Omsluttet af hans kærligheds arme

Da jeg var seks år gammel, blev mine forældre skilt. Skønt jeg blev boende hos min mor, var min far stadig til stede i mit liv efter separationen. Jeg boede hos ham i weekenderne og en enkelt dag midt i ugen.

Trods hans indsats for at være en god far, forrådte han min tillid meget alvorligt, da jeg var syv år. Dette tillidsbrud markerede begyndelsen på en voksende afstand mellem os. Når han ringede, undlod jeg at tage telefonen. Da jeg blev ældre, forlangte jeg, at jeg selv kunne vælge, hvornår jeg ville være hos min far, i stedet for at være tvunget derhen, fordi forældremyndighedsaftalen krævede det.

Da jeg begyndte i high school, blev disse besøg langsomt mindre hyppige. Jeg så ham kun to eller tre gange om måneden. Da jeg kom på universitet, blev der længere mellem telefonsamtalerne, indtil jeg kun talte med ham en enkelt gang på et semester. Mit forhold til min far var mere blevet en formalitet end et ægte forældre-barn-forhold.

Under mit andet år på universitetet besluttede jeg at tale med ham om den hændelse fra min barndom, som jeg mente havde skadet vores forhold for så mange år siden. Jeg håbede på at afslutte sagen, tilgive og komme videre. Jeg sendte ham mine tanker i en e-mail og ventede på svar.

Noget tid senere modtog jeg hans svar i en e-mail. Inden jeg læste min fars svar, bad jeg til min himmelske Fader om, at hans Ånd måtte være med mig, mens jeg læste e-mailen. Det var et meget vigtigt øjeblik i mit liv – jeg skulle se, hvad min far havde at sige, og finde ud af, hvilken retning vores forhold ville udvikle sig i. Jeg var bange og følte mig meget alene.

Jeg var faktisk alene, som jeg sad der på mit værelse med min computer. Jeg havde brug for støtte. Jeg blev ved med at bede til min himmelske Fader og fornemmede hans Ånd. Endelig havde jeg samlet mod til at læse e-mailen.

Min far svarede med en meget kort e-mail, hvori han benægtede enhver erindring om det, jeg havde sagt, og han skrev, at det var et dårligt tidspunkt at drøfte vores fortid på.

Den måde, hvorpå han affejede noget, som betød meget for mig, og som ikke viste noget ønske om forsoning, sårede mig dybt. Jeg følte mig svigtet af min far og plaget af sorg over det belastede forhold, som vi havde haft i mere end et årti.

Mens jeg sad der og hulkede, følte jeg Ånden omslutte mig. Aldrig før havde jeg følt min himmelske Faders tilstedeværelse så stærkt. Jeg følte mig bogstaveligt »omsluttet af hans kærligheds arme« (1 Ne 1:15). Jeg følte mig trøstet og elsket, mens jeg sad der og græd.

Mit forhold til min jordiske far havde nok været mangelfuldt, men min himmelske Fader var hos mig. Hans tilstedeværelse føles stærkt i mit liv. Jeg ved, at han elsker mig, har omsorg for mig og altid ønsker at have et godt forhold til mig. Jeg ved, at han er min Fader. Og han går ingen steder.