Hvordan kan jeg hjælpe dette barn?

Vor Frelser viste os, hvordan vi skal tjene andre ved at tilpasse sit budskab og sine handlinger til individuelle behov.¹ Da han for eksempel besøgte nefitterne, samlede han deres små børn og »tog [dem], et efter et, og velsignede dem og bad til Faderen for dem« (3 Ne 17:21; fremhævelse tilføjet). Engle »omgav de små« med himmelsk ild og »betjente dem« (3 Ne 17:24).

Vi tager del i Herrens tjenestegerning, når vi underviser alle børn. Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum minder os om: »De af os, som er blevet betroet med dyrebare børn, har fået overdraget en hellig og ædel forvaltning, for vi er dem, som Gud har udpeget til at omgive vore dages børn med kærlighed og troens ild og en forståelse af, hvem de er.«² Når vi opfylder vores ansvar for at hjælpe børn med handicap, vil Herren hjælpe os med at differentiere vores tjeneste og undervisning, så den svarer til deres behov.

For bedre at forstå disse behov kan primarylærere og -ledere mødes med barnet og dets forældre, hvilket er et godt tidspunkt for læreren at gøre sig til venner med barnet. Ofte er det bedste sted at lære hinanden at kende i barnets hjem, hvor det føler sig tryg og med større sandsynlighed tør åbne sig for nye mennesker.

Lærere og ledere bør give sig tid til at blive bedre bekendt med barnets handicap. Et godt sted at begynde er Kirkens hjemmeside lds.org/disability (som findes på flere sprog). Der kan de læse en kort gennemgang af særlige handicap, få undervisningstip og finde yderligere ressourcer.

Efter at have udforsket hjemmesiden kan lærere og ledere igen mødes med barnets forældre for at drøfte ideer, bekymringer og mål. Forældre kan give oplysninger om deres barn, som kan medvirke til, at lærerne får større medgang. Der kan være indsigt i, hvordan deres barn kommunikerer, hvilke aktiviteter han eller hun synes om, og hvilke man bør undgå, og hvordan man opmuntrer til passende adfærd. Samarbejdet med forældrene er afgørende for at skabe den enighed, det fællesskab og den fortsatte dialog, der er nødvendig for at kunne tjene et barn med handicap.

Lærere og ledere bør også tale med deres præstedømmeledere, når de udvikler måder at tjene barnet på. Da vores søn fik stillet diagnosen autisme, var vi ikke sikre på, hvor godt han ville klare overgangen fra børnehaven til en primaryklasse med jævnaldrende. En søster i vores menighed, som også er skolelærer, talte med biskoppen og primarypræsidenten og tilbød at virke som støtte for vores søn. Primarypræsidenten, et medlem af biskoprådet, min mand og jeg mødtes med hende, og hun fortalte, hvordan hun kunne hjælpe vores søn. Vi satte mål og udarbejdede en plan for, hvordan vi kunne hjælpe ham med at forstå Primarys rutiner. Vi måtte ofte ændre lidt i planen over de følgende tre år, men efterhånden som han har lært at forstå, hvad der sker omkring ham, er han blevet mere interesseret i at være sammen med sine jævnaldrende og tage del i lektionerne. Denne søsters forståelse og hengivenhed skabte en grundvold, som vores søn stadig står på. Hendes kærlighed og venskab lærte ham, at han er et elsket barn af Gud. Takket være hende ser han stadig Kirken som et sted, hvor han kan være sig selv og blive elsket.

Som lærere kan vi »følge Frelserens eksempel ved at tilbyde håb, forståelse og kærlighed til dem, som er handicappede«.³ Når vi udviser ægte interesse for børn med handicap, styrkes vores venskab med dem.

Børn med indlæringsvanskeligheder kommunikerer ofte anderledes end andre. Når en lærer kan anvende barnets individuelle kommunikationsstil, kan vedkommende skabe tillid og venskab og blive en mere effektiv underviser. Her er to måder at forbedre kommunikationen på:

• Anbring dit ansigt i barnets øjenhøjde.⁴ Når voksne gør det, føler barnet sig mindre truet og mere inkluderet. Det er også en hjælp for børn, der har svært ved at koncentrere sig i gruppesammenhænge. Læreren eller støttepædagogen kan fange barnets opmærksomhed og kan af og til sige en kort sætning om lektionen.

• Lær barnets interesser at kende. Børn føler sig værdsat, når andre viser interesse for det, som de holder af. Børn med handicap knytter sig ofte til bestemte ting, som for eksempel et særligt stykke legetøj, et dyr eller et spil. Læreren kan bede barnet om at fortælle om sine interesser og henvise til de interesser under sine lektioner. Selv om barnet ikke taler, kan læreren godt tale om disse interesser.

I de fleste tilfælde bør børn med indlæringsvanskeligheder være i den almindelige primaryklasse. Det er vigtigt både for barnet og dets jævnaldrende. Denne integration hjælper barnet med at udvikle passende social adfærd og kirkeopførsel og bereder det på overgangen til ungdomsklasserne. De jævnaldrende børn, der er i samme klasse, får mulighed for at tjene og opleve den forståelse, som børn med handicap kan give. Det styrker også venskaber at tilbringe tid sammen – og det er en vigtig del af at føle sig velkommen og som en del af gruppen i kirken.

Da vores søn var i førskolealderen, var der en lille pige, som ofte sad ved siden af ham i Primary. Hun lavede kort og tegninger til ham, hvis han gik glip af en klasse. Vores søn kunne ikke fortælle os, hvad hun hed, men han tog hendes hånd og kaldte hende »min ven«. Deres venskab gav hende mulighed for at tjene og hjælpe ham til at være glad for at komme i kirke.

Det kan lette skabelsen af venskaber, hvis forældre eller lærer for eksempel præsenterer barnet for dets jævnaldrende den første dag og fortæller om ham eller hende som menneske – om hans eller hendes talenter, færdigheder eller yndlingsaktiviteter. Derefter kan de tale om handicappet, så de jævnaldrende forstår barnets behov og en eventuel adfærd, som kan virke underlig. Hvis forældre og kirkeledere åbent forklarer alt dette, vil barnets jævnaldrende ofte føle sig tryggere ved at knytte venskab med det.

Overvej at kontakte eksperter, som kan hjælpe primarylærere med at udarbejde en plan for, hvordan barnet bliver mere involveret. Nogle gange vil barnets skolelærer være villig til at mødes med forældrene og primarylederne for at undervise dem i, hvilke teknikker, man med succes anvender på skolen. Læreren er måske endda villig til at komme i kirke og give praktiske eksempler.

I sjældne tilfælde kan man gøre undtagelser, så barnet undervises separat, eller man kan foretage andre tilpasninger. I primarysektionen under Serving in the Church på lds.org findes yderligere vejledning om dette.⁵

Det kan være en udfordring at opfylde ethvert barns behov i enhver primaryklasse. Når et handicappet barn er en del af den gruppe, kan det være nødvendigt at kalde en hjælpelærer eller assistent. Hjælpelærere skiftes til at undervise i lektionen og assistere barnet, eller man kan kalde en assistent, som udelukkende arbejder med det handicappede barn. Primaryfunktionærer bør koordinere lektieplaner, udvikle en kommunikationsform og drøfte, hvordan de tackler de situationer, som kan opstå. Som altid er bøn, kommunikation og planlægning afgørende for et fremgangsrigt samarbejde og en opbyggende undervisningssituation.

Når der skal kaldes en hjælpelærer eller assistent, så tænk på, at forældrene arbejder med deres barn og tackler de udfordringer, som børneopdragelsen byder på, døgnet rundt. De har sikkert brug for at få lov til at komme i deres søndagsskoleklasse eller være engageret i andre kaldelser; dette korte pusterum kan forny deres energi og berede dem på den kommende uges udfordringer.

Kirkens håndbog påpeger, at »ledere og lærere bør inkludere medlemmer med handicap i bredest muligt omfang i møder, klasser og aktiviteter. Lektioner, taler og undervisningsmetoder bør tilpasses til den enkeltes behov.«⁶ Det kræver bøn, kreativitet og ekstra indsats at undervise, så det opfylder hver enkelt klassedeltagers behov.

Begynd med at finde ud af, hvordan barnet bedst lærer. Linket Leader and Teacher Resources på lds.org/disability indeholder vejledning i at tilpasse lektioner. Der er yderligere forslag under overskriften for hvert enkelt handicap. Primary-sektionen under Serving in the Church på LDS.org er en anden fremragende kilde. De tilpasninger, som foretages for børn med handicap, kan også gavne de øvrige børn. Disse fremgangsmåder har virket fint for mig:

• Visuelt: Mange børn har en visuel læringsstil, hvilket vil sige, at billeder og genstande hjælper dem med at forstå begreber. Hjælpelæreren eller assistenten kan sidde ved siden af det handicappede barn og vise barnet tegninger eller billeder under lektionen for at illustrere, hvad der tales om. Hvis barnet kan lide at tegne, vil det måske synes om at have et blankt stykke papir, som det kan dele med sin assistent. Sammen kan de tegne ting, som nævnes i lektionen.

• Auditivt: Børn, der lærer ved at lytte, nyder at høre historier. De kan også lide, at læreren bruger sin stemme til at gøre en historie levende – hvisker, gisper overrasket eller taler lidt hurtigere, når det bliver spændende. Læreren kan være nødt til at forenkle eller afkorte historier fra lektionen, så det handicappede barn kan følge med og bevare interessen. Overvej at fortælle historien, for derefter at tage principper fra historien og anvende dem på dagligdags situationer eller en historie eller begivenhed, som barnet er bekendt med.

• Taktilt: Børn, der lærer ved at føle, nyder at håndtere genstande, som de kan føle på. Hvis en historie i lektionen foregår udendørs, kan læreren medbringe en glat sten, en kvist eller et udstoppet dyr, som de kan vise frem, mens historien bliver fortalt, og som kan gå rundt, så alle får mulighed for at holde og undersøge det. Små projekter og malebogssider er andre nyttige håndgribelige emner.

Det er vigtigt for et handicappet barn at kunne deltage. Vær opfindsom, når du skal udtænke måder, hvorpå de kan involveres i skriftsteder, bøn og taler ved fællestid. Hvis fx et barn har vanskeligt ved at tale, kan det måske bruge billeder til at kommunikere med. Andre børn kan måske godt tænke sig at stå oppe ved talerstolen, men er for generte eller uvillige til at tale. I det tilfælde kan man lade barnet stå ved talerstolen og glæde sig over at være der, mens en af forældrene hjælpe det ved at udføre opgaven. Han kan holde billeder til sin tale eller være et eksempel på, hvornår man skal folde hænderne, når man skal bede.

Her er nogle andre aktiviteter og tilpasninger, som du kan overveje:

• Primarys nadvermødeprogram. Et barn med handicap kan have brug for ekstra støtte og fleksibilitet, fordi nadvermødeprogrammet ikke er en del af barnets normale rutine. Han eller hun kan beredes for denne forandring ved at lade ham eller hende deltage, når man øver nadvermødeprogrammet. Det er en god idé at lade barnet sidde ved siden af sin assistent, så assistenten kan give tegn til barnet, inden en sang eller taleopgave. Hvis barnet let overvældes af støj eller det synsindtryk, som man får, når man står over for en forsamling, så reserver en plads ude i siden oppe foran til det og assistenten. Så kan barnet tegne, kigge i billedbøger eller gå ud på gangen uden at forstyrre de andre børn. Det giver også barnet mulighed for at gå op for at sige sin tekst eller synge og derefter vende roligt tilbage til sin plads. Et andet barn har måske ikke noget problem med at sidde på forhøjningen, men har brug for en pusledims, såsom to eller tre papirclips eller en glat sten til at sidde med. Det er en hjælp for børn, der har svært ved at koncentrere sig i større grupper.

• Fællestid. Hvis et barns klasse får til opgave at fremføre noget ved fællestid, så sørg for, at det handicappede barn er involveret på en måde, som det er tryg ved. Hvis klassen skal fremføre en sketch, kan barnet få en mindre rolle eller få en rolle uden replikker, men hvor det stadig er udklædt som de andre, så det føler sig inkluderet. Det er vigtigt for barnet at deltage i de samme oplevelser som de jævnaldrende, hvis det skal udvikle venskaber.

• Ekstraprogrammer. Hvis Primary deltager i en aktivitet, såsom menighedens eller grenens talentshow eller et juleprogram, og det handicappede barn har problemer med høje lyde eller fyldte lokaler, så lad barnets klasse være først på programmet. Så har barnets forældre mulighed for at tage ham eller hende hjem, hvis det føler sig overvældet.

Takket være min søns autisme har jeg fået et nyt syn på, hvad det vil sige at være Guds barn. Jeg har erfaret, at vor himmelske Fader virkelig kender og elsker os som enkeltpersoner. Han kender vore behov og giver forældre og ledere tilskyndelser gennem Helligånden til gavn og velsignelse for vore familier og de børn, vi tjener. Jeg har også udviklet en dyb taknemlighed for min søns primarylærere og kirkeledere, som har taget sig tid til at lære ham at kende. De er dejlige eksempler på Frelserens kærlighed.

At undervise et barn med indlæringsvanskeligheder kræver ekstra tid og en ekstra indsats og volder til tider frustrationer. Men med bøn, inspiration og tillid til Herren kan vi opnå succes, når vi udfører vores forvaltning og hjælper disse særlige børn.