Hjælpeforeningen: Et pagtsfællesskab

Præsident Camille N. Johnson

Mine elskede søstre, vi er ydmyge over og glade for at kunne byde jer velkommen her på øverste etage i Red Brick Store i det historiske Nauvoo i Illinois. Dette er et helligt sted, hvor profeten Joseph Smith i 1842 organiserede Hjælpeforeningen efter præstedømmets mønster og i fuldstændig genoprettelse af alt, som en del af en løbende gengivelse af Jesu Kristi evangelium.

Det var her i Nauvoo, at søstrene i Hjælpeforeningen forberedte sig på velsignelserne i Herrens hus. De forberedte søstrene timeligt, og de hjalp med at bygge templet ved at passe gårde og sy skjorter og gøre, hvad de kunne, som forberedelse til at få Herrens hus’ velsignelser. Men de forberedte sig også åndeligt, og det var her og i lundene rundt omkring Nauvoo, at de fik mulighed for at høre direkte fra vores profet Joseph Smith. Det var her, han instruerede dem, som forberedelse på de velsignelser, der ville komme, når de deltog i ordinancerne i Herrens hus.

Vi ved og vidner om, at det var styrken og kraften, der kom fra at indgå pagter og overholde pagter, der velsignede tilværelsen for disse søstre og brødre og alle de hellige, der rejste videre ud i vildmarken efter deres oplevelse i Nauvoo. Vi er virkelig glade for, at vi har denne mulighed for at dele dette hellige sted med jer. Uanset hvor i verden I bor, håber jeg, at I ved, at jeres slægtslinje starter her i Nauvoo. Som medlemmer af Hjælpeforeningen blev vores rødder plantet her. Og nu, hvor vi bevæger os videre, mens træet vokser og udvider sig, og grenene er over hele verden, håber jeg, at I føler jer forbundet med dette hellige sted, hvor kvinder lagde verdens bekymringer til side og udelukkende fokuserede på vor Frelser Jesus Kristus og på at indgå pagter med ham.

Hvad føler I, mens I er her?

Søster J. Anette Dennis

Det har været en smuk oplevelse at være på dette sted, hvor de 20 kvinder blev organiseret i begyndelsen, og så at tænke på alle jer over hele verden. Som søstre i Hjælpeforeningen har I alle den arv takket være det, der begyndte her.

Præsident Johnson

De skabte et pagtsfællesskab her i Nauvoo, gjorde de ikke?

Søster Kristin M. Yee

De tog sig af hinanden.

Præsident Johnson

Det gjorde de i hvert fald. Og vi har skabt et pagtsfællesskab over hele verden nu som søstre, der deltager i præstedømmeordinancer og indgår og holder pagter. Vi har skabt et globalt fællesskab for at velsigne vores brødres og søstres tilværelser.

Søster Yee

Hvor de passer på hinanden, hvor de tager sig af hinanden. Da jeg læste om historierne her i Nauvoo, var det, der imponerede mig mest, det at der altid var nogen, der bragte noget til andre i nød eller tog sig af andre. Og det faldt dem helt naturligt at gøre det. Og det er naturligvis det, vi gør som søstre i Hjælpeforeningen. Herren sørgede for en organisation, hvorigennem søstrene kunne handle ud fra de naturlige følelser, de havde, som var medfølelse, og et sted at gøre det, så de kunne føle hans hjælp og let kunne tilbyde hans hjælp.

Og i morges, da jeg tænkte på og funderede over søster Emma og hendes mission og hendes følgeskab med profeten, kom jeg til at tænke på, at »de bad de samme bønner, som vi har bedt«. De bad for deres børn. De bad for deres mænd og deres hustruer. De bad for hinanden. De havde også de samme behov, som vi har. Vi har flere ligheder end forskelle. De satte deres lid til Herren. Og der var så meget ustabilitet den gang, ikke? Der var død, og der var afsavn. Og alligevel stolede de på ham. Og vi har hver især afsavn på vores egen måde, hvor vi har brug for Gud, hvor vi har brug for vores pagter, hvor vi har brug for at stole på ham. Og vi er mange gange nødt til at give slip og stole på ham – at han vil lede os gennem disse perioder – at vi kan stole på ham som familier, og at vi gennem ham kan stole på, at disse pagter og disse løfter er mere virkelige end noget, vi kan se, og mere virkelige end noget, vi kan føle.

Præsident Johnson

I Lære og Pagter afsnit 25, den åbenbaring, der blev givet til Emma Smith, står der: »Hold fast ved [dine] pagter.« Og jeg tror, det er præcis det, du beskriver. Det er en anden måde at sige: »Stol på mig. Stol på de løfter, jeg har givet jer, for mine løfter er sikre.« Og ved de samme løfter, som vi afgiver i Herrens hus, og selvfølgelig ved dåben, kommer der et løfte tilbage til os om, at han altid vil være med os – at vi vil have hans Ånd som vores ledsager, og at vi vil have engle omkring os, som vil betjene os og tage sig af vores behov. Jeg ved, at de stadig er virkelige. Og de løfter, som han giver, gav han til de kære hellige her i Nauvoo, og han giver de samme løfter til os, når vi deltager i Jesu Kristi evangeliums ordinancer, som er tilgængelige for os gennem præstedømmenøgler.

Søster Dennis

Jeg tænker på Emma – hvor mange børn hun mistede, hvordan hun måtte flytte fra sted til sted, hvordan de ikke havde ret meget. Men de havde deres pagter, begyndende med dåb. De havde det pagtsforhold med Gud, der holdt dem oppe. Det holdt Emma oppe igennem alt det. Jeg tror ikke, hun kunne have gjort det, hun gjorde, uden det pagtsforhold til Gud, som hun vidste, hun havde, og de løfter, der var der.

Søster Yee

Det er rigtigt – stabiliteten kommer i Jesus Kristus, det er det, du beskriver, ikke? Alt andet i vores liv vil gå videre eller ændre sig. Mennesker vil komme og gå. Men det er i forholdet til ham, at vores sande stabilitet ligger, ikke?

Præsident Johnson

Jeg føler, at det, der drev dem fremad, var at bygge det tempel og forberede sig på at indgå flere pagter. Og det var det, der gav dem styrke til at bevæge sig ud i det ukendte på et tidspunkt, der må have føltes meget usikkert for dem. Deres tillid til pagten er virkelig – ja, det burde ikke være bemærkelsesværdigt, for sådan burde vi alle have det – men sikke et smukt eksempel det er for os alle, at vi kan sætte vores pagtstillid til Herren og til Herrens udpegede repræsentant, en profet på jorden i dag.

Søster Dennis

Jeg elsker historien om, da Brigham Young var i templet. Han var der for at administrere ordinancerne. Der var mange, mange mennesker, og han var der til langt ud på natten, så folk kunne modtage deres begavelse. Og han sagde: »Okay, vi er færdige.« Det var ved at blive meget farligt på grund af de pøbler, der var omkring dem. Nu var det på tide, sagde han, at gøre tingene klar til at tage afsted, til at sejle over Mississippifloden. Men næste morgen, da han stod op, var tempelområdet og selve templet fyldt med mennesker, som ikke ville tage afsted, før de havde fået deres begavelse. De vidste, at de ville få brug for de velsignelser, og at der måske ville gå mange, mange, mange år, før de ville få et nyt tempel. Vores pagter er det, der hjælper os med at blive stærkere forbundet med vores Fader i himlen og Jesus Kristus. De giver os den styrke, vi har brug for til at komme videre, ligesom de første hellige gjorde, uanset hvor vi er i verden.

Præsident Johnson

Nogle af mine forfædre var blandt dem, der i de sidste dage her i Nauvoo fik velsignelsen og muligheden for at modtage deres begavelse. Og jeg står på deres skuldre, ligesom vi alle står på skuldrene af disse kære søstre, som med tro bevægede sig fremad med tillid til pagten.

Søster Dennis

Fortæl os om dine forfædre.

Præsident Johnson

Fanny Dack Parish og hendes datter Jane og min tip-tip-tipoldefar, Samuel Parish, modtog alle deres begavelse her i februar i 1846, som en del af den gruppe på 5.000, som I talte om. Og jeg elsker de ord, som Jane brugte til at beskrive den tid. Hun sagde: »Vi har Jesu Kristi evangelium, vi har kirken, og vi har et tempel.« Og hun sagde: »Åh, hvilken glæde, der fyldte vores sjæl, fordi vi havde templet.«

Jeg tænker på dét og på, at det var en tid med så megen usikkerhed for dem. De forberedte sig på at forlade dette smukke fællesskab, som de havde etableret, og drage ud i vildmarken. Og alligevel var det en tid med stor glæde. Hvad kan ellers forklare den glæde, hun følte, den fred, hun følte?

Søster Yee

Midt i alle de udfordringer, de havde, havde de fred og glæde.

Præsident Johnson

Det havde de. Og det var på grund af de pagter, de indgik. Og Kristins forfædre var her på samme tid. Og vi er ret sikre på, at de var venner, ligesom vi er venner nu, fordi de var tæt på hinanden aldersmæssigt.

Søster Yee

Og hvis de ikke var det dengang, så er de det nu.

Præsident Johnson

Det er de nu. Ja, helt sikkert.

Søster Yee

Nancy Sabin på min mors side var omkring 17 år, da hun blev medlem af kirken. Og omkring det tidspunkt modtog hun også sin begavelse i Herrens hus. Og din Jane var kun 20 år.

Præsident Johnson og søster Yee

Og vi tror, at de boede meget tæt på hinanden.

Søster Yee

De har helt sikkert haft en samtale eller to. Men hvor er det dejligt at tænke på, at deres efterkommere nu sidder her, og at der er opstået et venskab her. Og at vi også klynger os til vores pagter, ligesom de gjorde – at vi har den samme tro – at vi stoler på Herren af hele vores hjerte. Og det er ikke gået til spilde på grund af os. Vi bærer det videre fra generation til generation.

Uanset om vi har forfædre her eller ej, uanset om vi har forfædre i hele verden eller ej, så begyndte vi her med vores pagter, og det fortsætter for evigt. Alle de valg, vi træffer i dag, betyder noget. De betyder noget, ikke bare for jer, men også for dem, der kommer efter os, og dem, der kom før os – på denne side af sløret og på den anden side af sløret – når vi holder vores pagter. Og jeg tror, at der måske er mange søstre i vores Hjælpeforening i dag, som måske føler, at de er for unge, eller at de er for gamle. Eller måske har de ingen uddannelse, eller de er ikke et eller andet – I kan selv vælge. Det kan være, at I føler, at I måske ikke er klar til at udføre dette værk. Men vi vil gerne fortælle jer, at det er I, og vi har brug for jer i dag. Herren har brug for jer i dag til at være en del af det her. I har gaver og talenter, som der er brug for i verden lige nu.

Præsident Johnson

Vi har modtaget profetisk vejledning om, at vi som søstre kan og bør forandre verden. Vi må forberede verden på Frelserens, Jesu Kristi, genkomst. Og hvordan gør vi det? Tja – det gør vi ved at skabe et pagtsfællesskab. Og nogle gange er mit pagtsfællesskab et pagtsfællesskab med én – faktisk to, da jeg har et pagtsforhold til ham.

Søster Yee

Det er sandt.

Præsident Johnson

Men så kan dit pagtsfællesskab udvides og vokse. Det minder mig om en oplevelse, jeg havde for nylig, som var virkelig smuk. Det var en gruppe af Hjælpeforeningssøstre. Vi sad alle sammen i en rundkreds, knæ mod knæ. Jeg var i et distrikt, og jeg mødtes med distriktets Hjælpeforeningspræsident, distriktets Primarypræsident og distriktets præsident for Unge Kvinder, som kun havde været døbt som medlem af kirken i en måned. Og hun følte sig lidt overvældet og udtrykte en vis bekymring over for os alle om, hvordan hun skulle klare sin nye opgave. Det, jeg bedst kunne lide ved det møde, var, da Hjælpeforeningspræsidenten vendte sig mod hende og bare helt oprigtigt sagde: »Bare rolig, vi skal nok hjælpe dig.« Det er det, det er meningen. Uanset hvor vi er, skaber vi det pagtsfællesskab med fokus på Jesus Kristus. Og med de medfødte gaver, vi har fået, tager vi os af hinanden. Det var præcis det, der skulle til at ske der. Hun behøvede ikke at bekymre sig. Hun kunne stole på Herren. Hun havde sine søstre i Hjælpeforeningen.

Søster Dennis

Fordi vi er alle sammen medlemmer af Hjælpeforeningen, uanset hvor vi tjener.

Præsident Johnson

Ja, det er rigtigt. Så i en periode vil hun tjene i Unge Kvinder sammen med de unge kvinder. Men hun vil altid være en del af Hjælpeforeningen. Og disse Hjælpeforeningssøstre lagde deres arme om hende, og de ville tage sig af hende.

Søster Yee

Det er jeg vild med. Det hele er forbundet, ikke sandt?

Præsident Johnson

Helt sikkert.

Søster Yee

For hvis vi velsigner et barn, velsigner vi en familie. Velsigner vi en mor, velsigner vi en familie. Eller en far. Det hele hænger sammen på den måde, og det er så dejligt. Vi har et fantastisk partnerskab med Jesus Kristus. Han er vores største partner, som kan hjælpe os i alt. Og nogle gange tror jeg, at vi, især som kvinder, godt kan lide at gøre tingene på egen hånd. Og det er slet ikke så dårligt. Det er en gave, som han har givet os, at vi kan tage initiativ og gøre ting. Men jeg tror, at han nogle gange, i hvert fald for mig, sætter mig i en situation, hvor jeg er tilstrækkeligt overvældet til, at jeg er nødt til at stole på ham. Og så vi kan opbygge et forhold til ham, så vi ved, hvorfor vi gør, som vi gør. Og tror I ikke, at disse søstre her i Nauvoo vidste, hvorfor de gjorde det, de gjorde? Fordi de elskede Herren, og de ønskede at overholde pagter med ham, og det gør vi også.

Søster Dennis

Og da de hjalp andre med at føle hans kærlighed, følte de den selv. Jeg tror, at vi alle må huske på, at der er nogle blandt os, der har svært ved at føle Herrens kærlighed, af en eller anden grund, hvad end årsagen måtte være. Men når vi går ud og oprigtigt lægger vores arme om andre og lader dem føle vores kærlighed, begynder de ofte også at føle Frelserens kærlighed. Han ved, at vi har brug for at føle Frelserens kærlighed ofte, så han giver os medfølelse, så vi kan tjene andre, så både vi og de kan føle kærlighed.

Søster Yee

Han ved, at vi har brug for at føle hans kærlighed ofte, så han har givet os medfølelse, så vi vil tjene andre, så både vi og de kan føle den kærlighed.

Præsident Johnson

Jeg tror, at alle vores søstre har mulighed for at være en del af et globalt initiativ for kvinders og børns velbefindende, når de deltager og gør enkle ting i deres egne hjem, i deres egne nabolag og lokalsamfund. Og vi gør det én mor, én kvinde, ét barn ad gangen, præcis som Frelseren ville gøre det.

Søster Yee

Det er en smuk opfordring, er det ikke? At vi kan komme til ham både timeligt og åndeligt. Vi har brug for det timelige, ligesom vi har brug for det åndelige, ikke sandt? Det er interessant, hvordan det ser ud til, at omstændighederne er mindre vigtige end vores forbindelse med vor himmelske Fader og Frelser – det kom jeg lige til at tænke på.

Og nogle gange tror jeg, at vi kan sætte os ned i en Hjælpeforening og føle, at vi er helt alene – eller uanset hvor man er – men indse, at alle, der sidder ved siden af jer, også har udfordringer og også ønsker at blive elsket og også er elsket og er værdsat og har en plads. Og jeg tror, at når vi deler tanker, forståelse og oplevelser med hinanden i vores Hjælpeforeninger, og vi har mulighed for at dele, er der en lejlighed til at indse, at vi er mere ens, end vi er forskellige.

Men jeg ved, og jeg kan vidne om, at vi aldrig er alene – at vor himmelske Fader og Frelser kender jer. At de er opmærksomme på jeres behov, at de bekymrer sig om, hvad I bekymrer jer om, og ønsker at velsigne jer, og at søstrene ved siden af jer har de samme ønsker om at blive elsket, og få mulighed for at bidrage og føle sig værdsat. Jeg ved, at han er opmærksom – at han er lige ved siden af os i vores beslutninger og vores udfordringer og vores glæder. At han er ved vores side. Vi kan rådføre os med ham. Det er en smuk og velsignet mulighed at vide, at fordi han gik vejen alene, behøver vi aldrig at gøre det.

Søster Dennis

Ved I, at jeg lige nu forestiller mig grupper af søstre over hele verden, der ser det her? Snart får vi mulighed for at lytte til en apostel, ældste Dale G. Renlund fra De Tolvs Kvorum. Vi er så privilegerede at få lov til at høre fra ham. Og derefter vil I få mulighed for at bære vidnesbyrd for hinanden om det, I har følt i jeres hjerte, som Ånden har vidnet for jer – om den velsignelse, som Hjælpeforeningen er, og om den pagt, I har med Frelseren, og hvad han betyder for jer i jeres liv. Det er sådan en særlig følelse at tænke på alle grupperne af søstre rundt om i verden og at føle, at vi er et globalt pagtssøsterskab, uanset hvor vi er. Vi elsker jer, søstre!

Præsident Johnson

Hvilken velsignelse det er at være pagtskvinder i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Søstre, det er en herlig tid, og vi bærer kollektivt vidnesbyrd om, at vi er engageret i vor Frelser Jesu Kristi værk. Vi ved, at han lever. Vi ved, at han elsker os. Vi ved, at han ønsker, at vi skal have et pagtsforhold til ham. Og vi ved, at han ønsker, at vi skal udbrede hans hjælp til vores søstre og brødre over hele verden. Og når vi gør det – når vi er det redskab, hvorved han hjælper andre – vil vi selv finde hans hjælp.

Det er vores vidnesbyrd, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige ledes af en levende profet. Vi elsker ham. Vi ærer og opretholder ham.

Det er vores vidnesbyrd, at Joseph Smith var genoprettelsens profet, at han genoprettede alt, herunder kvindernes gamle orden, og på den måde kollektivt bragte Jesu Kristi lindring til andre. Vores mål fra begyndelsen, siden 1842, har været at bringe alle vor himmelske Faders børn hjem igen. Vi ved, at det er muligt gennem vor Frelser Jesus Kristus. På grund af hans forsoning kan vi blive rene og hele og helliget og vende hjem – tilbage til vores himmelske hjem og blive ophøjet og leve i vor himmelske Faders og vor Frelser Jesu Kristi nærhed.

Det hele begyndte her for os som medlemmer af Hjælpeforeningen.

Og sikke en herlig lejlighed det er for os at være på dette meget hellige sted.

Vi har følt engle omkring os i dag.

Det er vores vidnesbyrd, søstre, at I er elsket, at I er kendt, og at I er dyrebare i Guds øjne. Vi efterlader det vidnesbyrd hos jer i vor Frelsers Jesu Kristi hellige navn. Amen.