Se den enkelte

Jeg er taknemlig for muligheden for at være her i dag og fortælle jer om min kærlighed til Frelseren, til jer og til de unge og unge voksne, som vi har det privilegium at tjene.

Jeg erindrer det stærke vidnesbyrd, jeg modtog fra Helligånden, den første gang jeg læste følgende udtalelse af præsident Boyd K. Packer: »Jeg tror på, at Kristi billede bliver aftegnet i jeres ansigt, i det omfang I virker i overensstemmelse med den udfordring og befaling, I har fået. Og i alle henseender er I ham, og han er jer i netop det klasseværelse, på det tidspunkt og med det udtryk og den inspiration.«¹ Tanken om, at jeg havde det privilegium at repræsentere Frelseren i mine opgaver, har været et motiverende ønske og en styrende sandhed i al min tid i S&I.

Ældste Gong lærte os ved den seneste aften med en generalautoritet, at en af de ting, der gjorde Frelseren til den fuldkomne lærer, var hans evne til at undervise 5.000 mennesker og den enkelte samtidig. Han sagde: »Det er et mirakel, vi lærere stræber efter – at undervise hele klassen og den enkelte i klassen. Dette kræver at være opmærksom på de 5.000 og på den ene. Det indbyder til at tale om de almindelige interesser og de enkelte behov.«² Har I nogen sinde spekuleret på, hvordan Frelseren var i stand til at gøre det?

Jeg vil gerne dele en oplevelse med jer, jeg havde i mit andet undervisningsår, hvor Herren underviste mig ved at hjælpe mig til at se, hvad det vil sige at repræsentere ham i klasselokalet. Jeg havde en ung mand på omkring 15 år i en af mine klasser. Jeg vidste i løbet af de første dage, at jeg ikke havde tålmodighed til denne kære person og følte, at det ville blive et langt semester, hvor jeg skulle prøve at bruge en gave, jeg ikke besad. Jeg bad om evnen til at elske ham og alle mine elever.

I løbet af den anden uge i klassen, da denne unge mand rejste sig for at komme med en åndelig tanke og fortalte lidt mere om sit liv, fik jeg den gave at se ham, som Herren ser ham, og følte øjeblikkeligt en større kærlighed til ham. Han fortalte, at hans forældre var ved at blive skilt, og hans mor havde ikke kun forladt Kirken, men kæmpede også imod den. I hans ansigt kunne jeg se den hjertesorg og forvirring, han følte, mens han talte. Jeg husker ærligt talt ikke ret meget af den åndelige tanke, han kom med, men jeg husker det, Helligånden lærte mig. Denne tanke dukkede op i mit sind: »Tag dine sko af, for jeg skal til at give dig adgang til et hjerte. Jeg har tillid til, at du vil være en trofast, kvindelig indflydelse i denne unge mands liv, og jeg har brug for, at du elsker ham, sådan som jeg elsker ham.« Fra det øjeblik var jeg forandret. Mit hjerte ændrede sig. Jeg så ham – virkelig så ham – som Guds søn, med et guddommeligt potentiale, med åndelige gaver og meget at byde på i vores klasse. Hans adfærd ændrede sig ikke meget i det semester, men jeg havde forandret mig. Og med den forandring havde vi nogle dejlige oplevelser sammen. Jeg vil for altid være taknemlig for denne unge mand og den mulighed, Herren gav mig for at ændre mit hjerte og min vision.

Jeg forundres til stadighed over vor himmelske Faders evne til ikke blot at kende, men også imødekomme hver enkelt persons behov. Jeg ved, at han ser, forstår og kender mig til fuldkommenhed. Ja, endnu vigtigere: Han elsker mig til fuldkommenhed. Jeg ved også, at han ser mig som en med et guddommeligt potentiale, og han ved, at jeg med hans hjælp vil blive ligesom ham. Jeg ved, han har den samme overbevisning om hver enkelt af jer og hver enkelt unge mand og pige, der går gennem vores døre. Han ser dem på en fuldkommen måde og ønsker at frelse hver eneste af dem. Han ser igennem deres udseende og adfærd og vælger at fokusere på deres guddommelige egenskaber og styrker. Og som lærere forventer han, at vi gør det samme.

I år præsenterer vi en ny prioritet, der hedder »Se den enkelte«. Dette fokus går ud på, at vi hver især udvikler den kristuslignende evne at se hver enkelt elevs personlige behov, stærke sider og guddommelige potentiale. Vores håb er, at vi alle vil udvikle eller forbedre denne kristuslignende evne til at se gennem etiketter og udseende og lære at se hver enkelt elev som en særlig person med guddommeligt potentiale og behandle ham eller hende derefter.

Hver elev træder ind i vores klasselokale med personlige omstændigheder, behov og udfordringer, der påvirker deres indlæringsevne. Det er vigtigt at huske, at seminar eller institut kun er en del af elevens liv, en vigtig del, men stadig kun en del. Indlæringsformer, kulturelle forskelle, handicap, afhængighed og tab og sorg er blot nogle af de faktorer, der kan påvirke en elevs indlæringsevne. Omstændigheder og etiketter definerer ikke vores elever, men giver os mulighed for at se og elske dem, som Frelseren gør det. Det er vores hellige privilegium og ansvar at gøre mere for at hjælpe dem, hvis byrder er tunge, og som kommer til klassen i en desperat søgen efter det håb, som hele menneskehedens Frelser giver.

I min grunden over dette hellige ansvar med at se den enkelte har jeg lært meget af apostlen Paulus’ lærdomme i 1 Korinther 12. Jeg vil gerne komme med tre lektier, jeg har lært ved at studere det kapitel.

1. lektie: Paulus begynder sine lærdomme om Kristi legeme og værdien af hver legemsdel ved at belære om åndelige gaver. Da jeg studerede vers 1-11, kunne jeg ikke lade være med at spekulere over, om en af nøglerne til at se enkeltpersoner, som Frelseren ser dem, er først at anerkende, at de har gaver og styrker, der skal ses og anvendes. Når vi ser eleverne på den måde, vil vi opdage og trække på deres styrker frem for at fokusere på mangler eller uønsket adfærd. Til tider afspejler en elevs adfærd ikke præcist hans eller hendes værdi. En enkel færdighed, som en lærer kan udvikle, er at holde en pause, før man straks svarer på en elevs kommentar eller adfærd, og overveje to eller tre mulige årsager til, »hvorfor« en elev svarer eller opfører sig på denne måde. Det vil hjælpe en lærer til at undgå at handle impulsivt og bedre erkende elevens åndelige gaver.

I bestræbelsen på at huske hver elevs guddommelige potentiale, må vi også erkende, at omstændigheder eller handicap kan hæmme deres ønske om eller evne til at lære. Det kræver, at vi omhyggeligt skaber oplevelser, der opfordrer og inspirerer den enkelte til at udøve deres handlefrihed til at anvende deres åndelige gaver i indlæringsprocessen. Denne proces er ikke let, men når vi søger Herrens hjælp, vil han hjælpe os til at vide, hvordan vi kan nå hans børn.

En oplevelse jeg havde, da jeg lærte værdien af at opdage åndelige gaver hos elever, var gennem en af mine elever, som ikke var begejstret for at læse i klassen eller andre steder. Hun var meget musikbegavet, og da jeg bad om, hvordan jeg skulle nå hende, var Herrens svar at gøre noget, jeg aldrig før havde prøvet. Jeg gav hende en lektionsplan og bad hende om at finde en sang til hver lektion, der kunne spilles i klassen, som ville bidrage til at lære om en af sandhederne i den skriftblok. Det krævede, at hun læste hjemme for at finde frem til sandheder, så hun kunne finde en sang. Det gav hende også mulighed for at bære vidnesbyrd i klassen om det, hun lærte af sin forberedelse. Inden for nogle få uger så jeg denne elevs kærlighed til Frelseren vokse, og hendes engagement i klassen blev også meget bedre. Hun tjener for øjeblikket som fuldtidsmissionær og læser ikke blot i skrifterne, men underviser også i dem og fortæller om vidnesbyrdets gave, som hun fik gennem musik.

2. lektie: Paulus understreger, at hver legemsdel har værdi. I vers 14-18 lærer han os:

»Et legeme består heller ikke kun af én del, men af mange.

Siger foden: ›Jeg er ikke hånd, altså hører jeg ikke til legemet,‹ er den dog alligevel en del af legemet,

og siger øret: ›Jeg er ikke øje, altså hører jeg ikke til legemet,‹ er det dog ligefuldt en del af legemet.

Var hele legemet øje, hvad blev der så af hørelsen? Og var det hele hørelse, hvad blev der så af lugtesansen?

Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som han ville det.«

Jeg elsker billedet af legemsdele, der opfylder forskellige, men nødvendige roller. Hånden kan ikke erstatte foden. Øret kan ikke erstatte øjet. Hver har en særlig og vigtig rolle, og hver bidrager på forskellig vis. Hver er afgørende for, at legemet kan fungere optimalt.

Ældste Holland anvendte en anden analogi til at forklare den samme sandhed: »Det er guddommeligt bestemt, at ikke alle stemmerne i Guds kor er de samme. Det kræver mangfoldighed – sopraner, alter, barytoner og basser – at skabe stor musik … Når vi nedgør det unikke ved os eller prøver at ændre os for at ligne en opdigtet stereotyp … så mister vi noget af det toneomfang og den klangfarve, som Gud var bevidst om, da han skabte en mangfoldig verden.«³

For virkelig at hjælpe hver elev til at blive »omvendt, mens de er hos os,«⁴ må vi tro på, at hver elev har værdi og handle derefter. I lyset af disse sandheder opfordrer jeg jer hver især til at stille jer selv disse to spørgsmål: 1. »Tror jeg virkelig på, at hver eneste af mine elever har værdi og kan blive et bidragende medlem?« 2. »Afspejler mine handlinger den overbevisning?«

Jeg beder til, at Herren vil hjælpe os til, at den overbevisning leder os mere.

3. lektie: Paulus forklarer, at vi bør vise hver legemsdel den samme omsorg. Han udtaler: »Der [skulle] ikke … opstå splid i legemet, men lemmerne være enige og have omsorg for hinanden.«⁵

Det var et vers, der vækkede mig til stærk selvrefleksion: Giver jeg hver elev den samme omsorg? Fokuserer jeg mere på elever, der ser ud til at bidrage på iøjnefaldende måder? Er det lettere for mig at elske dem, der rækker hånden op og altid har deres skrifter fremme, klar til at bære vidnesbyrd og komme med meningsfulde kommentarer? Er det lettere for mig at vise kærlighed og opmærksomhed til dem, der elsker mig, der elsker klassen, der kommer til tiden og kun bliver væk på grund af en livstruende sygdom? Lægger andre elever mærke til, når jeg ikke giver hver elev den samme omsorg? Og hvordan påvirker det en atmosfære bestående af kærlighed, respekt og et klart formål i min klasse? Eleverne vil med større sandsynlighed se og behandle hinanden, som Frelseren gør det, når vi hver især er et forbillede for dem på det.

Når vi stræber efter at repræsentere Frelseren i vores undervisning og udvikle evnen til at se, som han ser, må vi huske, at (1) alle har åndelige gaver at bidrage med, (2) hver legemsdel er værdifuldt, og at (3) vi alle må vise hver legemsdel den samme omsorg.

Jeg vil gerne komme med endnu en ting, jeg har lært, da jeg grundede over behovet for dette fokus. I vore dage går Modstanderen »omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge«.⁶ Som den store identitetstyv søger han konstant at stjæle menneskers guddommelige identitet og forbindelse til himlen. Vi må udvikle evnen til at se, som Frelseren ser, så vi kan hjælpe andre til at forstå deres guddommelige potentiale og være tro mod Herren i en forvirrende verden, der kalder »det onde godt og det gode ondt; som gør mørke til lys og lys til mørke«.⁷

En af mine store heltinder i skriften, som på smukkeste vis illustrerer denne evne, er Abigajil. Hun beskrives i Det Gamle Testamente som en »både klog og smuk« kvinde.⁸ Hun er gift med Nabal, en mand, der var »ond«.⁹ Da Nabal fornærmer David og nægter at hjælpe ham, samler David sine mænd for at slå Nabal og hans husstand ihjel. Nabals tjener fortæller Abigajil om den forestående fare, og hun samler straks forsyninger og drager af sted for at møde David.

Da Abigajil mødte Davide, kaster hun sig til jorden foran ham, og som et sindbillede på Kristus påtager hun sig ansvaret for en overtrædelse, hun ikke er skyldig i, og hun beder inderligt om hans tilgivelse.¹⁰ Hvad ser Abigajil i Nabal, der motiverer hende til at være hans fortaler?

Hvad ser hun i David, der fik hende til at sige: »Tilgiv din trælkvindes frimodighed, for Herren vil jo skabe min herre et hus, der står fast. Min herre fører jo Herrens krige, og der skal ikke ske dig noget ondt, så længe du lever«?¹¹

Hvorfor valgte hun i et så afgørende øjeblik at minde David om, hvem han var, og hvilke løfter Herren havde givet? Hvilken virkning havde hendes handling i tro?

Jeg elsker Davids svar til hende, hvor han siger:

»Lovet være Herren, Israels Gud, fordi han i dag har sendt dig til mig!

Velsignet være din dømmekraft, og velsignet være du selv, fordi du i dag har forhindret mig i at pådrage mig blodskyld og tage mig selv til rette.«¹²

Jeg tror, med præsident Packers løfte in mente, at Abigajil i det øjeblik havde »Kristi billede … aftegnet i [sit] ansigt … Og i alle henseender[var hun ham, og han var hende] … på [netop] det tidspunkt og med det udtryk og den inspiration.«¹³

Jeg vidner om, at vi har tilsvarende mulighed for at se andre, som han ser dem, og hjælpe dem til at se det guddommelige i sig selv.

Ord kan ikke udtrykke den kærlighed og taknemlighed, jeg føler for dem, der har været et forbillede på den kristuslignende egenskab i mit liv. Først og fremmest har min engleagtige mor altid set mig som en med et guddommeligt potentiale og åndelige gaver. Hun har altid set mig som en, der bidrager, selv når jeg ikke opførte mig sådan, og har arbejdet utrætteligt med at hjælpe mig til at udvikle dette potentiale. Jeg har haft præstedømmeledere, der har givet mig håb i mit liv ved at udvise vor himmelske Faders kærlighed til mig og minde mig om min værdi. Mine egne seminar- og institutlærere – hvoraf mange ser med i dag – så noget i mig, som jeg ikke kunne se i mig selv. Min karriere er på smukkeste vis blevet beriget af mænd og kvinder, der har løftet mig og ledt mig til Frelseren på grund af deres eksempel med at se den enkelte.

Jeg er for evigt taknemlig for, hvordan Herren fortsat viser mig, at han ser mig som en, der er noget værd og har værdi. Han har velsignet mig med gaver og giver mig muligheder for at anvende disse gaver til at hjælpe andre til at blive som ham. Og jeg ved, at han også gør det for hver enkelt af jer og for hver enkelt af vores elever.

I de forgangne måneder har jeg haft en dejlig oplevelse med at studere skrifterne med fokus på, hvordan Frelseren ser den enkelte og underviser i overensstemmelse hermed. At lære det direkte af ham har ændret mig. Jeg opfordrer jer til at benytte jer af den samme mulighed. Han er det fuldkomne forbillede. Der er utallige eksempler på, hvordan han skabte undervisningssituationer og oplevelser med at lære for at imødekomme den enkeltes behov og bedre hjælpe dem, han underviste, til at forstå deres guddommelige potentiale.

Mine kære venner, jeg beder til, at vor Fader i himlen til stadighed vil øge vores evne til hver især at se, som han ser, at elske, som han elsker, og at handle, som han ville handle. Jeg beder til, at vi vil søge denne gave og finde måder, hvorpå vi kan opnå eller forbedre den. Jeg beder til, at vi fortsat vil stræbe efter at have Frelserens billede aftegnet i vores ansigt, når vi hver dag står foran vores elever. Jeg ved, at vi kan udvikle denne gave, når vi søger hans hjælp. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.