2024
Jeres levende, gode og mere fortrinlige håb
December 2024


Jeres levende, gode og mere fortrinlige håb

Jesus Kristus er nu og for evigt jeres kilde til håbets åndelige gave.

Jesus Kristus

Jesus af Nazareth, af Jay Bryant Ward

Apostlen Peter og profeterne Jakob og Moroni i Mormons Bog, fremhæver den åndelige gave af håb i Kristus på lignende måder.

Peter erklærede, at vi har »et levende håb« i Kristus.

Jakob proklamerede, at det giver os »et godt håb« at have tro på Kristus.

Og Moroni sagde, at vi har »et mere fortrinligt håb« på grund af Kristus.

Hvad er håb i Jesus Kristus?

Den åndelige gave håb i Kristus er den glædelige forventning om evigt liv gennem »den hellige Messias fortjenester og barmhjertighed og nåde« og et stærkt ønske om retfærdighedens lovede velsignelser. Ordene »levende«, »godt« og »mere fortrinlig« beskriver vores håb i Jesus Kristus. Det er en evigt voksende og strålende forsikring om opstandelsen og om evigt liv gennem tro på ham.

Profeten Mormon forklarede: »Jeg vil tale til jer angående håb. Hvorledes kan I opnå tro, medmindre I har håb?

Og hvad er det, I skal håbe på? Se, jeg siger jer, at I skal have håb om ved Kristi forsoning og hans opstandelses kraft at blive oprejst til evigt liv, og dette på grund af jeres tro på ham …

Hvis et menneske derfor har tro, må han nødvendigvis have håb, for uden tro kan der ikke være noget håb.«

Faderens plan for lykke

Jeres levende, gode og mere fortrinlige håb i Kristus begynder med kundskaben om, at Gud den evige Fader lever. Han er jeres Fader. I er bogstaveligt talt hans åndelige sønner eller døtre, og I har arvet guddommelige egenskaber fra ham.

Faderen er ophavsmanden til planen for lykke. Som hans åndelige søn eller datter »accepterede [I] vor himmelske Faders plan for, hvordan hans børn kunne få et fysisk legeme og opnå jordiske erfaringer for at udvikle sig frem mod fuldkommenhed og til sidst realisere vores guddommelige skæbne som arvinger til evigt liv«.

I er et dualistisk væsen. Jeres ånd, den evige del af jer, er iklædt et fysisk legeme, der er underlagt jordelivets ønsker og lyster. Faderens plan for lykke er skabt for at give jer vejledning, for at hjælpe jer til at vende sikkert hjem til ham med et opstandent, ophøjet legeme og for at modtage velsignelserne ved evig glæde og lykke.

Jesu Kristi forløsende rolle

Jesus Kristus er Gud den evige Faders enbårne Søn. Han kom til verden for at udføre sin Faders vilje. Han er vor Frelser og Forløser, fordi han overvandt både død og synd.

Alma profeterede: »Og han skal gå omkring og lide smerter og trængsler og fristelser af enhver art …

Og han vil påtage sig døden, så han kan løse dødens bånd, som binder hans folk; og han vil påtage sig deres skrøbeligheder, så hans indre kan fyldes med barmhjertighed … så han, hvad angår kødet, kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder …

Guds Søn lider [også] hvad angår kødet, så han kan påtage sig sit folks synder, så han kan slette deres overtrædelser i overensstemmelse med hans magt til at udfri.«

Evangeliets første princip er tro på Herren Jesus Kristus. Sand tro fokuserer på Frelseren, og gør os i stand til at stole på ham og have fuldstændig tillid til hans magt til at frelse os fra død, rense os fra synd og velsigne os med en styrke udover vores egen.

Jeg vidner om, at Frelseren brød dødens bånd. Han opstod og »tilvejebringer [vores] opstandelse [og] forløsning«. Han lever. Han er den eneste kilde til et levende, godt og mere fortrinligt håb.

Et anker for sjælen

Profeten Eter vidnede: »Derfor kan den, der tror på Gud, med vished håbe på en bedre verden, ja, en plads ved Guds højre hånd, hvilket håb kommer af tro og udgør et anker for menneskenes sjæl, som vil gøre dem sikre og standhaftige, altid rige på gode gerninger, og lede dem til at herliggøre Gud.«

Må I i denne særlige tid, hvor vi fejrer fødslen af barnet i Betlehem, altid huske, at Jesus Kristus kom til verden for at være vor Frelser og Forløser. Han tilbyder jer livets uvurderlige åndelige gaver: Lys, fornyelse, kærlighed, fred, perspektiv, glæde og håb.

Maria og Jesusbarnet

Tiden var inde [The Days Was Accomplished], af Justin Kunz

Jeg opfordrer jer til på passende vis at søge efter den åndelige gave, som er håb i Frelseren, ved at studere fordums og nutidige profeters lærdomme og vidnesbyrd om hans sonoffer og bogstavelige opstandelse. Når I gør det, lover jeg, at jeres vidnesbyrd om Forløserens guddommelighed vil blive styrket. Jeres omvendelse til ham vil blive dybere. Jeres ønske og beslutsomhed om at stå som hans tapre vidne vil øges. Og I vil blive velsignet med et anker for jeres sjæl – endog et levende, godt og mere fortrinligt håb.

Sammen med apostlene, som har båret vidnesbyrd om ham gennem tiderne, bærer jeg med glæde mit vidnesbyrd om, at Jesus Kristus er den levende Guds Søn. Han er vor opstandne Forløser. På grund af den forløsning og forsoning med Gud, som han gør mulig for hele menneskeheden, kan I modtage den åndelige vished og et levende, godt og mere fortrinligt håb om, at »alle skal gøres levende i Kristus«.