Præsident Russell M. Nelson: Profet og apostel

Tro i en ung alder

Russell Marion Nelson blev født den 9. september 1924 i Salt Lake City i Utah i USA som søn af Marion C. og Edna Anderson Nelson. Præsident Nelson sagde om sine forældre: »De gjorde kærlighed til den fremherskende indflydelse i deres hjem … Vi læste sammen, sang sammen, legede sammen og arbejdede sammen.«

Familien Nelsons hjem var et rart, kærligt og forstående sted. Uddannelse var meget vigtigt for Marion og Edna. Præsident Nelson sagde: »De var villige til at yde et hvilket som helst offer, der krævedes, for at hjælpe os børn til at opnå det, vi ønskede med vores liv … Uden deres opmuntring og absolutte forsikring om værdien af uddannelse og tjeneste kunne mit liv, som det er nu, aldrig have fundet sted.«

Skønt Russells forældre støttede hans aktivitet i Kirken, var de mere aktive i lokalsamfundet end i Kirken. Den unge Russell var bekymret for, at hans familie måske aldrig ville blive beseglet. Imidlertid havde han tillid til, at Herren ville besvare hans bønner for sin familie. Og efter mange år blev de besvaret. Den 26. marts 1977 blev Marion, Edna og deres børn beseglet i templet i Provo i Utah. Præsident Nelson sagde, at det var den største gave, hans forældre nogensinde gav deres familie.

Da Russell stadig var ung, besluttede han sig for at læse medicin. Han ønskede at udforske det ukendte, og han ønskede at tjene mennesker. Da han så tilbage på sin beslutning, sagde han: »Jeg mente, at den bedste karriere, et menneske kunne opnå, var at være mor … Den næstbedste ville være at læse medicin. Der kunne jeg hjælpe mennesker hver dag og undervise dem.«

Så da Russell var blevet færdig med high school i 1941, begyndte han på de indledende medicinstudier på University of Utah. På grund af usikkerheden forårsaget af Anden Verdenskrig terpede Russell fire års studier på tre. Han havde meget travlt med studiet, men tog sig stadig tid til at involvere sig i teater og andre sociale begivenheder. Det var gennem en af disse forestillinger, han mødte den unge kvinde, der senere blev hans hustru. Da han første gang så Dantzel White øve sig på scenen, spurgte han: »Hvem er den smukke pige, der står deroppe og synger?«

Den 31. august 1945 blev Russell og Dantzel viet i templet i Salt Lake City. »Det er helt afgjort den absolut vigtigste ting, jeg nogen sinde har gjort,« reflekterede han i 1982. »Hun har givet mig selskab, ti dejlige børn og alle de vidunderlige, uhåndgribelige ting, en hustru giver en mand for at hjælpe ham til at stræbe efter opfyldelse af mål og drømme og uselviskhed.«

Da Russell fik sin bachelorgrad i juni 1945, var han allerede et stykke inde i sit første år af medicinstudiet, og han fuldførte fire års medicinstudie på tre år. I august 1947 bestod han i en alder af 22 sin eksamen i medicin med højeste udmærkelse.

Adlød guddommelige love

Efter Dr. Nelsons eksamen fra medicinstudiet flyttede han og Dantzel til Minnesota i USA. Der kom han på et forskerhold, der skulle udvikle en kunstig hjerte-lungemaskine. Holdet konstruerede og byggede hver eneste del selv.

Gennem hele sin forskning blev dr. Nelson opmuntret af sin forståelse af at være lydig mod guddommelig lov. Han vidste, at »alle riger har fået en lov« (L&P 88:36), og at dette indbefattede »selv velsignelsen ved hjerteslaget«. Hvis hans hold kunne forstå disse love, kunne de bruge dem til at velsigne dem, der var syge.

»Det betød for mig, at hvis vi ville arbejde, studere og stille de rigtige spørgsmål i vores videnskabelige eksperimenter, kunne vi lære om de love, der styrer hjerteslaget. Nu, hvor vi har lært om nogle af de love, ved vi, at vi kan standse hjerteslaget, udføre vanskelige operationer på skadede hjerteklapper eller kar, og derefter sætte hjertet i gang igen.«

Efter sit arbejde på hjerte-lungemaskinen fortsatte dr. Nelson med at forske i, hvordan en åben hjerteoperation kunne forbedres. I 1955 udførte han den første vellykkede åbne hjerteoperation ved brug af en hjerte-lungemaskine i Utah.

Trods sin succes var åben hjerteoperationer stadig et uudforsket område. Dr. Nelson hørte om en familie, der havde mistet deres første søn til en medfødt hjertesygdom. Nu havde en datter samme sygdom. Hendes situation var alvorlig, men han lovede at gøre alt, hvad han kunne, for hende. Ulykkeligvis døde barnet efter operationen. Senere bragte den samme familie en anden datter til ham, som også var født med misdannelse i hjertets opbygning. Igen udførte han en operation, men også dette barn døde. Dr. Nelson var knust af sorg. Han svor, at han aldrig ville operere på et menneskehjerte igen.

Skønt Dantzel delte hans sorg, fortalte hun ham meget vist, at hvis han stoppede, skulle en anden lære det, han allerede vidste. »Er det ikke bedre at blive ved med at prøve end at stoppe nu og pålægge andre, at de skal gå igennem den samme sorg for at lære det, du allerede ved?«

Så dr. Nelson vendte tilbage til laboratoriet og operationsbordet og arbejdede endnu hårdere end før. Med tiden blev han en af de førende hjertekirurger i landet. I 1983 alene, året før han blev kaldet som apostel, udførte han 360 operationer.

Dr. Nelson viede sine talenter til forskning, undervisning og kirurgi. Han tjente i mange indflydelsesrige professionelle kapaciteter lokalt, nationalt og internationalt. Han blev certificeret af American Board of Surgery og American Board of Thoracic Surgery og tjente derefter i seks år på American Board of Thoracic Surgery. Dr. Nelson har været formand for Thoracic Surgical Directors Association, Society for Vascular Surgery og Utah State Medical Association. Han har også virket som formand for American Board of Thoracic Surgery.

På LDS Hospital virkede han som formand for Division of Thoracic Surgery og næstformand i bestyrelsen. Han modtog mange æresbevisninger, deriblandt »Citation for International Service« fra American Heart Association og »Golden Plate Award« fra American Academy of Achievement. Han er også blevet belønnet med tre æresprofessorater fra universiteter i Folkerepublikken Kina.

Kærlighed i hjemmet

Med årene voksede familien Nelson til at omfatte ni døtre og en søn. Med sit travle skema og mange opgaver kunne Russell ikke altid være hjemme hos sin familie. Men hans hustru, Dantzel, sagde om ham: »Når han er hjemme, er han hjemme!« Familien tvivlede aldrig på hans kærlighed til dem.

Familien Nelsons hjem var fyldt med musik, latter og tjeneste. De sørgede for at studere skrifterne og holde hjemmeaften sammen. De tog på bilferie som familie og så sportskampe sammen.

Russell og Dantzel opdrog deres familie med kærlighed og tålmodighed. I sjældne tilfælde kaldte han fra trappen ned til sine døtre: »Vil I piger lige dæmpe jer lidt; der er mennesker, hvis liv afhænger af, at jeres far får en god nats søvn!«

Eftersom han jævnligt skulle rejse for at tage til lægemøder, tog han sædvanligvis mindst et familiemedlem med sig for at sikre sig, at han kunne have en tæt forbindelse til alle sine børn. En kirkeleder sagde engang til ham, at en sådan vane var »en klog investering«. Præsident Nelson sagde: »Livet igennem har jeg haft mange titler, deriblandt læge, kaptajn, professor og ældste. Men de titler, jeg sætter højest, er ægtemand, far og bedstefar.«

Efterhånden som familien voksede og børnene flyttede væk, fandt de måder at holde sig tætte til hinanden på. De etablerede Nelson Nyhederne, en månedlig avis med en artikel fra hvert familiemedlem og en kalender med vigtige familiebegivenheder. Og hver måned havde de en familiemiddag og en fest for at fejre alle fødselsdage og andre mærkedage i løbet af måneden. De, der ikke altid kunne være til stede, vidste, at de blev husket.

På trods af sit krævende skema som en højt anset kirurg satte dr. Nelson sin familie og tjeneste i Kirken først. Før han blev kaldet til apostel, tjente han som stavspræsident, regionalrepræsentant og Søndagsskolens hovedpræsident.

Da ældste Spencer W. Kimball (1895-1985) kaldede og indsatte dr. Nelson som stavspræsident i 1964, sagde ældste Kimball spøgende: »Alle, vi har interviewet heromkring, siger, at du kan være god nok, men at du ikke har tid. Har du tid?«

»Det ved jeg ikke, om jeg har,« svarede Russell, »men jeg har tro!«

Russell betroede ældste Kimball, at noget af det, der pressede ham mest, var udfordringen med at udføre operationer for at erstatte aortaklapper. Dødeligheden for operationen var høj, og hver patient krævede mange timer og endog dage med personlig pleje.

»I den velsignelse, som han udtalte over mit hoved den dag,« mindedes præsident Nelson, »velsignelse han mig specifikt med, at dødeligheden for operationer med især aortaklapper ville falde, og at den procedure ikke længere ville kræve så meget af min tid og energi, som den førhen havde gjort. Det følgende år blev behovet for at bruge så meget tid på operationen mindre, og jeg havde tid nok til at tjene i den og andre kaldelser. Faktisk faldt dødeligheden til, hvor den er i dag, et meget lavt og acceptabelt, tåleligt niveau. Interessant nok er det den operation, jeg udførte på præsident Kimball otte år senere.«

Mens præsident Kimball virkede som fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, havde han alvorlige hjerteproblemer og vidste, at han kunne dø. I 1972 mødtes præsident Kimball og Det Første Præsidentskab med dr. Nelson for at få medicinsk rådgivning. På grund af præsident Kimballs alder, kunne dr. Nelson ikke anbefale den påkrævede operation.

Præsident Kimball var enig og sagde: »Jeg er en gammel mand og klar til at dø.«

På det tidspunkt rejste præsident Harold B. Lee (1899-1973) sig op, slog i bordet og sagde: »Spencer, du er blevet kaldet! Du skal ikke dø! Du skal gøre alt, hvad du er nødt til at gøre for at tage vare på dig selv og fortsat leve.« Så præsident Kimball besluttede sig for at få operationen.

Før proceduren gav Det Første Præsidentskab dr. Nelson en velsignelse og forsikrede ham om, at operationen ville gå godt, og at han ikke behøvede at frygte sine utilstrækkeligheder, for han »var blevet oprejst af Herren til at udføre denne operation«.

Operationen gik fejlfrit, og dr. Nelson vidste, at han skyldte Herren succesen. Da operationen var ved at være færdig, fik han et stærkt indtryk af, at den mand, han netop havde opereret, ville blive Kirkens præsident.

Da præsident Kimball blev ordineret som Kirkens nye præsident i 1973, skrev dr. Nelson et brev, hvori han som hans læge forsikrede ham om, at helbredet ikke ville holde ham tilbage i hans nye kaldelse. Dette var blot en af mange gange, hvor han var i stand til at velsigne medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum med sin ekspertise som læge.

Den 7. april 1984 blev dr. Nelson til ældste Nelson, da præsident Spencer W. Kimball kaldte ham til at blive medlem af De Tolv Apostles Kvorum. Hans kaldelse var et sådan chok for hans familie, at en gravid datter fik veer. Ældste Nelson gav bekendtgørelsen af kaldelsen æren for at være »en hjælper« i fødslen af Nelsons 22. barnebarn.

Uagtet sin omfattende uddannelse og erfaring som læge vidste ældste Nelson, at den største magt kommer fra Gud, og at det største arbejde var i hans tjeneste.

»Mennesket kan ikke gøre ret meget af sig selv for at helbrede et sygt eller tilskadekommet legeme,« sagde ældste Nelson. »Har de en uddannelse, kan de gøre lidt mere. Og med mere avanceret medicinsk uddannelse og øvelse kan de gøre endnu en smule mere. Men den egentlige helbredende kraft er en gave fra Gud.«

Kort tid efter ældste Nelson blev kaldet som apostel, blev der ved et fagmøde rapporteret om, at dr. Nelson ville ikke længere praktisere hjertekirurgi, »fordi hans kirke havde gjort ham til ›en helgen‹«.

Da ældste Nelson fortalte denne historie, forklarede han: »Nogle tror fejlagtigt, at [udtrykket hellig] forudsætter helgenkåring eller fuldkommenhed. Sådan er det ikke! En hellig er en, der tror på Kristus og kender hans fuldkomne kærlighed … En hellig tjener andre og ved, at jo mere man tjener, desto større mulighed har Ånden for at helliggøre og rense.«

Da ældste Nelson havde tjent i 31 år som medlem af De Tolv Apostles Kvorum, blev han indsat som præsident for kvorummet i juli 2015 efter præsident Boyd K. Packers bortgang.

I en konferencetale sagde præsident Nelson engang: »Det var ikke meningen, at livet skulle være let … Sejr kommer kun til dem, der mobiliserer tro til at holde sig på banen – den lige og snævre sti.«

I sit liv havde præsident Nelson bestemt sit mål af udfordringer. I 1991 blev hans datter Emily diagnosticeret med kræft. Kort tid efter blev hans hustru diagnosticeret med lymfekræft. Mens Dantzel med tiden kom sig, gik Emily bort efter en lang kamp mod sygdommen.

Efterfølgende gik Dantzel i 2005 hurtigt og uventet bort. Ved generalkonferencen efter hendes død sagde præsident Nelson: »Dantzel var ikke kun en elsket og kærlig livsledsager. Hun var lærer: Ved sit ædle eksempel underviste hun i tro, dyd, lydighed og barmhjertighed. Hun lærte mig, hvordan man lytter og viser kærlighed. På grund af hende kender jeg alle de velsignelser, som en mand, far og bedstefar kan opleve.«

Endnu en trist begivenhed forekom i begyndelsen af 2019, da en anden datter, Wendy, døde af kræft. »Vores tårer af sorg vil vende sig til tårer af forventning, når vi får et evigt perspektiv,« sagde præsident Nelson ved hendes begravelse.

Præsident Nelson bar jævnligt sit vidnesbyrd om overensstemmelsen mellem det videnskabelige, han kendte så godt, og skabelsen og den himmelske plan, han bevidnede. Da han talte om det menneskelige legemes under, sagde han: »Der er dog stadig folk, som fejlagtigt tror, at disse fantastiske fysiske egenskaber er opstået ved en tilfældighed eller er resultatet af en stor eksplosion et eller andet sted. Spørg dig selv: ›Kan en eksplosion i et trykkeri frembringe en ordbog?‹« Hans uddannelse og faglige erfaring underbyggede blot hans åndelige overbevisning om balancen i disse tanker.

Han talte regelmæssigt om sin respekt for kvindelighed og kvinders styrke i evangeliet. Han fortalte om det, han lærte af Eva om præstedømmet og om både ægtemænds og hustruers partnerskab. Han opmuntrede medlemmerne til at forstå, hvordan »mænd og kvinder modtager den højeste ordinance i Herrens hus sammen og på lige fod«. I en konferencetale fra oktober 2015 bad han Kirkens kvinder om »at træde frem! Indtag jeres retmæssige og nødvendige plads i jeres hjem, jeres lokalsamfund og i Guds rige – i højere grad end I har gjort tidligere.«

I 2006 blev præsident Nelson viet til Wendy L. Watson, professor og terapeut i ægteskabs- og familieterapi. Ved World Congress of Families i 2009, hvor både han og Wendy talte, sagde han: »Jeg ved også, hvordan det er at blive velsignet igen af min himmelske Fader ved at blive gift for anden gang, igen med en medfølende kvinde, der har en storsindet ånd, og som endnu engang har fuldendt min familiekreds.« Sammen rejste præsident og søster Nelson verden rundt i hengiven tjeneste.

Hans virke var i sandhed globalt. Han indviede templet i Sapporo i Japan, templet i Concepción i Chile og templet i Rom i Italien og deltog i andre tempelindvielser verden over, herunder templet i Payson i Utah, templet i Kijev i Ukraine samt templet i Accra i Ghana. Han indviede også Life Sciences Building på Brigham Young University i april 2015. Han indviede 31 lande til forkyndelse af evangeliet. Han var med til at bringe evangeliet til østeuropæiske lande og så under sit virke mindst 30 lande, der officielt anerkendte Kirken.

Uanset hvorhen præsident Nelson rejste, viste han særlig opmærksomhed over for børn. Mens han talte ved en forsamling på over 4.000 kirkemedlemmer forsamlet i British Columbia i Canada, var han meget glad over at se børnene sidde sammen med deres familie. Under sin tale bad han børnene om at stille sig op på stolen og vifte med armene. Præsident Nelson smilede, efterhånden som børnene dukkede op blandt menneskemængden og ivrigt vinkede. »Ja sådan,« sagde han. »Nu kan jeg se jer.« Hans venlighed og lys nåede ud til millioner af Guds børn rundt om i verden, gamle som unge.

Den måde, præsident Nelson levede sit liv på, var det største vidne og vidnesbyrd om Frelseren, han kunne give.

Et af disse øjeblikke kom, da hans kollega, apostlen ældste Joseph B. Wirthlin (1917-2008) holdt en af sine sidste konferencetaler. Ældste Wirthlin talte om næstekærlighed og kærlighed til andre som det karaktertræk, der burde definere os som sidste dages hellige. Mens han talte, begyndte han at ryste ukontrollabelt, og ældste Nelson kom stille og lagde sin arm rundt om ham og støttede ham under resten af hans tale. Det var en kraftfuld, stille prædiken om den kærlighed, vi burde vise andre.

»Jeg har for længe siden lært at være lydig mod denne forunderlige, milde hvisken fra Ånden, disse stærke tilskyndelser om at følge råd,« sagde præsident Nelson. »Det giver især stof til eftertanke at vide, at skønt vi kan være tilfredse med tingenes tilstand i livet, vil Herren få os til at blive til langt mere, end vi i vores vildeste fantasi kan forestille os. Alt, hvad han kræver af os, er, at vi forbereder os, at vi prøver at glatte vores ufuldkommenheder ud og anstrenge os hver dag til at blive til mere, end vi ellers kunne.«

Præsident Nelson hørte altid efter disse stærke tilskyndelser. De to små piger, han opererede, men ikke fik reddet tidligt i sin karriere, lå ham tungt på sinde i årevis, især da han erfarede, at familien var bitter på ham og på Kirken. I næsten 60 år sørgede han over mindet om et sådant tab og sørgede på familiens vegne. Han forsøgte adskillige gange at få kontakt med dem, men uden held.

Så blev han i 2015 vækket om natten, hvor han følte tilstedeværelsen af de to små piger, som henvendte sig til ham. Han beskriver det på denne måde: »Selvom jeg hverken kunne se eller høre dem med mine fysiske sanser, kunne jeg mærke, at de var der. Rent åndeligt kunne jeg høre dem trygle. Deres budskab var kort og klart: ›Bror Nelson, vi er ikke beseglet til nogen! Kan du hjælpe os?‹«

Præsident Nelson forsøgte atter engang at kontakte den overlevende far og yngre bror, og denne gang lykkedes det ham. Han knælede ydmygt for faderen, talte om døtrenes tryglen og tilbød at udføre beseglingsordinancerne. Han gav udtryk for, at det ville kræve indsats og tid, eftersom faderen og broren endnu ikke havde fået deres begavelse. Med Ånden, der indhyllede værelset, indvilligede faderen og broren i at foretage de nødvendige forberedelser. Præsident Nelson græd senere af glæde, da han kunne udføre beseglingerne for familien i templet i Payson i Utah.

Da præsident Thomas S. Monson (1927-2018) gik bort i begyndelsen af januar 2018, mødtes De Tolvs Kvorum i bøn for at modtage vejledning fra Herren om at kalde en ny profet. Russell M. Nelson blev indsat den 14. januar 2018 som profet og den 17. præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Han kom med sin første offentlige udtalelse som præsident fra annekset i templet i Salt Lake City, hvor han opmuntrede kirkemedlemmer til at »blive på pagtens sti« og aflagde dette stærke løfte: »Jeres forpligtelse til at følge Frelseren ved at indgå pagter med ham og derefter holde disse pagter vil åbne døren til enhver åndelig velsignelse og privilegium, der er tilgængelig for mænd, kvinder og børn overalt.«

Han sagde, at det nye Første Præsidentskab ønskede at »begynde med enden i tankerne« og forklarede, at »målet, som vi alle stræber efter, er at blive begavet med kraft i Herrens hus, beseglet som familie, trofast over for pagter indgået i templet, der gør os værdige til Guds største gave, nemlig evigt liv.«

Han henviste atter til pagtens sti og opfordrede dem, der var trådt væk fra den, om at komme tilbage og forsikrede dem om, at »der [er] et sted for jer her i Herrens kirke«.

Medlemmer af Kirken vil længe huske spændingen ved den første generalkonference, præsident Nelson præsiderede over som profet og præsident. Ved denne konference bekendtgjorde præsident Nelson, at højpræster og ældster i alle menigheder skulle slås sammen til ét kvorum »for at udføre Herrens værk endnu mere effektivt«. Han bekendtgjorde også ophøret af hjemme- og besøgslære og indførte »en nyere, mere hellig tilgang til at udvise omsorg og betjene andre«, en forandring der skulle indlede et »[nyt] kapitel i Kirkens historie«. Og som afslutning på konferencen bekendtgjorde præsident Nelson syv nye templer.

Det var som om, ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum talte for os alle, da han efterfulgte præsident Nelsons anden bekendtgørelse: »›De mest mindeværdige øjeblikke i livet er dem, hvor vi føler suset af åbenbaring.‹ Præsident Nelson, jeg ved ikke, hvor mange flere ›sus‹, vi kan klare denne weekend.«

Fortsat åbenbaring karakteriserede præsident Nelsons tjenestegerning som profet, seer og åbenbarer. Efter denne første konference rejste præsident Nelson og hans hustru, Wendy, rundt i verden og mødte og underviste kirkemedlemmer, deriblandt mennesker i områder, hvor han netop havde bekendtgjort, at et tempel skulle opføres.

Ved et verdensomspændende foredrag opfordrede han og søster Nelson Kirkens unge til at deltage i »den største udfordring, den største sag og det største værk på jorden«, Israels indsamling.

Kort tid efter udsendte han en udtalelse om vigtigheden af at anvende Kirkens rette navn, en vægt, sagde han, som »Herren indprentede i mit sind«.

Ved oktoberkonferencen 2018 understregede præsident Nelson yderligere vigtigheden af at anvende Kirkens fulde navn. Han bekendtgjorde også et fornyet fokus på at lære og undervise om evangeliet i hjemmet og erklærede: »Det er nu tid for en kirke centreret om hjemmet, som støttes af det, der foregår i vores grenes, menigheders og staves bygninger.« Denne hjemmecentrerede, kirkestøttede plan forkortede søndagens 3-timers mødeplan til to timer og introducerede en ny læseplan for enkeltpersoner og familier, der skulle studeres i hjemmet. Ved konferencens afslutning bekendtgjorde præsident Nelson 12 nye templer, det højeste antal templer der nogensinde er blevet bekendtgjort på én gang.

Som profet viste præsident Nelson os, hvad det vil sige at søge Herrens vilje og hurtigt handle i overensstemmelse med åbenbaring, og han opmuntrede alle kirkemedlemmer til at gøre det samme:

»Jeg beder jer om at øge jeres nuværende åndelige evne til at modtage personlig åbenbaring …

Der er så meget mere jeres Fader i himlen ønsker, at I skal vide …

Jeg lover jer, at når I bliver ved med at være lydige … vil I få den kundskab og forståelse, I søger. Enhver velsignelse Herren har i vente til jer – selv mirakler – vil følge.«

I sin første konferencetale som apostel omtalte ældste Nelson de pagter, han havde indgået i templet og sagde: »I dag bekræfter jeg påny dette løfte om at give alt, hvad jeg har, til opbygningen af Guds rige på jorden. Jeg har accepteret denne kaldelse og ved, at det ligeledes vil betyde udfordringer og ansvarsopgaver, og at jeg vil få overdraget visse nøgler, samt at der ligeledes vil komme modstand … men jeg forpligter mig til at lægge al min energi og alle mine kræfter i den.«

År senere, og to dage efter sin indsættelse som profet, aflagde præsident Nelson et lignende løfte og sagde: »Jeg erklærer min hengivenhed over for Gud vor evige Fader og hans Søn, Jesus Kristus. Jeg kender dem, elsker dem og lover at tjene dem – og jer – med hvert eneste åndedrag resten af mit liv.«

Præsident Nelson holdt dette løfte til det sidste. Det var tydeligt for enhver, der kendte ham eller hørte ham tale, at han var fuldstændig overbevist om, at lydighed mod Herren sikrer Herrens velsignelser. Præsident Nelson var i sandhed en forbilledlig pagtsholder. Han overholdt »nøje [sine] pagter«.

Ved en generalkonference sagde præsident Nelson engang, »Når I går på Herrens retfærdigheds vej, bliver I velsignet, så I kan fortsætte i hans godhed og være et lys og en frelser for hans folk.«

Præsident Russell M. Nelsons liv har været og vil fortsat være sådan et lys.