Vær en rigtig helt

»Jeg vil vente med at gøre det, Herren har befalet, for jeg ved, at Herren ikke giver nogen befalinger til menneskenes børn, uden at han bereder en vej for dem, så jeg gør ikke noget, før jeg præcist ved, hvad det er for en vej« (fiktiv version af 1 Ne 3:7).

Snart efter, at Lehis familie havde forladt deres hjem i Jerusalem, befalede Herren Lehis sønner at vende tilbage for at få pladerne fra Laban. Men så vidt vi kan se, gav Herren dem ikke noget praj om, hvordan de skulle gøre det. Alt, Nefi og hans brødre vidste, var, at Herren have befalet dem at få fat i pladerne. Føler I nogen gange, at I ikke aner, hvordan I skal gøre de ting, I formodes at gøre? (Måske er det en af grundene til, at Laman og Lemuel beklagede sig!) Det var op til Nefi at bruge sin hjerne og udøve tro og komme af sted og i gang. Men hvad var der sket, hvis han bare var blevet og smølet? Hvis Nefi nu har afvist at rokke sig, før Gud gav ham en plan? Det var svært at få fat på de plader. Han og hans brødre forsøgte sig to gange uden held. Hvad nu hvis Nefi bare havde sat sig ved Jerusalems mure og ventet på, at Gud fortalte ham, hvad han skulle gøre?

Så lå pladerne måske stadig i Labans skatkammer. Det var godt, at Nefi ikke ventede.

I stedet fulgte han Ånden »uden på forhånd at vide, hvad [han] skulle gøre. Alligevel gik jeg af sted« (1 Ne 4:6-7; fremhævelse tilføjet). Han afventede ikke bare, han lod ikke de ting, han ikke vidste, stoppe sig. Han vidste, at Gud ville åbne en udvej, og det havde han ret i. Da Nefi først var i gang og tog handling og trængte sig frem, vejledte og hjalp Herren ham.

»Noa betvivlede alt, som Herren havde befalet ham« (fiktiv version af 1 Mos 7:5).

Sommetider giver Gud ikke eksakte instrukser. Tag nu for eksempel Noa. Da Gud befalede Noa at bygge en ark, gav Gud ham målene, forklarede hvilke materialer han skulle bruge, og han gave tilmed Noa en passagerliste. I har måske modtaget tilsvarende specifikke tilskyndelser, og vi har alle modtaget specifikke bud, fx som principperne i pjecen Til styrke for de unge. Men selv når I ved præcist, hvad I skal gøre, tøver I så alligevel nogen gange? Føler I jer nogensinde fristede til at stille spørgsmål til Herren i stedet for at adlyde ham?

Hvad nu hvis Noa havde hørt Herren og sagt: »Men hvorfor? Jeg forstår det ikke.« Hvad nu hvis han havde smidt sig på sofaen og nægtet at røre sig, før han forstod præcist, hvorfor Herren ville sende en syndflod, mens han i øvrigt spekulerede på, hvorvidt instrukserne overhovedet kom fra Gud?

Syndfloden ville være kommet, men ville der have været en ark? Og hvad med hele menneskeheden? Det var virkeligt godt, at Noa ikke bare lænede sig tilbage og stillede spørgsmål ved alting.

Nej, »Noa gjorde ganske, som Herren havde befalet ham« (1 Mos 7:5). Han betvivlede det ikke, han handlede i tro. Hvis de stilles i den rette ånd, er spørgsmål en god ting. Det kan hjælpe os til at vokse og lede os til mere sandhed. Men når vi afviser at gøre noget som helst, før vi modtager de svar, vi ønsker, så holder det at stille spørgsmål os tilbage. Noa havde måske også spørgsmål, men det holdt ham ikke tilbage. Selvom det virkede mærkeligt, byggede han arken på den tørre jord, samlede alle dyrene og lukkede sin familie inde i arken. Og da det begyndte at regne, var han sikkert glad for, at han have gjort det. Noa handlede i tro, og Gud velsignede ham og hele hans familie.

»Da … vidste hun derfor, da hun så, at alle Lamonis tjenere var faldet til jorden, … at det var Guds magt, og da hun antog … at … ved at de så dette syn … ville tro på Guds magt, holdt hun sig derfor tilbage og håbede på, at der var nogen andre, der ville samle folket« (fiktiv version af Alma 19:17).

Abish var en lamanitisk kvinde. Hun havde været omvendt til Herren i mange år, men fordi hun levede blandt de vantro lamanitter, havde hun holdt sin tro hemmelig. Da Ammon underviste kong Lamoni om evangeliet, blev kongen og hele hans husstand overvældet af Herrens kraft. Abish indså, at dette var en lejlighed for hendes venner og bekendte til endelige at se og tro på Guds kraft. Det var op til hende at samle folk til at vidne miraklet.

Men hvad nu, hvis hun ikke havde gjort det? Efter hun i årevis havde skjult sin tro, var det at løbe fra hus til hus for at fortælle alle det sikkert lidt skræmmende. Har I nogensinde følt jer tilskyndet til at åbne munden, men været bange for at gøre det? Det kan være svært at fortælle andre om sin tro. Hvad var der sket, hvis Abish bare havde holdt sig tilbage og håbet på, at folk bare var kommet af sig selv? Eller at nogle andre ville sige noget?

Ja, så var der ikke nogen, der havde samlet sig og set, at kong Lamoni og hans hus lå udstrakt på jorden som om de var døde eller hvordan de på mirakuløs vis rejste sig igen. De ville ikke have hørt kong Lamoni, dronningen eller Ammon undervise om evangeliet.

Det var godt, at hun ikke bare holdt sig tilbage. I stedet »løb hun derfor fra hus til hus og kundgjorde det for folket« (Alma 19:17). Hun havde et vidnesbyrd om Herren, og hun lod sig ikke stoppe af frygt. Hun ventede ikke bare på, at der var nogle andre, der sagde noget. Da hun fik chancen, tøvede hun ikke – hun løb! Abish handlede, og Herren velsignede hende, ved at mange af hendes landsmænd blev omvendt til evangeliet (se Alma 19).

»[Jesus] sagde: ›Kom!‹ Peter satte sig ned i båden og gik ikke på vandet hen til Jesus« (fiktiv version af Matt 14:29).

Som fisker kendte Peter en del til både. Peter vidste for eksempel godt, at når der raser en storm til søs, så bliver man i båden. Han vidste, at folk, der trådte ud på vandet, sank lige ned. Kan I forestille jer, hvad han må have tænkt, da han så Kristus gå på vandet?

Hvad var der sket, hvis han var blevet i båden? Alle ved, at folk ikke kan gå på vandet. Hvad nu hvis Peter kun havde fokuseret på det, verden ved? Sommetider synes Kristi og hans profeters lære at gå imod det, verden siger. Og det er let at lade sig overtale af og lytte til verden. Hvad nu hvis Peter havde fortalt Kristus, at det var uvidenskabeligt eller ulogisk at gå på vandet? Eller hvis han havde været for bange til at træde ud og gå hen til Kristus?

Så ville han være gået glip af at dele en utrolig oplevelse med Mesteren. Han ville have misset en chance for at styrke sin tro, og han ville måske have betvivlet sin tro sidenhen, da han havde brug for den. Det er godt, at Peter ikke blev i båden. På trods af bølgerne, stormen og sin erfaring med vandet ønskede Peter at kravle ud af båden og gå hen til Kristus. Og på trods af alt, hvad verden vidste, gik Peter på vandet. Selv da han blev bange, var Kristus der for at gribe fat i ham (se Matt 14:28-31).

I blev sendt her til jorden for at blive helte i jeres drama af et liv! Det betyder ikke, at I skal springe fra brændende bygninger eller køre flugtbiler hver dag. Det vil sige, at I træffer valg, griber til handling og trænger jer frem.

Herren lærer os, at vi »bør være ivrigt engageret i en god sag«. Han siger ikke eksakt, hvad den gode sag bør være, men han ønsker derimod, at vi gøre »meget af egen fri vilje og udvirke[r] megen retfærdighed« (L&P 58:27). Det betyder, at han stoler på, at I selv kan træffe beslutninger og afgøre, hvordan I vil udvirke retfærdighed. Ofte kommer hjælpen efter vi har udøvet tro og taget de første skridt.

Herren er der altid for at vejlede os, når vi har brug for det, men hvis man nægter at handle eller trænge sig frem og forventer, at Herren fortæller, hvad man skal gøre i detaljer, så er man »en lad og ikke en klog tjener« (se L&P 58:26). Og hvem ønsker at være en lad tjener, når man kan være en helt?