Gift igen: Et eventyr i tålmodighed og kærlighed
Forfatteren bor i Norge.
Sammenføring af to familier kræver dobbelt så meget tålmodighed. Men det kan også generere dobbelt så meget kærlighed.
Skilsmisse havde aldrig været en del af mit ordforråd, indtil det skete for mig. I lang tid siden mærkede jeg den skamfulde skyggeside af ordet hver gang, der blev spurgt ind til min ægteskabelige status. »Jeg er fraskilt.« Det var nærmest som, om jeg ikke kunne sige ordene højt – som om jeg sagde noget grimt.
Ikke desto mindre var det der, jeg var i livet, og jeg havde det svært med det. »Du skal nok finde en,« sagde mine venner. Men jeg var ikke interesseret og havde ikke noget ønske om at skulle giftes igen. Jeg havde nok at gøre med mine fire børn.
Indtil den dag, hvor det helt uventede og uplanlagte skete, og jeg mødte Arnfinn, og til min store overraskelse talte vi så godt sammen, at jeg kom til at påskønne hans selskab mere og mere. Han var intelligent, pæn og spøgefuld. Da han friede, vidste jeg ikke, hvad fremtiden ville bringe, men jeg vidste, at jeg gerne ville dele den med ham. Vi tog os tid til at »glatte rynkerne ud«, som Arnfinn kaldte det, og vi blev gift i templet i Stockholm i Sverige i efteråret 1997.
Det er ikke det samme at være nygift, når man nærmer sig de 40, som det er første gang. Forelskelsen var den samme dejlige boblende fornemmelse, og spændingen ved det nye forhold var den samme, men nu havde vi to ekspartnere, en ulydig hund, en højlydt fugl og ni børn i alderen 3 til 17 år. Heldigvis var det nye og spændende ved vores romance nok til at få os igennem de udfordrende dage, der ventede forude.
Nøglen til forståelse
»Det virker, som om vi ikke altid har samme mening om tingene,« sagde Arnfinn en dag. Sådan er det med 40 års vaner og ens egen måde at gøre tingene på. Jeg var 19 år første gang, jeg blev gift, og jeg havde tillagt mig nogle rutiner og vaner hen ad vejen. Arnfinn og jeg fandt ud af, at det er i orden og endog sundt, at der er mere end en mening om tingene. Det betyder ikke nødvendigvis, at den ene har ret, og den anden tager fejl. Meninger formes af mange ting i livet, og respekt og lytten blev en nøgle til at forstå den anden.
Vi prøvede også at nå frem til en fælles forståelse af, hvordan vi skulle flette vore liv sammen – hvor vi skulle bo, hvordan vi håndterede familiens økonomi, og hvilke helligdage vi skulle fejre. Der var nogle få rynker, der skulle glattes ud langs vejen, men når jeg ser tilbage nu, virker det som småting. Harmoni og kærlighed i hjemmet var de mål, vi gik efter.
Det, at der var en anden mor involveret i vores familie, var især svært for mig. Arnfinns ekskone er en vidunderlig mor, og hun er ikke ligeglad med sine børns velfærd. Ferier og weekender blev planlagt med hende, og til tider følte jeg ikke, at jeg havde noget at sige over mit eget liv.
Men overgangen var sikkert en større udfordring for Arnfinn, som flyttede ind i et hjem med fire børn, to af dem var teenagere – børn med mere frembusende personligheder, end han var vant til, og som var opdraget noget anderledes, end han ville have foretrukket.
Forskellige veje, samme svar
En sen aften, hvor min tankevirksomhed var ophørt, udfordrede Arnfinn mig så til at tage en intelligenstest. Han satte sig på den ene side af spisebordet og lavede nogle ligninger og matematiske formler for at besvare spørgsmålene. Jeg sad på den anden side af bordet og tegnede nogle billeder for at løse de forelagte problemer. Vi blev færdige og sammenlignede vore svar og fandt ud, at vi var nået frem til de samme svar. Det var da, at jeg indså, at testen mindede om vores liv sammen.
Lad mig forklare det. Han gør tingene på en måde, og jeg gør dem på en anden. Men vi har det samme mål, selvom vi kan være uenige om vejen derhen. At nå vores mål kan sammenlignes med intelligenstesten, selvom han lavede ligninger, og jeg tegnede billeder, kom vi stadig frem til de samme svar.
Jeg ved, at jeg aldrig ville kunne klare hans job som advokat, og jeg er ret sikker på, at han ville finde mit arbejde som skribent og illustrator svært. Tricket har været at synes, at han er sød, når han gør tingene anderledes end mig, i stedet for at blive irriteret. Forskelle kan være en mulighed for læring, hvis vi tillader det. En dag sagde jeg til Arnfinn: »Hvis du lærer mig nogle ting, kan jeg måske lære dig nogle ting, så vi kommer i mål en dag.« Vi er begge nødt til at være formbare, og det er en proces. Påskønnelse er blevet et nøgleord.
Hvis mor og far er to forskellige størrelser, så kan I være helt forvissede om, at to hold børn kan være himmelvidt forskellige. Vi smøgede ærmerne op og så hverdagsproblemerne som forskellige spisevaner, tøjstil, sovetider og huslige pligter i øjnene – for blot at nævne nogle få. I lang tid blev børnene benævnt »mine« og »dine«, og de syntes ikke altid, det bare var skønt at være én stor familie.
Den ældste lod mig vide, at hun snart ville flytte hjemmefra alligevel, og hun håbede, jeg var lykkelig; de næste to piger virkede ikke til at kunne lide hinanden, og en af drengene overlod sit værelse hver anden weekend og sov på sofaen, når stedbrødrene kom. Det har den kære dreng aldrig beklaget sig over.
Om at gøre plads til dem, vi elsker
Der er altid plads til dem, I elsker. Vi gjorde den ene stue til forældresoveværelse og lod børnene få værelserne på første sal. To fjernsyn og to badeværelser blev en nødvendighed frem for en luksus. Et par dage alene en gang om året for de nygifte forældre blev også en afgørende investering i vores fremtid sammen som familie.
Weekender og andre begivenheder blev planlagt på forhånd; måltider, spil og aktiviteter skulle passe de fleste af børnene. Arnfinns fem børn boede hos deres mor til hverdag, og jeg ønskede at respektere hendes ønsker samtidig med, at jeg gerne ville sikre mig, at børnene nød at besøge deres far. Det betød, at jeg sommetider måtte tie omkring nogle mindre irritationsmomenter og i stedet fokusere på noget vigtigere for at gøre deres ophold hos os rart. Jeg benyttede mig af tålmodighed og kærlighed – så mere tålmodighed og dertil en masse humor.
Kaotiske søndagsmorgener var en stor udfordring. Vi prøvede at skabe en god atmosfære med smuk klassisk musik, mens vi guidede det ene barn efter det andet ud og ind af de to badeværelser, inden kobjælderne ringede til lækker morgenmad. Alligevel var det en prøvelse at bevare sabbatsånden, når man skulle have alle ud ad døren og ind i minibussen for at nå til kirke i tide hver søndag. Når vi kom hjem og havde nydt en dejlig middag, var vi faldet nok ned til at hygge os med at spille sammen.
Der er megen visdom i de programmer og lektioner, vi undervises i i Kirken. Familiebøn, familieaften og drøftelse af evangeliske principper er både tiden og anstrengelsen værd. Evangeliet har bragt os glæde og hjulpet os til en større forståelse af, hvor vigtig og værdifuld familien er.
Vi har fået mange nye traditioner, men vi har også beholdt nogle af de gamle. Hver sommer tager vi så mange af børnene som muligt med til templet i Stockholm. Vi bor på en campingplads syd for templet. Det er blevet en tradition, som vi nyder, og en, som børnene, der selv er blevet gift, har taget til sig.
Når vore børn nu kommer og spørger os til råds om dating og ægteskab, så fortæller jeg dem, at det ikke betyder noget, om den ene er til jogging og den anden til ballet. Den vigtigste ting er at have den samme begejstring for at tjene Frelseren og beslutsomheden til at stræbe frem mod målet om at blive en evig familie.
Der blæses sæbebobler med tre af børnebørnene. Vore børn er voksne nu og er flyttet hjemmefra, men de ved, at de altid er velkomne til at komme forbi.
Dobbelt så meget tålmodighed, dobbelt så mange velsignelser
Når jeg møder par, som i hinanden har fundet en anden chance for ægteskab, så glæder det mig. Jeg er glad for, at de har en partner og en bedste ven at være sammen med. Men jeg husker også, at de første par år med at føje to familier sammen ikke kun var idel lykke. Det kræver noget, og nogle dage kan man spørge sig selv, om det er umagen værd.
I dag er vore to døtre, som ikke kunne lide hinanden som teenagere, begge blevet mødre og udveksler gladeligt erfaringer ved familiemiddage og tager på ferie sammen i familiens hytte. Der er blevet sendt opmuntrende breve til drengene, som tjente på mission, og nogle af vore børn har besøgt hinanden, når de har boet i udlandet. De har det altid sjovt sammen ved store familiemiddage og glæder sig hver gang, at det annonceres, at der er en ny nevø eller niece på vej.
Arnfinn og jeg har fået huset for os selv nu. Vi har en legesyg hund og en ny lille fugl. Børnene har indtaget deres gamle værelser ind i mellem studier og flytninger. De ved, at de altid er velkomne, og der bliver pusset og nusset om dem, når de kommer forbi.
Sammenføjningen af to familier kræver dobbelt så meget kærlighed og dobbelt så meget tålmodighed. Der har været meget mad at lave og meget tøj at vaske, men det har været det hele værd. Vi elsker vores store familie. Velsignelserne ved at have dobbelt så mange at elske er dobbelt så store.
Og vores familie fortsætter med at vokse. Der er en ny generation af smukke små børn, og de er alle sammen vore børnebørn.