os en karakter; han gør det, fordi processen vil forandre os«.
Vi bliver ikke prøvet, som man gør med sine elever – vi får mulighed for at presse os selv og lære. Ikke fordi der er nogen, der fører et stort evigt regnskab, men fordi vi har brug for at vokse og udvikle os og nå frem til en forståelse af, hvem vi er. Så det handler ikke om forhindringer. Det handler faktisk om, at vejen bliver banet for os – nogle gange med vidunderlige og smukke oplevelser og andre gange med oplevelser, der er meget svære og meget udfordrende.
Søster Kearon: Hvad med forhindringen, som tvivl på sig selv og frygt skaber? Hvad med den indre stemme i jeres sind? Den kan virkelig være en forhindring. Stemmer der gør jer mismodige. Stemmer, der fortæller jer, at I er en fiasko. Stemmer, der fortæller jer, at I ganske enkelt ikke slår til. Og det kan der være mange grunde til: Måske fik I ikke jobbet. Måske har I ikke bestået prøven. Måske har I et ønske om at blive gift, og er stadig ikke blevet det. Måske er I skilt. Måske kæmper I den samme kamp, mod den samme synd, mod det samme problem, som I har haft i lang tid. Og så siger stemmerne til jer: »Jeg er bare ikke god nok, jeg bliver aldrig god nok, jeg kan aldrig leve op til forventningerne, og jeg kan umuligt være det, Gud ønsker, jeg skal være«. Jeg tror, det er en forhindring. Og nogle gange hører jeg selv de stemmer.
Hvordan lyder Frelserens stemme i jeres hoved? Den lyder meget anderledes end det, jeg har beskrevet, med kyniske, kritiske og skamfulde stemmer, stemmer af håbløshed. Lyt til, hvad Frelseren fortæller os i Johannes kapitel 10. Jeg elsker det her.
»Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men klatrer over et andet sted, han er en tyv og en røver.
Men den, der går ind gennem døren, er fårenes hyrde
… Fårene hører hans røst, og han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud.
… og de følger ham, fordi de kender hans røst.
Men en fremmed vil de aldrig følge, de vil tværtimod flygte fra ham, fordi de ikke kender de fremmedes røst.
Nogle gange har I en fremmeds stemme i jeres hoved, en tyvs og en røvers stemme, og det har jeg også. Også mig. Stemmen fra en, der ikke kender jer, som er ligeglad med jer, og faktisk er opsat på at ødelægge jer. Vi må ikke lytte til disse stemmer, fremmedes, tyves og røveres stemmer, men i stedet lytte til røsten fra vor gode hyrde, som altid er opmuntrende, altid kærlig og altid håbefuld. Ja, han kalder os til at blive bedre. Ja, han kalder os om nødvendigt til omvendelse. Hans røst kommer altid fra en Frelser – en, der elsker os, som har betalt den højeste pris for os, og som rent faktisk er bundet ved pagt til hver eneste af os. Så tag for jer af Kristi ord, ikke af en fremmeds ord.
Okay, lad os se den næste video.
Hjælp dem, der bevæger sig væk.
Ung voksen: Der er forskellige stadier i livet, hvor jeg holder buddene i henhold til, hvordan jeg føler, at Gud forventer, at jeg holder dem, men hvordan hjælper man en ven, som man ser langsomt bevæger sig væk fra aktivitet i Kirken eller fra at føle Ånden hver dag? Hvordan hjælper man dem uden at få det til at lyde, som om de tager fejl?
Søster Kearon: Det er svært, fordi man ikke ønsker at virke fordømmende. Man ønsker ikke at fremstå som, I ved, ved at sige: »Åh, ja, den måde, jeg efterlever evangeliet på, er meget bedre eller den rigtige måde.« Det kan altid koges ned til kærlighed og tid, tror jeg. Jeres venner har brug for at føle jeres kærlighed og har brug for at vide, at I er parat til at give dem den tid, de har brug for.
Og måske befinder jeres venner sig i en fase, hvor de har brug for at tale om nogle af de ting, der foregår i deres eget sind og hjerte. »I kan give dem det klare budskab, at I er et sikkert sted - I vil elske dem, respektere dem, passe på dem og hjælpe dem, uanset hvad de går igennem.« I er måske ikke enige med dem, I vælger måske ikke det, de vælger, men det gør virkelig en forskel for venner, der kæmper med noget, at de har et sikkert sted at lande, og at de har nogen, de føler sig sikre på bekymrer sig om dem.
Jeg tror, at det hjælper at tale om tidspunkter, hvor de måske følte Ånden stærkere, end de gør nu, eller tidspunkter, hvor de efterlevede evangeliet mere trofast, end de gør nu. Og tal med dem om, hvordan livet var for dem dengang, og de forskelle, de lægger mærke til.
Og så ærlige, hjerte-til-hjerte, ånd-til-ånd-samtaler, hvor I ikke giver dem beskeden om, at »Åh, ja, I siger ikke, hvad jeg forventede, at I ville sige, eller I giver mig ikke det svar, jeg vil høre, og derfor lukker jeg samtalen ned«. Det synes jeg er rigtig vigtigt.
Og det er et princip, der gælder i alle vores forhold. Det er et princip, der gælder i forældrerollen. Det er et princip, der gælder, I ved, når vi taler med vores kære i enhver situation.
Ældste Kearon: Ja. Og jeg tror, at alt efter, hvor de er – Carl talte om venner, der måske er på vej væk – alt efter hvor de er, bør vi prøve at hjælpe dem til at forblive engagerede i – vi taler om kirkeaktivitet. Vi taler om at være aktiv i Kirken. Det er en meget interessant sætning for en omvendt at høre det ord. Men jeg tror, at vi ønsker at gøre alt, hvad vi kan, for at holde dem engagerede, holde dem aktive, hjælpe dem med at hjælpe andre. Hvis de har en kaldelse, så at leve op til den kaldelse og engagere sig i den. At undervise, yde omsorg og holde øje med andre, der måske kæmper med noget. Jeg synes, at det er meget rammende, at Mormons Bog begynder med Lehi og hans familie – med Nefi, der går og gør – og vi er et folk, der går og gør. Og jeg tror, der er stor styrke i det. Det holder vores tro i live. Og hvis vores tro er skredet en lille smule, kan det hive os tilbage. Jeg elsker det, præsident Monson sagde om Frelseren. Han sagde, at Frelseren altid var klar og i gang. Jeg tror, at vi på vidunderlig vis kan følge den model.
Lad os se den næste video.
Føl fred på trods af angst
Ung voksen: Som en ængstelig person er det sommetider svært for mig at være glad, når jeg hele tiden er bekymret. Og jeg tænkte på, om I havde nogen indsigt i, hvordan man føler mere fred i Frelseren, så man har lettere ved at finde glæde?
Ældste Kearon: Det er et godt spørgsmål, fordi vi alle oplever frygt og angst på forskellige tidspunkter. Nogle af os er mere ramt af det end andre. Nogle af os har brug for hjælp til at håndtere vores frygt og angst. For nogle af os kommer det ind i det medicinske, og heldigvis bliver vi bedre til at hjælpe hver enkelt eller få hjælp medicinsk med frygt og angst.
Hvis man ser på skrifterne, så er Jakob, så vidt jeg kan se, den person i skriften, der taler om at være ængstelig og min »store angst« mere end nogen anden. Og det er interessant, fordi hans angst er helt anderledes end min egen, i hvert fald i mange henseender. Hans angst er udadvendt. Han er bekymret for sit folk og deres velbefindende. Min angst handler en overvældende del af tiden om mig selv, og hvordan jeg har det, og om jeg nu klumrede i det og den slags. Noget jeg har lært igen og igen – og er nødt til at blive ved med at lære og lære igen – er, at hvis jeg tænker på en anden, mindskes min angst. Jeg skal bare tænke på en andens velbefindende, så begynder min angst at formindskes. Den bliver faktisk væk. Ofte forsvinder den bare helt. Og hvis jeg gør noget godt for en anden, er der bare en kæmpe styrke i det. Så jeg vil gerne være mere som Jacob og vende min angst mere udad, Og jeg synes, der er kæmpestort – jeg ved, at der er enorm helbredelse.
Søster Kearon: Jeg tror, vi er – i denne moderne tidsalder er vi vant til at føle ubehag eller smerte, og vi ønsker, at det skal forsvinde med det samme. Vi er bare så vant til øjeblikkelig tilfredsstillelse. Tænk på at stå i brusebadet, og vandet er lidt for koldt, så jeg justerer bare knappen en lille smule til venstre, og så bliver det varmere. Eller hvad som helst. Og vi er bare så vant til at have det godt. Vi vil gerne føle os godt tilpas. Mennesker ønsker at føle sig godt tilpas – vi ønsker ikke at føle ubehag.
Når vi bekymrer os om fremtiden, fordi den er usikker og ukendt, er det meget naturligt. Og jeg tror, at vi må acceptere, at en del af det at være menneske, en del af at leve i denne verden, er at acceptere øjeblikke med ubehag og måske endda acceptere længere perioder med ubehag og være okay med usikkerhed. Man kan forvente at have et par dage eller et par uger eller endda et par måneder, hvor man er lidt urolig, eller endda lidt nedtrykt. Vi har både brug for at være glade og triste. Vi har både brug for glæde og sorg. Og disse oplevelser, disse følelser, det er det, der gør livet så spændende og så smukt.
Ældste Kearon: Jeg vil gerne tilføje et konkret eksempel fra Jakob. Jeg talte om Jakob, og i Jakob 4 i vers 2 til 4 kan vi læse:
»Men hvad vi end skriver på, andet end på plader, det vil forgå og svinde bort; men vi kan skrive nogle få ord på plader, som vil give vore børn og også vore elskede brødre en lille grad af kundskab om os, eller om deres fædre –
Se, ved dette fryder vi os nu; og vi arbejder flittigt med at indgravere disse ord på plader i håbet om, at vore elskede brødre og vore børn vil modtage dem med taknemligt hjerte og se på dem, så de med glæde og ikke med sorg og heller ikke med foragt kan lære om deres første forældre …
For i denne hensigt har vi skrevet dette, for at de må vide, at vi kendte til Kristus, og at vi havde et håb om hans herlighed mange hundrede år før hans komme«.
Det, jeg elsker ved dette, er igen, at Jacob altid tænker på andre mennesker. Han tænkte altid på mennesker umiddelbart omkring ham, og her tænker han på folk i generationer, der følger. Han gik så langt. Hvad gavnede det ham? Jo, det fik ham til at glemme sig selv, det fyldte ham med stor glæde, og det har givet generationerne – helt frem til i dag – stor glæde at læse om ham.
Søster Kearon: Jeg tænker, at en af de største årsager til angst for mange af os er, når vi ser ud i verden og ser uro, når vi ser begivenhederne i nyhederne over hele verden, og det bliver en kilde til angst. Og hjerteskærende nok lever nogle af os i og gennem disse perioder med uro, uretfærdighed og urimelighed. Og hvorfor gør det os ængstelige? Fordi vores ånd ikke er beregnet til strid. Jesus underviser så tydeligt i, at »stridens ånd er ikke af [ham]«. Vores ånd er beregnet til mildhed og sagtmodighed og kærlighed og tilgivelse og fred. Så når vi ser andre mennesker opleve uro og livets uretfærdigheder, der er overalt omkring os, er det meget svært for vores ånd. Vi har ikke lyst til at se det.
Hvad ville Frelseren svare på det? Vi ved, at han sagde: »I verden«, ja, »skal I have trængsler«. Der vil være uro og uretfærdighed. Der vil være krig, og der vil være katastrofer. Men på trods af det sagde Jesus: »Vær ved godt mod«. Hvorfor? Fordi »jeg har overvundet verden«. »Vi er nødt til at sikre os, at vi afbryder forbindelsen til vores nyhedsfeed på de sociale medier nok til, at vi kan skabe forbindelse til vor Frelser og trække på hans fred, som kommer, fordi han har overvundet verden og allerede har betalt prisen for al den uretfærdighed, vi ser omkring os.« Fjern ventetiden og bekymringen fra jeres bryst og læg den på ham. Han er stærk nok til at bære det.
Lad os se den næste video.
Find glæde i usikkerhed
Ung voksen: Hvordan finder man glæde som ung voksen, når man ikke rigtig ved, hvad fremtiden bringer?
Søster Kearon: Svaret på det ville være funderet i – som så meget andet – tro på og tillid til Jesus Kristus og hans rigelige, kærlige hjerte. Han har bare den smukkeste fremtid beredt til jer – til hver enkelt af os. Jo mere vi kan stole på det, jo mere kan vi bare tillade os selv at overgive os og falde i hans hænder og leve i overensstemmelse med hans vilje, og jo mere kan vi stole på de gode ting, der skal komme. Jeg tror, at det virkelig hjælper os til at finde glæde. Det giver os en følelse af jordforbindelse og fred i vores hjerte – tillid til Herren. Vi kan ikke lade være med at fryde os, når vi får større tro på og tillid til Kristus og hans plan for os. Det er min erfaring. Og når der kommer svære ting, hvilket der altid gør og der altid vil, behøver vi ikke at blive overrasket over det, vi behøver ikke at blive slået ud af kurs. Vi kan bare vende vores hjerte mere fuldt ud til ham og spørge ham: »Okay, hvad ønsker du, at jeg skal lære af det i den her situation? Hvad skal jeg gøre nu?« med fuldkommen tillid til, at han vil lede jer frem.
Ældste Kearon: Det elsker jeg også. Når vi bekymrer os om fremtiden, kan det nogle gange være nyttigt at se os tilbage. Og jeres liv har sikkert været en blanding af gode tider og udfordrende tider i forskellige proportioner. Jeg har hørt folk sige: »Vi ved ikke, hvor højt vi er klatret op, før vi ser os tilbage og kigger ned ad bjerget«. Det er et godt billedsprog for mig. Og selvfølgelig ser bjerget, vi skal bestige, altid skræmmende ud, men når vi ser tilbage og siger: »Wauw, jeg er nået langt«, kan det give os fortrøstning for fremtiden.
Søster Kearon: Det hjælper os virkelig at huske på, at »Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed.« I er i en periode af livet, hvor I har så mange beslutninger foran jer – så mange mulige skilleveje – og det er usikkert. Det er usikkert, men det hjælper at huske på, at I, hver eneste af jer, er blevet forudordineret. Inden I kom til denne jord, mens I boede sammen med jeres himmelske familie, blev I forudordineret til specifikke formål og missioner, og I blev forudordineret til at få succes, forudordineret til storhed, til at hjælpe Herren i hans store værk. Da Jahve taler til Moses, siger han til Moses: »Jeg har en gerning til dig … min søn«. Og det samme gælder for hver eneste af os. Han har en gerning til jer og mig, og vi er blevet forudordineret til storhed.
Ældste Kearon: Det er noget af en tanke. Og jeg tror, at en af vores opfordringer denne aften er, at vi tænker dybere over sådan noget. Måske kan tanken om at være forudbestemt til storhed for nogle, der er vokset op med denne forståelse, føles helt naturlig. Men har det mistet sin værdi, fordi det altid har været en del af den slags stemningsmusik, der omgiver vor tilværelse? Men det er virkeligt.
For at sige det enkelt: Da vi var forlovet, sagde en vìs person, som vi holder af – i lyset af at finde glæde i en usikker fremtid – til os: »Glæde kommer i skefulde«. Faktisk sagde hun, »teskefulde«. Og det er et dejligt billede, der har fulgt os siden. Hun mente, I ved, glæde er som en smuk morgen. Glæde er bare en lille smagsprøve på noget. Glæde er et øjeblik med en ven. Eller hvad det nu kan være. Men glæde kommer i skefulde. Det var en.
Og den anden, jeg gerne ville reflektere over, var, at det kræver øvelse at finde glæde. Alle disse ting kræver øvelse, en vis grad af arbejde og indsats. Og jeg vil opfordre jer – vi vil opfordre jer til virkelig at fokusere en time om ugen på at finde glæde: Den time med nadveren om søndagen. Lad os gøre den til det mest glædelige øjeblik i ugen, som vi kan opleve. Og så kan vi håbe på, at glæden spreder sig derfra. Men forestil jer, hvis vi ikke gjorde den time til den mest glædelige i ugens løb. Hvilket tab det ville være! Og derfor er opfordringen til jer at gøre jeres nadvertime til noget vidunderligt og forunderligt glædeligt Og ja, der vil være tårer, når I tænker på Frelserens store forsonende gave, men der vil være glæde, når I tænker på ham, når han træder ud af graven og alt, hvad det repræsenterer, og alle de byrder han har taget fra jer.
Okay, en video mere, tror jeg.
Forstå og anvend Jesu Kristi forsoning
Ung voksen: Hvordan kan vi forstå forsoningen bedre? Hvordan kan vi anvende forsoningen i vores liv?
Ældste Kearon: Jeg blev medlem, da jeg var 26. Jeg vender tilbage til det, og hvor svært det var for mig at forstå forsoningen dengang. Jeg var forbløffet og kunne ikke tro det. Og når jeg tænker på det nu, tænker jeg på planen: Vor himmelske Fader, en kærlig himmelsk Fader, som forguder os, sine børn. Og formålet med, at vi kommer her – at lære, at vokse, at interagere, at elske og at handle i tro. Og forsoningen.
Han vidste, at vi ville begå fejl, så han sendte sin dyrebare Søn for på en eller anden måde – I ved, man siger: »Jo mere man ser, tænker og forstår, jo mere ondt gør det« – for på en eller anden måde at lægge vores synder på ham. Hvordan? Han vil forklare det en dag, men vi ved, at han gjorde det. Så når jeg tænker på forsoningen på den måde, tænker jeg på formålet med vor himmelske Faders plan for lykke for jer og mig. Og med den kontekst kan jeg begynde at forstå. Men jeg tror ikke, at nogen af os har noget, der tilnærmelsesvis ligner en fuldkommen forståelse af forsoningen her.
Men når man forstår, at planen og forsoningen kan hjælpe os gennem enhver prøvelse eller udfordring, til at forstå fred, kærlighed og glæde såvel som andres forseelser og synder, ja, så er man godt på vej. Og efter tårerne kommer den eksplosive glæde. Den helt overvældende taknemlighed for, at han fjernede det hele. Og det er den smukkeste erkendelse efter enhver tåre, efter enhver sorg, efter enhver smerte – glæden. Den er bare, igen, uden for min fatteevne. Men den er der, og den er ægte, og den er så smuk. Og jeg føler den nu.
Søster Kearon: Hver gang jeg får styrke til at være bare en lille smule mere tålmodig, end jeg ellers ville have været, eller bare en smule mere mådeholden, end jeg ellers ville have været, eller til at træffe et bedre valg – hver gang jeg får styrke eller vejledning eller bare et lille puf her og der for bare at blive en lille smule bedre – er det for mig Jesu Kristi kraft og styrke, der strømmer fra hans sonoffer. At han har barmhjertighedens rettigheder. Han har fået barmhjertighedens ret og kraft fra Faderen til at kunne give os sin styrke og kraft i kraft af det faktum, at han led for jer og mig i haven og på korset. Og fordi han var villig til at gøre det, og fordi han fulgte op lige til enden, har han ret til, og han har magten til at give jer sin styrke og til at skænke jer sin kærlighed og give jer sit håb.
Søster Kearon: I Moses læser vi, at Guds skaberværker er utallige. Der er ingen måde, hvorpå vi på nogen måde kan tælle dem. Alligevel siger han i Moses 1: »Utallige er de for mennesket; men alle ting er talt for mig, for de er mine«. I aften er I en ud af en million, men i verden er I faktisk en ud af otte milliarder, og alligevel er I talt for Gud. I er kendt af ham. I er kendt og elsket, og han er opmærksom på hver eneste detalje i jeres liv. Han kender jer ved navn, og han vil »forlade de nioghalvfems« for at gå efter den ene. Hvis den ene er en af jer, hvis den ene er en, I elsker, er 99 procent ikke godt nok for Frelseren. Han ønsker hver eneste, og hans værk vil ikke være færdigt, før alle er sikkert indsamlet.
Ældste Kearon: Og hvis vi forstår en anden vigtig ting i forhold til Frelserens forsoning, kan det være denne fra 2 Nefi kapitel 9: »Derfor må det nødvendigvis være en altomfattende forsoning – medmindre det var en altomfattende forsoning, kunne denne forgængelighed ikke iføre sig uforgængelighed«. Jeg er så taknemmelig for Jesu Kristi uendelige forsoning, og for at vi alle kan samles i aften med den tro, kraft og forståelse, der følger deraf.
Nu har vi et budskab – et budskab til jer fra præsident Dallin H. Oaks. Og det er meget kort. Det er ca. halvandet minut. Men når I lytter til det, så lyt til det løfte, som han giver jer.
Præsident Dallin H. Oaks: Mine kære venner, en af de største muligheder for at lære, indsamle og opløfte andre findes i institut.
Vi lever i en tid, hvor larm og forvirring er almindeligt. I modsætning hertil, vil I i institut lære at skelne sandhed fra vildfarelse, opbygge jeres forhold til vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, finde vejledning og finde svar på livets store spørgsmål, møde andre, der kan hjælpe jer på pagtsstien, møde mennesker, som I vælger at date og gifte jer med, og forberede jer på at elske og lede som Frelseren.
Mine kære unge voksne, jeg opfordrer jer til konsekvent at deltage i institut. Jeg opfordrer jer også til at invitere venner til at tage del i de samme velsignelser. Jeg lover, at jeres tid i institut vil bringe jer Frelserens fred, glæde og guddommelige kærlighed.« I Jesu Kristi navn. Amen.