Jasons flugt

ZZZZZ … Otteårige Jason lod, som om han snorkede, og så begyndte han at fnise. Han lå i sin seng, trak tæppet op over øjnene og lod, som om han sov. I den anden side af det mørke værelse puttede hans seksårige bror sig ned i sin pude, så udstødte han et drømmende suk, inden han også begyndte at le. »Shh!« Hviskede Jason og trak tæppet væk fra hovedet. »Vi skal jo sove!«

»Jeg sover. Jeg sover!« hviskede hans bror tilbage. Begge drenge fnisede igen, så trak de tæppet op under hagen, klemte øjnene sammen og lå så stive som muligt, mens de ventede.

I værelset ved siden af ventede deres søster også, mens hun lod, som om hun sov. Længere nede ad gangen ventede deres bror, mens han lod, som om han sov. De vidste, at selv deres mor lå i sit mørke værelse, sammenkrøben under tæppet, og lod, som om hun sov.

Et gulvbræt knirkede i den mørke gang. Far var et eller andet sted i nærheden. Når som helst kunne de vente signalet. Jason lyttede opmærksomt. Han turde næsten ikke trække vejret, mens han gættede på, hvor far stod i det øjeblik. Han var helt sikkert kommet nærmere. Når som helst nu …

»BIIIIIIIP!« En hvinende lyd gjaldede gennem huset. Jason kastede sig ned på gulvet og kravlede hen mod døren på alle fire.

»Videre, videre, videre!« råbte hans bror, da han stødte ind i siden på Jason. »Vi skal ud i en fart!«

»Brand!« råbte Jason, da han kravlede ud i gangen. »Skynd jer ud, alle sammen!«

»Skynd jer ud, alle sammen!« råbte mor. »Hold jer nede!«

Far sluttede sig til dem nede på gulvet, mens de kravlede ned ad gangen, ud i køkkenet og videre ud af bagdøren. Da de var kommet ud, rejste de sig og løb hen til ahorntræet.

»Er vi i sikkerhed?« spurgte far. »Er vi her alle sammen?«

»Vi klarede det,« sagde mor, efter at have talt dem alle.

Far kiggede på sit stopur. »Det var vores hidtil bedste tid,« sagde han. »Nu skal I i seng igen, alle sammen – og denne gang er det alvor.«

Da familien samledes til morgenmad næste morgen, tænkte Jason på brandøvelsen. »Jeg er glad for, at vi har en flugtplan,« sagde han. »Jeg føler mig tryg, fordi vi har en brandalarm i huset.«

»Også jeg,« sagde mor. »Alarmen hjælper os til at føle os trygge – så længe vi reagerer hurtigt, når vi hører den.«

Jason spiste sin morgenmad. »Må jeg gå over til Brett nu?« spurgte han. Brett var Jasons nabo og en af hans bedste venner.

»Ja,« sagde mor. »Pas godt på og mor jer godt.«

Drengene legede med Bretts hund, løb gennem havesprinkleren og byggede små fæstninger af pinde i mudderet. Så foreslog Brett, at de skulle gå indenfor. »Jeg har det varmt,« sagde han. »Lad os spille computerspil.«

»Ja,« sagde Jason. »Måske kan jeg slå dig denne gang.«

»Vi kan spille et nyt spil,« sagde Brett, mens drengene gik ind. »Har du nogensinde spillet det her?« Han holdt en spillekassette op, som Jason ikke kendte.

»Det tror jeg ikke. Hvordan er det?«

»Vent og se,« sagde Brett og satte cd’en i spilkonsolen.

Brett rakte Jason en joystick og satte sig foran skærmen. Jason satte sig ved siden af ham. Da spillet begyndte, lød en skinger alarm i Jasons samvittighed. Figurerne i spillet lignede rigtige mennesker, og det tøj, som de havde på – især kvindernes tøj – dækkede ikke ret meget af deres krop. Jason følte sig ubehageligt til mode. Han vidste, at han var nødt til at flygte.

»Lad os spille et andet spil, ellers bliver jeg nødt til at gå hjem,« sagde Jason. »Jeg har det ikke godt med den måde, som de folk er klædt på.« Jason vidste, at hans ven måske ville synes, at han var en nørd, fordi han sagde det, men han vidste også, at han var nødt til at reagere på sine følelser.

»Det er fint,« sagde Brett. »Vi spiller da bare et andet spil.« Brett fandt et racerspil frem. Alarmen i Jasons hoved blev stille, da han hørte brølet fra bilmotorerne i spillet. Intet kunne lyde smukkere i Jasons ører. ●