Øvelse i fuldkommenhed

En af mine favoritpersoner i Mormons Bog er Sarija. Jeg er altid glad for at læse om hende i 1 Nefi. Jeg kan identificere mig med hende. Hendes reaktioner virker så ægte på mig. Sarija udøvede tro, da hun forlod Jerusalem og sit guld og sølv og ikke tog noget med sig ud i ørkenen, bortset fra sin familie og nogle få nødvendige forsyninger. Husk så i kapitel 3, at Lehi drømte, at Lehis og Sarijas sønner skulle vende tilbage til Jerusalem for at hente bronzepladerne fra Laban.

Situationen spidsede til for Sarija, hvilket vi hører om to kapitler senere i 1 Nefi 5. Hendes sønner havde været væk i nogen tid – vi ved ikke med sikkerhed, hvor længe de var væk, men vi ved, at de var rejst tilbage til Jerusalem, de var taget hjem for at hente alle deres dyrebare ting og prøvede på flere forskellige måder at få pladerne tilbage fra den usamarbejdsvillige Laban. Og Sarija var bekymret!

Sarija reagerede på den måde, jeg tror, jeg ville have gjort. Hun var bekymret for sine sønner, hun sørgede over dem, hun beklagede sig lidt, og på et tidspunkt sagde hun noget til Lehi, som hun sikkert senere fortrød, om, at han var en synsk mand.

Men Sarija udøvede tro. Hun lyttede til de trøstende ord, Lehi talte til hende. Hun øvede sig i tålmodighed. Hun øvede sig i at sætte sit håb til Herren. Hun øvede sig i at støtte sin mand. Og da hendes sønner vendte tilbage med bronzepladerne, blev hendes glæde fuldkommen! Og så vidste hun »med vished« (1 Ne 5:8), at de var på en mission fra Herren. Hendes opøvede en tro var så stærk, at hun var villig til at gå om bord på et skib, som hendes sønner, som ikke var skibsbyggere, havde bygget for at sejle til et ukendt bestemmelsessted, hvilket viste sig at være det forjættede land.

Sarija øvede sig. Hun udøvede tro på Herren Jesus Kristus, samt tålmodighed og langmodighed. Hun øvede sig i fuldkommenhed.

Vi kan være fuldkomne i enkelte opgaver. Vi kan for eksempel være fuldkomne til at læse i Mormons Bog hver dag. Vi kan betale vores tiende med fuldkommenhed. Eller vi kan spille et stykke musik med præcision og ramme hver en tone. Men jeg spekulerer på, om en musiker, der spiller et stykke musik uden at begå en fejl, stadig spekulerer på, om den rette følelse kom til udtryk. For mig er det forskellen på jordisk fuldkommenhed – at ramme hver eneste tone rigtigt – og evig fuldkommenhed – at skabe en himmelsk sang. Den himmelske sang kan kun spilles med og på grund af Frelseren.

Præsident Russell M. Nelson har lært os: »Fuldkommengørelse venter. Den kan først blive fuldstændig efter opstandelsen og kun igennem Herren. Den venter alle, som elsker ham og holder hans bud.«¹

I Moronis sidste bøn til os, sagde han: »Kom til Kristus, og bliv fuldkommengjort i ham, og fornægt jer selv al gudløshed; og hvis I fornægter jer selv al gudløshed og elsker Gud af al jeres kraft, sind og styrke, da er hans nåde tilstrækkelig for jer, så I ved hans nåde kan blive fuldkomne i Kristus« (Moro 10:32).

Husker I Jereds bror og hans folk, der blev bedt om at bygge fartøjer i henhold til Herrens instruktioner? Fartøjerne var små, lette på vandet og tætte som et fad.

Og ved hjælp af en enorm tro kom disse jereditter op i de fartøjer, de havde bygget, og »mange gange blev [de] begravet i havet … på grund af bølgerne … som brød ind over dem … Og … vinden [hørte] aldrig … op med at blæse … mens de var på vandene« indtil de ankom til det forjættede land efter 344 dage (se Eter 6:6, 8, 11, 12).

Men husk, at før jereditterne kom ind i fartøjerne til det forjættede land, mens de rejste i ørkenen, »byggede [de] fartøjer, hvori de krydsede mange vande, idet de bestandigt blev ledt af Herrens hånd« (Eter 2:6). De havde øvet sig i at bygge fartøjer og udøve tro på Herren, inden deres 344-dages lange rejse begyndte. Herren kunne selvfølgelig have ledt dem uden om disse vande, mens de rejste i ørkenen. Men det gjorde han ikke. Han lod dem øve sig i at bygge fartøjer, og vigtigst af alt gav han dem muligheder for at udøve deres tro på ham. Jeg tror, at deres øvelse forberedte dem på den meget lange rejse til det forjættede land.

Vi øver os i fuldkommenhed for at vende tilbage til vores himmelske hjem. Og Frelseren, hvis nåde gør evig fuldkommenhed mulig, giver os muligheder for at øve os.

Fuldkommenhed, både den jordiske og den evige, er vores mål. Øvelse gør mester med Frelseren. Han gør hele forskellen. Præsident Nelson har sagt: »Lad os … gøre vores bedste og forsøge at blive bedre hver dag. Når vores ufuldkommenheder dukker frem, kan vi blive ved med at rette dem. Vi kan være mere tilgivende med fejl hos os selv og hos dem, vi elsker. Vi kan være fortrøstningsfulde og overbærende.«²

Bliv ved med at øve jer! Vores kære profet har mindet os om at »Herren elsker en indsats, for en indsats medfører belønninger, som ikke kan komme uden den«.³

Jeg vidner om, at Herren elsker jer og ønsker, at I vender hjem. Fuldkommengørelse venter i ham og hos ham.