Prikkerne vil blive forbundet

Mine kære brødre og søstre, kære venner, jeg overbringer jer Det Første Præsidentskabs og De Tolv Kvorums kærlighed og velsignelse.

Jeg er glad for at være sammen med jer og er især taknemmelig for, at vi har haft mulighed for at høre fra min hustru.

Harriet er mit livs solstråle. Jeg ved, at I kan mærke det. Alle, der kender hende, elsker hende. Hun får alle omkring sig til at få det bedre og blive gladere. Hun har i hvert fald haft den virkning på mig.

Som søster Uchtdorf sagde, giftede vi os, da vi var meget unge. Nu, er jeg gammel, men efter disse mange år er jeg så taknemmelig for hvert eneste øjeblik med Harriet.

Med tiden har jeg lært, at vi, der tilhører den ældre generation, har mange af de samme spørgsmål om livet, som I har – vi har bare stillet dem i længere tid. Spørgsmål som:

Befinder jeg mig på den rette sti?

Lægger Gud virkelig mærke til mig? Betyder jeg noget for ham?

Hvorfor føler jeg mig indimellem tom, overvældet, overset eller ensom?

Hvorfor har Gud ikke tilvejebragt det mirakel, jeg så presserende har haft brug for?

Hvorfor lod han mig opleve denne sorg, sygdom eller tragedie?

Disse er vanskelige spørgsmål i alle aldre.

Spørgsmål som disse kan være utrolig frustrerende, når vi ikke får svar på dem med det samme. I dag kan vi spørge Google om næsten hvad som helst og få svar på få sekunder.

Men svarene på vores mest personlige, vigtigste og mest vidtrækkende spørgsmål kommer ikke altid hurtigt. Tit og ofte løfter vi vores hjerte mod himlen, og det eneste, vi får tilbage, er en ventemarkør, der bare kører rundt.

Vi kan ikke lide at vente, vel?

Når vi skal vente mere end nogle få sekunder på, at en søgemaskine reagerer, går vi ud fra, at forbindelsen må være nede. I frustration forlader vi måske søgningen. Men når det kommer til evige spørgsmål, sjælens anliggender, så må vi være mere tålmodige.

Ikke alle svar har samme værdi. Svarene, som verdslig visdom eller populære meninger kan give, er nemme at finde, men de mister hurtigt deres værdi, efterhånden som nye teorier eller trends dukker op. Vi ser det dagligt. Himmelske svar – evige svar – er uvurderlige. At modtage sådanne svar kræver ofte ofre, arbejde og gentagelser.

Men jeg kan forsikre jer om, at disse svar er værd at vente på.

Hvis I har ubesvarede spørgsmål, så bærer jeg mit sikre vidnesbyrd for jer om, at jeres himmelske Fader hører jer, han kender jer, og han vil aldrig opgive jer. Så lad være med at opgive ham. Bliv ved med at stræbe efter at følge hans vej, så vil han »lede jer frem« til at finde svar med vejledning, der lige akkurat er nok til, at I kan bevæge jer i den rigtige retning – uden at begrænse jeres vækst eller muligheder for at udøve tro eller udøve jeres moralske handlefrihed.

Steve Jobs, der var medstifter af Apple, sagde engang: »Det er umuligt at forbinde prikkerne, når man kigger fremad. Man kan kun forbinde dem ved at kigge tilbage, så man må stole på, at prikkerne på en eller anden måde vil blive forbundet i fremtiden.«

Hvad mente han med det? Måske har I set malerier, der består af en masse små prikker i forskellige farver på et lærred. Står man tæt på, virker prikkerne usammenhængende og tilfældige. Men når man ser på hele maleriet, kan man kan se, hvordan prikkerne smelter sammen som farver, og hvordan farverne til sidst danner former, der afslører et smukt mønster. Det, der tidligere virkede tilfældigt og endda forvirrende, begynder at give mening.

Nogle gange er vores liv – jeres og mit – lidt som disse malerier. De prikker, der udgør vores oplevelser i livet, kan til tider forekomme usammenhængende og kaotiske. Vi kan ikke se nogen som helst orden i dem. Vi kan ikke forestille os, at de overhovedet har noget formål.

Men når I så ser på jeres liv fra Jesu Kristi evangeliums evige perspektiv, begynder I at kunne se, hvordan prikkerne er forbundet til Guds storslåede plan for jer.

Når I stræber efter at stole på Gud og at følge hans Søn, Jesus Kristus, vil I en dag stå og se på det færdige produkt, og I vil vide, at den største kunstner af dem alle hele tiden havde en plan med alle de tilfældige prikker. I vil se, at han forberedte jer på muligheder, der er langt mere storslåede, end I nogensinde kunne have forestillet jer eller fundet frem til på egen hånd. Jeg har helt sikkert set dette i mit eget liv.

Nogle af jer ved måske, at da jeg var en meget ung dreng, var min familie flygtninge to gange. Ved begge lejligheder stod det helt klart, at folk på de nye steder opfattede os som værende »mindre værd end dem«. Blandt børnene på min egen alder gjorde min accent mig til en outsider, og den var stor årsag til hån og latterliggørelse for dem.

Det var svært for mine forældre at forsørge vores familie. Så min mor åbnede et vaskeri. Alle hjalp til, og jeg virkede med cykel og vogn som »udbringningsspecialist« for firmaet efter skole.

Det traume og den stress, vores flytninger forårsagede, satte mig bagud i min skolegang, og jeg kom bagud et helt skoleår.

I Østtyskland havde jeg studeret russisk som andet sprog. Det var svært, men jeg klarede mig. Nu hvor jeg var ankommet til Vesttyskland, skulle jeg lære engelsk.

Det syntes umuligt for mig! Jeg troede, at min mund helt enkelt ikke var lavet til det engelske sprog.

I mine teenageår var jeg vild med en fantastisk pige med smukke, store brune øjne. Desværre virkede Harriet ikke den mindste smule interesseret i mig. Uanset hvad jeg forsøgte, lod det ikke til at lykkedes. I har hørt hendes side af historien.

Så der var jeg, en temmelig ubetydelig ung mand, der kæmpede sig vej frem i efterkrigstidens Tyskland, og som ikke lod til at have mange chancer for at få succes i livet.

Dog var der et par ting, der gik godt for mig.

Jeg vidste, at min familie elskede mig. I skolen og kirken var der lærere, der opfordrede mig til altid at sætte mine mål højt og aldrig give op. Jeg kan stadig huske, dengang en ung amerikansk missionær sagde: »Er Gud [med dig], hvem kan da være imod [dig]?« og »Alting er muligt for Gud.«

Der var noget ved disse skriftsteder, der ramte mig med stor kraft. Hvis det er tilfældet, tænkte jeg, hvorfor skulle jeg så frygte?

Så jeg havde tro. Og jeg stolede på Gud.

I et stykke tid deltog jeg i et praktikprogram. En af mine lærere udfordrede mig til at gå på aftenskole og studere til maskiningeniør. Det førte til, at jeg opdagede min passion for luftfart!

Og det chokerede mig, da jeg fandt ud af, at for at blive pilot skulle jeg kunne engelsk. Jeg ville virkelig gerne være pilot, og på en eller anden mirakuløs måde, og med den rigtige motivation, begyndte min mund at forandre sig, og engelsk var ikke længere sådan et umuligt sprog.

Selvfølgelig betød det ikke, at alting altid gik lige nemt.

Da jeg var 19, rejste jeg til San Antonio i Texas for at begynde på min pilotuddannelse i det amerikanske flyvevåben. På flyet sad jeg ved siden af en mand, der talte med en tyk texansk accent. Jeg indså med rædsel, at det engelsk, som jeg havde arbejdet så hårdt på at lære, ikke var det samme engelsk, som de talte i Texas!

På pilotuddannelsen var det også svært. Det var et enormt konkurrencepræget program, hvor alle kappedes om blive den bedste ved afslutningen. Jeg vidste med det samme, at jeg havde en ulempe, fordi de fleste af mine klassekammerater havde engelsk som modersmål.

Mine flyinstruktører advarede mig om en anden potentiel ulempe – jeg tilbragte al for meget tid i kirken. De lokale medlemmer bød mig velkommen i deres gren og i deres hjem, og vi byggede endda en kirkebygning sammen i løbet af min tid i Big Spring i Texas. Mine lærere var bekymrede for, at sådanne aktiviteter ville forringe min chance for at få en god placering på uddannelsen. Det mente jeg ikke, at det ville. Så jeg stolede på Gud og gjorde det bedste, jeg kunne.

Til sidst lærte jeg engelsk (selvom, som I kan høre, at jeg stadig arbejder på det). Jeg færdiggjorde min pilotuddannelse med stor udmærkelse. Jeg blev jagerpilot og senere luftkaptajn. Og den smukke, brunøjede drømmepige? Ja, hun er lige her sammen med mig.

Så indtil det fulde billede viser sig, så bliv ikke overvældet af de store og svære opgaver i livet. Husk, at de store ting består af små ting. Hvis I forpligter jer til at gøre de »små og enkle« ting, Gud beder jer om – og I udfører dem så flittigt, som I kan – så vil store ting følge.

Nogle af disse »små og enkle ting« omfatter oprigtig daglig bøn, skriftstudium, at gøre Kom og følg mig og Til styrke for de unge til en del af jeres rutine, efterlevelse af visdomsordet, at deltage i kirkemøder, at betale tiende og fasteoffer og at sørge for, at I har en gyldig tempelanbefaling.

Gør alt dette, selv når I ikke har lyst til det, og selv når det kræver ofre. Det er offeret, der helliggør dem, og »offer og lydighed palmen [ham] bringer«.

På en måde er jeres »små og enkle« ofre dagliglivets prikker, der udgør det mesterværk, der er jeres livsmaleri. I kan måske ikke se, hvordan prikkerne er forbundet nu, og det har I ikke brug for endnu. Hav blot tro nok til det øjeblik, som I nu lever i. Stol på Gud og »af det, som er småt, [kommer] det, som er stort«.

Da jeg var på jeres alder, havde jeg ingen idé om, hvor mit liv ville føre mig hen. Jeg så i hvert fald ikke nogen prikker, der blev forbundet foran mig.

Men jeg stolede på Gud. Jeg troede på, at hvis jeg gjorde mit bedste i øjeblikket, ville Gud sørge for det store billede.

Og det gjorde han.

Han kendte enden fra begyndelsen, da jeg ikke gjorde det.

Jeg kunne ikke se fremtiden, men det kunne han.

Selv i svære tider, når jeg troede, jeg var forladt, var han med mig – det ser og forstår jeg nu.

I Ordsprogenes Bog finder vi dette løfte: »Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt. Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.«

Jeg beder jer indtrængende om at tro på, at jeres liv bliver uendeligt meget bedre, hvis I stoler på, at Gud vil lede jeres skridt. Han kender til det, I umuligt kan vide, og han har en fremtid forberedt for jer, som I umuligt kan forestille jer. Apostlen Paulus vidnede: »Intet øje har set … intet øre hørt … hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham.«

Så spørg jer selv: »Kan jeg mønstre nok tro til at tro Gud? Er jeg villig til at stole på, at han elsker mig og ønsker at lede min vej?«

Hvis I kan finde den mindste smule tro i jeres hjerte, der bare er på størrelse med et sennepsfrø – selv hvis det kun er et ønske om at tro – så begynd der.

Gud ved, hvordan han kan forvandle små frø til store træer. Gør de små og enkle ting, og så vil Gud »lade jer blive tusind gange så [meget] og velsigne jer, som han har lovet jer«.

Man behøver ikke at dykke langt ned i nutidens kultur for at høre modstridende røster, der fraråder eller endda latterliggør tro på Gud og især vores religion.

De sociale medier forstærker disse røster, ikke sandt?

I er ikke den eneste generation, hvis tro på Gud er blevet udfordret og latterliggjort. Så I står ikke alene med det i verdenshistorien. Faktisk synes det at være en del af jordelivets prøve for alle Guds børn.

»Var I af verden,« sagde Jesus til sine disciple, »ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer …, derfor hader verden jer.«

I kan ligeså godt acceptere nu, at når I først har forpligtet jer til at følge Frelseren, så vil indbyggerne i den store og rummelige bygning misbillige det – ganske højlydt nogle gange. De kan endda forsøge at mobbe jer og gøre jer til skamme.

Men husk på, at I ikke står til ansvar over for dem. I står til ansvar over for Gud. En dag skal I stå foran ham og gøre rede for jeres liv.

Han vil spørge jer, om I fulgte Frelseren, om I elskede jeres næste, og om I oprigtigt prøvede at blive på disciplens vej og ære jeres pagter.

Mine kære unge venner, nu er tiden inde til at forpligte sig til Kristus og følge hans sti. Og jeg ved, at I ønsker at gøre det, så jeg støtter jer i dette engagement.

En dag vil alle Guds børn – I og jeg – bøje deres knæ og bekende, at Jesus er Kristus, Forløseren, verdens Frelser. Så vil vi vide, at han døde for os og dem.

På den dag vil det blive klart, at hans røst er den eneste røst, der virkelig betød noget.

Når vi nu taler om at lade Gud lede vores liv, så vil jeg gerne tydeliggøre en ting. I vil nok ikke synes om det, som jeg nu vil fortælle jer. Når I beder Gud om vejledning i forhold til beslutninger i jeres liv – selv nogle vigtige beslutninger – giver han jer måske ikke et detaljeret svar.

Sandheden er, at nogle gange betyder det bare ikke noget for Herren, hvad I beslutter jer for, så længe I holder jer inden for Jesu Kristi evangeliums grundlæggende pagter og principper.

Der er tider, hvor Gud har en specifik sti, som han ønsker, at I følger og bruger. Og så er der tider, hvor han vil advare jer mod visse valg på grund af farer, I ikke kan forudse. Men så er der også tider, hvor der er flere »rigtige« svar på et spørgsmål, og I kan finde glæde i hvert enkelt af dem, så længe I efterlever Guds evige sandheder.

Da dette skete for Joseph Smith og hans ledsagere, gav Herren dem et interessant svar, da de søgte hans vejledning. Han sagde: »Det er [mig] lige meget.«

Men så tilføjede han: »Vær blot trofaste.«

Måske er det skuffende at høre, at Gud ikke nødvendigvis giver jer en detaljeret plan for jeres livsrejse. Men ønsker I virkelig at blive vejledt helt ned i hver eneste detalje?

Vil I virkelig gerne have snydekoderne til livet, før I har haft mulighed for selv at finde ud af tingene? Hvilket slags eventyr vil det være? Ville dette ikke berøve jer følelsen af virkelig at have opnået noget? Hvordan ville I nogensinde udvikle jer og styrke jeres tillid til Gud og til jer selv?

Som Herren sagde til Oliver Cowdery: »Du må gennemtænke det i dit sind; dernæst må du spørge mig, om det er rigtigt.«

Vor himmelske Fader gav jer sin plan og sin vej. Han gav jer det store billede. Og han har givet jer en hjerne og et hjerte. Hvis I stoler på ham, vil han hjælpe jer til at bruge begge dele på en god måde, når I træffer beslutninger. Han stoler på, at I træffer de bedst mulige beslutninger ved at følge Jesus Kristus.

I mange tilfælde er de beslutninger, I træffer i øjeblikket, måske ikke så vigtige som det, I gør, efter I har truffet beslutningen.

For eksempel kan et par vælge at blive gift, selvom nogle af deres familiemedlemmer ikke anser dem for at være det perfekte match. Men jeg har store forhåbninger på sådan et pars vegne, hvis de, efter beslutningen er truffet, forbliver fuldstændigt forpligtede over for hinanden og over for Herren af hele deres hjerte og sind. Ved at behandle hinanden med kærlighed og venlighed og fokusere på hinandens følelsesmæssige, åndelige og timelige behov – og ved konsekvent at gøre de »små« ting – bliver de det perfekte match i alles øjne.

Betragt modsat det par, hvor alle tænker, de har valgt den »perfekte« person, men derefter formoder de, at alt det svære arbejde er slut. Hvis de holder op med at gøre kur til hinanden, holder op med at kommunikere, forsømmer deres hellige pagter og glider ind i egoisme og et selvcentreret liv, går det par på en vej, der fører til sorg og fortrydelse.

De samme principper gælder for valg af arbejde. Jeg har store forhåbninger for dem, der måske vælger et mindre prestigefyldt erhverv, men som gør deres bedste for at finde måder, hvorpå de kan bruge deres arbejde til at ære Gud og velsigne hans børn.

Jeg har mindre håb for dem, der vælger et erhverv, der lyder imponerende, men som hen ad vejen taber fokus på deres guddommelige identitet og det gode, de kunne udrette ved at tjene Gud og hans børn på samme tid.

Gud har beredt evige velsignelser, der overgår jeres og min fantasi. For at hjælpe jer med at modtage dem, har han givet jer befalinger, hellige pagter, inspireret profetisk vejledning, Helligåndens gave og jeres moralske handlefrihed. Det er meget mere end tilstrækkeligt til at lede jer til lykke på jorden og glæde i evigheden. Men ud over det, så bliv ikke mismodige, hvis I har truffet nogle beslutninger, der var mindre end fuldkomne. Det er sådan, at I lærer. Det er en del af eventyret!

Nej, eventyr går aldrig helt problemfrit fra start til slut. I vil få op- og nedture. Men hvis I er trofaste mod Jesus Kristus, betragter hans sonoffer som en gave givet i kærlighed og omvendelse som den rigtige måde at tage imod den gave på, så kan I vide jer sikre på, at det ender lykkeligt.

I ser det måske ikke før meget senere, men I vil se tilbage og vide, at Herren aldrig forlod jer, selv da han lod jer træffe mange beslutninger selv. Ved at følge hans sti, hans vej, vil I opdage, at prikkerne faktisk er forbundne.

Så hvad håber jeg, at I vil huske fra vores tid sammen i dag?

For det første, vid, at Guds svar på jeres mest dybsindige spørgsmål måske kan tage lidt tid, og de kan komme på måder, som I ikke havde forventet. Guds svar har evig værdi. De er ventetiden værd.

For det andet, bliv ikke overvældet, når I går på disciplens sti. Gør blot det bedste, I kan, i de små ting, og så skal de store ting nok falde på plads.

For det tredje, hav lidt tro. Tro på, at I er vigtige for Gud, og at han kan se det, I ikke kan se, at han vil lede jer ad den rette sti. Han elsker jer. Stol på ham.

For det fjerde, lad ikke nedbrydende stemmer distrahere jer på jeres trosrejse. Husk, at I ikke står til ansvar over for jeres kritikere. I står til ansvar over for jeres himmelske Fader. Hans værdier tæller.

For det femte, søg Herrens vejledning, og når han siger: »Det er mig lige meget«, så træf de bedste beslutninger, I kan, ud fra de sandheder, I kender til. Og vær så »blot trofaste«.

Jeg efterlader jer min velsignelse ved begyndelsen på dette nye år, at når I inderligt stræber efter at kende jeres himmelske Fader, følge Jesus Kristus og ære hans pagter, vil jeres tro vokse – det lover jeg.

Jeres selvtillid vil vokse sig stærk, når I søger at følge jeres Frelser og efterleve hans lærdomme.

I vil finde lykke, glæde og fred i Jesus Kristus, hans evangelium og i hans kirke! Og så en dag vil han omfavne jer i guddommelig kærlighed.

Med usigelig taknemmelighed vil I se, at Gud selv med hans rige kærlighed, nåde og barmhjertighed altid var til stede og vågede over jer, velsignede jer og var med jer og beredte en bolig til jer.

Dette vidner jeg om og efterlader jer min velsignelse i Jesu Kristi navn. Amen.