En dåbsvelsignelse

Trevor satte sig i sofaen og lagde hagen i hænderne. Hans brødre legede med bedstefar. Han ville ønske, at han også kunne have det sjovt, men han kunne ikke lade være med at bekymre sig om sin dåb.

Mor satte sig ned ved siden af ham og purrede op i hans hår. »Hvad er der galt?« spurgte hun. »Har du ikke lyst til at lege?«

Trevor rystede på hovedet og rynkede panden.

Mor så på ham et øjeblik og lagde så armen om ham. »Er du stadig bange for at komme under vandet?«

Trevor nikkede.

Tanken om at være under vand havde altid skræmt Trevor. Da han var tre år, faldt han i en svømmepøl. Han ville aldrig glemme, hvor bange han havde været, da han sank dybere og dybere ned under vandet, indtil der var en, der hev ham op. Lige siden havde han været bange for vand.

»Hvorfor er der ikke noget, der hjælper?« spurgte Trevor. »Vi har bedt, og vi har endda set dåbsbassinet. Intet har virket!« Trevor sprang op af sofaen og løb ind på sit værelse.

Trevor smækkede døren bag sig og kastede sig ned på sengen. Lidt efter hørte han, at det bankede blidt på døren.

Trevor så, at hans far satte sig ned ved siden af ham. »Mor har fortalt mig, at du stadig er nervøs for at blive døbt,« sagde far.

Trevor nikkede. »Jeg bliver ved med at bede, men den bange følelse vil ikke gå væk.«

Far tænkte sig om et øjeblik. »Nogle gange, når vi beder om noget, så kommer det ikke lige med det samme. Du føler dig måske bange nu, men i morgen har du det måske bedre.«

Trevor rystede på hovedet, men kom så i tanke om, da han var nervøs for at begynde i skole sidste år. Far havde givet ham en velsignelse. Måske kunne en velsignelse også hjælpe ham til at blive døbt. Han så på far. »Tror du, at du og bedstefar kunne give mig en velsignelse?«

Far nikkede. »Det synes jeg er en glimrende idé.«

Lidt efter satte Trevor sig ned i en stol i stuen. Far og bedstefar lagde deres hænder på hans hoved. Far velsignede ham og sagde, at hvis han havde tro, ville vor himmelske Fader hjælpe ham med at føle ro og fred.

Den næste dag, da han sad til sin dåb i sit hvide tøj, var Trevor stadig nervøs. Han var glad for at have fået en velsignelse, men hvad nu, hvis han stadig var bange? Hvordan kunne han så blive døbt?

Efter at have hørt en tale om dåb, lænede far sig frem. »Nu er det tid til at gå hen til dåbsbassinet,« sagde han. Trevor nikkede og fulgte med far hen til bassinet. Far gik først ned.

Så var det Trevors tur. Han tøvede, men huskede så på sin velsignelse. »Himmelske Fader, hjælp mig til at have tro,« bad han stille for sig selv.

Trevor satte langsomt en fod i vandet. Det var dejligt og varmt. Trevor tog endnu et skridt.

For hvert skridt kunne han føle sin bekymring og frygt forsvinde. Far tog ham ved armen og smilte. »Er du klar?«

Trevor følte ro og fred. Det var det, som himmelske Fader havde lovet ham. Han nikkede. »Jeg er klar.«

Far hævede sin højre arm og bad dåbsbønnen. Da far lagde Trevor under vandet, var han ikke bange. Han kunne kun føle roen og freden blive stærkere.

Trevor kom smilende op ad vandet. Han vidste, at hans tro havde hjulpet ham med at overvinde sin frygt, så han kunne blive døbt. Han vidste, at vor himmelske Fader altid ville hjælpe ham, når han prøvede at vælge det rette.