Ældste L. Tom Perry: En mand, der opbyggede riget

Lowell Tom Perry blev født den 5. august 1922 i Logan i Utah som søn af Leslie Thomas og Nora Sonne Perry. De var seks søskende. Toms forældre elskede evangeliet og brugte enhver lejlighed til at undervise deri i deres hjem. Denne retskafne opvækst var en stor styrke for ældste Perry hele hans liv.

Ældste Perry sagde i sin første tale til generalkonferencen som apostel: »Hver morgen blev vi klædt på i vores hjem, ikke blot med hat og regnfrakke og støvler for at være beskyttede mod det fysiske uvejr, men endnu mere omhyggeligt iførte vore forældre os hver eneste dag Guds rustning. Som vi knælede der i familiebøn og lyttede til vores far, en bærer af præstedømmet, som udøste sit hjerte og bad om at Herren ville beskytte familien mod den Ondes gloende pile, blev der lagt endnu et beskyttende lag på vores tros skjold. Medens vores skjold blev styrket, kunne vi altid søge ly under vore forældres skjold, og vi vidste det.«³

Tom lærte fra en ung alder at arbejde hårdt. Han tog del i familiens pligter, deriblandt at tilplante og passe en stor have. »Jeg er meget taknemlig for en far, som havde tålmodighed nok til at lære mig kunsten at dyrke en have,« sagde han. »Vores familie fik lært ikke blot kunsten at stable og efterhånden at bruge af dåser og flasker på hylderne, men også hvordan man dyrker og behandler de frugter og grøntsager, der er nødvendige for at fylde de tomme dåser og flasker på ny.«⁴

I hjemmet var hans mor en storslået underviser, der underviste sine børn i evangeliske og akademiske sandheder ved enhver lejlighed, deriblandt når de udførte deres pligter. »Hun var lærer af natur og krævede langt mere af os end vore lærere i skolen og kirken.«⁵

Om aftenen stod hun udenfor soveværelsesdøren i tilstrækkelig lang tid nok til at sikre sig, at hendes børn bad deres aftenbøn.

Ældste Perry sagde om sin mor: »[Hun] erkendte … at forældre er betroet opdragelsen af deres børn, og til syvende og sidst må forældre sikre sig, at deres børn bliver undervist i det, deres himmelske Fader ønsker, de skal lære.«⁶

Ældste Perry havde mange kaldelser som leder gennem sit liv. Han tjente i to biskopråd, i et højråd, som andenrådgiver i stavspræsidentskabet i American River Stav i Californien, som stavsmissionspræsident, som særlig assistent til missionspræsidenten i De Østlige Staters Mission (hvor han tilbragte mange timer med at hjælpe til ved Kirkens pavillon ved verdensudstillingen i New York i 1964-1965), som andenrådgiver i stavspræsidentskabet i Boston Stav i Massachusetts og som præsident for den stav. I 1972 blev han kaldet som assistent til De Tolv, og så i 1974 blev han kaldet som medlem af De Tolv Apostles Kvorum.

Ældste Perry forkyndte og levede med stor åndelig kraft og entusiasme. Hans rungende stemme gav ekko i hjertet hos tilhørerne lang tid efter, at han var trådt ned fra forhøjningen.

Ældste Quentin L. Cook fra De Tolv Apostles Kvorum fortalte følgende: »Ældste L. Tom Perry bar et stærkt vidnesbyrd om Jesus Kristus. Han kendte Frelseren, han elskede Frelseren, og [han] bar et stærkt vidnesbyrd om Frelserens guddommelighed.«⁷

Tom mødte sin hustru Virginia Lee, da han talte de tilstedeværende ved et stavslederskabsmøde. Han sagde senere, at det gik godt med at tælle de unge mænd, men da det var tid til at tælle de unge kvinder, ramte hans matematiske evner en forhindring. »Pludselig så jeg en charmerende, smuk ung kvinde. Jeg mistede fuldstændigt evnen til at tælle.«

Tom læste på det tidspunkt på Utah State Agricultural College (nu Utah State University) og havde et meget travlt skema. Men trods det, så fik hans forhold til Virginia Lee førsteprioritet.⁸

L. Tom Perry og Virginia Lee blev gift i templet i Logan i Utah otte måneder efter deres første møde. De fik tre børn sammen.

Tiden sammen med familien var det allervigtigste for Tom. Han afsatte altid tid til fødselsdage, familieferier, familietraditioner og andre vigtige begivenheder.

Angående dette var der en oplevelse, der gjorde et varigt indtryk på ham. Da Tom og hans familie flyttede til USA’s østkyst på grund af arbejde, begyndte de at lede efter et hus, der lå tæt på hans arbejde. Efterhånden som husjagten fortsatte, begyndte de at kigge på steder længere væk. Til sidst fandt de et hus, som hele familien blev forelsket i. Det var et smukt hus i ét plan omgivet af de dybe skove i Connecticut. Den sidste test var at prøve den daglige pendlen. Tom kom modløs tilbage. Turen havde taget halvanden time hver vej.

Han fremlagde problemet for sin familie og sagde, at de kunne enten få huset eller have en far. Deres reaktion overraskede ham. »Vi tager huset,« sagde de. »Du er alligevel aldrig hjemme.«

Det blev et vendepunkt for Tom. »Jeg måtte omvende mig hurtigt,« sagde han. »Mine børn havde brug for en far, som var mere hjemme.« Han tog lektien meget alvorligt. »Jeg ændrede på mine arbejdsvaner, så jeg kunne tilbringe mere tid med min familie.«⁹

Som med så mange andre mål i Toms liv, så opnåede han målet om familiesammenhold med stor succes. »Min var var ret sjov, da vi voksede op,« sagde Lee Perry, ældste Lees søn. »Han holdt os aktive og ville gerne være sammen med os. Vi vidste altid, at vores far elskede os.«¹⁰

Tom og Virginia Perry opdrog deres børn i retskaffenhed og kærlighed. Den 14. december 1974, kun otte måneder efter at ældste Perry var blevet kaldet til apostel, mistede han sin hustru efter en fem år lang kamp mod kræft. »Nu er hun hel igen, og jeg er sikker på, at paradiset er et meget bedre sted nu, hvor hun er der,« sagde han som hyldest til sin hustru.«¹¹

Den 28. april 1976 giftede ældste Perry sig med Barbara Taylor Dayton i templet i Salt Lake City. Ældste og søster Perry rejste sammen rundt over hele verden og forkyndte og underviste side om side.

Ældste Perry talte under sin tjenestegerning ofte om sin opvækst, sin egen familie og behovet for, at familier forblev stærke og tætte. Han følte så stærkt for det, at han adskillige gange talte direkte til sin egen familie som del af sine taler til generalkonferencen.¹²

L. Tom Perry havde hele livet et talent for at anvende de evner og indsigter, som han havde lært i et område af sit liv i et andet. Da han havde været gift i nogle år, blev han kaldet til at tjene som andenrådgiver i biskoprådet. Det kom på et tidspunkt i Toms professionelle liv, hvor han havde svært ved at se, hvordan han kunne indpasse en sådan forpligtelse i sit skema. Han havde knap nok tid til at få nok søvn.¹³

Alligevel tøvede han ikke med at tage imod kaldelsen. En af de første ting, han lærte i det nye biskopråd, var, hvordan man uddelegerede og organiserede. Han brugte disse evner på sit arbejde og fik snart efter mere tid på arbejdet og derhjemme. Disse evner hjalp med tiden Tom til at blive forfremmet til højere stillinger i hans karriere inden for engrosvirksomheder.

En anden gang, hvor oplæring i Kirken spillede en rolle, var da han tog imod et job i et stort firma i New York. En del af hans nye arbejde bestod i at fremlægge budgettet for en bestyrelse, der var svær at stille tilfreds.

Tom, der til at begynde med var lidt skræmt over opgaven, kiggede på det lokale, hvor han skulle foretage præsentationen. I lokalet opdagede han, at en stor del af den ene væg var dækket af flonel, højst sandsynligt på grund af akustikken. »Da jeg så på det store stykke flonel, tænkte jeg på min primarylærer og brugen af flonelstavlen [til lektionerne].«

Tom bestilte noget papir med flonelsbagside, lavede adskillige dele af sin fremlæggelse på det og fangede bestyrelsens opmærksomhed ved budgetmødet. »Fremlæggelsen så ud til at være meget effektiv, og da den var ovre, blev jeg lykønsket, takket være min primarylærer,« sagde han.¹⁴

Selvom Tom havde stor succes med sit arbejde, lod han aldrig sin profession påvirke sin retskaffenhed eller sine værdier. På et tidspunkt i hans karriere, inviterede hans chef ham med til forskellige forretningsmiddage og de cocktailparties, der gik forud for dem. Tom, der ved disse cocktailparties ikke ønskede at gå rundt med noget, der tilnærmelsesvis lignede alkohol, begyndte at gå rundt med et glas mælk.

»Jeg var forbløffet, for efterhånden som tiden gik, var der mange af mine kolleger, der ligesom jeg drak mælk ved disse parties,« sagde han. »Jeg opdagede … at der kommer nogle interessante reaktioner, når man er anderledes end verden, men lydighed mod Herrens lov vil altid bringe hans velsignelser.«¹⁵

L. Tom Perry tjente på en fuldtidsmission i De Nordlige Staters Mission, da anden verdenskrig rasede. Inden der var gået en måned, fra han var vendt hjem fra sin mission, meldte han sig til marinekorpset.

Han tjente sit land med ære og vendte hjem som en endnu større patriot end før. I november 2013 var ældste og søster Perry æresgæster ved Marinekorpsets 238. fødselsdagsbal. »Jeg vil gerne sige, at jeg altid har været stolt af den tid, som jeg tjente i marinekorpset,« sagde han ved fejringen.¹⁶

Ældste Perry blev tidligt i sit kald som apostel indbudt til at komme til Washington D.C. til et møde med religiøse ledere for at drøfte måder, hvorpå man kunne involvere forsamlinger i deltagelsen af fejringen af 200-året for USA’s selvstændighed. Til at begynde med var ældste Perry begejstret. Han ville gerne være med til at forene kirkernes stemmer i taknemlighed over Guds vejledende og beskyttende hånd, da USA blev grundlagt.

Til hans overraskelse var gruppen uvillig til at komme med en sådan udtalelse. Enhver henvisning til Herren vor Gud var forbudt, da de ikke ville fornærme ateisterne. Ældste Perry var meget nedslået over resultatet. Men han bar et højtideligt vidnesbyrd til generalkonferencen om de sandheder, som de forsamlede religiøse ledere i Washington ikke havde villet sige. »Jeg vil forkynde min faste overbevisning om, at grundlaget for en hvilken som helst retfærdig regering er den lov, der blev givet af Herren for at lede og styre menneskets bestræbelser. Retfærdige regeringer modtager vejledning fra Herren.«¹⁷

Ældste Perry forblev patriot hele sit liv.

Øverst: Foto: Tom Smart, Deseret News; nederst: foto gengivet med tilladelse fra Deseret News

Ældste Perry fik venner, hvor end han tog hen. En historie fra hans liv viser hans evne til at få venner stort set alle steder. Da han og hans familie var flyttet til New York City på grund af hans arbejde, lagde han mærke til, hvordan folk holdt sig for sig selv på gaden og i undergrundsbanen.

»Jeg syntes, at det var en meget uvenlig gruppe mennesker,« mindedes han senere. Den opførsel var i stærk kontrast til de imødekommende og sociale mennesker fra den californiske by, de lige havde forladt. Han var så modløs af manglen på varme og venlige folk omkring sig, at han var fristet til at tage sin familie og flytte tilbage til Californien. Han hustru spurgte ham, om han havde prøvet at gøre en forskel. De havde han ikke. Hun sagde: »Hvorfor prøver du ikke og ser, hvad der sker?«

Tom udklækkede en plan på sin daglige tur til arbejde for at komme til at kende en. Han så en mand ved undergrundbanens stoppested, som foretog sig det samme hver morgen. Manden kom på samme tid, købte en avis, stod på det samme sted på perronen og sad på det samme sæde i toget uden variation.

Tom ønskede at ruske op i tingene og se, om han kunne få en ven. Han kom tidligt næste morgen og stillede sig på mandens yndlingssted på perronen. Så satte han sig på mandens foretrukne sæde i toget. Efter Tom havde gjort det i to dage, kom han hen på perronen og så, at manden var kommet tidligere end sædvanligt og havde stillet sig på sit sted på perronen. Manden fnøs af Tom, der derpå gik hen til ham og begyndte at grine, da han forklarede, hvad han havde gjort.

»Han syntes, at det var det mest storslåede, han nogensinde havde hørt om,« sagde ældste Perry. Han og manden steg på toget og kørte sammen. De blev snart gode venner. Hver morgen kappedes de om, hvem der kom hen på perronen først. Snart blev kappestriden udvidet til 3, så 4 og derpå 10 pendlere, der i godt humør skyndte sig hen til det udvalgte sted.

»Det livede hele perronen op,« sagde ældste Perry. Gennem den proces blev alle de involverede en sammentømret gruppe. En jul stod omkring 10 af dem på perronen og sang julesange sammen. »Jeg fik nogle af de bedste venner, jeg nogensinde har haft.«¹⁸

Til højre i midten: Foto: Scott Winterton, Deseret News

Ved oktoberkonferencen i 1989 fortalte ældste Perry en historie fra sin barndom, der gav et vigtigt indblik i hans liv. Hans far var ved at renovere deres hjem, og det var den syvårige Toms opgave at hive sømmene ud af de gamle planker med et brækjern og derefter rette dem ud. Selvom det var hårdt arbejde, så følte han tilfredsstillelse, når han havde færdiggjort dagens arbejde.

Ældste Perry færdiggjorde mange at sådanne byggeprojekter gennem tiderne, fra ombygninger af kirkebygninger til opførelsen af nye kirkebygninger. De lektioner han lærte som barn med at rette søm ud var tydelige i den måde, som han levede sit liv siden hen – på og uden for byggepladsen.

Han sagde: »Det er en virkelig tilfredsstillelse, som kommer ved at afslutte en opgave, især når vi har gjort det bedste, vi har formået.«¹⁹

Det gjorde ældste Perry altid. Han opbyggede, han underviste, han tjente, han vidnede – han gjorde altid sit bedste. Han opbyggede i sandhed riget.

»Jesu Kristi evangelium er sandt,« sagde han. »Det er blevet gengivet for at velsigne os i disse sidste dage. Det indeholder alle de sandheder, principper og ordinancer, som vor Fader i himlens store plan for lykke rummer, som er en plan for os, så vi kan vende tilbage og bo sammen med ham i rigerne hinsides for evigt. Det er mit vidnesbyrd til jer, at Jesu Kristi evangelium er hans guddommelige måde, hvorpå vi kan gå vores herlige fremtid i møde.«²⁰