Debbie Cole

Debbie blev udsat for et seksuelt overgreb i 1989, da hun var 19. Debbie (som her ses med sin datter) var opsat på, at den hændelse ikke skulle ødelægge hendes liv, hun satte sin lid til sin tro, mens hun arbejdede som frivillig for at hjælpe andre ofre for seksuelle overgreb, og hun var med til at føre kampagne for en lov, der kunne beskytte andre mod sexforbrydere.

Leslie Nilsson, fotograf

Dagen efter overgrebet spurgte nogle af mine venner mig, om jeg ville have noget alkohol for at komme igennem situationen. Jeg havde kun været medlem af Kirken lidt over et år, og jeg var ikke aktiv på det tidspunkt. Men noget sagde mig, at hvis jeg drak noget som helst alkohol, ville jeg blive afhængig af det.

Da jeg nogle få dage senere tænkte klarere, besluttede jeg mig for, at det overgreb blot skulle være et øjeblik i mit liv, det skulle ikke få lov til at ødelægge mit liv. Jeg var igennem en retssag. Jeg husker, at folk, kort tid inden dommen blev afsagt, havde fortalt mig, at den mand, der havde forgrebet sig på mig, var en god mand fra en god familie, og det slet ikke lignede ham. De sagde, at han havde begået en fejl, fordi han havde drukket, og han var så fuld af anger over det, han havde gjort, at han havde svært ved at leve med sig selv. De overtalte mig til at henstille til dommeren om at være mild mod ham.

Den dag dommen skulle falde, kom jeg med en udtalelse og sagde til dommeren, at manden havde begået en fejl, fordi han var fuld, og jeg syntes, at han skulle idømmes en psykiatrisk behandling i stedet for fængselsstraf. Dommeren takkede mig og på grund af min udtalelse, blev manden kun idømt seks års fængsel. Derefter prøvede jeg at komme videre med mit liv. Jeg blev gift og fik børn.

På et tidspunkt i 1997 eller 1998 blev jeg så ringet op og fik at vide, at manden igen var i aviserne. Han var blevet løsladt fra fængslet og havde begået overgreb på tre andre kvinder. Den nyhed fik det hele til at vælte tilbage. Jeg følte mig ansvarlig, fordi jeg havde talt hans sag.

Skyldfølelsen førte til en depression. Jeg var et stærkt medlem af Kirken på det tidspunkt, men det var alligevel svært. Jeg var så forvirret, at jeg ikke altid kunne høre den lille stille stemme. Jeg blev hjulpet af præstedømmevelsignelser, for de hjalp mig til bedre at forstå, hvad vor himmelske Fader ønskede, at jeg skulle vide på det tidspunkt. Jeg ved, at jeg var i stand til at gå igennem det, fordi jeg havde evangeliet i mit liv.

Da en af mine gode venner år senere tog sit eget liv, besluttede jeg mig for at starte en indsamling til fordel for dem, der mister nogle på grund af selvmord. En dag blev jeg ringet op af en koordinator for en af grupperne. Hun fortalte, at der var en anden mulighed for frivilligt arbejde, og hun kunne bare ikke lade være med at tænke på mig.

Hun spurgte, om jeg kunne være interesseret i at arbejde som frivillig på et krisecenter for voldtægtsofre. Som frivillig medarbejder ville jeg møde ofre, fortælle dem om det videre forløb og hvor vigtigt det er at få terapi. Jeg ville også bare skulle være en støtte for dem og deres familie. Jeg fortalte kvinden, at jeg troede, at grunden til, at mit navn blev ved at dukke op i hendes sind, skyldtes det, jeg havde været igennem. Jeg blev oplært og arbejdede som frivillig støtteperson i nogle år.

Den oplevelse var så berigende for mig. Hver gang jeg blev ringet op og bedt om at komme til krisecentret, bad jeg altid en bøn. Jeg sagde: »Himmelske Fader, du kender denne person, du ved, hvad hun har været igennem, og du ved, hvad hun har brug for at høre. Lad mig være et redskab i dine hænder til at hjælpe dem til at høre det, de har brug for at høre.«

Når jeg hjalp ofrene mod heling, sagde jeg til dem, at de havde et valg. Jeg kunne sige: »Vil du være et offer eller en overlever? Nogle dage vil du føle det, som om magten er taget fra dig, men du kan tage magten og kontrollen tilbage ved ikke at lade mindet om den hændelse ødelægge dig. Det er sådan man bliver en overlever.«

Sommetider går der lang tid inden ofre er klar til at gå i terapi, men jeg opmuntrede dem altid til det og sagde, at det var vigtigt, at de gjorde det, når de var klar. Jeg prøvede altid at sikre mig, at den person, der kom ind som offer, gik ud igen som overlever. På vej hjem takkede jeg altid vor himmelske Fader for at lade mig være lidt til hjælp for andre. Det gav mig styrke til selv at gå videre.

Efter nogen tid hørte jeg, at min overgrebsmand var blevet løsladt fra fængsel igen og havde overfaldet en anden kvinde. Jeg tænkte: »Det her kan ikke fortsætte.« Jeg bestemte mig for at prøve på at få loven skærpet for folk, der gentagne gange begår seksuelle overgreb. Jeg udarbejdede et forslag til Irlands justitsminister. Embedsmændene omkring ministeren afviste mit forslag. De sagde, at den gældende lov var dækkende.

Så valgte jeg at indlede en kampagne i medierne for at opnå støtte til mit forslag. Jeg er taknemmelig for de sidste 30 års medlemskab af Kirken, for jeg har holdt mange taler og lektioner, der gav mig evner til at tale offentligt og selvtillid til at skrive e-mails, ringe op og banke på døre for at føre kampagne. Jeg samarbejdede med journalister på tv, radio og aviser. De var storartede. De fortalte historien og ydede den retfærdighed. De var loyale mod historien og kampagnen og gjorde det til et tema for offentligheden.

Jeg samarbejdede også med lokalpolitikere, der hjalp mig med at udforme et andet forslag, der kunne samle nok støtte. Efter meget arbejde blev lovforslaget endeligt vedtaget den 16. januar 2019.

Til tider blev jeg følelsesmæssigt udmattet, mens jeg førte kampagne for denne nye lov. Jeg måtte fortælle min historie så mange gange og holde sammen på mig selv i interviews på tv, radio og aviser. Det sled på mig og til tider kunne jeg mærke, hvordan det hele tyngede. Jeg kunne føle en slags mørke om mig og mørke tanker dukkede op i mit sind. Jeg følte, at jeg ikke kunne gøre en forskel og ind imellem spurgte jeg mig selv, hvorfor jeg overhovedet prøvede. På de tidspunkter var bøn, studium af skriften og omsorg for andre en stor hjælp. Jeg har et meget stærkt vidnesbyrd om, at bøn virker. Havde det ikke været for bøn, var jeg kollapset mentalt for flere år siden. Jeg gik også til min grenspræsident og bad om præstedømmevelsignelser. Jeg er taknemmelig for, at vor himmelske Fader førte de rette mennesker ind på min vej for at hjælpe mig.

Jeg har fundet stor trøst i at komme i templet og være tempeltjener. Det hjælper mig med at føle den kærlighed, som Frelseren føler for sine hellige på begge sider af sløret. I de sidste otte år har jeg også lært, at man ikke skal vente med at handle på en tilskyndelse, når man får en. Det skriftsted, som har hjulpet mig mest i livet er 1 Nefi 3:7: »Jeg vil tage af sted og gøre det, som Herren har befalet …« Jeg er blevet så velsignet ved at følge det princip.

Modstanderen vil prøve at overbevise os om, at vi ikke er gode nok eller kloge nok, men med vores kærlige himmelske Fader og vor Frelsers hjælp, er vi gode nok, er vi kloge nok. Jeg ved, at uanset hvad der sker for mig, vil de aldrig bare lade mig klare ærterne selv.

Det er så svært at forklare, hvordan det føles at opleve et seksuelt overgreb for nogle, der ikke har været igennem den prøvelse. En oplevelse som den vil altid sidde i en – den vil aldrig gå væk. Der vil være dage, hvor noget trigger hukommelsen, og man føler, at ens kraft, selvtillid og tryghed bliver taget fra en.

I de stunder er der kun en ting, jeg kan gøre, og det er at knæle ned og tale med vor himmelske Fader. Jeg ved uden skyggen af tvivl, at han hører og besvarer mine bønner. Jeg er af guddommelig herkomst, og det giver mig styrken til at holde ud, når livet bliver svært.

Det giver mig også håb og fokus at vide, at min Frelser elsker mig. Jeg elsker noget, som ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Det er umuligt for dig at falde uden for rækkevidden af Kristi forsonings uendelige lys« (»Arbejderne i vingården«, Liahona, maj 2012, s. 33). Frelseren kan hjælpe os, uanset hvor vi er, eller hvad vi går igennem. Jeg ser hen til ham som forbillede på, hvad jeg skal gøre i svære stunder.

Det kræver en masse arbejde at bevæge sig videre efter en traumatiserende oplevelse, men det er muligt på grund af Jesus Kristus. Jeg er taknemmelig for ham og hans evangelium. Jeg er blevet velsignet på så mange måder.